54

Trokic tog den første tegning op fra bunken af papir. Blandt skitser af biler, monstre, drager og soldater havde den fanget hans blik. De hårde stregers sprog fik næsten hårene til at rejse sig på hans arme. Det var en forbløffende velskitseret gengivelse med blyant af et lille menneske, der gik hen langs en mark eller på et åbent område. På ryggen sad en massiv kolos af en skoletaske prydet af en mariehøne. Der var tegnet syv ikke helt udfyldte prikker og seks tynde ben. I baggrunden dukkede træer op og noget, der lignede et vandløb, og et andet sted længere væk lå en aflang bygning fyldt med vinduer. Bygningen lignede en skole. Der var ikke mange detaljer i billedet, men der var ingen tvivl om, at det fortalte en historie. Bagest i billedet var tegnet et hus under en sort himmel, og Trokic mente at genkende det som huset Muspelheim, som Sidsel havde lånt. Der var tegnet nogenlunde det samme antal vinduer, og et af træerne ved sydgavlen var kommet med. Et sted på himlen dalede snekrystaller ned fra en enkelt sky.

Trokic satte sig på sengen og ledte videre i bunken på gulvet. Flere biler. Mercedes, Masarati, BMW. En bondegård med heste. En motorcykel. Endelig trak han tør i halsen endnu en tegning op, ikke sikker på, at han havde lyst til fortsættelsen. Trokic betragtede den under lyset. Den forestillede et hus i en primitiv udformning. Tegningen var som det eneste billede farvelagt. Midt i en firkantet kasse under huset, der måtte skulle forestille kælderrummet, stod et orgiastisk orangegult bål op fra det hvide papir. Indtrykket var kraftigt blandt alle de sort-hvide streger. En dreng ved siden af bålet græd. Der var store tårer på figuren, og øjnene var tegnet hårdt ind i hovedet som store, skræmte huller. Munden var en lille, grå streg. Tændstikarmene rakte ud og næsten ind i bålet, fordi skoletasken, igen med syv udfyldte prikker, var inde i flammerne og opslugt af dem. Nederst i billedet var tegnet en række myrer, som om tårerne var trillet til jorden og havde taget et andet liv. I udkanten af billedet lå et dyr, der så ud til at skulle forestille at være dødt. Trokic kneb øjnene sammen og forsøgte at få mening ud af stregerne. Så huskede han, hvad pædagogen fra skolefritidsordningen havde fortalt. Den døde kanin.

Hans hjerne arbejdede på højtryk. Kunne dette være en kælder i Muspelheim? I så fald havde de overset den. Men hvis indgangen til denne kælder var udenfor, kunne den være dækket af sne. Det var først begyndt at sne, efter at Lukas forsvandt.

Trokic lagde tegningerne fra sig på bordet og mærkede vinteren bide langt ind i knoglerne. Kunne Lukas være fulgt efter den større dreng? Måske af nysgerrighed, måske som del af en leg. Han havde måske opdaget hans forehavende. Var gået ned i kælderen. Og noget var gået grueligt galt. En slåskamp? På en eller anden måde var det lykkedes Lukas at stikke af. Men da havde det sikkert allerede været for sent for Frederick. Lukas ville løbe skrigende og grædende hjem, og selv hvis han var blevet truet til at holde mund, talte brandsårene deres tydelige sprog. Kun den endegyldige tavshed ville kunne forhindre det.

Trokic sad et øjeblik og lod den grufulde mulighed trænge ind. Han måtte tale med Frederick. Så vendte hans tanker tilbage til Muspelheim, og han blev svag i alle musklerne. Kælderen lå under huset, tildækket af sne. Sidsel var uvidende om, hvad den gemte. Han greb telefonen og forsøgte at ringe til hende. Han lod den ringe helt ud tre gange, inden han gav op. Så slog noget andet ham. Hvis Frederick kom tilbage, ville han være klar over, at de havde fundet tegningerne, for Trokic var nødt til at sikre dem med det samme. De kunne være et afgørende bevismateriale.

– Vi skal have en snak med Frederick, sagde han til Morten Lind. – Jeg får nogen ud at lede efter ham. Og tilbagehold ham, hvis han dukker op her. Der er også et gult halstørklæde på hans værelse. Det skal vi have sikret.

Ude i bilen sagde han til Jasper:

– Ring til vagthavende, og få ham til at sende et par betjente ud at lede efter en dreng med Fredericks signalement. Sig, at han skal tilbageholdes, når de finder ham.

– Hvad med os? Bliver vi her også?

– Nej. Morten bliver. Vi to tager ud og ser på en kælder.