56

Støddæmperne i bilen kom på overarbejde, mens den på det nærmeste fløj hen over bumpene i starten af Bedervej. Vicekriminalkommissæren så Sidsels åbne, venlige ansigt for sig, og følte bekymringen gnave. Han brød sig klart ikke om at have hende anbragt på et så udsat sted. Pludselig føltes vejen uendelig lang.

– Men hvad med Annie Wolters? spurgte Jasper og spændte lidt forsinket sin sikkerhedssele efter endnu et brutalt flyvehop med bilen. – Hvordan hænger det lige sammen?

– Sagde du ikke, at du fornemmede, hun løj, da du besøgte hende under husundersøgelserne? spurgte Trokic.

– Jo. Det var kun et øjebliks fornemmelse. Den måde hun pludselig undveg mit blik på. Tonefaldet. Hun må have set Frederick ved åen den dag, sagde Jasper. – Måske nævnt det for ham på et senere tidspunkt. Hvis hun bare havde sagt det til os den dag.

I det samme fik de øje på en tynd, snoet røgsøjle, der steg op et stykke ude i horisonten. Noget brændte. Det så ud, som om den havde sit udgangspunkt på det sted, hvor huset lå. Som om Jasper havde læst hans tanker, sagde han:

– Noget brænder. Shit. Det tegner sgu ikke godt, Daniel. Jeg håber ikke, vi kommer for sent.

– Ring til vagthavende igen. Vi får brug for brandfolk.

Trokic kørte så hurtigt, vejforholdene tillod, men mærkede alligevel, hvordan bilens dæk gled på flader af is med smeltet overflade. Endelig bremsede de op foran hækken til huset. I et glimt så han skyggen af en person bevæge sig tværs over haven, og hans uro blev stærkere. Efter en pludselig indskydelse tog han mappen med tegningerne med sig. Historien begyndte at gå i opløsning og truede med at tage mere med sig i faldet.