I 1992 blev politiet for første gang opmærksom på gruppen fra Blågårds Plads, dels på grund af dens kriminalitet, dels pga. en avisartikel. Men politiet var ikke ene om at få øjnene op for de foretagsomme unge mennesker. Omkring samme tid begyndte flere Hells Angels-rockere at omgås de unge fra pladsen.
Den første HA’er, der så potentiale i de unge rødder, var Thomas Christian Bach. Han var – ifølge bogen “Englenes gerninger” af journalist Ambro Kragh – “ekspert i at score kassen i forbindelse med bordeldrift”. I juli 1994 fik han f.eks. et års fængsel for afpresning af en massøse ved hjælp af grove trusler. En beskæftigelse, som et lille tiår senere angiveligt blev en indbringende del af det kriminelle ægteskab mellem rockerne og rødderne fra Nørrebro. Det vender vi tilbage til om lidt.
Blågårds-drengene havde samme næse for sorte penge, som flere af de kriminelle rockere. HA var på det tidspunkt den lyssky underverdens konger, og de unge fra “Pladsen” startede med at løbe kriminelle ærinder for rockerne. Skulle nogen bankes på plads, eller var der gæld, der skulle inddrives, påtog de sig gerne rollen – mod betaling naturligvis.
Ifølge politikilder udførte folkene fra Blågårds Plads i de tidlige år netop den slags beskidt arbejde, som rockerlærlingene fra AK81 gør nu.
Også folk fra Bandidos begyndte i de år at hænge ud med Blågårds Plads-drengene. Den massive rocker-bejlen var uden tvivl med til at gøre rødderne mere selvbevidste. De fik færten af, at de selv kunne kræve respekt og selv blive en magtfaktor. I hvert fald var de ikke til sinds kun at udfylde rollen som stikirenddrenge. Den nye selvbevidsthed slog igennem, da Den Store Nordiske Rockerkrig brød ud i lys lue i marts 1996. Gennem halvandet år bekrigede Hells Angels og Bandidos på det voldsomste hinanden, og selvom HA forsøgte at overtale Blågårds Plads til at gå med i krigen mod Bandidos, valgte “Pladsen” at holde sig ude af konflikten.
I november 1996, mens rockerne sloges, lavede folk fra Blågårds Plads et stunt, der gav genlyd og antydede, at de var klar til at gå linen ud. En lørdag aften skød de med en maskinpistol mod lokalpolitistationen i Blågårdsgade. Stationen havde kun åbent i dagtimerne, og ingen kom til skade ved episoden. Ifølge kilder i miljøet stammede våbnet fra en del af HA’s våbenlager, som Blågårds Plads gemte for rockerne. Det var en helt normal taktik særligt i krigstid at stuve våben af vejen flere forskellige steder. På den måde var de hurtigt inden for rækkevidde, hvis man skulle få brug for dem, og samtidig var man mindre sårbar over for politirazziaer. Samme taktik går igen i den igangværende konflikt mellem HA og Blågårds Plads.
Det var smart af Blågårds Plads at holde sig uden for HA og Bandidos’ blodige opgør. For mens rockerkrigen rasede, var både pressens og til dels også politiets samlede fokus rettet mod rockerne og deres ekstreme angreb på hinanden. Det betød, at Blågårds Plads-folkene i ly af krigen kunne styrke deres position. Ikke sådan at gruppen voksede sig stor i antal. Men uden ordensmagtens konstante ånde i nakken kunne folkene fra “Pladsen” konsolidere deres kriminelle aktiviteter. Ifølge politikilder var det i dette tidsrum, at gruppens kernemedlemmer bl.a. begyndte at knytte internationale kontakter til hashbagmænd i Holland.
Da Den Store Nordiske Rockerkrig sluttede i efteråret 1997, fremstod folkene fra Blågårds Plads således langt mere magtfulde og professionelle end før krigen. Også internt på Pladsen havde et udskilningsløb fundet sted. Enkelte af de første kernefolk fra Blågårds Plads var gået ned med flaget. Det fancy gangsterliv med fest, farver, hash og kokain i lange baner var for nogle endt i en ynkelig narkomantilværelse, og deres positioner blev besat af friske folk.
Da HA dukkede ud af krigens krudtrøg, anede man nok forandringen på Pladsen. Men englenes elitære indstilling – ‘ingen over og ingen ved siden af’ – gjorde det svært at ændre syn på rødderne fra Nørrebro. De opfattede stadig BGP’erne som en slags håndlangere. Anderledes forholdt det sig med Bandidos, der så dem som langt mere ligeværdige. På et tidspunkt gik det endda så vidt, at flere af rødderne fra Blågårds Plads promenerede T-shirts med påskriften ‘Amigos di Bandidos’ – Venner af Bandidos.
Mens folk fra Bandidos gik sammen med flere BGP’ere om seriøse narkoforretninger, slog venskabet mellem HA’erne og toneangivende Blågårds Plads-folk til gengæld flere og flere revner.
I 1998 blev den nu så kendte HA’er Brian Sandberg smidt ud af Hells Angels og sortlistet under overskriften ‘bad standing’. Allerede i årene som HA’er havde Brian Sandberg dyrket folkene fra Blågårds Plads – og i særdeleshed Store A. Udsmidningen fra HA fik ingen konsekvenser for det venskab, snarere tværtimod.
Og forbindelsen mellem Sandberg og BGP skulle, som vi senere skal se, vise sig værdifuld for begge parter.
Men foreløbig – på vej mod det nye årtusind – knagede det alvorligt i forholdet mellem HA og Blågårds Plads. I begyndelsen af år 2000 kom det til den første store konfrontation mellem dem på diskotek Fever i Boltens Gård.
Baron Boltens Gård i København var på det tidspunkt byens hippeste sted. Øverst lå, dengang som nu, in-stedet NASA, hvor de danske kendisser hang ud i hobetal. Der var næppe en pladeselskabsansat med respekt for sig selv, som ikke havde medlemskort til det eftertragtede sted. Popstjerner, skuespillere og andre glamour-ikoner sprang køen over og blev straks sendt med glaselevatoren op til klubben. Også Jørn Jønke Nielsen og flere af hans ‘brødre’ kom der. I NASAs ene bar var der en overgang et vindue, hvor man kunne kigge ned på diskotek Fever på etagen under. Boltens Gård lagde adresse til flere andre restauranter, barer og diskoteker. Adgangsforholdene var overskuelige: den normale indgang via en port fra Gothersgade og en mindre smøge, som forbandt gården med Store Kongensgade. Boltens var HA’s hjemmebane, og derfor skulle der også rimeligt meget mod til at gennemføre et angreb som det, der 6. februar 2000 var ved at koste en Hells Angels-rocker og en HA-supporter livet.
Optakten til angrebet i Boltens strakte sig over nogle måneder. En større gruppe indvandrere var pludselig begyndt at vinde ind på englenes territorium og optrådte talstærkt på det populære dansested. Gruppen, som bl.a. talte flere nøglefigurer fra Blågårds Plads, havde tidligere haft svært ved at blive lukket ind på stedet, men gennem længere tid havde de lagt pres på dørmændene, som ved flere lejligheder blev forfulgt, når de havde fri fra arbejde om morgenen. Valget stod mellem at stoppe som dørmænd eller acceptere flere indvandrere på diskoteket.
Lørdag aften den 5. februar var HA-supporteren Thomas Kenneth Zeuck og det fuldgyldige medlem Bo Holm Hansen blevet uvenner med en ung indvandrer, som vidner skønnede til at være 15-16 år gammel. Det afholdt ikke de dobbelt så gamle rockere fra at kaste sig over knægten inde på diskoteket og give ham en røvfuld. Der var ingen tvivl om dørmændenes sympati: Den unge mand blev smidt ud, og de hærdebrede rockere satte sig tilbage til deres bord, hvor festen omtrent først lige var begyndt. Optrinet gik ikke ubemærket hen. Til stede var også en gruppe unge indvandrere fra Kokkedal, der dengang som nu har et godt forhold til den hårde kerne på Blågårds Plads, og det varede ikke længe, før jungletrommerne lød i hele København.
Timer senere slog de til. Klokken var langt over fem søndag morgen og festen stille og roligt ved at ebbe ud. Der var omkring 150 personer tilbage på natklubben, da en flok på sekssyv personer pludselig angreb rockerne ved deres bord. Lynhurtigt var der en, der stak de to rockere med en kniv. Thomas Kenneth Zeuck sank sammen på gulvet, knivsbladet havde ramt ham i halsen tæt på hovedpulsåren. Bo Holm Hansen fik et voldsomt stik i venstre side, som perforerede milten og lavede hul på den ene lunge. Samtidig blev der råbt meget højt og smidt glas og flasker gennem luften – sandsynligvis som en afledningsmanøvre.
En større gruppe unge indvandrere blokerede flugtvejen fra diskoteket og sørgede for at sluse gerningsmændene hurtigt ud. Imens vaklede dørmændene omkring uden at vide, hvad de skulle gøre. De vidste godt, at det ikke var to almindelige gæster, der lå og blødte på gulvet, og stamkunderne fra rockermiljøet forventede, at man bakkede dem op i kampens hede. Omvendt var de skræmt af de unge, der åbenlyst havde nosser til at stikke to Hells Angels-folk ned i rockernes egen baghave.
De to dørmænd i diskotek Fever var ikke ligefrem hidsige efter at blande sig i kampen, men de tog en beslutning om at komme rockerne til undsætning. Den mest fattede af dem trak Thomas Kenneth Zeuck ud ad en dør til et baglokale, og sammen bar de Bo Holm Hansen samme vej. De lukkede bag sig og bevogtede døren, indtil politi og redningsfolk nåede frem. Begge rockere var ramt meget alvorligt og blev kørt med ambulance til Rigshospitalet. Værst gik det ud over Thomas Kenneth Zeuck, som i de første timer svævede mellem liv og død.
Efter knivstikkerierne havde gerningsmanden smidt en foldekniv fra sig, den landede under et bord, hvor en gæst samlede den op og afleverede den i baren. Og med 150 gæster i diskoteket og flere dørmænd lige i nærheden burde sagen være til at opklare. Men ingen på stedet ønskede at tale med politiet – heller ikke dørmændene.
20 minutter efter knivstikkerierne blev en 21-årig andengenerationsindvandrer anholdt på Nørrebro. Han havde blod på tøjet. Til politiet forklarede han, at han var til stede under overfaldet, men ikke deltog. I dommervagten dagen efter blev han løsladt af dommeren på grund af manglende beviser.
Ifølge kilder var der videoovervågning omkring indgangen til Fever. Overvågningsbillederne kunne måske have givet politiet en ide om, hvem gerningsmændene var, men den mulighed fik de ikke. Båndet blev fjernet, før politiet ankom.
Ifølge kilder havnede båndet i hænderne på Hells Angels.
“Det må have været billeder fra overvågningen, som gjorde HA’erne i stand til at udpege gerningsmændene,” siger én.
Allerede to dage efter knivstikkeriet opsøgte HA-ledelsen Blågårds Plads for at få udleveret de to gerningsmænd, som rockerne mente var de skyldige. Det afviste “Pladsen” blankt. Englene fik besked på selv at komme og hente dem. De skulle bare være klar over, at der så ville være 200 mand klar til at tage imod dem. Desuden, sagde man, var de to rockere selv skyld i knivoverfaldet, fordi de havde tævet den unge indvandrerfyr tidligere på aftenen.
Godt halvandet år senere var Thomas Kenneth Zeuck igen i gang i nattelivet. Denne gang gennemtævede han og en HA’er en yngre mand i Kristen Bernikowsgade så voldsomt, at han få dage senere døde af sine kvæstelser.
Knivstikkeriet i Boltens, hvor HA måtte give sig og opgive at hente knivstikkerne ud, ændrede på magtbalancen mellem HA og Blågårds Plads. Ingen af parterne havde brug for en skærpet konflikt på det tidspunkt, og selvom smågnidningerne fortsatte, lykkedes det tilsyneladende parterne at snakke sig til rette. Udadtil ville HA ikke give indrømmelser, men indadtil kunne de se, at noget måtte gøres, hvis ikke Bandidos fuldstændig skulle overtage makkerskabet med Blågårds Plads.
Nøglen til et tåleligt forhold med Pladsen var den mand, som HA et par år tidligere havde kylet ud i bad standing: Brian Sandberg. Mens han var ude i kulden, knyttede han meget tætte forbindelser til især Blågårds Plads, og derfor tog Hells Angels i begyndelsen af 2002 Sandberg til nåde igen. Kort tid efter begyndte et nyt samarbejde mellem folk fra HA og Pladsen tilsyneladende at tage form: Pengeafpresning af bordeller.
Sent om aftenen 3. september 2002 overfaldt fire maskerede mænd med indvandrerrødder et bordel i Ringstedgade på Østerbro. I første omgang truede overfaldsmændene de to kvinder, der på det tidspunkt var på bordellet, med knive og trusler om vold. Gerningsmændene ville have dagens omsætning. Da kvinderne nægtede, blev de tæsket og snittet flere steder på kroppen. Efter overfaldet stak tre af gerningsmændene af i en taxa, der holdt i den nærliggende Willemoesgade. Den fjerde mand nåede ikke taxaen og stak af til fods i retning af Østerbrogade. Efterfølgende blev de to blødende kvinder, der var dybt traumatiserede over det brutale overfald, kørt til behandling på Rigshospitalet.
Ifølge Ekstra Bladet var overfaldet på bordellet i Ringstedgade kun toppen af isbjerget. Under overskriften “Tæskehold afpresser bordeller” fortalte avisen, hvordan indvandrere og rockere havde fundet en guldåre ved i fællesskab at presse penge af massageklinikkerne og deres piger. Flere af pigerne berettede, at de var blevet opsøgt med krav om at betale ‘beskyttelsespenge’.
“Betal 15.000 kroner hver måned – eller vi kommer forbi og smadrer hele lortet,” lød det første gang, opkræverne kom på besøg.
Nogle af bordellerne mente, at der kun stod indvandrere bag, mens andre berettede om en model, hvor rockere fra Hells Angels og indvandrergrupper fra Indre Nørrebro arbejdede sammen. Først kom indvandrerne og krævede 15.000 kroner om måneden, og et par dage efter dukkede rockerne op og garanterede, at de for et lidt mindre beløb – 10.000-12.000 kroner pr. måned – ville yde beskyttelse. 20 bordeller skulle være blevet opsøgt med nærmest identiske krav, og flere havde angiveligt accepteret at betale af ren og skær frygt.
[PORTRÆT] Brian Sandberg er de seneste par år blevet en af de mest medieprofilerede HA’ere i Danmark. Først på grund af sin rolle i sagen omkring finansgøgleren Stein Bagger, som i 2009 blev dømt for storstilet svindel, og som gennem en længere periode hyrede Brian Sandberg som bodyguard, mens Sandbergs firma BS Consultancy stod for sikkerheden i IT Factory. Siden på grund af sin rolle i bandekrigen – især som mål for de to attentatforsøg på Joe & The Juice i det indre København og Sticks’n’Sushi i Hellerup.
Ud over tal skal Brian Sandberg også have næse for krig. Han er en af arkitekterne bag oprettelsen af lillebrorgruppen AK81, hvor han fortsat spiller en central rolle. Han står for rekruttering og er kontaktfigur for de unge i AK81, og derfor sidder han med ved bordet, når rockerne lægger taktik i den verserende krig.
42-årige Brian Sandberg elsker den dyre stil i biler og mærkevaretøj, og han har lejlighed i et af Københavns trendy kvarterer – Tuborg Havn. Han er opvokset i Slagelse på Vestsjælland og har en efg-uddannelse. I sine unge år fungerede han som en slags leder for de lokale grønjakker i Slagelse og var kendt som meget voldelig. Flere gange var han hyret som dørmand til fester på det lokale gymnasium, hvor han uddelte de fleste øretæver selv. Brian Sandberg blev ofte set i selskab med boksebamsen Brian Nielsen og de andre kendte Korsør-boksere, der i starten af 90’erne gjorde det vestsjællandske natteliv usikkert. Sandberg selv dyrkede _ taekwondo. Sporten har hængt ved, og han har nu 3. dan.
Alt tyder på, at Brian Sandberg ikke kun brugte tiden på byture, for i 1991 blev han i retten i Slagelse idømt syv års fængsel for handel med amfetamin. Under fængselsopholdet blev han venner med HArockeren Lars Søren Andersen, kaldet Birch, der afsonede en dom for drabet på hashpusheren Kenneth Melby. Brian Sandbergs prøvetid i Hells Angels var midt under Den Store Nordiske Rockerkrig, hvor han bl.a. agerede livvagt for rockeren Rene Nøddeskov Ludvigsen – kaldet Ludvig.
Brian Sandberg fotograferet i HellsAngels Westends klubhus med en joint i hånden, kort før han bliver smidt ud af klubben i unåde, bedre kendt som “bad standing”.
FOTO: Michael Forsmark
Brian Sandberg er den HA’er, der hurtigst er blevet fuldgyldigt medlem. Syv måneder tog det ham. Under rockerkrigen var han med sin sans for forhandlinger med i den gruppe HA’ere, der førte fredsforhandlinger med Bandidos.
I 1998 stoppede hans kometagtige rockerkarriere med et brag, da han i juli røg i ‘bad standing’ og blev kylet ud af klubben. Det skete efter en række episoder, hvor han havde gjort sig uheldigt bemærket. Hovedet på sømmet var, da han snød et prøvemedlem. Udsmidningen og hans mange HA-tatoveringer fik den følge, at Hells Angels i Danmark lavede regler for, at der skal gå mindst et år som fuldgyldigt medlem, før man må få tatoveret HA-logoet på kroppens synlige steder som hænder oghals. Som minde om sin sortlistning har Brian Sandberg nu flere store sorte plamager, hvor han fik tatoveret logoet over. I begyndelsen af 2002 blev han taget til nåde og kom med i HA igen. Flere af de ældre engle bryder sig ikke om ham – det gælder f.eks. Bent “Blondie” Svane Nielsen.
Brian Sandberg beskrives af kilder som meget social og nem at snakke med. Den sociale begavelse gør ham i stand til at færdes i såvel det københavnske jetsetmiljø som i indvandrermiljøet og blandt de unge AK81’ere.
Han har en søn med en marokkansk kvinde, og ifølge kilder overvejede han på et tidspunkt at konvertere til islam, mens han var væk fra HA. Han er altid omgivet af et hof af AK81’ere, og han stiller altid op, når de unge er i retten.
I september 2002, da også Ringstedgade-klinikken blev afpresset, blev en klinik i Arkonagade på Vesterbro opsøgt. Her trængte tre mænd om aftenen ind på bordellet, hvor de overfaldt en kvinde og stedets dørmand. Kvinden blev slået med en pistol, hvorefter de stak af med stedets dørmand i hælene. Han var i øvrigt iført en skudsikker vest. I den korte tid, gerningsmændene var på bordellet, nåede de at rasere en hel del. Dagen efter anholdt politiet en dengang 30-årig HA’er, der blev sigtet for at have forsøgt at afpresse bordellet i Ringstedgade. Samtidig viste det sig, at klinikken i Arkonagade allerede nogle uger i forvejen havde haft besøg af en mand med tilknytning til Hells Angels, der mod klækkelig betaling, 10.000 kr. om måneden, tilbød beskyttelse. Han gik med uforrettet sag, og hans afskedsreplik var: “I vil høre nærmere.”
Nogle dage senere blev to unge indvandrere med rødder i området omkring Blågårds Plads anholdt. I første omgang satte politiet dem i forbindelse med overfaldet på bordellet i Ringstedgade. Desuden blev en 19-årig anholdt for overfaldet i Arkonagade. Men i sidste ende kunne hverken de to unge, HArockeren eller den 19-årige stilles til regnskab, for ingen vidner ønskede at medvirke til sagernes opklaring.
Kort efter de to bordeloverfald fandt sted, dukkede et lille undseeligt klistermærke op på døre og dørkarme ved andre københavnske bordeller. Det var rødt og sort med en lampe i midten og teksten ‘Protected’. Ifølge kilder i miljøet blev mærket udleveret, når en beskyttelsesaftale var kommet i stand. Kilderne mente også, at de to overfald var led i en storstilet afpresningsplan.
Det blev aldrig kortlagt, præcis hvor mange bordeller, der endte med at falde til patten og betale for rockerne og røddernes fælles beskyttelse. Ifølge kilder både i miljøet og politiet betaler en del af de storkøbenhavnske bordeller i dag penge til rockere. Nogle steder i form af beskyttelsespenge, andre steder fordi folk med tilknytning til HA simpelthen står bag driften – det, man kalder rufferi-virksomhed.
Det var ikke kun bordeller, der enten blev afpresset eller forsøgt afpresset. Kilder med kendskab til miljøet fortæller, at folk med tilknytning til de to grupper på det tidspunkt planlagde en større afpresningsbølge mod beværtninger og gå i byensteder i Indre By. Også her var prisen for ‘beskyttelse’ 10.000 kr. om måneden. Flere af stederne fik besøg af ubehagelige typer, som solgte “beskyttelse”. De utilslørede trusler gik bl.a. på, at man kunne beskytte mod ubehageligheder fra unge, utilpassede indvandrerrødder, som ellers kunne finde på at dukke op og lave ballade. Andre beværtninger oplevede at få smidt ildelugtende smørsyre ind gennem brevsprækken. F.eks. oplevede jetsetstedet Cafe Zeze den slags hærværk. Ifølge kilder lod ingen af de store steder – Jazzhouse, NASA og Park Cafe – sig true. Alle sagde nej.
Selvom det så ud, som om alt var fryd og gammen mellem HA og BGP, lurede stridigheder lige under overfladen. Flere småepisoder blev tilsyneladende glattet ud, men mere og mere pegede frem mod et endeligt brud. Det kom i de første måneder af 2005. Teknisk set havde sagen ikke meget at gøre med Hells Angels, men HA’eren Brian Sandberg blev uforvarende viklet ind i en af de ledende Blågårds Plads-folks rævekager.
I februar blev en hashgangster med sydamerikanske rødder forsøgt likvideret i en kældergang under den sociale boligbebyggelse Store Krog på Amager. Sydamerikaneren havde et tæt samarbejde omkring indsmugling og salg af hash med flere af de tunge drenge fra Blågårds Plads. Som led i den interne forretningsgang var BGP-folkene kommet i gæld til sydamerikaneren og dennes bror. Ifølge kilder i miljøet var gældens størrelse i omegnen af en million kroner. Men folkene fra “Pladsen” havde ikke til sinds at betale. I stedet ville de slå sydamerikaneren ihjel.
Sydamerikaneren blev lovet sine penge, og et møde blev aftalt. To unge Blågårds Plads-folk var sat på opgaven, og da sydamerikaneren troede, de var ved at fiske gysser ud af tasken, trak de i stedet både en maskinpistol og en pistol op. Sydamerikaneren stak af, mens den ene af gerningsmændene åbnede ild. Sydamerikaneren blev ikke ramt. Det gjorde til gengæld den ene gerningsmand. Kuglerne rikochetterede i betonkælderen, og et af de vildtflyvende projektiler ramte ham i nakken. Den anden læssede sin hårdt sårede kammerat ind i en bil og kørte ham til Amager Hospital, hvor han efterlod ham i vindfanget til skadestuen.
Sydamerikaneren var i øvrigt identisk med en af de fem, som den formodede leder af BGP, Store A, i 2009 var anklaget for at have bestilt lejemord på – sagen er beskrevet længere fremme i kapitel 15.
Også en anden af de fem på Store A’s angivelige lejemordsliste spillede en rolle i svindel- og likvideringssagen fra Store Krog. Det drejede sig om en mand, der var jævnaldrende med Store A. Han og Store A kom fra det samme område i Marokko, og indtil Store Krog-episoden havde de et tæt venskab, der gik tilbage til barndomsårene. De to var også nogle år tidligere i fællesskab blevet idømt fængselsstraf i et større sagskompleks. Begge fik to års fængsel i en sag, der bl.a. involverede 188 kilo hash. Politiet mente, at hashen skulle sælges i hashklubber på Nørrebro. Ud over hash fandt politiet også både skydevåben og store kontante beløb. En af de fire tiltalte i hashsagen havde 300.000 kr. på sig ved anholdelsen, mens Store A havde 175.000 kr.
Som sydamerikaneren havde også Store A’s marokkanske ungdomsven penge til gode i det gældsmorads, der førte til likvideringsforsøget i Store Krog. Han stillede sig derfor på sydamerikanerens side. Ungdomsvennen var desuden på det tidspunkt at tælle blandt Brian Sandbergs venner.
For at dække over deres mislykkede svindelforsøg beskyldte Blågårds Plads-folkene nu ungdomsvennen for at være i ledtog med Hells Angels. De påstod, at han af rockerne var blevet bestilt til at slå Store A og hans lillebror ihjel, og at han, hvis han sørgede for de to drab, var blevet lovet et HA-rygmærke. Helt nøjagtigt skulle Brian Sandberg stå bag drabsbestillingen. Oven på de beskyldninger krævede Blågårds Plads af Hells Angels, at man både smed Brian Sandberg ud og skar alle bånd over til Store A’s ungdomsven. Anklagerne mod Sandberg og ungdomsvennen kom ud af det blå, og HA nægtede at efterkomme kravene.
Fjendskabet mellem HA og BPG fik ekstra næring senere i 2005. Først blev HA-rockeren René Nøddeskov Ludvigsen, kaldet Ludvig, overfaldet og stukket ned. Sagen kom efterfølgende kun sporadisk til politiets ører, bl.a. fordi Ludvig, der under episoden fik to stik i siden, ikke rundede sygehuset, men blev lappet sammen af en læge, som HA stolede på. Præcis hvem der stak ham ned er aldrig blevet fuldstændigt klarlagt. Ludvig var i øvrigt en af de få “filthy few”. I midt-80’erne fik han 16 års fængsel for sammen med to andre at dræbe den fungerende Bullshit-præsident, Høvding, på Christiania-værtshuset Nemo.
Anden gang, skruen blev strammet mellem HA og BPG, var i oktober 2005, da hashgangsteren Tumana Hasan vendte hjem til København. Han var tidligere blevet skudt foran spillestedet Rust på Nørrebro, dernæst befriet fra Rigshospitalet og siden flygtet til udlandet – se kapitlet om Christiania – og nu returnerede han så fra sit eksil i Jordan. Da han landede i Kastrup Lufthavn, var både folk fra hans egen Hasan-klan og ledende figurer fra Blågårds Plads mødt op for at tage imod ham. Rent tilfældigt var også en enkelt HA-rocker i lufthavnen på samme tidspunkt. Sammen med sin familie skulle han på ferie. Han havde sine børn med sig. Det afholdt ikke folkene fra især Blågårds Plads fra at springe på ham og tæve ham.
To episoder, Hells Angels stadig husker.