De syv drab, som bandekrigen indtil nu har resulteret i, er spildte menneskeliv, ingen tvivl om det. Alligevel kunne krigen sagtens have kostet flere dødsofre. Statistikken taler for sig selv: Med mere end hundrede skudepisoder er det et under, at ikke flere er døde.
Den vigtigste forklaring er, at de fleste skudepisoder har fundet sted efter møder, hvor en dødspatrulje på togt i de københavnske gader tilfældigt har fået øje på en person, som – fjende eller ej – lignede en sådan. Så er der næsten øjeblikkeligt blevet åbent ild, hvorefter gerningsmændene igen er stukket af. Angrebene har været spontane uden et velovervejet mål – udført af folk, der uanset om de har prøvet det før, ikke er specielt rutinerede i den slags.
Når elitesoldater planlægger et overraskelsesangreb eller et baghold, er de i forvejen trænet gennem længere tid – gerne år – til at udføre netop den slags opgaver. Desuden planlægges den type opgaver ned til mindste detalje. Der trænes intensivt op til den pågældende og specifikke mission, og man forsøger at tage højde for ukendte faktorer, der kan påvirke missionen. Alle forhold omkring missionsmålet undersøges så godt som overhovedet muligt. Hvad er terrænet? Hvordan ser området ud? Hvordan er fjendens styrke? Hvad er hans svagheder? Så lidt som muligt overlades til tilfældighederne. Desuden er elitesoldater gennem hård skoling trænet til at tænke snarrådigt og tage handling over for ukendte faktorer.
Det samme kan man ikke sige om de ofte unge attentatmænd, der ifølge politikilder oven i købet ofte har røget hash og/eller sniffet kokain, før de drager på dødspatrulje. Bandekrigens soldater mangler tit det helt basale efterretningsarbejde omkring fjenden og hans styrke. Hvor opholder fjenden sig? Hvor mange er de? Hvordan agerer de?
Det må heller ikke undervurderes, at flere af attentaterne er forholdsvis primitivt udført. Det gælder eksempelvis Gøg og Gokke-episoden i Mjølnerparken.
Foreløbig har bandesiden haft større held med at finde rockerne end omvendt. To gange er de gået målrettet efter f.eks. Brian Sandberg.
Første gang i januar 2009, hvor toprockeren blev beskudt, mens han sad og spiste frokost på Joe & The Juice i det indre København. Et spisested blandt mange hundrede i et mindre område med tæt bebyggelse og lige så tæt trafik. Et helt centralt spørgsmål er: Hvordan har hans fjender kunnet finde ham på netop det sted? Angrebet forudsatte mindst to ting: viden om hans tilstedeværelse, og at man hurtigt kunne få attentatmænd frem til stedet. Det første punkt er det sværeste.
Indtil videre er der flere teorier om, hvordan de vidste, at Brian Sandberg netop sad på Joe & The Juice på det tidspunkt. Enten har nogen set ham gå derind, eller nogen har spottet ham ude i byen og fulgt efter ham. Eller nogen har på internettet læst om, hvor han befandt sig, før han tog på caféen, og har så skygget ham derfra.
Før cafébesøget var Sandberg til afhøring hos politiets afdeling for særlig økonomisk kriminalitet (SØK) i forbindelse med Stein Bagger-sagen. Sandberg havde stået for Baggers sikkerhed og var derfor en mulig vigtig brik i efterforskningen omkring milliardsvindleren. At Sandberg fysisk befandt sig hos SØK blev beskrevet af de fleste større medier mens han faktisk var til afhøring.
På samme måde vidste Sandbergs fjender også, hvor de med stor sandsynlighed kunne finde ham, da de i oktober 2009 forsøgte at slå ham ihjel på restauranten Sticks’n’Sushi på Strandvejen i Hellerup. Ved det attentat spillede det en rolle, at Sandberg ofte kom på netop den restaurant for at spise aftensmad. Mindst en gang om ugen. Hvis man kender sin fjendes vaner, er det nemmere at få ram på ham, end hvis man intet kender til ham. Alligevel kræver det mere end sandsynlighedsberegning rent faktisk at lokalisere ham på stedet på et givent tidspunkt.
Flere politikilder peger på, at indvandrerbanderne med deres brede netværk bl.a. kan trække på taxachauffører, der som bekendt bevæger sig rundt overalt. Ved flere sager har det været fremme, at taxachauffører har fungeret ikke blot som øjne, men også som chauffører og våbentransportører for de kriminelle – bl.a. var en flugtbil i forbindelse med drabet på Morten Holmberg på Christiania i april 2009 netop en taxa.
Det spiller også ind, at det for bandekrigerne er langt nemmere at bevæge sig ud i resten af København, end det er for rockerne at køre rundt på bandernes territorier i eksempelvis Tingbjerg, Mjølnerparken og området omkring Blågårds Plads. Det gør det ikke nemmere for rockerne, at mange er synlige med hanekamme, skaldede hoveder og tatoveringer i ansigtet. Ifølge kilder har rockerne ved flere lejligheder forsøgt at camouflere en af de unge AK81’ere, så han lignede en indvandrer. Men udfaldet har ikke været så vellykket, at han er blevet sendt i marken.
Mangel på forståelse for alle disse forhold – og især problemet med at finde fjenden – har flere gange i medierne ført til misforståelser og fejltolkninger. F.eks. når det hævdes, at bandekrigen er eskaleret dramatisk, fordi en prominent figur er blevet beskudt. For teknisk set er enhver skudepisode og ethvert drabsforsøg en generel eskalering videre ned i krigens voldsspiral. Men det, at en toneangivende figur har været udsat for et attentat, er ikke ensbetydende med, at krigen er blevet forværret. Det skal ikke nødvendigvis tolkes som at ‘nu går de efter topfolkene’ – mere som et udslag af den taktik, at en fjende er fjende, og dem kan man gå efter, når de er inden for rækkevidde.