Torsdag den 11. februar klokken 22.45 bliver der fra en rød Mitsubishi affyret fem skud mod en gruppe unge, der står ved en port i Heimdalsgade på Nørrebro. To af de unge mænd i porten, 20 og 22 år gamle, bliver ramt af skud. Den ene i ballen, den anden i lysken. Derefter forsvinder bilen i høj fart. Kort efter stopper politiet på Østerbro en bil med skudhuller i. Den svarer til signalementet af Mitsubishien og er ikke stjålet, som det ellers ofte er tilfældet, når banderne drager på blodjagt. I bilen er to unge på 19 og 27 år, en 9 mm-pistol og en flækøkse – begge mænd bliver anholdt.
De to formodede gerningsmænd har relationer til Blågårds Plads-gruppen. Den 19-årige blev i efteråret 2009 frikendt for skudepisoden mod Route 81-butikken på Nørrebrogade, hvor en guldkæde reddede bestyrerens liv.
De folk, der blev skudt på i porten i Heimdalsgade, er allerede øjeblikket efter klar over, hvem afsenderen er. Der kommer hurtigt flere folk til. De er meget ophidsede og råber skældsord rettet mod Blågårds Plads.
Dagen efter bliver de to anholdte varetægtsfængslet i henholdsvis fire uger og 13 dage. Begge nægter sig skyldige. Politiet afviser til gengæld, at rockerne har noget som helst med episoden at gøre.
Attentatet på Nørrebro kommer efter mere end tre måneders våbenstilstand i København. Der har ikke været blodsudgydelser, siden HA’eren Bent Svane Nielsen 29. oktober blev såret i sin bil på Frederiksberg. Politiet glæder sig over det lille jubilæum på tre måneders fred, og maner til fortsat besindighed blandt gadekrigerne. Heimdalsgade viser dog, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Siden de to attentater mod de ledende HA’ere Brian Sandberg og Bent Svane Nielsen har alle holdt vejret. Ingen med indsigt i bandekrigen har regnet med, at Hells Angels ville sidde to så målrettede drabsforsøg overhørig.
I månederne omkring årsskiftet er der enkelte mindre markeringer, men ingen direkte skud- eller voldsepisoder. Et par gange tager større grupper på 40-50 HA’ere og AK81’ere rundt på Amager, hvor de leder efter fjender. Samtidig trapper de aktiviteterne ned omkring klubhuset på Svanevej, og hele afdelingen flytter ifølge kilder mere eller mindre til klubhuset i Ishøj.
På overfladen er der altså ro.
Den 28. januar bringer Jyllands-Posten på forsiden en artikel med overskriften “En fredsaftale er ingen garanti for fred”. Avisen beskriver, hvordan flere af de stridende grupperinger fra henholdsvis Mjølnerparken og Tingbjerg har sluttet en eller anden form for separatfred med HA. Initiativet skulle betyde, at Blågårds Plads står alene tilbage i bandekrigen mod rockerne.
Dagen efter har flere medier udlægninger af fredsforhandlingerne, men det hele benægtes af folk med tilknytning til grupperingen Brothas, der har rødder i Mjølnerparken og Tingbjerg. Ekstra Bladet møder syv-otte repræsentanter fra Brothas og Tingbjerg – mødet foregår i en kold kælderhals i Københavns nordvestlige hjørne:
“Vi har ikke været del af nogen fredshandlinger. Slet ikke med HA. Vi ved ikke, hvordan de historier om fred og forhandlinger er opstået. Men de må være blevet sat i verden i forsøget på at skabe splid mellem os,” lyder den klare melding. Ifølge vores kilder taler hverken bandekrigere eller Jyllands-Posten usandt. Kilder med indsigt i miljøet siger, at der vitterlig har været forhandlinger. Ikke direkte mellem parterne, men i løbet af de tre måneder er en mindre gruppe HA’ere flere gange rejst til Tyskland, hvor de har forhandlet med indflydelsesrige folk med især kurdisk baggrund. Disse folk har så spillet rollen som mellemmænd. Men fordi indvandrergrupperne ikke er særlig strukturerede og ikke har bosser, der egenrådigt træffer beslutninger på alles vegne, er de tyske forhandlinger ingen sikkerhed for varig fred.
Kilderne fortæller, at der eksempelvis er tre grupperinger i Mjølnerparken. Den ene er Brothas, der ifølge Rigspolitiets opgørelse i januar 2010 tæller otte-ti personer. Den anden gruppe har ikke noget navn, men tæller ifølge Rigspolitiet godt 17 personer. Begge grupper kan relateres til bandekonflikten. Den sidste gruppe tæller tre-fire personer og har relationer til Bandidos. Med andre ord: Hvem i den brogede flok skulle have autoritet til at slutte fred på Mjølnerparkens vegne?
Billedet går igen i flere af de andre kriminelle grupperinger i det storkøbenhavnske område. Foruden de personer, som bekender sig til de enkelte grupper, flyder en stor flok rundt uden fast tilknytning. For dem spiller venskaber og familierelationer en væsentlig rolle for deres indstilling til konflikten.
Det hører med til det overordnede billede af skyderierne i gaderne, at der foregår andre konflikter og interne bandeopgør, som ikke direkte har relation til den krig, som HA/AK81 udkæmper med de indvandrergrupper, vi har beskrevet her i bogen. Det er fjendskaber og mindre krige, som andre kriminelle grupperinger udkæmper i ly af den ’store’ krig.
Det gælder f.eks. krigen mellem en gruppe fra betonbyggeriet Værebroparken mellem Gladsaxe og Bagsværd, og en gruppering fra det socialt belastede boligkvarter Lundtoftegade, der ligger ved Bispeengbuen i udkanten af Nørrebro. Den konflikt tog for alvor fart 10. oktober 2008, da et voldsomt skyderi udspillede sig midt på eftermiddagen ved og mellem boligblokkene i Lundtoftegade. Der blev brugt både pistoler og maskinpistoler under opgøret, og flere af de vildtflyvende projektiler gik gennem folks private ruder i boligejendommene.
Årsagen til det opgør bunder i en røvfuld, der blev uddelt på Christiania. Her var folk fra Værebroparken mødt op for at opkræve en gæld hos en pusher. Samme pusher skyldte åbenbart også penge til en eller flere af dem fra Lundtoftegade – og de var mødt op på samme tid på Staden. De to grupper røg i clinch, og Værebro fik bank. Pusheren er i øvrigt den samme person, som Store A i sommeren 2009 blev dømt for at have forsøgt afpresset.
En anden gruppering, der med jævne mellemrum gør opmærksom på sig selv, kalder sig Bloodz. Gruppen fra Hundige har i flere år ligget i åben krig med en lokal afdeling af Black Cobra, der holder til i nabobebyggelsen Gersagerparken. Der har – i skyggen af den ‘store’ bandekrig – været talrige voldelige overfald og skudepisoder mellem de to grupperinger. Og måske har Bloodz med skyderiet i Heimdalsgade 11. februar fået åbnet en ny front.
Ifølge kilder var attentatet i Heimdalsgade Blågårds Plads’ måde at markere utilfredshed på med de føromtalte fredsforhandlinger. Men skuddene har fået uforudsete konsekvenser for BGP. For selvom det ene offer kan relateres til Mjølnerparken, kommer det andet offer fra Hundige, og han har tætte relationer til Bloodz. Det er et uheld, at Bloodz-manden bliver ramt. Han er på Nørrebro for at besøge venner, der bor i Mjølnerparken. Som vi har vist, er det ikke første gang, folk fra BGP har skudt de forkerte, men denne gang kan det få alvorlige konsekvenser. Ifølge kilder med indsigt i miljøet kan Bloodz nu blive draget ind i den spiral af hævn, som er bandekrigens primære brændstof, og Bloodz er kendt for at slå hårdt igen, hvis gruppens folk krænkes.
17. februar – under en uge efter attentatet i Heimdalsgade – sker et voldsomt banderelateret overfald i Vridsløselille. Heller ikke her er rockere involveret. I fængslets afdeling D3 sidder godt 20 indsatte, blandt dem både folk med tilknytning til Mjølnerparken og Blågårds Plads. Omkring klokken 15 overfaldes to mænd på 25 og 33 år med tilknytning til Blågårds Plads. Ved overfaldet bliver der brugt et stemmejern fra et af fængslets værksteder. Det ene af ofrene bliver ramt i hovedet, mens det andet bliver stukket i mellemgulvet. Selvom skaderne er alvorlige, bliver begge udskrevet fra hospitalet efter en lille uges tid. To mænd på 23 og 26 er anholdt og sigtet for drabsforsøg i forbindelse med overfaldet. I hvert fald den ene har tilknytning til Mjølnerparken. Den ene er dømt for heroinhandel, mens den anden afsoner en dom på 16 år for drabet på Osman Arif Hussain i Mimersgade i december 2007.
Den ‘store’ krig foregår også i fængslerne, for selvom det stort set lykkes for Kriminalforsorgen at holde grupperne adskilt, er det ikke uden problemer. I Vestre Fængsel afsoner rockere og folk fra de kriminelle grupperinger på hver deres afdeling, og her sviner de gennem vinduerne hinanden til om aftenen og ud på natten. Folk, der har siddet i Vestre Fængsel, beskriver det som et utroligt ”larme-cirkus”, som går ud over andre indsattes nattesøvn. Men det er også kommet til regulære sammenstød. 14. august 2009 lykkes det i Vridsløselille Statsfængsel tre AK81’ere og et fuldgyldigt medlem af HA at komme igennem en port, der adskiller forskellige fængselsgårde. Normalt er porten aflåst, men den dag er den åben. Da en anden flok fanger er på vej op efter en gårdtur, overfalder rockerne en ung mand fra Tingbjerg og tæver ham. En fængselsfunktionær, der forsøger at lægge sig imellem, får lettere knubs og en brækket finger.
Også i provinsen har der hen over vinteren været optræk til ballade igen. Ved et kampsportsstævne i Odense i begyndelsen af februar kommer AK81’ere og folk fra Vollsmose i klammeri. Godt 14 dage senere bliver en såkaldt hangaround til HA-klubben overfaldet, da han kommer kørende i sin bil på Vesterbro. Seks-otte personer deltager i overfaldet, og da politifolkene når frem, finder de det 24-årige offer blødende fra snitsår i panden og på armene.
Det er umuligt at gøre op, hvad bandekrigen økonomisk koster det danske samfund. Politi, kriminalforsorg, domstole, Skat, skadestuer og hospitaler, personerstatninger, sygedagpenge og forsikringsskader – det hele løber op i store millionbeløb.
Det er heller ikke muligt at føre en nøjagtig statistik over antallet af episoder i bandekrigen. Siden drabet i Tingbjerg har der været over 110 skudepisoder, heraf mindst 90 drabsforsøg. Syv mennesker er blevet dræbt, og i hvert fald 55 personer er blevet såret.
I perioden fra 15. september 2008 – dagen efter Tingbjergdrabet – til 15.januar 2010 har Københavns Politi foretaget 17.977 visitationer af 9.887 enkeltpersoner. En enkelt er blevet visiteret hele 31 gange, og den ældste person, der måtte vende vrangen ud på lommerne, var 81 år. Visitationerne resulterede i 309 sigtelser for overtrædelser af våbenloven.
I 2009 var 121 personer varetægtsfængslet for banderelateret kriminalitet, og heraf blev 28 sager afsluttet med dom for enten våben eller narkohandel. I januar 2010 sad 58 stadig varetægtsfængslet for vold, narko, drab, drabsforsøg, våben og afpresning. Flere er sigtet for flere forhold.
Trods etableringen af først bandeenheden og siden Task Force Øst steg antallet af bandekrigere i 2009. I sin nye banderapport oplyser Rigspolitiet, at man i 2009 overvågede 140 medlemmer af HA mod 120 i 2008. AK81 voksede til 132 medlemmer mod 113 året før. Altså en stigning på mere end 15 procent for begge klubbers vedkommende.
Hvad de kriminelle indvandrergrupperinger angår, overvågede Rigspolitiet stort set samme antal personer som i 2008. Man havde fokus på 26 personer på Blågårds Plads, hvoraf fire-seks spiller en ledende rolle på Pladsen. 16 personer i Tingbjerg, og i alt ca. 30 personer i Mjølnerparken, blev i 2009 overvåget. Generelt gælder, at der er mere elastik i tallene for indvandrergrupperingerne. Som vi har påvist i bogen, findes der et større antal ”freelancere” og løst tilknyttede personer, som deltager i bandekrigen on and off og i specifikke sammenhænge.
Det er umuligt at forudse, hvordan situationen på gadeniveau vil udvikle sig fremover. Mønstret i bandekrigens første godt halvandet år har været, at kamphandlingerne kommer i bølger.
Politiet har ytret håb om, at 2010 bliver roligere end 2009. Kilder med indsigt i bandekrigen siger, at situationen er skrøbelig og tvivler på, at det er muligt at skabe en holdbar og vedvarende fred mellem Hells Angels og folkene fra Blågårds Plads – dertil stikker de personlige konflikter for dybt.
Om krigen vil foregå på det, man må kalde et ’tåleligt’ niveau for samfundet, eller uskyldige mennesker fortsat skal frygte at komme i skudlinjen, kan kun tiden vise. Men sikkert er det, at politiet ikke har samlet det sidste affyrede patronhylster op fra den københavnske asfalt.