1

Jeg havde nydt ugerne i Edmunds by, da jeg det meste af tiden var overladt til mig selv og den opgave, kong Knud havde pålagt mig.

Ikke, at Winston lå på den lade side. Vores dækhistorie var, at han skulle udføre en illustration til helgenens ære; en tegning ment som forsoningsgave til Edmund, om hvem det sagdes, han have slået kongens far, Svend, med helsot og ladet ham dø få dage efter, den egenmægtige vikingekonge havde spottet samme helgen.

Min herre og Alfilda tilbragte derfor dagene i det logi, der var stillet dem til rådighed, et lyst rum i en af klostrets udbygninger; hun med at sørge for, han altid havde de rette farver til rådighed, og at hans penne var skarpskårne, i det hele taget at hans fornødenheder var til stede, mens han fyldte pergamentet med en illustration, der fik klosterbrødrene til at slå hænderne betaget sammen, da den på forbløffende kort tid lå færdig.

At han arbejdede så hurtigt skyldtes uden tvivl, at dette ikke var en opgave, han selv havde påtaget sig, men et skalkeskjul, kongen beordrede ham at dølge sig under. Ikke at han på nogen måde sjuskede, han arbejdede blot fortættet og uden den nydelse, der ellers betog ham, når han fik pensel og farver mellem hænderne.

Jeg havde fået tildelt en briks i et kvalmt gæsterum. Et hummer, jeg delte med vekslende rejsende, som benyttede sig af klostrets gæstfrihed. Og da det er sikkert som mus på et tærskegulv – som min bror Harding udtrykte det – at hvor der er gæstende rejsende, er der rygter, var det ikke noget ringe natkvarter.

For mens Winston forlystede sig med sit tegneværk, kunne jeg opfylde det egentlige ærinde, Knud havde pålagt os, og stille spørgsmål, lytte til svarene såvel som til byens svirrende rygter. Så på nogenlunde samme tid, hvor Winston lagde mårhårspenslen fra sig og erklærede, hans opgave var fuldført, kunne jeg bekendtgøre, at hvad jarl Thorkel angik, var det da muligt, han var til at stole på, men ikke mere end nogen anden stormand, hvis væsentligste mål i livet er at mele sin egen kage.

Da jeg samtidig var rendt ind i noget bøvl med en stump pigebarn, hvis trolovede pludselig dukkede op, skønt hun havde bedyret mig, hun var lige så fri en fugl som jeg, bekom det mig godt at byde mit lumre kvarter farvel og drage vestpå for at opsøge kongen.

Det var højsommer. Byg og hvede var ved at antage høstfarven, rugens dræ var allerede for et stykke tid siden drevet som skyer over agrene, heden fik os til at bede middagstimen over, og aftnerne bragte ofte tordenskyer, der tårnede sig op over os. Vi red med mig forrest, hærklædt og med årvågne øjne, Alfilda i midten og bagerst Winston med Ædling ved håndtøjlen.

Rygtet ville vide, at kongen havde opholdt sig i London, men var på vej nordover for at besøge sin ene dronning og deres sønner, så vi red mod Hampton, men mødte en huskarl i Hertford, der genkendte os og beredvilligt oplyste, at Ælfgifu længe havde været sendt til Danmark for at formilde dronning Emma, og at Knud lå i Aylesbury. Derfor drejede vi af fra Watlingstrædet, rastede i Sankt Albans og derefter i Berkhamsted for så at nå frem til Aylesbury fem dage efter, vi var redet fra Edmunds by.

Her mødtes vi af nyheden om, at Knud havde forladt byen dagen inden og – så vidt man vidste – nu lå i Kirtlington, så vi fortsatte vestover næste morgen, nåede landsbyen sent på eftermiddagen og fandt uden besvær Knuds kongsgård og kongen selv.

Han lod os få tid til at vaske os og skifte rejsetøjet ud med rene, kølige klæder og modtog os så i sit aflukke bag hallen med Godskalk, lederen af huskarlene, ved sin side.

Det var godt et år siden, jeg sidst havde set Knud. Der var furer i ansigtet nu. Fra næseroden trak de ned forbi munden, panden var ruflet og læberne stramme. Det var ingen barneleg at være Englands konge, så jeg nok.

Men stemmen var lige myndig, hånden, der bød os velkomne, stadig fast, og blikket djærvt som førhen.

Der var kun os fem. Vagter ved døren sørgede for, at hallens gæster forblev derude. Jeg havde genkendt op til flere thegner på min vej over gulvet; hvor kongen var, var stormænd også at finde.

“Nå.” Knuds øjne var på Winston, men det var mig, der svarede.

“Om du kan tro Thorkel, skal jeg lade være et åbent spørgsmål. Blandt anglerne holdes han for at være ordholdende, men også ærgerrig og ærekær.”

Det trak i kongens mundvige. “Dét havde jeg ikke behøvet sende jer til Østangelen for at få at vide.”

“Der er ikke tegn på, han trækker krigere til sig,” fortsatte jeg, der vidste bedre end at kommentere kongens udfald. “Han har skibe liggende ud for Maldon, men så vidt jeg har opsnappet, bruges de kun til at rundere kysten.”

Knud nikkede hen for sig. “Samme sang, alle mine snusere synger. Enten er han ærlig og har slået sig til tåls med at være den næstmægtigste mand i England, eller også er han for dygtig til at skjule sine gøremål.”

“Så du er lige vidt.” Winston mente åbenbart, han også burde ytre sig. “Er det vigtigt?”

Kongens øjne ramte ham. “Jeg sejler til Danmark.”

Vi udvekslede et blik. Rygtet ville vide, kongens hu stod mere til Ælfgifu end til Emma, men ligefrem at forlade England for hendes skyld mente jeg dog var overdrevet.

“Så der er dårligt nyt?” Winston tænkte ikke altid i samme baner som jeg.

“Min bror er død.”

Kong Harald, der havde arvet hjemriget efter kong Svend. Hans død var ikke uventet; vi var sendt ind i Østangelen, netop fordi rygtet ville vide, han var ramt af sot, hvorfor Knud ville sikre sig, han havde ryggen fri, hvis det blev nødvendigt for ham at sejle østover.

Hvilket det var nu. Knud ønskede at lægge Danmark under sin egen magt, derfor måtte han vise sig derhjemme og lade tingene hylde sig; frivilligt og gerne – eller tvunget dertil af våbenmagt.

“Og Thorkel skal råde for dig i England.” Winston spurgte ikke, men fastslog.

Knud nikkede. “Der er ingen anden.”

Der var én, vidste jeg. En saksisk jarl, som trofast havde bistået Edmund Jernside til den bitre ende, og først derefter havde aflagt mandsed til Knud, hvorefter han var blevet tildelt jarledømme i Vestsaksen. Men tanken nåede ikke at slå rod i mig, før jeg indså, at Knud ikke vovede at overlade landet til en sakser. Ikke endnu. Riget var hans, sikker på det var han ikke. Så nødig han ville, havde han kun én mulighed: Han måtte indsætte sin mægtigste vikingejarl, hvis ry og våbenmagt skulle sikre freden bag kongens kølvand.

Knuds næste ord bekræftede mine tanker.

“Jarl Godwin vil ledsage mig til Danmark.”

Uden den anseligste sakser til at lede os, ville ingen sakser, angler eller jyde vove at rejse oprørsfanen.

“Jarlen er en god mand at have ved sin side.”

Jeg kvalte et smil ved kongens ord. Et godt gidsel, mente han.

Knuds blik viste hans moro, da det ramte mig. Han så, at jeg så. Og han lod uden blusel sit blik fortælle, han gav djævelen i, at jeg havde gennemskuet ham.

“I rider vestpå.”

“Men …” Winston ville protestere. Havde vi ikke tjent kongen nok?

“Ti! Jeg har brug for jer.” Knud nikkede til Godskalk, som rakte Winston en læderpung. Så tøvede han og rakte også en frem mod mig. Jeg overså den.

“Tag mod din løn, Halfdan.” Der var bid i kongens stemme.

“Du véd, hvilken løn jeg ønsker, kong Knud.”

Hvis han bemærkede den lette finte i min tiltale, lod han sig ikke mærke med det. “Tjen mig endnu en tid, så lover jeg dig, du skal få jord og land.”

Det var første gang, han havde givet mig et løfte om dog engang at hæve mig til den rang og magt, min far havde sat over styr ved Askenes Høj. Jeg mærkede Winstons blik på mig og hævede øjenbrynet en anelse for at vise, jeg havde forstået, kongen ikke skulle presses yderligere.

“Godskalk er thegn.” Jeg skottede undrende til kongen, der fortsatte: “Men endnu jordløs. Også han vil få land og magt en dag.”

Jeg bøjede hovedet, da jeg forstod. Thegnerangen var netop blevet tildelt mig.

Pungen lå tung i min hånd. Jeg stak den inden for skjorten og bukkede kort.

“Vestpå, kong Knud?” Alfilda havde stået tavs indtil nu.

Knuds blik gled over hende, faldt kortvarigt til ro på barmen og fortsatte derefter til Winston, der gengældte det med nedtrukne mundvige. “Din kvinde?”

Min herre nikkede. “Min kvinde og medhjælper.”

Et slag af kongens hånd i luften viftede spørgsmålet væk. “Hvis – og jeg siger hvis og ønsker ikke, dette kommer andre for øre – hvis Thorkel viser sig forræderisk, er det mit ønske, hans magt inddæmmes. Han har uden tvivl et vist følgeskab i sit eget jarledømme, men vil skulle overtale andre til at gøre fælles sag med sig, for at den skal krones med held.

I syd vil de betænke sig. Jyderne i Kent er ikke venligt indstillede over for Thorkel. Vestsakserne tøver også vel vidende, Godwin er i min varetægt. I nord er Erik Lade måske ikke den mest trofaste, men hans had til Thorkel har alle dage været stort, siden de kæmpede mod hinanden ved Hjørungavåg. Erik vil ikke stiltiende se Thorkel rejse sig mod mig, men ramme ham så hårdt, han kan. Ikke for min skyld, kanhænde, men grundet sit had.”

Hans kolde smil fortalte os, vi gjorde klogt i ikke at bruge hans ord uden for kammeret. Dette var en oprigtighed fra kongens side, der ikke skulle misbruges.

“Så er der vesten tilbage. Leofwine af Mercia er ordholden. Tror jeg. Jeg vælger at mene, han vil holde sin ed til mig. Længere sydpå er jeg mindre sikker. Mændene dernede har én bekymring, der ikke deles her østpå: De skal holde landet mod waliserne, og angribes de, skal de kunne regne med umiddelbar støtte ikke blot fra Mercia og vestsakserne, men i påkommende tilfælde, hvis angrebet bliver overvældende, fra alle jarler i landet. Dér sidder en mand, som har tjent mig godt. Odda er hans navn, og han har besiddelser overalt vestpå, fra nord til syd.” Kongen afbrød sig selv og så forundret på mig, der uvilkårligt havde rykket på fødderne, da han nævnte Oddas navn.

En forræder blandt flere, som svigtede sin rette konge, Edmund Jernside, og gik over til Knud. I slaget ved Sherston, der rasede i to dage, kæmpede Odda første gang under ravnebanneret og sikrede Knud sejren over Edmund. Dette slag blev begyndelsen til enden på saksernes magt, som gik under i blod ved Askenes Høj, hvor min far og bror betalte prisen for at følge Edmunds dug med den gyldne drage.

Forræderiet blev ikke mindre foragteligt af, at samme Odda var blodsbeslægtet med Edmund, hvis oldefar var den store kong Alfred, som Alfreds bror og forgænger, Æthelred, var Oddas.

Kun én ting talte til Oddas fordel: Modsat den største forræder af dem alle, Eadric den Bjergsomme, holdt han sig derefter til Knud og skiftede ikke side efter, hvilken vej vinden blæste. Dette til trods var og blev han en forræder, der havde svigtet det ord, han havde givet sin rette konge og slægtning.

Kongens blik hvilede på mig. Jeg åndede ud og nikkede til Winston, at jeg ville vare min tunge, og Knud fortsatte: “Oddas ord vejer tungt blandt alle vestlige folk, og jeres opgave bliver at støtte ham, skulle rygtet berette, at Thorkel har rejst sig mod mig.”

Så Knud tænkte som jeg, at en forræder kunne vende kåben igen, hvis det passede ham. Kongens næste ord gjorde min tanke til skamme: “Odda er en ordholden mand. Det er min tro, han hellere går til grunde end svigter min sag, men han er kun én mand, og hans ansvar er også, som sagt, at holde vestgrænsen mod waliserne. Skulle det værste ske, ønsker jeg jer dér for at være mit talerør over for de mænd, han i givet fald må overtale til at kæmpe mod Thorkel. I mit navn skal I forsikre vestlandet om, at de ikke vil kæmpe alene. At vestsakserne vil gøre fælles sag med dem ligesom mændene fra Kent, og at Erik jarl vil kaste hele sin magt mod Thorkel. Og komme dem til undsætning, hvis waliserne går over Severnfloden.”

Jeg så forbavset på Winston og læste samme undren i hans ansigt. “Skulle vi,” sagde han tøvende, “kunne gøre det? Vi, som ikke er jarler eller krigsherrer?”

Kongen trak på munden. “Der vil komme bud fra syd og nord, så snart mændene er fylkede bag deres ledere. Dét, I skal, er at støtte op om Odda de første, vigtige dage mellem nyheden om opstand og forsikringen om, at den mødes med våbenmagt.” Hans blik ærtede mig. “Og én af jer er dog våbenmand.”

Jeg tvang min vrede tilbage fra mine øjne. Så jeg var blevet thegn ikke som belønning, men for at kunne tale med den vægt, en stormand har.

“Men,” fortsatte min herre efter at have sendt mig et afværgende blik. “En krigsleder ville vel tale med større vægt end en illuminator og en jordløs thegn.”

Hvilket viste, min herre ikke tænkte som stormand eller kriger. Kongen skævede til mig og nikkede, da mit udtryk viste, jeg havde forstået. “Oplys din herre, Halfdan.”

Jeg trak vejret dybt. “Knud kan ikke sende en kriger ind i vesten nu. Alle vil se det som det, det er, nemlig et tegn på usikkerhed over for Thorkel. Et bevis på, at kongen forudser opstand bag sig. Et klart belæg for, at Knud tvivler på sin egen magt.”

Kongen nikkede til mine ord.“I, derimod, vil kunne tale med stor vægt. Som du selv siger, Winston, en tegner og en jordløs thegn. En illuminator, der i grunden kan være ligeglad med, hvem der har magten i landet, og en jordløs thegn man forventer ville slutte op om den stærkeste. Og den stærkeste er altid den, der står lige for døren.”

Som om jeg ville have et valg. Min fremtid lå hos Knud, havde han netop vist ved at give mig thegnenavn og love mig jord og magt engang; et løfte, ingen jarl ville gentage. Skulle jeg tilbyde mit sværd til en oprører, ville denne blot se mig som en kriger blandt andre, og der ville være større mænd end jeg, som havde krav på ham, skulle hans forehavende lykkes.

Knud, derimod, havde bundet sig ved sit løfte.

Min fremtid lå hos ham, og for den fremtids skyld måtte jeg gøre fælles sag med en forræder, der ikke var min agt værdig.

“Men,” indvendte Winston, der tavs havde bidt sig i læben, “hvis Thorkel og Erik hader hinanden, kunne man måske tænke sig, Erik ville komme sin fjende i forkøbet og rejse oprørsfanen før ham.”

Knud krængede læberne i et ulvesmil. “Hvorefter Thorkel vil rejse sig mod ham, og I er lige vidt, blot er det nu Thorkel, der bliver jeres forbundsfælle.”

Jeg hørte et latterudbrud fra Alfilda og bemærkede kongens forbavsede blik på hende. Så smilede han. “Magtspillet, frue, spilles med de forhåndenværende brikker.”

“Og min undskyldning for at slå mig ned hos denne Odda? Har han et kloster, han vil berige med en illumineret bog, en kirke, hvis alter skal prydes af en farvelagt alterbog?” Winston sendte Alfilda et anerkendende nik.

“Hm.” Knud gned sig om hagen. “Dér bliver jeg dig svar skyldig. Han har en mand hos mig, en ung mand ved navn Eadgar, som forsikrer mig, at Odda helst opholder sig på sin gård i Deerhurst, der ligger syd for Tewkesbury. Jeg kender stedet. Det var dér, kong Edmund og jeg aftalte Englands fremtid.” Jeg bemærkede, han var storsindet nok til at kalde sin døde modstander ved kongenavn. “Der ligger en kirke ganske nær gården, men Eadgar har fortalt, at klostret, den har tjent, blev hærget af vikinger og ikke er genopbygget siden. I må altså drage til Deerhurst og møde Odda. Og når I er dér finde på en undskyldning for at blive der – eller tage med ham, hvis han skulle drage til en af sine andre besiddelser.”

Winston rystede på hovedet. “Nej, kong Knud. En stormand som Odda vil ikke ønske mine tjenester. Tro mig, jeg kender hans slags. For ham er min kunnen overflødig og unyttig.”

Nu gjaldt ulvesmilet ham. “Men en thegn som Halfdan vil han sætte pris på og ganske givet finde anvendelse for.”

“Jo, men …” indvendte min herre, men blev fejet af.

“Se i den pung, Godskalk rakte dig, tegner.” Kongens stemme var brysk. “Jeg giver ikke så meget sølv til en mand, der ikke evner at bruge sit hoved.”

Vi mødte ikke Eadgar før ved aftensbordet, som hos kongen var åbent for alle.

Han var ung, som Knud havde fortalt, yngre end jeg. En slank mand med åbent blik, der varsomt bedømte mig, som var den, der først blev forestillet for ham i overensstemmelse med Knuds tanke om, at det var min tjeneste, Odda skulle blive interesseret i.

Godskalk opsøgte mig kort inden og rakte mig en brevrulle. “Dette er dit påskud. Et brev fra kongen til Odda. Intet vigtigt, blot en bekræftelse af, at kongen har opfyldt thegnens ønske om, at en ager, Odda ejer, er overført fra folkeland til bogland og snarest vil blive ham tilskødet.”

Jeg lagde rullen ind på brystet. “Og Odda er så dum, at han ikke undrer sig over, kongen sender en ham ukendt thegn med et brev, hans egen mand lige så godt kunne have bragt ham?”

Huskarlen trak på skulderen. “Odda tænker måske, du er en thegn, kongen gerne vil af med, så han bruger brevet som påskud til at sende dig bort. Hvad ved jeg? Som Knud sagde, lønner han ikke mænd, der ikke selv kan tænke.”

Jeg fulgte ham gennem hallen frem til Eadgar, der havde været på jagt med to huskarle hele dagen. Godskalk spurgte til hans jagtlykke, lykønskede ham med det nedlagte bytte og forlod os så efter kort at have forestillet os for hinanden.

Jeg smilede mod manden, der ikke havde den mindste anelse om, at han havde nydt en dags jagt for at sikre, han var væk fra hallen, når Winston, Alfilda og jeg gik gennem den til Knuds aflukkede bur. Han gengældte mit smil og vendte sig høfligt mod Winston og Alfilda, der var fulgt mig i hælene.

Vi satte os og nød godt af kongens frikostige beværtning, og inden måltidet var omme, havde Eadgar indvilliget i at føre os til sin herre uden tilsyneladende at tænke over, at brevet ikke blev betroet ham.

Vi aftalte at drage af sted næste morgen, da hans ærinde hos kongen var afsluttet, og han blot var blevet for at nyde den jagt, som ganske uforberedt var blevet ham tilbudt.

Så næste morgen drog vi af med ham forrest fulgt af Winston med Ædling, som Alfilda red lige bag, hvorefter jeg udgjorde bagtroppen. Såvel Eadgar som jeg var våbenklædte og årvågne, men skønt han ikke blot fulgte de brede veje, men også førte os ad stier, vi aldrig havde fundet af os selv, nåede vi til Deerhurst og Odda uden en eneste gang at skulle trække blankt mod stimænd og stratenrøvere.