12

Jeg tøvede. Var overbevist om, at Holbert var den drabsmand, jeg søgte, hvorfor skulle Stigand ellers have sendt så tydeligt et signal i sit dødsøjeblik?

Alligevel. Jeg havde før oplevet, at en tilsyneladende åbenbar antagelse viste sig fejlagtig, og ville derfor føle mig bedre tilpas med at gå efter Holbert, hvis jeg på nogen måde kunne få Odda til at bekræfte min mistanke.

Og, indrømmede jeg – da det kun var over for mig selv – jeg ville ikke lade mig knægte af en svigagtig thegn, blot fordi denne i modsætning til mig selv sad på jord og gods.

“Odda.”

Hans blå øjne udtrykte overraskelse over min stædighed, eller måske skyldtes den blot, at han var overbevist om, jeg havde adlydt ham og for længst var pillet af. “Hvad?”

“Jeg frasiger mig opgaven.”

Udtrykket skiftede fra overraskelse over vantro til vrede. “Du frasiger dig opgaven! Jeg har ikke løst dig fra den.”

Ryggen blev vendt mod mig. Thegnen havde vigtigere sager at beskæftige sig med.

“Jeg er ikke din mand, Odda, som du kan binde eller løse. Jeg påtog mig den opgave, du bad mig om,” – jeg lagde et lille eftertryk på bad, men talte ellers roligt – “nu frasiger jeg mig den.”

Høgenæsen vendtes mod mig. Øjnenes vrede over den sammenrimpede mund talte et sprog, jeg burde forstå, så jeg i hele hans udtryk. “Du er min gæst.”

Jeg nikkede og så over hans ryg på Badulfs åbenstående mund. Flyttede blikket til Osweald, der nysgerrigt mødte det. I hans øjne så jeg nyfigenhed efter, hvor langt jeg turde gå. “Fordrer dit gæstevenskab modydelser?”

Han rejste sig rasende, tog uvilkårligt et skridt frem, men kom på bedre tanker og satte sig tungt tilbage i stolen. “Kender din frækhed ingen grænser?”

Jeg tillod mig et indvendigt smil. “Ikke, når det gælder at udføre det, jeg bliver pålagt – bedt om,” rettede jeg hastigt. “Du lovede mig fuld opbakning, Odda af Deerhurst, kun for at bryde dit løfte den første gang, jeg stiller et spørgsmål til dig. Kan det så undre dig, jeg ikke kan arbejde med denne sag?”

Han rynkede brynene. “Du stillede et spørgsmål, der er betydningsløst i denne sammenhæng. Hvorfor spilde min og din tid med at endevende uvæsentlige ting?”

“Jeg stiller aldrig betydningsløse spørgsmål, når jeg skal opklare en drabssag.” Jeg gjorde min stemme striks og overbevisende. “Overlad du blot til mig at afgøre, hvilke spørgsmål der er væsentlige.”

Vreden sad stadig som en sky om hans pande, og blikket, der mødte mit, var umildt. Så sukkede han, og jeg vidste, jeg havde vundet denne omgang. “Hvad er det, du vil vide?”

“Hvorfor Holbert blev kaldt til dit bur, og hvorfor han blev så rystet over det, der skete herinde, at han havde tårer i øjnene.”

“Og hvis jeg forsikrer dig, at det intet har med drabet at gøre?”

Jeg rystede på hovedet. “I øjeblikket har alt med drabet at gøre.”

Badulf bøjede sig og hviskede i sin herres øre, hvilket fik denne til at nikke og igen rette blikket mod mig. “Har du oplysninger, der peger på Holbert som morder?”

En klog fyr, den Badulf.

Jeg rystede på hovedet i stedet for at iklæde løgnen ord. “Jeg må blot ride ad de spor, jeg ser foran mig uden at vide, hvor de fører hen.”

Han sad længe tavs. Nikkede så og vendte sig mod Osweald. “Du undskylder os!”

Herredsfogdens mand så forbløffet på ham, trak så på skuldrene og rejste sig, lagde langsomt sværdbæltet om sig og gik mod døren. “Lad mig vide, når vi kan genoptage vore forretninger.”

Odda lod døren falde i efter ham og nikkede til Badulf, der forlod sin plads ved hans side og tog opstilling lige inden for døren. Derpå sukkede han igen og vendte blikket mod mig. “Holbert er her som bud fra sin onkel, Bedwig af Bidlake, en thegn, der holder jorde for mig i Devon. Hvad Holberts budskab angår, er det uden betydning, vil jeg mene.” Han sendte mig et øjekast, som jeg besvarede ved at nikke. Jeg havde fået min vilje og behøvede ikke træde i det. “Lad mig blot sige, det angik et spørgsmål, Bedwig ønsker at indbringe for retten i sit herred, og hvortil han søger min opbakning. Hvad han ikke ved er, at jeg for nogle dage siden fik et foruroligende budskab: Bidlake ligger ikke langt fra Lydford, en lille købing med møntrettigheder. Disse rettigheder tilhører en vis Hunwine, der også holder rettighederne flere andre steder. Til møntslagningen kræves sølv, og jeg har fra Edmunds tid haft retten til at forsyne møntmesteren i Lydford med sølv fra en mine, der befinder sig på min jord lidt længere vestpå; en ret, kong Knud har bekræftet. Gennem de seneste år har jeg modtaget rapporter om, at sølvet er svindende i minen, og jeg har derfor brugt en del penge på at lade den udvide i håb om at finde nye årer.”

Odda talte lidenskabsløst, alligevel sporede jeg en bagvedliggende fortørnelse, som jeg fornemmede ikke skyldtes, at jeg havde sat ham stolen for døren.

“Nu modtog jeg så det budskab, at Bedwig gennem en tid har hemmeligholdt over for mig, at endnu en mine er blevet opdaget, denne gang på den jord, han holder i mit navn. Sølvet fra denne mine har han ladet tilflyde Hunwine, der har betalt ham den aftalte pris for metallet; penge, Bedwig har stukket i sin egen lomme.”

Han gned sig om panden, hostede og fortsatte: “Dén besked kan jeg selvfølgelig ikke sidde overhørig, derfor faldt Holberts ankomst som et æble i min fremstrakte hånd, og jeg kaldte ham hertil for at udfritte ham nærmere om onkelens svig – og om hans eget kendskab til det.”

Odda afbrød sig selv og stirrede opfordrende på mig. Havde jeg spørgsmål? Jeg nikkede: “Hunwine er altså indblandet?”

“Næppe. Hunwine véd selvfølgelig, at sølvstrømmen fra den første mine er svundet noget ind, men Bedwig kan blot have fortalt ham, der er fundet en ny åre, og ikke, hvor den er fundet. Mine forretninger er ikke med møntmesteren, der afregner med Bedwig. Hvis denne derfor sender mig regnskaber, der viser, at udvindingen af minen er faldende, kan han uden stor risiko for at blive afsløret stikke betalingen for sølvet fra den nye mine i lommen.”

Han tav.

Jeg bed mig i læben. Frifandt dette Holbert? “Hvad sagde Holbert til anklagerne?”

“Han var rystet. Anede ganske tydeligt intet om det, derom er jeg overbevist.”

Nu rystede jeg på hovedet. “At han var forfærdet, ligger klart. Jeg så ham og bed mærke i hans tårer. Men netop disse tårer! Hvorfor udgyde dem, hvis han er uskyldig og véd, at du er overbevist om hans uskyld. Med mindre,” tillagde jeg, “selvfølgelig, at du ikke fortalte ham om din overbevisning.”

“Dét gjorde jeg. Holbert er en tro sjæl, og jeg fandt ikke anledning til, han skulle gå omkring og tro, han var i fare. Men selvfølgelig var han rystet, Halfdan Jordløs. Han havde netop fået at vide, at hans nærmeste slægtning, som han skylder troskab, er en svigagtig mand.”

Hvilket var noget af en udmelding fra den, der havde svigtet sin konge. Jeg lod det ligge: “Må jeg spørge, hvordan du fik nys om Bedwigs bedrageri?”

“Spørg, men vent ikke at få svar.” Det trak om hans mund.

Jeg tænkte mig om. Længe. Dette frifandt muligvis Holbert, men mønten, den døde Stigand fremhævede, var præget i Lydford. Jeg indså, jeg var nødt til at indvi Odda i vort fund, hvis jeg skulle overbevise ham. Men først måtte jeg vide noget andet: “Førte Stigand alle dine regnskaber?”

“Hvert og ét. Som han førte min fars før mig.”

“Altså kan han have opdaget bedrageriet. Eller …” Jeg tav. Ville lade ham få tanken selv.

Der gik ikke lang tid, så mørknede hans blik. “Lad det fare, Halfdan. Stigand havde hverken lod eller del i bedrageriet. Tro mig, jeg kendte ham.”

Jeg opdagede pludselig, at jeg kunne lide manden, der så uforbeholdent gik ind for sine betroede mænd, men skød det fra mig. “Dog indrømmer du, han kan have opdaget besvigelsen?”

“Jeg tvivler. Bedwigs regnskaber blev, som jeg sagde før, forfalsket i Devon, og da Stigand ikke havde nogen tilgang til Hunwines afregninger, kan jeg ikke se, det er en mulighed.”

Han havde ret. Men mønten i den dødes hånd fortalte en anden historie.

Nu var det mig, der sukkede. Jeg var nødt til at fortælle ham om den. “Jeg var ikke helt ærlig før, Odda.”

Han løftede øjenbrynene.

“På dit spørgsmål om, hvorvidt jeg har oplysninger, der peger på Holbert.”

Jeg bemærkede vredesrødme på hans kinder og skyndte mig at fortsætte: “Hvilket jeg skylder dig at berette, men først skyldte jeg den døde at komme så langt, jeg kunne.”

Han lyttede tavs til min fortælling, som jeg sluttede med at indskærpe vigtigheden af, at oplysningerne blev holdt mellem os en tid endnu.

“Og Emma kender til dette?”

“Emma indså betydningen af, at vi holdt det mellem os en stund og indvilligede i at tie, men først efter at have gjort det klart, du skulle oplyses snarest muligt.” Hvilket ikke var helt, hvad hun havde sagt, men heller ikke fjernt fra sandheden.

Vi tav, mens han nidstirrede mig. Jeg mødte hans øjne så åbent, det var mig muligt.

“Men du ser, hvorfor jeg må mistænke Holbert?”

Odda nikkede modstræbende, ændrede så udtryk og rystede på hovedet. “Han kendte intet til sagen, derom er jeg overbevist.”

“Og dog taler mønten sit tydelige sprog.”

“Ja, det må jeg indrømme.”

Endnu et træk, jeg fandt forsonende ved ham. Denne vilje til at medgive, at han havde taget fejl.

“De andre mønter,” spurgte han med ét. “Hvor sagde du, de var fra?”

“Bath og London.”

“Og hvornår er de fra?”

“Lydfordpennyen er fra Æthelreds tid, det samme gælder den fra London. Den sidste er slået under Knud.”

“Hm.” Han sad med rynkede bryn.

“Vi vendte og drejede også disse kendsgerninger uden at se et mønster eller en betydning,” fortsatte jeg. “Ser du en mening, jeg har overset?”

Det var, som skuede han ind i sig selv en tid, så klarnedes blikket og mødte mit. “Intet.”

“Derfor …” Jeg tav, da han rykkede sig i sædet.

“Men det giver heller ikke mening, at nogen skulle dræbe Stigand på grund af Bedwigs bedrageri. Hvorfor lukke hans mund, når jeg kendte alt til sagen?”

Jeg slog ud med hænderne. “Hvad ved jeg? Og måske har du ret – sandsynligvis vil jeg oven i købet mene – og alt dette med sølvet har intet med drabet at gøre. Alligevel står én ting fast: Mønten fra Lydford peger på Holbert. Med mindre der er andre fra Devon her i din gård,” kom jeg pludselig i tanke om.

“Badulf?” Odda så ikke på vagten, men spurgte ud i luften.

“Ingen, jeg kender til.” Krigeren virkede vis på sig selv.

“Så derfor …” Jeg lod ordene hænge i luften.

Odda nikkede. “Jeg ønsker at vide, hvad Holbert siger.”

“Selvfølgelig.” Jeg skyndte mig at bukke kort, inden han kunne nå at forlange, at det skulle være straks, jeg havde talt med devonmanden.

Da jeg nåede døren, hørte jeg thegnen give besked om, at Osweald skulle tilkaldes igen, så de kunne komme videre med deres arbejde.