23

Regnen var draget videre og havde efterladt toften i ét ælte og himlen lysende klar, som inden de sortnende skyer trak op over den.

Solen havde igen fået magt, og det dampede fra pløret mellem bygningerne, mens lette, disede elverpiger dansede over flodengen.

Der lød ingen høstlyde ind til mig. Karle og piger afventede, at kornet tørrede helt efter bygen. Til gengæld hørtes en ny larm, som fik mig til at rejse hovedet og se mig om.

Mænd marcherede ind i gården. Spydmænd med skjolddækkede rygge og lange sakse eller bredæggede økser stukket i bæltet. Nogle i lædervamse og med tykke skindhuer over det svedige hår, andre – få – klædt i ringskjorter, og jeg så en enkelt iført hjelm og med et klodset sværd hængende i remmen over skulderen. Forhåbentlig havde de karle og trælle til at sørge for, at deres høst kom sikkert i hus.

Midt på toften ventede Badulf, barhovedet, så den svage vind kunne stryge gennem krøllerne. Hver mand, der gik forbi ham, modtog en hilsen i form af et nik, rettede sig op under huskarlens blik, og fortsatte så efter sine kammerater til hallens dør, hvor tre dejer, herunder den vortede, ventede med øltønder.

Så Odda gjorde klar til at ride i slag. En viden, jeg måtte dele med Winston.

På vej op til kirken vendte mine tanker tilbage til drabet.

Jeg fortrød allerede mit løfte til Emma og besluttede, at så snart jeg med nogen ret kunne hævde, der ikke var andre spor at følge, ville jeg vende tilbage til de to søskende og deres forunderlige forhold.

Sandheden var, at der ikke var andre spor. Holbert troede jeg ikke på længere, og skulle jeg stole på Hubert og Emma – og jeg kunne ikke indse, hvorfor jeg ikke skulle det – var der hverken andre devonmænd i gården eller nogen, der var forsvundet på uforklarlig vis efter drabet.

Tilbage stod, at den eneste, der kunne have grund til at ønske Stigand død, var Torold, hvad enten det nu skyldtes avind over de horn, der var plantet i farens pande, eller angst for at miste sin frie adgang til halvsøsterens elskov.

Kun én ting anfægtede mig og lå som en flinteskærve under min fodsål.

Mønterne.

Jeg standsede og lod endnu en gruppe krigere komme forbi mig. Unge bondekarle med ansigtsudtryk, der viste tørst efter hæder, og ældre mænd, hvis rynkede bryn og koldsindige blikke afslørede viden om, at hæder var i følgeskab med død og lemlæstelse, men som ikke desto mindre adlød buddet fra deres herre, som de var bundet til ved ord og jord.

Der måtte for pokker være en årsag til, at Stigand i sin dødskamp havde brugt kræfter på at holde de tre mønter i sin næve. Jeg indså selvfølgelig, at det måske ingen betydning havde, at én af mønterne var presset mellem fingerspidserne, mens de andre lå i håndfladen. Dét kunne skyldes et tilfælde, eller at den dræbte havde følt, han mistede sit greb om den, og i dødskramper evnede han så at hindre den i at falde til gulvet.

Men mønterne måtte have en betydning.

Jeg så op mod kirken. Skelnede en skikkelse uden for døren, genkendte den grå hårmåtte og besluttede, jeg ikke var i humør til at skulle kæmpe med Tidwulf om min herres opmærksomhed endnu, så i stedet satte jeg mig op ad diget, lukkede øjnene halvt og søgte at genkalde mig, hvad jeg erindrede om mønterne.

Én fra Lydford i Devon. Slået under Æthelred.

En anden fra Bath. Slået under Knud. Slået for nylig, huskede jeg.

Og den sidste fra London. Slået under Æthelred.

Tre pennies.

Hvilket ikke var så gådefuldt. Det var mønter, Odda havde inddrevet fra bønder og handelsmænd, fra smede og tømrere, frie og ufrie bolsmænd; alle mænd, der ikke havde stor rigdom og som følge deraf hverken sølvbarrer eller guldmønter i deres eje. Mænd, der måske kunne lægge et halvt dusin pennies til side, hvis året var godt; mænd, der betalte deres skat i kvarte, halve eller hele sølvpennies alt efter hver enkelts jord, liggende fæ og bo.

To mønter fra Æthelreds tid, en fra Knuds. Var det her, betydningen skulle findes?

Mine tanker gik til Odda. Stigands herre. Forræderen.

Men det var Jernsiden, han havde svigtet. Ikke Æthelred, ikke Knud. Endnu, lagde jeg til med tanke på den virksomhed, der netop nu udspilledes foran thegnens hal.

Jeg rettede mig op. Edward havde været konge hvor længe? Et halvt år deromkring. Havde han overhovedet nået at lade slå mønter? Næppe. I samfulde seks måneder havde han ligget i hærtogt mod Knud når bortses fra den allersidste tid, hvor han lå dødeligt såret.

Var det svaret på, hvorfor Stigand havde knuget to Æthelredmønter i sin hånd? Skulle de pege mod Æthelreds slægt og ikke mod ham? Knud havde nedkæmpet Æthelreds æt, bortset fra et par smådrenge, ingen regnede med, efter at samme Knud havde giftet sig med deres mor.

Og Odda havde været et redskab i Knuds hånd. Havde svigtet Edward og var gået over til Knud.

Var dét budskabet? At Stigand var dræbt af den grund?

Vrøvl. Jeg rystede dystert på hovedet. Det var Odda, ikke Stigand, der havde forrådt sin konge. Et forræderi, ingen var uvidende om, og som Odda aldrig havde søgt at skjule, tværtimod var han i fuld åbenhed gået over til Knud og havde kæmpet sammen med ham.

Jeg rejste mig. Hvad mønternes budskab end var, var det dulgt for mig.

Tidwulf opholdt sig stadig uden for kirken, da jeg nåede derop. Han så op fra farvekrukkerne foran sig og tildelte mig et kort nik, inden han igen samlede sig om sit arbejde.

Winston og Alfilda befandt sig i kapellet, hvor jeg også havde fundet dem sidst, jeg var her. Nu var der rejst en slags hønsestige op ad muren. På dens fjerde tværtrin fra neden stod Winston fremoverbøjet i, hvad der næppe kunne være en behagelig stilling. Kvinden holdt en fakkel hen mod muren, og i dens blafrende skær så jeg tegnerens hånd ridse streger op med et stykke kul. Jeg stod stille og betragtede dem, uden at de lagde mærke til mig, så optagede var de af deres arbejde.

Under tegnerens hånd så jeg omridset af en skikkelse vokse frem, og ikke for første gang beundrede jeg hans evner til at fremtrylle et billede, der grangivelig virkede så levende, som var det Herren selv, der skabte det.

En opfattelse, Winston åbenbart ikke delte, for han bandede mellem tænderne, smed kulstykket fra sig og greb en klud, som han fugtede i en pøs ved sine fødder, inden han gav sig til at vaske kulstregerne af muren for så møjsommeligt at klavre ned ad stigen og stille sig på gulvet med en hånd i korsryggen og et lidende udtryk i ansigtet.

“Måske,” bemærkede Alfilda med en hånd på hans skulder, “hvis jeg går over til den anden side med faklen.”

Han rystede på hovedet. “Så skygger jeg for mig selv. Jeg må bare tage mig sammen. Så,” han trådte tilbage, “nu skal det blot tørre lidt, inden vi forsøger igen.”

De vendte sig og blev opmærksomme på mig.

“Og hvad har I så sat den gode Tidwulf til?” smilede jeg.

“En betroet opgave.” Jeg kunne ikke høre i Winstons stemme, om han var ærlig eller spydig. “Han skal male tre streger med hver farve, så vi kan bedømme dem, når de er tørret.”

Jeg grinede åbenlyst. Den opgave burde holde maleren beskæftiget resten af dagen. Og næste med, indså jeg, for lur mig, om ikke Winston ville have bare en lille indvending mod hver farve, så den skulle røres om og prøves igen.

“Og hvad bringer dig herop?” Tegneren lød gnaven som altid, når opgaven ikke skred ordentligt for ham.

“Odda rider i kamp.”

Winston trådte frem til muren og lagde en hånd på den. “Nå.”

Han nikkede til Alfilda, der hævede faklen igen.

“Og jeg tænkte, det kunne interessere dig,” fortsatte jeg fortrydelig, skønt jeg havde set det før, at han ikke rummede andet end sit tegneri, mens det stod på.

“Hmf.” Han stod med kullet i hånden og gloede nærmest olmt på muren, som havde den bevidst modarbejdet ham. “Det tager du dig af.”

Jeg undlod ikke at trampe i stengulvet, da jeg var kommet ned af stigen og gik mod døren.

Udenfor så Tidwulf ikke op fra sit arbejde, før jeg bøjede mig ned over ham. “Tænk, at du er blevet Winstons betroede mand, der er sat til at udføre en så vigtig opgave.”

Hans blik mødte mit. Der skulle ikke meget til at tænde et lykkeligt lys i hans øjne.

Jeg standsede brat halvt nede ad kirkebakken.

Der var mænd på færde overalt på tunet. Nogle baksede med rafter, de spidsede til og stak skråt i jorden tre fod foran digerne, andre var i færd med at udbedre de steder, hvor voldene var sunket lidt sammen, eller var beskæftiget med at tømre solide låger sammen, låger, der passede ind i digernes åbninger. Nogle lagde sten i bunker tre fod inden for digerne eller hængte flettede pilekoggere på pæle, mens atter andre strengede buer op og afprøvede deres spændstighed, før de igen blev løsnede og lagt i læderbælge, der hængtes på de samme pæle, eller stak spyd i græstørven med fem fods mellemrum, så de var lette at gribe, når krigerne havde sendt deres egne spyd af sted mod en fjende.

Odda var så langt fra ved at ride i krig.

Han forberedte sig på at møde en angribende fjende.

Han havde sørget for ikke at give Herward mindste fingerpeg om, hvad han agtede at gøre, men så snart ealdormandens bud var redet bort, havde han ingen problemer med at vise det.

Holde sit ord til Knud og kæmpe mod den, der søgte at bemægtige sig riget bag kongens ryg.