9

Jeg stirrede på den lukkede dør. Mærkede stadig varmen fra hendes ånde og trykket fra kroppen mod min. Så vendte jeg mig mod den døde, som Emma havde fundet.

Emma? Som Knuds dronning, der havde været kong Æthelreds før da. Som førte sig som stormandsdatter, men påtog sig at gå ærinder i stedet for en tjenestepige.

Den døde!

Han var faldet bagover ved slaget og lå på ryggen med blindt stirrende øjne. Munden var sammenkneben som af smerte, hvilket jeg forstod, mens jeg betragtede panden, der var slået ind som af en øksenakke. Der var ikke blod i såret, knap nok et sår, nærmere en indbulning i kraniet, dyb og blodunderløben.

Der stod en stol på modsatte side af bordet fra liget. Stigands egen stol, som jeg havde set ham sidde i dagen inden, var kvast under hans tunge krop, det ene stoleben lå ud til siden, stoleryggen under hans egen ryg. Hans ben var udstrakte, dog var det venstre bøjet en anelse i knæet, men om han bevidst havde søgt at komme op at stå, eller om en dødsspasme havde rykket i ham, stod ikke til at sige.

Venstre arm lå ned langs den dødes side, den højre på hans bryst med hånden knyttet. I dødssmerte, tænkte jeg.

Slaget havde været hårdt, præcist og dødbringende, bedømte jeg, og hældede til dødskrampe. Der var ingen spor af kamp, intet, der tydede på, han havde set slaget komme.

Jeg så mig om. Alt virkede rent og ryddeligt, lige fra møntrullerne og pergamentstumperne på bordet til brevrullerne og den opredte seng op ad væggen. Intet støv at se nogen steder. Jeg så det glimte på gulvet ved ligets højre side og bøjede mig ned. En lille hob mønter, der vel var raget ned, da Stigand faldt. Der stod hverken krus eller bægre på bordet, altså havde han ikke beværtet sin morder – eller morderen havde givet sig tid til at rydde op efter sig.

Jeg bøjede mig og lagde hånden på den dødes kind, der var kold som gulvet under ham. Skønt høstvarmen lå derude, var hytten solidt bygget, og der skulle mere til end en sommers hede til at varme det stampede gulv op.

Mens jeg stadig stod foroverbøjet, lod jeg hånden glide under hans nakke og søgte at bøje den. Uden held. Dødsstivheden var for længst indtrådt. Han måtte have ligget her siden i går aftes.

Jeg lod igen blikket glide rundt uden at finde, hvad jeg søgte, og vendte det i stedet mod bordet. Så vidt jeg kunne bedømme, var det ikke svundet i møntrullerne, siden jeg var her i går. Drabsmanden havde altså ikke været ude efter rigdom. Med mindre, selvfølgelig, han havde været så udspekuleret, at han havde taget én eller to mønter fra hver rulle. Dét måtte andre finde ud af; nogen havde vel kendskab til Oddas regnskaber og kunne fortælle, om der var forsvundet mønter.

Hvilket jeg ikke troede. Dette var ikke et drab begået for vindings skyld, i så fald havde morderen vel også taget mønterne fra gulvet.

Jeg så dem for mig, Stigand og hans drabsmand. Så dem sidde over for hinanden, så drabsmanden rejse sig og gribe sit våben, så Stigands øjne, da det alt for sent gik op for ham, hvad der var ved at ske.

Kunne jeg være sikker på det? Jeg nikkede hen for mig. Stigand havde siddet, da slaget ramte ham. En mand, der mistænker svig eller fare, rejser sig for at møde den. Men drabsmanden måtte have stået ved offerets side for at svinge sit våben. Altså havde det været en, Stigand stolede på; én, der ligesom tilfældigt kunne rejse sig og gå rundt om bordet, uden at talmanden fattede mistanke.

En, der ikke dræbte med blankvåben, eller, rettede jeg mig selv, en, der ønskede at foregive, han ikke bar sværd eller spyd. En kriger eller thegn, der greb et stumpt våben på sin vej mod udåden, eller en bonde, træl eller karl, som brugte sin økse, hammer eller mejsel.

Ville Stigand have bemærket våbnet? Ikke, hvis det var en bonde eller lignende, der bar sit værktøj på sig. Men en kriger, som kom anstigende med en økse eller hammer, ville vel have vakt hans mistanke? Hvis han havde bemærket det, selvfølgelig. Et stykke værktøj kan skjules under klæderne.

Jeg så mig atter rundt, men øjnede intet, der kunne have tjent som mordvåben. Intet tungt krus eller gedigen tinkande, ingen natpotte, ikke engang et pennehus af træ, drabsmanden kunne have grebet.

Der var en lyd udenfor.

Jeg vendte mig og betragtede Winston, som trådte ind efter at have skubbet døren op. Bag ham kom Alfilda skulder ved skulder med Emma. Min herres kvinde lukkede døren efter dem og rynkede brynene mod mine hævede øjenbryn.

“Så I kan gå omkring uden Tidwulf i hælene.”

“Jeg forstod på dit sendebud, du ønskede tavshed. Så ja, jeg gav maleren besked på at vente i kirken.” Winston var trådt forbi bordet og betragtede den døde. “Og nej: Jeg fortalte ikke, hvorfor du sendte bud efter mig.”

Og Emma havde været klog eller skræmt nok til ikke at bralre ud med det, forstod jeg.

“Og det er ..?” Min herre nikkede mod liget.

“Oddas talmand, som er ansvarlig for hans regnskaber. Stigand hed han.”

“Hm. Og vi er ikke tvivl om, at han er dræbt.”

Jeg lo som svar, hvilket fik det til at gibbe i Emma, der holdt sig helt henne ved døren. Jeg sendte hende et undskyldende blik, hvilket ikke hjalp meget, da hun nægtede at møde mine øjne.

Alfilda lagde en hånd på hendes arm. “Halfdan mener blot, det er indlysende.”

Kvinden tav, men gjorde ikke mine til at ryste hånden af sig.

“Fortæl.” Winston satte sig på den ene stol, så han havde mig og ikke den døde i sit synsfelt.

Jeg tøvede og lod mit blik pege på Emma.

“Vil du hellere, hun slår alarm?” Winston sendte Alfilda et øjekast, der fik hende til at trække Emma med sig over gulvet til sengen, hvor de satte sig, så de havde tegneren mellem sig og den døde.

Jeg berettede om, hvordan jeg – tilfældigt, syntes jeg, jeg ville understrege – var fulgt efter Emma, hvordan hun havde fundet Stigand, hvad jeg derefter havde gjort og om mine samtaler med den dræbte. Først ved floden, derefter her i hytten dagen inden. Gengav ikke alt. Da jeg ikke var klar over forholdet mellem Emma og Odda, tav jeg om alle ord om forræderi.

Winston lyttede og så derpå opfordrende på mig, da jeg tav. “Og mens du har ventet her?”

I begyndelsen, da jeg var hans mand, bebrejdede han mig ofte, at jeg brugte for mange ord, når jeg aflagde beretning, og det havde fået mig til at skærpe mig, så jeg nu kunne skelne væsentligt fra uvæsentligt og sørge for, mine ord gengav det, der var behov for, men intet mere.

Også nu lyttede min herre, og jeg så i Alfildas ansigt, at hun ligeledes hørte opmærksomt efter, mens Emma så ud, som om hun brugte sine kræfter på at ignorere liget.

“Som altid tænker du klart,” var tegnerens ord, da jeg holdt inde. “Og nu …”

Han tav ved en bevægelse fra Emma og så spørgende på hende.

“Odda bør have besked. Der er begået et drab på hans betroede mand.” Pigen lød fattet.

Tegneren nikkede hen for sig. “Og dét vil han få. Når jeg er klar.”

“Men …” forsøgte hun sig.

Hans oprakte hånd bragte hende til tavshed. “Vi har nogen erfaring med at løse drabsgåder, hvilket ikke er Odda ukendt, tænker jeg, da hans talmand kendte til os. Det er derfor min tro, thegnen vil bede os opklare dette drab, og jeg ønsker at være så godt forberedt som muligt. Bær derfor over med mig en stund endnu.”

Han så indtrængende ind i hendes blik, indtil hun nikkede, og fortsatte så: “Og hvem befinder sig så i Oddas gård?”

Hvor var det lig ham. Han havde opholdt sig i gården lige så længe som jeg, men havde kun haft øje for den, åh, så interessante opgave at male en mur. Jeg gennemgik derfor de mænd, jeg havde mødt lige fra Eadulf over huskarlene til Holbert, Godrik og Osweald. Fortalte, hvad jeg vidste og – efter at mit hastige øjekast mod Emma var blevet besvaret af et kort nik fra Winston – om, hvad jeg kunne gætte ud fra det, der var sket i hallen og andre steder.

“Hm.” Tegneren trak sig i næsen. “Så der er altså noget med denne Holbert. Og det skyldes ham eller hans onkel?”

Jeg trak på skulderen. “Dit gæt er så godt som mit. Jeg ved blot, det havde påvirket ham at være i enrum med thegnen og Eadulf.”

Winston flyttede blikket til Emma. “Noget, du kender til?”

Hun rystede på hovedet.

Jeg ville stille et spørgsmål, men tegnerens hovedrysten standsede mig. “Og denne Osweald er herredsfogdens udsending?”

“Der skulle hente Oddas del af kongens skattekrav, som Stigand var ved at udrede.” Jeg så fra Winston til Emma. Forstod han ikke, jeg havde et spørgsmål?

Måske, for nu vendte han sig mod kvinden. “Og hvem er så du, Emma?”

Svaret var et fortørnet blik. “Jeg? Hvad i al verden …”

Igen standsede hans hånd hende. “Nej. En tilsyneladende ædelbåren kvinde påtager sig at gå ærinder i stedet for en deje.” Han havde altså forstået mig. “Det kræver en forklaring. Så altså: Hvem er du?”

Hun slog med nakken, men gav sig. “Jeg er Oddas kusine, datter af Ælfwaru, der var Ælfweards bror.”

Jeg sendte hende et grin. Stormandsdatter som hun var, mente hun, dette var fyldestgørende: Jeg er af den og den byrd, så ti I blot stille.

“Og er her, fordi ..?” Tegneren lød høflig.

Endnu et slag med nakken. “Jeg er her, da Odda endnu ikke er gift.”

Min herre og jeg udvekslede øjekast, og jeg nikkede. Som ansvarlig for husholdningen havde hun ikke brudt sig om, at Osweald gav hendes tyende ordrer, og havde derfor understreget sin stilling ved at befale pigen at passe sit arbejde, mens hun selv gik det påkrævede ærinde. Og dog, indså jeg, var den forklaring ikke god nok. En husfrue ville godt nok have understreget sin stilling, men derefter beordret en anden pige af sted.

Winston havde samme tanke: “Og så løber du ærinder for gæstende stormænd.”

Hun stirrede vredt på ham. “Jeg havde undret mig over, at Stigand ikke var dukket op til morgenmåltidet.”

“Åh.” Tegneren gned sig om hagen. “Det var usædvanligt?”

Hun nikkede. “Stigand er … var en omhyggelig mand, der altid sad bøjet over sit arbejde fra tidlig morgenstund.”

Jeg så på min herre, der nikkede, og spurgte: “Og du bekymrer dig om alle, der kommer sent til morgenmaden?”

Blikket, der blev mig til del, var ikke overmåde venligt. “Stigand har tjent vor slægt længe.”

Jeg erindrede, han selv havde sagt, at han havde været i Ælfweards tjeneste. “Så han var mere end en tjener?”

Nu vædedes blikket. “Han var … en ven.”

Winston rejste sig. “Og derfor forstår vi din sorg. Men nu kan vi ikke holde nyheden fra Odda længere, frygter jeg, uden at udsætte os for hans vrede.”

Jeg gik mod døren, men standsedes af Alfildas stemme. “Hvorfor har han knyttet hånden på brystet?”

“Han har krystet den i dødssmerte, tænker jeg.” Jeg vendte mig igen mod rummet og så den døde ligge bag bordet. Så forstod jeg hendes ord. Slaget havde sendt Stigand bagover, derom var jeg ikke i tvivl, men i så fald ville han selv i dødsøjeblikket tage fra med armene. En mistanke krøb ind over mig: Havde han levet efter at have ramt gulvet?

Jeg gik frem og bøjede mig over liget med Winston ved min side. Det kostede kræfter at vriste hånden op, men det var besværet værd.

I håndfladen lå to mønter, under fingerspidserne, der var presset nedad, holdt han endnu en.

Stigand havde levet længe nok til at sende os et budskab.