"Alt er energi."
Damen ser indtrængende på mig med sine mørke øjne, tvinger mig til at lytte. Til virkelig at høre, hvad han siger.
"Alting omkring os ..." Hans arm følger i en fejende bevægelse en fjern horisont, som snart vil fortone sig i mørke. "Alt det, vi ser i dette tilsyneladende massive univers, er slet ikke massivt. Det er energi. Ren, vibrerende energi. Og selv om vores sanser fortæller os, at tingene er faste, flydende eller luftformige - så er de på kvanteniveauet intet andet end partikler inden i partikler - intet andet end energi."
Jeg presser læberne sammen og nikker. Hans stemme bliver overdøvet af en anden stemme inden i mit hoved, som skråler: Fortæl ham det dog! Nu! Med det samme! Hold op med at udsætte det, og se at få det overstået! Hurtigt, inden han begynder at tale igen!
Men jeg gør det ikke. Jeg siger ikke et ord. Jeg venter bare på, at han skal tale videre, så jeg kan udskyde det endnu en gang.
Han holder sin håndflade op foran mig og bevæger den frem mod mig. "Prøv at løfte din hånd."
Jeg gør, som han siger. Langsomt, forsigtigt, fast besluttet på at undgå enhver berøring.
"Godt. Fortæl mig så, hvad du ser."
Jeg rynker på næsen, ikke helt sikker på, hvad det her handler om. Så trækker jeg på skuldrene. "Jamen jeg ser bleg hud, lange fingre, en fregne eller to, negle, som virkelig trænger til lidt kærlig omsorg ..."
"Lige præcis," smiler han, som om jeg lige havde bestået verdens nemmeste prøve. "Men hvis du kunne se den, som den virkelig ser ud, så ville du se noget helt andet. Du ville se en sværm af molekyler, bestående af protoner, neutroner, elektroner og kvarker. Og inden i de bittesmå kvarker, i deres allermindste bestanddele, ville du ikke se andet end ren, vibrerende energi, der bevæger sig langsomt nok til, at den fremstår som fast og solidt stof, og dog hurtigt nok til, at man ikke kan se den, som den i virkeligheden er."
Jeg kniber øjnene sammen, lidt mistroisk. Selv om jeg godt ved, at han har studeret emnet i hundreder af år.
"Jamen det er sandt, Ever. Intet i denne verden er adskilt fra resten." Han læner sig lidt frem imod mig, og jeg kan se begejstringen i hans øjne. "Alting i verden er ét. Det hele hænger sammen. Alt, hvad vi oplever som fast stof - dig og mig og det sand, vi sidder på, er i virkeligheden energi, som vibrerer langsomt nok til, at det får substans, mens ting som spøgelser og ånder vibrerer så hurtigt, at de er næsten umulige at se for de fleste mennesker."
"Jeg kan se Riley," siger jeg for at minde ham om al den tid, jeg engang tilbragte sammen med min spøgelsesagtige søster. "Eller det kunne jeg i hvert fald, indtil hun valgte at fortsætte over til den anden side."
"Og det er lige præcis derfor, du ikke kan se hende mere," nikker han. "Hendes vibrationer er blevet for hurtige. Men der findes mennesker, for hvem det ikke betyder noget."
Mit blik hviler på oceanet foran os, på dønningerne som kommer rullende ind, den ene efter den anden. Endeløst, uophørligt, udødeligt - ligesom os.
"Prøv så at løfte din hånd igen, og hold den helt tæt på min, så de næsten rører hinanden."
Jeg tøver, tager en håndfuld sand op, vil ikke gøre, som han siger. I modsætning til ham kender jeg jo konsekvensen. Jeg ved, hvilket forfærdeligt resultat selv den mindste berøring kan få. Det er derfor, at jeg siden i fredags har sørget for, at min hud ikke har rørt ved hans.
Men så ser jeg på ham igen, ser hans fremstrakte hånd, der venter på min, og jeg tager en dyb indånding og løfter min hånd ... og gisper, da han kommer så tæt på, at der knap nok ville være plads til et stykke papir imellem os.
"Kan du mærke det?" smiler han. "Kan du mærke, hvordan det dirrer og varmer? Det er vores energi, der danner forbindelse." Han fører hånden frem og tilbage, så jeg kan mærke, hvordan energifeltet imellem os trækker og skubber.
"Men hvis vi alle sammen er forbundet med hinanden, som du siger, hvordan kan det så være, at det ikke alt sammen føles ens?" hvisker jeg, tiltrukket af den magnetiske strøm, som unægtelig forbinder os og får hans varme til at strømme igennem min krop.
"Jamen vi er alle sammen forbundet med hinanden. Vi er alle sammen en del af den samme vibrerende kraft. Noget af den reagerer du slet ikke på, noget af den kan du mærke. Og den energi, som er en del af din skæbne, den føles sådan her."
Jeg lukker øjnene og vender mig fra ham, mens tårerne strømmer ned over mine kinder, fordi jeg ikke længere kan holde dem tilbage. For jeg ved jo, at jeg er afskåret fra at mærke hans hud, føle hans læber, opleve hans krops varme tryghed. Jeg ved, at det felt af elektrisk energi, som lige nu sitrer imellem os, er det nærmeste, jeg kan komme ham, takket være den forfærdelige beslutning, jeg har truffet.
"Det er først nu, at videnskaben er ved at opnå den erkendelse, som metafysikerne og de store åndelige læremestre har haft i århundreder. Den erkendelse, at alting er energi, og alting er ét og det samme."
Jeg kan høre smilet i hans stemme, da han rykker nærmere, ivrig efter at lade sine fingre sno sig om mine. Men jeg flytter mig hurtigt, og mit blik fanger hans længe nok til, at jeg kan se det sårede udtryk i hans ansigt. Det udtryk, han har haft, siden jeg fik ham til at drikke den modgift, som bragte ham tilbage til livet. Et udtryk fuldt af undren over, at jeg er så tavs, så fjern, så afvisende over for ham - og at jeg hele tiden undgår hans berøring, når jeg for bare nogle uger siden slet ikke kunne få nok af den.
For han tager jo helt fejl, når han tror, at det skyldes hans sårende adfærd, hans flirt med Stacia, hans ondskabsfulde opførsel over for mig. Sandheden er en ganske anden. Han var underkastet den forbandelse, Roman havde nedkaldt over ham. Det var hele skolen jo. Det kunne han ikke gøre for.
Hvad han ikke er klar over, er, at den modgift, som bragte ham tilbage til livet, også havde en anden konsekvens. For i det øjeblik, jeg tilsatte den magiske drik en dråbe af mit eget blod, sikrede jeg mig også, at vi aldrig mere kunne få lov at være sammen.
Aldrig. Som i aldrig nogen sinde.
I al evighed.
"Ever?" hvisker han. Hans stemme er dyb og indtrængende. Men jeg kan ikke se på ham. Kan ikke røre ham. Og jeg kan i hvert fald slet ikke udtale de ord, han har fortjent at høre:
Jeg har virkelig lavet kage i den - og jeg er bare så ked af det - Roman narrede mig, og jeg var så dum og desperat,at jeg faldt for hans billige trick - og nu er der intet håb for os, for hvis du kysser mig, så bliver dit og mit DNA blandet sammen, og så dør du ...
Jeg gør det ikke. Jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg er bare verdens største kujon. Jeg er en ynkelig kylling. Jeg kan simpelthen ikke finde modet til det.
"Ever, vil du ikke nok fortælle mig, hvad der er galt?" siger han, forskrækket over mine tårer. "Du har været sådan i flere dage nu. Er det mig? Er det noget, jeg har gjort? Jeg kan jo ikke selv huske ret meget af, hvad der er sket, og det er først nu, at minderne begynder at dukke op. Du ved jo godt, at det slet ikke var mig, der opførte mig på den måde. Jeg kunne aldrig finde på at såre dig med vilje. Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig ondt."
Jeg har lagt armene om mig selv, knuger min egen krop, mens jeg rokker frem og tilbage med sænkede skuldre og bøjet hoved. Og jeg ønsker bare, at jeg kunne gøre mig mindre. Så meget mindre, at han slet ikke kunne få øje på mig. Jeg ved jo, at hans ord er sande, at han aldrig kunne skade mig. Det er kun mig, der kunne gøre noget så ondsindet, så uovervejet, så tåbeligt impulsivt. Kun jeg kunne være så dum at bide på Romans madding. Så ivrig var jeg efter at bevise, at jeg var Damens eneste sande kærlighed - ivrig efter at bevise, at jeg var den eneste, som kunne redde ham - og se nu bare, hvilket forfærdeligt rod det har bragt med sig.
Nu er han helt tæt på mig, lægger sin arm om livet på mig og trækker mig ind til sig. Men jeg kan ikke løbe den risiko, nærheden fører med sig. Mine tårer er dødbringende og må for alt i verden ikke komme i kontakt med hans hud.
Jeg springer op og løber ned til vandet, borer tæerne ned i sandet og lader det kolde, hvide skum skylle ind over mine skinneben. Jeg ønsker bare, at jeg kunne forsvinde under havets uendelige overflade og lade tidevandet bære mig bort. Hvad som helst ville jeg gøre for ikke at behøve at sige de ord til min eneste sande elskede, min evige partner, min sjæleven gennem fire århundreder. De ord, som fortæller ham, at den evighed, han har givet mig - den har jeg nu bragt til ende.
Sådan bliver jeg stående, tavs og ubevægelig. Venter, til solen er sunket under horisonten, før jeg omsider vender mig mod ham. Hans mørke omrids er næsten ikke til at skelne fra natten. Det stikker i halsen, da jeg tvinger ordene frem.
"Damen ... elskede ... Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig."