Vi stopper op foran den store marmortrappe op til De Store Lærdomshaller, og jeg ser diskret på ham. Jeg er lidt spændt på, om han kan se, hvad jeg kan se - den evigt skiftende facade - for uden den er der ingen adgang.
"Så fandt du det altså," siger han med ærefrygt i stemmen, da vi sammen betragter verdens helligste og smukkeste steder. Taj Mahal forvandler sig til Parthenon, som forvandler sig til Lotus-templet, der bliver til de store pyramider ved Giza, og så videre og så videre. Det er vores respekt og agtelse for disse klassiske mesterværker, der giver os adgang til den store marmorhal, hvor de høje, hvide søjler er som taget ud af det antikke Grækenland.
Damen er nærmest målløs af beundring. Overvældet står han og ser sig omkring. "Her har jeg ikke været, siden ..."
Jeg ser på ham, holder vejret, spændt på at høre om hans seneste besøg her.
"... siden jeg var her for at finde dig."
Jeg rynker panden, ikke helt sikker på, hvad han mon mener med det.
"Somme tider ..." Han ser på mig. "... var jeg så heldig, at jeg bare rendte på dig, fordi jeg var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men for det meste var jeg nødt til at vente et par år, før det var passende at kontakte dig."
"Vil det sige, at du gik og lurede på mig?" Jeg håber virkelig, at det her ikke er så creepy, som det umiddelbart lyder. "Mens jeg var barn?"
Han vrider sig lidt og ser væk. "Nej, jeg lurede ikke på dig. Ever, hvad tror du om mig?" Han ler og ryster på hovedet. "Næh, jeg ... holdt øje med dig. Og ventede tålmodigt, indtil tiden var inde. Men de sidste par gange kunne jeg ikke finde dig, ligegyldigt hvor meget jeg prøvede. Og jeg siger dig, jeg prøvede. Jeg levede som nomade, vandrede fra sted til sted. Jeg troede, jeg havde mistet dig for altid - og i min desperation kom jeg til sidst hertil - og stødte på et par venner, der hjalp mig med at finde dig.
"Romy og Rayne," nikker jeg, og det er ikke, fordi jeg har hørt eller set svaret i hans hoved, jeg kan bare mærke, at det er sandt. Og pludselig får jeg dårlig samvittighed over, at jeg først er kommet i tanker om dem nu. Jeg har ikke skænket det en tanke, hvad der blev af dem, eller hvor de mon er lige nu.
"Kender du dem?" spørger han og ser undrende på mig.
Jeg presser læberne sammen og undgår hans blik, da det går op for mig, at jeg nok bliver nødt til også at fortælle ham de dele af historien, jeg helst ville have udeladt.
"Ja, de ... de viste også mig vej hertil." Jeg holder en lille pause og ser mig omkring i lokalet, mest for ikke at møde hans spørgende blik. "De var hos Ava ... Eller Rayne var i hvert fald. Romy var taget et eller andet sted hen, for ..." Jeg ryster på hovedet og begynder forfra. "Hun var ude for at hjælpe dig, dengang du ..."
Jeg sukker dybt og lukker øjnene. Det nemmeste er bare at vise ham det. Det alt sammen. Også de dele af det, jeg skammer mig for meget over til at kunne sætte ord på. Så jeg viser ham alle begivenhederne fra den dag, indtil der ikke er flere hemmeligheder imellem os. Så nu ved han, hvor hårdt de kæmpede for at redde hans liv, mens jeg var for dum og stædig til at høre efter.
Men han bliver ikke vred, som jeg havde frygtet. Han lægger bare sine hænder på mine skuldre og ser overbærende på mig, mens han tænker: Sket er sket, og det nytter ikke noget at dvæle ved fortiden. Vi må se fremad.
Jeg synker en klump og møder hans blik. Jeg ved, han har ret. Det er på tide at komme i gang - men hvor skal vi begynde?
"Det bedste vil nok være, at vi arbejder hver for sig." Hans ord kommer helt bag på mig, og jeg skal lige til at sige noget, da han fortsætter: "Tænk over det, Ever. Du prøver på at finde noget, der kan neutralisere virkningen af den eliksir, jeg drak, og jeg prøver på at redde dig fra Skyggeland. Det er ligesom to forskellige ting, ikke?"
Jeg sukker. Jeg er skuffet, men jeg er nødt til at give ham ret. "Så lad os sige, at vi mødes senere. Hjemme hos mig, ikke?" Jeg lægger min hånd oven på hans og giver den et fortroligt klem. Jeg synes, hans tomme værelse er deprimerende, og jeg har ikke lyst til at se det igen lige nu. Og jeg ved ikke helt, hvordan han har det med den der karmaforbandelse, nu da han har fået hukommelsen tilbage.
Han når lige at nikke og lukke øjnene - så er han forsvundet.
Så jeg lukker også mine øjne og tager en dyb indånding, mens jeg tænker:
Jeg har brug for hjælp. Jeg har begået en kæmpestor fejltagelse, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Enten skal jeg finde en modgift til modgiften - et eller andet, som kan fåvirkningen af det, Roman gjorde, til at forsvinde. Eller også skal jeg ind på livet af ham, overtale ham til at samarbejde med mig - men kun på en måde, som ikke kræver, at jeg skal ... komme med visse indrømmelser, som jeg ikke rigtig ville bryde mig om, hvis jeg må sige det på den måde.
Jeg koncentrerer mig om mit formål, gentager ordene for mig selv igen og igen, håber på, at det vil give mig adgang til de akashiske journaler, de nedfældede oplysninger om alt, som nogensinde er sket eller vil ske. Og jeg beder til, at jeg ikke vil blive holdt ude, ligesom sidste gang jeg var her.
Men da jeg hører den velkendte summen, bliver jeg ikke lukket ind i den sædvanlige gang, der fører til et gådefuldt rum, sådan som det plejer at foregå. I stedet for befinder jeg mig lige pludselig i en mennesketom forhal til en biograf. Ingen gæster, ingen ansatte, heller ikke i slik-kiosken. Jeg aner ikke, hvad jeg skal her, før en dobbeltdør åbner sig foran mig.
Jeg træder ind i en biografsal med et klæbende snavset gulv og slidte sæder, hvor duften af popcorn med smør hænger i luften.
Jeg går ned ad midtergangen og vælger mig den bedste plads, halvvejs nede og lige midt i rækken. Jeg når lige at lægge benene op over ryggen på sædet foran, før lyset i salen dæmpes, og en stor bøtte varme popcorn materialiserer sig i skødet på mig.
Det store fortæppe glider til side, og den vældige krystalskærm begynder at glitre og flimre, da et virvar af billeder dukker op i hurtig rækkefølge.
Men jeg bliver skuffet. Jeg får ikke den løsning på problemet, jeg håbede på, kun en række klip fra film, jeg kender i forvejen. Resultatet er en slags hjemmelavet sammenklipning af de mest morsomme øjeblikke i min familie, hentet direkte fra mit gamle liv i Oregon, og ledsaget af et lydspor, som ingen andre end Riley kunne have fundet på.
Jeg ser Riley og mig optræde på en hjemmelavet scene på vores værelse. Vi danser og mimer for et publikum bestående af far, mor og hund. Så er der et nærbillede af Buttercup, vores elskede labrador. Hun slikker som en gal og er ved at vride tungen af led for at få fat i den klat peanutbutter, Riley har anbragt på hendes snude.
Og selv om det ikke var det, jeg havde håbet på, så ved jeg godt, at det alt sammen har en betydning. Riley lovede mig, at hun ville finde en måde, hun kunne kommunikere med mig på, så jeg kunne vide, at hun stadig er her, selv om jeg ikke kan se hende.
Så jeg glemmer formålet med min søgen og synker godt ned i sædet. Jeg ved, at hun sidder ved siden af mig, tavs og uden at blive set. Denne oplevelse skal vi dele. To søstre, som sammen oplever hjemmevideo-versionen af det, som var engang.