"Ever?"
Jeg lukker vinduet ned på computeren og skifter til den opgave om Shakespeare, jeg er ved at skrive. Sabine forventer, at jeg er i gang med lektierne, og hun ville få et mindre nervesammenbrud, hvis hun så, at jeg havde travlt med at google alkymistiske opskrifter fra middelalderen.
Jeg elsker at ligge ved siden af Damen og mærke vores hjerter banke i takt. Men i det lange løb er det ikke nok. Det kan det aldrig blive. Jeg vil ikke nøjes med at mindes følelsen af hud mod hud, jeg vil have lov at mærke den. Jeg vil gøre næsten hvad som helst for at få et normalt forhold til min udødelige kæreste. Et forhold uden begrænsninger.
"Har du spist?" Hun kigger på skærmen og lægger en hånd på min skulder.
Det kommer lidt uventet, så jeg når ikke at gardere mig mod hendes indre tankeverden, som berøringen fremkalder. Pludselig ser jeg hendes version af det historiske møde på Starbucks. En version, som uheldigvis ikke er meget anderledes end Munoz' version. De er begge to glade og muntre og smiler overstadigt til hinanden, fulde af forventninger.
Men selv om Sabine virkelig har fortjent at blive glad efter alt det besvær, hun har haft med mig, så trøster jeg mig stadig med den vision, jeg havde for et par måneder siden, hvor hun helt tydeligt finder sammen med en flink fyr, der arbejder i samme bygning som hende.
Jeg overvejer at sige et eller andet, der kan dæmpe hendes begejstring en smule, for jeg ved jo, at denne flirt ikke for alvor vil føre nogen vegne. Men jeg har allerede betroet Munoz alt for meget. Der er ingen grund til at kvaje mig endnu mere ved også at sige for meget til Sabine.
Jeg svinger min stol rundt, så hun bliver nødt til at trække hånden til sig. Jeg har allerede set rigeligt, tak.
"Damen lavede mad til mig," svarer jeg med fast stemme, selv om det ikke er helt sandt. Jo, måske hvis man kalder den røde eliksir for mad.
Hun ser pludselig bekymret ud og træder et skridt tilbage. "Damen?" siger hun og ser undrende på mig. "Det er ellers længe siden, man har hørt det navn."
Ups. Måske skulle jeg have sagt det på en anden måde. Lidt mindre pludseligt ...
"Vil det sige, at I har fundet sammen igen?"
Jeg trækker på skuldrene og lader mit hår falde ned over ansigtet, så det er delvis dækket. Jeg griber en lok af håret og lader, som om jeg undersøger det for spaltede spidser, selv om det er endnu et af de problemer, jeg ikke længere har. "Ja, vi er ... æhm ... venner," siger jeg med et skuldertræk. "Altså, vi er sådan set mere end venner, vi er nærmest ..."
Forbandede kærester ... Bestemt til at tilbringe evigheden i afgrunden ... Vildt forelskede, men ude af stand til at røre ved hinanden ...
"Nå ja, man kan vel godt sige, at vi har fundet sammen igen." Jeg sender hende et smil, der er så stort, at hun næsten ikke kan være bekendt ikke at smile igen.
"Og det har du det godt med?" Hendes hår har præcis samme gyldenblonde farve, som mit havde, indtil det blev endnu lysere, dengang jeg begyndte at drikke eliksiren. Nu lader hun en hånd løbe gennem det, hvorefter hun sætter sig på kanten af min seng, lægger benene over kors og lader stræbermappen falde på gulvet. Tjek, tjek, tjek og tjek. Fire sikre tegn på, at hun er klar til en af sine lange, pinlige samtaler.
Hendes blik skal lige afsøge mine forvaskede jeans, min hvide tanktop og den blå t-shirt, for der kunne jo være antydninger eller symptomer på pubertets-fortvivlelse. Det er trods alt ikke længe siden, hun modstræbende måtte opgive teorien om, at jeg led af anoreksi eller bulimi. Og det var endda kun, fordi jeg pludselig skød ti centimeter i vejret og helt tydeligt bliver mere og mere muskuløs, selv om jeg aldrig dyrker motion.
Men denne gang er det ikke mit udseende, der har fået hendes advarselslamper til at blinke. Det er det svingdørsforhold, jeg har til Damen. Hun er nemlig lige blevet færdig med endnu en bog om opdragelse, som hævder, at et stormfuldt forhold er noget, man skal være meget bekymret over. Om det passer, skal jeg ikke kunne sige, men der er i hvert fald intet i mit og Damens forhold, der kunne koges ned til et enkelt kapitel i en bog.
"Nu må du ikke misforstå mig, Ever. Jeg kan godt lide Damen, det kan jeg virkelig. Han er flink og høflig og ser absolut ud til at have styr på tingene. Men der er et eller andet ved hans selvsikkerhed, som ikke rigtig passer til en ung mand på hans alder. Som om han på en eller anden måde er - for gammel til dig ... eller ..." Hun trækker på skuldrene, kan åbenbart ikke komme det nærmere.
Jeg skubber håret væk fra ansigtet, så jeg bedre kan se hende. Hun er den anden i dag, der har undret sig over ham - over os. Først var det Haven og alle hendes telepatispekulationer, og nu undrer Sabine sig over Damens modenhed og væremåde. Det hele er såmænd nemt nok at forklare - eller i det mindste bortforklare - men det, at de overhovedet går og undrer sig - det bekymrer mig.
"Jeg ved godt, at der kun er et par måneder imellem jer, men han virker på en eller anden måde - mere erfaren. Måske for erfaren." Hun sukker. "Jeg vil bare så nødigt se dig blive presset til at gøre noget, du måske ikke er helt klar til."
Jeg må virkelig gøre mig umage for ikke at komme til at grine. Tænk, at man kan vende tingene så meget på hovedet. Hun ser ham som den store stygge ulv og mig som den lille, uskyldige Rødhætte og kan slet ikke forestille sig, at det er ham, der skal passe på, at mit begær ikke kommer til at koste ham livet.
"For uanset hvad han siger til dig, Ever, så må du ikke glemme, at det i sidste ende er dig, der bestemmer over din krop. Det er dig, der afgør hvem, hvor og hvornår. Og uanset hvor meget du holder af ham, eller for den sags skyld af en hvilken som helst fyr, så må du aldrig lade ham bestemme over ..."
"Jamen sådan er det jo slet ikke, Sabine." Jeg afbryder hende, før hun når at blive endnu mere pinlig. "Sådan er Damen slet ikke. Han er den perfekte gentleman og den ideelle kæreste. Alt det der har du fået helt galt i halsen. Og jeg ved, at jeg ikke tager fejl, okay?"
Et øjeblik ser hun på mig, mens den klare, orange aura blafrer en smule. Hun vil så gerne tro på mig, men ved ikke, om hun tør. Så samler hun sin mappe op og går hen mod døren. "Jeg tænkte på ..."
Jeg ser på hende, stærkt fristet til at læse hendes tanker, men jeg gør det ikke. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil overskride hendes privatlivs grænser, medmindre der er tale om en nødsituation, og det er der i hvert fald ikke lige nu.
"Sommerferien begynder jo meget snart, og så vidt jeg ved, har du ikke nogen planer for den, så jeg tænkte, at det nok ville være godt for dig at få et sommerjob. Du ved, bruge et par timer hver dag på at foretage dig noget fornuftigt. Hvordan synes du, det lyder?"
Hvordan synes jeg, det lyder? Ja, indtil videre ved jeg bare slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har tabt underkæben, øjnene er ved at springe ud af hovedet på mig, og min hals er tør som en sandstrand. Måske skulle jeg alligevel have kastet bare et enkelt lille blik ind i hendes hoved, for det her ligner da i hvert fald en nødsituation!
"Det er jo ikke et fuldtidsjob, jeg taler om. Der bliver masser af tid til at være sammen med dine venner og tage på stranden. Jeg tænkte bare, at det ville være sundt for dig ..."
"Handler det her om penge?" Min hjerne kører på højtryk for at finde en udvej. Hvis det handler om at skrabe penge sammen til terminen og købmandsregningen, så skal hun endelig sige til. For min skyld kan hun tage, hvad der er tilbage af mine forældres livsforsikring. Men min sommer må hun ikke tage. Niksen. Ikke så meget som én dag af den.
"Selvfølgelig handler det ikke om penge, Ever." Hun undgår mit blik, mens hendes kinder bliver lyserøde. Underligt, at hun ikke kan lide at tale om penge, når hun til daglig jonglerer rundt med store firmaers milliardformuer. "Jeg synes bare, at det kunne være godt for dig at, nå ja, møde nye mennesker, lære noget nyt. Få lidt luftforandring et par timer hver dag, og ..."
Og komme væk fra Damen. Det behøver jeg ikke at læse hendes tanker for at regne ud. Nu da hun ved, at vi er sammen igen, er hun mere opsat end nogen sinde på at få os skilt fra hinanden. Jeg kan sagtens forstå, at hun blev bekymret i de uger, Damen og jeg ikke var sammen, men denne gang har hun virkelig misforstået det hele. Jeg aner bare ikke, hvordan jeg skal give hende en fornuftig forklaring uden at afsløre mine hemmeligheder.
"... og så er det tilfældigvis sådan, at vi har et sommerferiejob i firmaet, der trænger til at blive besat, og det er jeg sikker på, du kan få, hvis jeg beder pænt om det." Hun stråler som en lille sol og forventer åbenbart, at jeg skal dele hendes begejstring.
"Plejer den slags sommerferiejob ikke at være forbeholdt jurastuderende?" spørger jeg. Jeg kan da umuligt bruges til noget i at advokatfirma ...
Men hun ryster bare på hovedet. "Det er slet ikke den slags job, der er tale om. Det her handler om at passe telefoner og lægge sagsmapper på plads og alt sådan noget. Og det er heller ikke, fordi det giver særlig meget. Men det tæller jo med på skolens udregning af årskarakterer. Og det er bestemt ikke det værste, du kan skrive på din ansøgning, når du skal på college."
College. Endnu en af de ting, jeg er holdt op med at gå og drømme om. For hvad skal jeg dog med alle de fag og kloge lærere, når jeg bare behøver at lægge min hånd på en bog et øjeblik for at tilegne mig al den viden, der står i den?
"Det ville da være ærgerligt, hvis en anden fik det job, når jeg nu ved, at du ville være helt perfekt til det."
Jeg glor dumt på hende. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare.
"Det er en rigtig god erfaring for én på din alder," tilføjer hun, åbenbart en smule fornærmet over min tavshed. "Det kan man læse i alle bøgerne. Du vænner dig til at møde til tiden og få overblik over arbejdsopgaver. Og det er noget, der udvikler karakter, ansvarsfølelse og disciplin.
Fedest. Det er selveste Dr. Phil, jeg kan takke for at have smadret min sommerferie. Et kort øjeblik er jeg eddikesur på Sabine. Men så kommer jeg til at tænke på, hvordan hun var, dengang jeg flyttede ind. Rolig og afslappet og helt indstillet på at give mig så meget frihed som muligt. Det er min egen skyld, at hun har ændret sig. Det er min hjemsendelse fra skolen, min uvilje mod at indtage noget som helst, bortset fra den røde eliksir, og mit tilsyneladende stormfulde forhold til Damen, der har fået hende til at reagere. Og her er så resultatet: et sommerferiejob, som hun er helt vild efter at hænge mig op på.
Men jeg har overhovedet ikke tid til at balancere rundt med bjerge af sagsmapper, mens telefonerne kimer om ørerne på mig. Jeg skal sandelig bruge hvert eneste ledigt minut af min sommerferie på at lede efter en modgift til Damen. Og jeg tror heller ikke lige, at det er så smart at arbejde samme sted som Sabine, så hun og alle hendes sagfører-kolleger kan gå og kigge mig over skulderen.
Men dét kan jeg selvfølgelig ikke sige til hende. Jeg må være rolig og velovervejet og give hende det indtryk, at jeg bestemt ikke har noget imod at få udviklet min karakter og ansvarsfølelse, men at jeg hellere vil finde min egen løsning.
"Jamen jeg vil da meget gerne arbejde," siger jeg, mens jeg passer på ikke at presse læberne sammen, pille ved mit hår eller bryde øjenkontakten, så hun kunne få mistanke om, at jeg ikke helt mener, hvad jeg siger. "Men du gør jo allerede så meget for mig, så jeg ville have det meget bedre, hvis jeg selv kunne finde et sommerferiejob. Jeg er heller ikke sikker på, at kontorarbejde lige er mig, så måske skulle jeg lige undersøge, hvad mine muligheder er. Og jeg vil meget gerne betale for kost og logi. Det synes jeg ville være helt rimeligt."
"Sagde du kost?" Hun ler og ryster på hovedet. "Du spiser jo stort set ingenting! Og jeg vil da ikke have dine penge, Ever. Men jeg vil gerne hjælpe dig med at få dig en bankkonto, hvis det kan interessere dig."
"Ja, det må du da meget gerne," siger jeg med en interesse, jeg er nødt til at fake, for den slags har jeg slet ikke noget at bruge til. "Det ville da være alle tiders," skynder jeg mig at tilføje, for jo længere jeg kan holde hendes tanker væk fra det kontorjob, jo bedre for mig.
"Godt," siger hun og trommer med fingrene på dørkarmen. "Så får du en uge til selv at finde dig et job."
Ups. Det lykkes mig vistnok at bevare roen. En uge? Det er sandelig ikke meget, når jeg ikke aner, hvordan jeg skal bære mig ad. Jeg har aldrig haft et job. Gad vide om det kan lade sig gøre at manifestere sådan et?
"Jeg ved godt, det ikke er ret meget tid," siger hun, da hun ser mit ansigtsudtryk. "Men det ville da være ærgerligt, hvis de fandt en anden til jobbet, når jeg nu ved, at du ville passe perfekt til det."
Hun går ud ad døren og lukker den efter sig, mens de sidste rester af hendes rødgule aura stædigt bliver hængende i luften der, hvor hun lige har stået.
Og jeg er helt rundt på gulvet og har det, som om luften er blevet slået ud af mig. Som om skæbnen lige fik lyst til at stikke mig en lussing for at have drillet Damen med, at han umuligt kunne finde sig et job. Og nu er jeg selv i samme situation.