Da vi kommer udenfor, går det op for mig, at vi får brug for en bil. Jeg vælger fart frem for komfort, ikke mindst efter at have lagt mærke til, hvordan tvillingerne holder sig tæt sammen, mens de ser sig bekymret om til alle sider. Jeg manifesterer et køretøj, som kan bringe os hurtigt frem til målet, og genner pigerne ind. Jeg giver Romy besked om at sætte sig på skødet af Rayne, mens jeg selv hopper ind på førersædet og får foden på speederen. Med forbløffende dygtighed finder jeg vej gennem gaderne, mens tvillingerne nærmest hænger ud ad vinduet og måber over alt, hvad vi kommer forbi.
"Sig mig, har I slet ikke været udenfor i al den tid?" Sådan har jeg aldrig før set nogen reagere på det smukke Laguna Beach.
De nikker, men uden at vende hovederne. De vrider sig lidt i sædet, da jeg stopper ved indgangsporten, og den uniformerede vagt sender dem et granskende blik, før vi får lov til at køre ind på det lukkede område.
"Hvor kører du os hen?" spørger Rayne mistroisk. "Hvorfor er her vagter og porte? Er det en slags fængsel?"
Jeg drejer om hjørnet og kører op ad bakken, mens jeg sender hende et hurtigt blik. "Har I ikke lukkede beboelsesområder i Sommerland?" Jeg har godt nok aldrig selv set et, men jeg har heller ikke boet der de sidste tre hundrede år, sådan som de har.
De ryster på hovederne og gør store øjne. Det er tydeligt, at de ikke føler sig helt trygge. "Der er ikke noget at være bange for," siger jeg, mens jeg drejer op ad Damens vej og svinger ind i hans indkørsel. "Det er ikke et fængsel. Det er ikke derfor, her er porte. Portene holder folk ude og ikke inde."
"Hvorfor vil man dog holde folk ude?" spørger deres små barnestemmer i kor.
Jeg rynker panden og spekulerer over et fornuftigt svar. Der, hvor jeg voksede op, kunne alle komme og gå, som det passede dem. "Jeg går ud fra, at det er for, at dem der bor her, kan være ..." Jeg ville have sagt trygge, men det holder jo ikke rigtig. "Nå, men i hvert fald," siger jeg og ryster på hovedet. "Hvis I skal bo her, så bliver I nødt til at vænne jer til det. Der er ikke så mange andre muligheder."
"Jamen vi skal ikke bo her," siger Rayne. "Du sagde, at vi kun skulle være her, indtil du fandt ud af, hvordan vi kan komme hjem til Sommerland, har du helt glemt det?"
Jeg tager en dyb indånding og griber fat om rattet. Jeg må minde mig selv om, hvor bange hun må være, uanset hvor flabet hun opfører sig.
"Ja, det er selvfølgelig kun midlertidigt," nikker jeg og fremtvinger et smil. Det har det bare at være, for ellers er der en, der bliver meget utilfreds.
Jeg hopper ud af bilen og gør tegn til dem om at følge efter. "Er I klar til at se jeres nye midlertidige hjem?"
Jeg har dem lige i hælene, da jeg når op til fordøren. Jeg overvejer, om jeg skal banke på og vente på, at Damen skal lukke os ind, eller jeg bare skal vade ind, eftersom han jo nok sover. Jeg har netop besluttet mig for mulighed nummer to, da Damen åbner døren, kaster ét blik på mig og spørger: "Er du okay?"
Jeg smiler og sender ham en lynhurtig telepatisk besked: Før du siger noget som helst - så bare tag det helt roligt, og giv mig en chance for at forklare, okay?
Han ser undrende på mig, mens jeg siger: "Må vi have lov at komme indenfor?"
Han træder et skridt til siden og gør store øjne, da Romy og Rayne træder frem og kaster sig over ham. De klamrer sig til ham med deres små, tynde arme og ser beundrende op på ham.
"Damen! Er det virkelig dig? Ja, det er! Åh, hvor er det godt!"
En herlig lille genforening, javist, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at deres reaktion på at se ham, nærmest er den modsatte af deres reaktion på at se mig.
"Hej med jer." Han smiler og roder op i deres hår, inden han bøjer sig og planter et kys på hver pande. Så træder han et skridt tilbage og ser forundret på dem. "Hvor længe er det siden, vi sidst har set hinanden?"
"En uge," svarer Rayne. Tilbedelsen lyser hende ud af øjnene. "Lige før Ever dryppede sit blod i modgiften og ødelagde det hele."
"Rayne, altså!" Romys blik flakker mellem søsteren og mig, mens hun ryster på hovedet. Men jeg gider ikke protestere - den kamp kommer jeg alligevel aldrig til at vinde.
"Nej, jeg mener før det." Damen kniber øjnene samme, mens han prøver på at huske.
De ser drilagtigt på ham og siger: "Det er lige lidt mere end seks år siden, da Ever var ti år gammel."
Jeg måber og stirrer forbløffet på dem. Men Damen griner bare.
"Det er da også rigtigt. Og det var jer, der fandt hende for mig. Og når I nu ved, hvor meget jeg holder af hende, så gider I godt være lidt søde og rare ved hende, ikke også?"
Han dikker Rayne under hagen, så hun kommer til at fnise, mens rødmen skyder op i hendes kinder.
"Og hvad skylder man så denne usædvanlige ære?" spørger han, mens han fører os ind i den stadig tomme dagligstue. "Tænk at få sådan et uventet besøg af sine kære, gamle venner, som minsandten ikke ser ud til at være blevet en dag ældre, siden jeg så dem første gang."
De ser på hinanden og fniser henrykt, åbenbart parat til at falde i svime over hvad som helst, når bare det er ham, det kommer fra. Og før jeg får en chance for at tænke over de rette ord, der kan sætte ham ind i situationen på en passende måde, ser de på hinanden og udbryder: "Ever sagde, vi godt måtte bo hos dig!"
Damen ser på mig. Han smiler stadig, men jeg kan se rædslen i hans øjne.
"Midlertidigt," skynder jeg mig at tilføje, mens jeg sender ham en bredside af telepatiske røde tulipaner. "Bare indtil vi finder ud af, hvordan vi får dem tilbage til Sommerland, eller de får deres magiske evner tilbage - alt efter, hvad der kommer først." Og jeg skynder mig at sende ham en telepatisk besked: Du sagde selv, at du gerne ville forbedre din karma, ikke også? At hjælpe nogen i nød, det er da en ret god måde at gøre det på, ikke? Og så behøver du ikke at skille dig af med dit hus, for nu får du brug for pladsen. Det er en perfekt løsning - til gavn og glæde for alle! Og jeg nikker og smiler, så jeg ligner en af de der dukker, der ikke kan andet.
Damen ser tankefuldt på mig - og så på tvillingerne. Så ler han og ryster overbærende på hovedet. "Jamen selvfølgelig må I da bo her hos mig. Lige så længe I har lyst til. Skal vi gå op ovenpå, så I kan vælge jeres værelser?"
Jeg drager et lettelsens suk. Min perfekte kæreste har lige vist sig at være endnu mere perfekt. Han følger efter pigerne, da de løber om kap op ad trappen - lykkelige og fnisende og helt forvandlede, nu da de har Damen til at passe på sig.
"Må vi godt få det her værelse?" spørger de, da de finder Damens særlige værelse, som stadig står tomt.
"Nej," svarer jeg, før jeg når at tænke mig om. Og jeg føler mig temmelig dum, da de vender sig om og ser gnavent på mig. Men selv om jeg lige har jokket i spinaten, så er jeg fast besluttet på, at dette værelse skal komme til at se ud, som det gjorde før, og det kan ikke lade sig gøre, hvis de skal bo her.
"Det er allerede taget," tilføjer jeg og ved godt, at det ikke lige var det, der skulle til for at gøre dem i godt humør igen. "Men der er en masse andre værelser. I har slet ikke set det hele endnu. Her er endda et svømmebassin."
Romy og Rayne ser hurtigt på hinanden, inden de marcherer ned ad gangen. Deres små hoveder hopper op og ned, mens de hvisker med hinanden. De er irriterede på mig, og det er ikke noget, de gider skjule.
Du kunne da bare have ladet dem få det, tænker Damen, og han er tæt nok på til at sende et behageligt gys igennem mine blodårer.
Jeg ryster på hovedet og går tavs ved hans side, mens jeg svarer ham telepatisk. Jeg vil se det værelse fyldt med dine ting. Selv om de ikke længere betyder noget for dig, så betyder de temmelig meget for mig. Du kan ikke bare køre din fortid på lossepladsen. Du må ikke vende ryggen til det, som har gjort dig til den, du er.
Han stopper op og vender sig mod mig. "Ever, det er ikke vores ting, der gør os til, hvad vi er. Det er ikke det tøj, vi har på, eller de biler, vi kører i. Det er ikke den kunst, vi køber eller det sted, vi bor. Det handler kun om, hvordan vi lever vores liv." Hans blik fanger mit, mens han trækker mig ind til sig i en telepatisk omfavnelse. Og den føles så ægte, at jeg mister pusten. "Det er vores handlinger, som bliver husket, længe efter at vi er borte," tilføjer han og glatter mit hår, mens hans læber møder mine telepatisk.
Sandt nok. Jeg smiler af det mentale billede, han lige har skabt, og skynder mig at overlæsse det med tulipaner og solnedgange og regnbuer og små engle, så vi begge to kommer til at grine. Men glem nu ikke, at vi er udødelige, tilføjer jeg, for jeg har ikke opgivet at vinde diskussionen. Så det gælder jo ikke rigtig for os, vel? Og jeg kan ikke se, hvorfor vi så ikke skulle kunne ...
Men jeg når ikke at afslutte sætningen, før tvillingerne kalder på os. "Nu har vi fundet to værelser, vi gerne vil have!"
Tvillingerne plejer jo at være sammen hele tiden, så jeg havde forestillet mig, at de ville dele værelse, måske endda med køjesenge eller sådan noget. Men da de først havde opdaget, hvor stort det næste værelse var, og det næste igen, så skyndte de sig at okkupere et værelse hver.
I de næste par timer havde Damen og jeg travlt med at indrette og møblere efter pigernes anvisninger - og de anvisninger var meget detaljerede. Så vi måtte manifestere senge, klædeskabe og bogreoler, og hver gang de så resultatet af vores anstrengelser, så ombestemte de sig og ville hellere have noget andet, så vi måtte tømme værelset og begynde forfra.
Men så længe Damen brugte sin magi, havde jeg ikke noget at klage over. Jeg var alt for lettet over at se ham manifestere igen, selv om han stadig nægtede at manifestere noget som helst til sig selv.
Da vi var færdige, var solen ved at stå op, og det var på tide, at jeg kom hjem, inden Sabine vågnede og opdagede, at jeg var væk.
Damen følger mig til dørs. "Du skal ikke blive overrasket, hvis jeg ikke kommer i skole i dag."
Jeg sukker dybt. Jeg hader at gå i skole uden ham.
"Jeg kan da ikke bare efterlade dem her, vel? Ikke før de har fundet sig til rette." Han peger op mod første sal, hvor tvillingerne nu omsider sover sødt i deres senge.
Jeg nikker. Jeg ved jo godt, at han har ret, og jeg lover mig selv, at de skal af sted til Sommerland, før de finder sig alt for godt til rette her.
Damen læser mine tanker. "Jeg ved ikke, om det nu også er den rette løsning," siger han.
Jeg ser på ham med et skævt smil, ikke rigtig sikker på, hvor han vil hen, men min mave har allerede reageret.
"Jeg tænkte på," siger han og lægger hovedet på skrå, mens hans tommelfinger tænksomt følger konturerne af hans ubarberede hage. "De har virkelig været en masse igennem, har de ikke? Mistet deres hjem, deres familie, alt, hvad de nogen sinde har kendt og elsket ... Hele deres tilværelse blev taget fra dem lige pludselig. De nåede aldrig at leve livet ..." Han ryster på hovedet. "De har da fortjent en rigtig barndom, synes du ikke ...? En frisk start på livet ..."
Jeg måber. Jeg vil gerne svare, men ordene vil ikke ud af mig. Selvfølgelig vil jeg da gerne se dem glade og lykkelige og alt det der, men hvad resten angår, så er vi vist ikke helt enige. Min plan var et kort besøg, måske et par dage eller i værste fald et par uger. Jeg har slet ikke forestillet mig, at vi skulle til at være plejeforældre - og slet ikke for et par tvillinger, som ikke er mere end et par år yngre end mig selv.
"Nå ja, det var bare en tanke." Han trækker på skuldrene. "I sidste ende er det jo også dem, der skal træffe beslutningen. Det er jo deres liv."
Jeg undgår hans blik og tager en dyb indånding. Det her er slet ikke noget, der er afgjort endnu, siger jeg til mig selv på vej hen til min manifesterede bil.
"Det mener du ikke, Ever? En Lamborghini?"
Jeg vrider mig under hans blik og kommer til at rødme. "Jeg skulle jo bruge en bil, der var hurtig, ikke?" Jeg slår ud med armene, men han tror ikke på mig. Det kan jeg se med det samme. "De var jo bange for at være udenfor, så jeg ville bare have dem herhen i en fart."
"Og den skulle absolut være spritny og knaldrød?" Han griner, mens han ser fra bilen hen på mig og så tilbage på bilen.
Jeg presser læberne hårdt sammen og ser væk. Det her gider jeg ikke diskutere med ham. Det er jo ikke, fordi jeg har tænkt mig at beholde den. Så snart jeg er hjemme igen, vil jeg skille mig af med den.
Jeg åbner døren og stiger ind. Og kommer pludselig i tanker om, hvad det var, jeg ville spørge ham om før. Jeg nyder synet af hans ansigts elegante konturer og siger så:
"Sig mig, Damen - hvordan bar du dig ad med at åbne døren så hurtigt? Hvordan vidste du, at vi var her?"
Han ser på mig og vore blikke mødes, mens smilet langsomt forsvinder fra hans ansigt.
"Jeg mener, klokken var fire om morgenen. Jeg nåede ikke engang at banke på, så var du der. Lå du ikke og sov?"
Selv om der står en masse skinnende, rødt metal imellem os, så føles det, som om han er helt tæt på mig. Hans blik får det til at snurre i min hud, da han siger: "Jeg ved altid, hvornår du er i nærheden, Ever."