Præcis samtidig med at jeg svinger ind i indkørslen, ringer min mobil. Det er Sabine, der siger, at jeg bare skal bestille en pizza til i aften, for hun bliver nødt til at arbejde over. Jeg er fristet til at fortælle hende om mit nye job, men jeg gør det ikke.
Selvfølgelig er jeg nødt til at fortælle hende det, om ikke andet for at blive fri for det job, hun har linet op til mig. Men hvordan skal jeg dog få fortalt hende, at jeg har fået lige præcis det her job? Hun vil jo synes, det er temmelig weird. Selv om jeg lader være med at fortælle hende, at jeg skal tjene penge på at lave tydninger for folk (for det skal hun slet ikke vide!), så vil hun stadig synes, at det er ret underligt at arbejde i en metafysisk boghandel. Måske endda tåbeligt. Det er ikke til at vide.
Sabine er alt for jordbunden og rationel til at godtage sådan noget. Hun foretrækker at leve i en verden, som er stabil og robust, som giver mening og fornuft. I modsætning til den virkelige verden, som er helt anderledes. Jeg kan ikke fordrage at skulle lyve for hende altid, men jeg kan ikke se, at jeg har noget valg. Hun må aldrig få sandheden om mig at vide. Og hun skal slet ikke vide noget om, at jeg skal "spå" folk mod betaling under dæknavnet Avalon.
Jeg vil bare fortælle hende, at jeg har fået et helt normalt job et helt normalt sted, som for eksempel en almindelig boghandel eller måske Starbucks. Og så må jeg finde en eller anden opbakning til historien, hvis hun skulle gå hen og blive lidt for nysgerrig.
Jeg stiller bilen i garagen og løber op ad trappen. Smider min rygsæk i retning af sengen og hiver t-shirten op over hovedet på vej hen til garderobeskabet. Jeg skal lige til at trække buksernes lynlås ned, da jeg hører Damens stemme: "Ja, mig skal du ikke tage dig af. Jeg ligger bare her og nyder udsigten."
Hurtigt lægger jeg armene over kors over brystet, og mit hjerte hamrer af sted, da han fløjter stille og anerkendende.
"Jeg så dig slet ikke. Faktisk kunne jeg ikke engang mærke dig," siger jeg og rækker ud efter min t-shirt.
"Du var nok lidt for adspredt," smiler han og klapper inviterende på sengen ved siden af sig. Og han er ved at flække af grin, da jeg tager t-shirten på, inden jeg sætter mig.
"Hvad laver du her?" spørger jeg, selv om jeg er ligeglad med svaret, når bare han er her.
"Jeg tænkte bare, at når Sabine nu arbejder over ..."
"Hvorfra ved du ..." Men så ryster jeg på hovedet og ler. Selvfølgelig ved han det. Han kan læse alles tanker, også mine, men kun når jeg giver ham lov. Som regel sænker jeg skjoldet, så mine tanker er tilgængelige for ham, men lige nu kan jeg ikke. Jeg synes, jeg er nødt til at fortælle ham min version af historien, inden han får lov at se ind i mit hoved og danne sig sit eget billede af den.
"Og du kom jo ikke over til mig efter skole ..." Han læner sig frem mod mig, prøver at fange mit blik.
"Nej, jeg syntes, du skulle have lov at være i fred med tvillingerne." Jeg lægger en pude på maven og piller lidt ved kanten af den. "Du ved, så I kunne vænne jer til at være sammen og - sådan ..." Jeg trækker på skuldrene og møder hans blik. Den køber han ikke, det ved jeg godt.
"Nåh, vi er særdeles vant til hinanden." Han ler. "Det kan du roligt regne med." Han ryster på hovedet. "Det har været noget af en dag. Meget travl og meget ... interessant, for nu at bruge det ord. Men vi har savnet dig."
Han smiler, og hans blik glider ned over mit hår, mit ansigt, mine læber - og det føles som et langt, sødt kys.
"Det havde været meget bedre, hvis du havde været der."
Jeg undgår hans blik. Jeg tror ikke på en disse af, hvad han siger. "Ja, det skal nok passe," mumler jeg.
Han tager fat under min hage, så jeg bliver nødt til at se på hans bekymrede ansigt. "Hey, hvad er nu det for noget?"
Jeg presser læberne sammen og ser væk, knuger min pude ind til mig så den er ved at sprænges, ønsker bare, at jeg ikke havde sagt noget, for nu er jeg nødt til at forklare. "Det er bare ..." Jeg ryster på hovedet. "Jeg er bare ikke sikker på, at tvillingerne ville være enige med dig." Jeg trækker på skuldrene. "De synes åbenbart, at det er min skyld alt sammen. Og det er jo ikke, fordi der ikke er noget om det. Jeg mener ..."
Men så er der noget, der pludselig går op for mig - Damen rører ved mig.
Sådan rigtigt rører ved mig. Han rører ved mig!
Ingen handske, ingen telepatisk omfavnelse, bare god, gammeldags hud mod hud-kontakt - eller i hvert fald næsten kontakt.
"Hvordan kan du ..." Jeg ser på ham. Hans ansigt stråler af undertrykt latter, da han ser mig måbe over hans nøgne, handskeløse hånd.
"Kan du lide det?" Han smiler, mens han griber min arm og løfter den op. Vi kan begge to se det tynde slør af energi, som pulserer imellem os og er den eneste adskillelse mellem hans hud og min hud. "Jeg har arbejdet på det hele dagen. Intet skal få lov at holde mig væk fra dig, Ever. Intet." Han nikker og hans blik møder mit.
Min hjerne myldrer med de muligheder, det her kan give os. Og jeg nyder at næsten føle hans hud, kun at være adskilt af et tyndt slør af ren, vibrerende energi, usynlig for alle andre end os. Indrømmet - det dæmper den sædvanlige elektriske rislen og sitren, og det kan ikke måle sig med den ægte vare. Men jeg savner ham så meget - længes så forfærdeligt efter at være sammen med ham - så jeg er tilfreds med, hvad jeg kan få.
Jeg læner mig ind mod ham og ser, hvordan sløret udvider sig, indtil det strækker sig hele vejen fra vores hoveder til vores tæer. Så nu kan vi igen få lov at ligge, sådan som vi plejede - eller i hvert fald næsten, som vi plejede.
"Det er meget bedre." Jeg smiler, mens mine fingre går i gang med at udforske hans ansigt, hans arme, hans bryst. "Og så er det oven i købet meget mindre pinligt end den sorte læderhandske."
"Pinligt?" Han rykker væk fra mig og ser på mig med påtaget forargelse.
"Lad nu være," griner jeg. "Selv du må indrømme, at den var lige til modepolitiet. Hver gang Miles så den, troede jeg, han ville få det dårligt," mumler jeg og indsnuser hans vidunderlige, varme, maskuline duft, inden jeg gemmer mit ansigt ved hans hals. "Hvordan gør du det?" mumler jeg, mens mine læber afsøger hver eneste kvadratcentimeter af hans hud. "Hvordan lykkedes det dig at tæmme Sommerlands magi og bringe den med dig tilbage?"
"Det har intet med Sommerland at gøre," hvisker han med læber, der er meget tæt på mit øres runding. "Det handler kun om energiens magi. Og du burde efterhånden også vide, at næsten alt, hvad du kan gøre der, det kan du også gøre her."
Jeg ser på ham og mindes Ava og alle de udsøgte guldsmykker, hun manifesterede, når hun var der. Og hvor frustreret hun altid blev, når hun kom tilbage, og smykkerne ikke havde overlevet turen.
Men før jeg kan nå at nævne det, siger han: "Det er sandt nok, at ting, som bliver manifesteret der, ikke kan tages med hertil, men hvis man forstår, hvordan magien virker, hvis man virkelig fatter, at alting simpelthen er energi, så er der intet i vejen for, at man kan manifestere de samme ting her. Ligesom for eksempel din Lamborghini."
"Min Lamborghini ville jeg nu ikke kalde den." Jeg rødmer, selv om det ikke er ret længe siden, han selv havde en forkærlighed for eksotiske biler. "I samme øjeblik jeg var færdig med at bruge den, sendte jeg den tilbage, hvor den kom fra. Jeg beholdt den ikke."
Han smiler, da han begraver sin hånd i mit hår og nulrer hårspidserne mellem sine fingre. "Jeg finpudsede metoden, når jeg ikke havde travlt med at manifestere ting til tvillingerne."
"Og hvad var det så for ting?" spørger jeg og rykker mig lidt, så jeg bedre kan se på ham. Og det er forfærdelig distraherende at se hans læber og tænke på, hvor silkebløde de plejede at føles mod mine læber, og om det her nye energiskjold mon vil tillade os at opleve det igen ...
"Jamen det hele begyndte med fladskærmen," sukker han. "Eller jeg burde måske sige fladskærmene, for det endte selvfølgelig med, at de skulle have en hver. Plus en mere til deres fællesrum, for sådan et har de jo også fået. Og da først pigerne var begyndt at se tv, så gik der jo ikke mere end fem minutter, før de havde set en masse ting, de slet ikke kunne undvære."
Jeg rynker panden, noget overrasket. I Sommerland virkede det ikke, som om tvillingerne interesserede sig for at eje ting, men det var måske, fordi ting har det med at miste deres værdi, når man bare kan manifestere, hvad man har lyst til. Måske blev de ligesom alle andre, da de mistede deres magi - begærlige efter alt det, der var lige uden for deres rækkevidde.
"Jeg kan godt sige dig, de er reklamebureauernes drøm." Han smiler og ryster på hovedet. "Og de passer perfekt ind i det ombejlede tretten-til-tredive-segment."
"Lige bortset fra, at du ikke købte nogen af alle de ting. Du lukkede bare øjnene og skabte dem. Det er jo ikke det samme som at gå ind i en butik og bruge dit kreditkort, vel? Har du overhovedet et kreditkort?" Jeg har aldrig set Damen med en tegnebog og slet ikke med en bunke plastickort.
"Nej, sådan et har jeg ikke brug for," ler han, mens hans finger kærtegner min næseryg, umiddelbart før hans læber møder næsetippen. "Men selv om jeg ikke var ude at købe alle de ting, som du netop var så venlig at påpege ..." Han smiler. "Så gør det jo ikke tv-reklamerne mindre effektive, og det var det, jeg prøvede på at sige."
Jeg rykker lidt tilbage. Jeg ved, han forventer, at jeg ler eller i det mindste kommer med en eller anden munter bemærkning, men jeg kan ikke. Jeg vil så nødig skuffe ham, men jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet og sige: "Uanset hvad, så bliver du nødt til at passe på." Jeg vender mig lidt, så det bliver nemmere at se ham ind i øjnene. "De skulle jo nødig blive så forkælede, at de slet ikke vil være andre steder end hos dig."
Han sender mig et undrende blik og forstår åbenbart ikke, hvad jeg mener, så jeg skynder mig at forklare.
"Jeg mener bare, at du ikke må glemme, at det kun er midlertidigt, at de skal bo sammen med dig. Meningen er jo, at vi skal tage os af dem, indtil vi får gendannet deres magi, så de kan komme tilbage til Sommerland, hvor de hører til."
Han ruller om på ryggen og stirrer op i loftet. Så vender han sig halvt mod mig og siger: "Ja, nu vi er ved det ..."
Jeg holder vejret og ser på ham, mens min mave gør et lille hop.
"Det er noget, jeg har tænkt på ..." Han ser tænksom ud. "Hvem siger egentlig, at det er i Sommerland, de hører til?"
Jeg vidste det! Jeg skal lige til at svare igen, men han løfter en finger og stopper mig.
"Ever, synes du ikke, at det der med, om de skal tilbage eller ej, at det er noget, de selv må afgøre? Jeg ved ikke lige, om det er vores opgave at beslutte det for dem."
"Jamen vi beslutter da ikke noget," svarer jeg. Min stemme er en smule skinger. "Det er jo det, de selv vil. Det var i hvert fald, hvad de sagde, den nat jeg fandt dem. De var rasende på mig og sagde, det var min skyld, at de havde mistet deres magi og var strandet her - Rayne sagde det i hvert fald. Romy, hun ... nå ja, hun var bare Romy." Jeg trækker på skuldrene. "Så hvad ... prøver du på at sige - at situationen har ændret sig?"
Han lukker øjnene et øjeblik, før han igen åbner dem og finder mit blik. "Lige nu tror jeg ikke engang, de selv ved, hvad de vil," siger han. "De er en smule overvældede over alle de muligheder, det giver at være her, og alligevel er de for skræmte til at gå udenfor. Jeg tror bare, vi skal give dem tid og plads, og være åbne over for den mulighed, at de kan blive her lidt længere, end vi aftalte. Eller i hvert fald indtil de er faldet til og bedre kan træffe deres egen beslutning. Og jeg synes, jeg skylder dem det. Glem ikke, at de hjalp mig med at finde dig."
Jeg bider mig i læben og undgår hans blik. Selvfølgelig ønsker jeg da det bedste for tvillingerne, men på den anden side er jeg bekymret for, hvad det vil betyde for Damen og mig. Jeg mener, de har kun været her én dag, og jeg synes allerede, at jeg er begyndt at se mindre til ham. Jeg ved godt, det er totalt egoistisk at se på to mennesker i nød på den måde, men man behøver ikke ligefrem at have overnaturlige evner for at kunne se, at så længe de er på banen, så bliver situationer som denne - hvor Damen og jeg er helt alene sammen - betydelig mere sjældne.
"Var det første gang, du mødte dem? I Sommerland?" spørger jeg. Jeg synes, jeg kan huske, at Rayne sagde noget om, at det var Damen, der havde hjulpet dem.
Damen ryster på hovedet og ser på mig. "Nej, det var bare første gang i lang tid, at jeg så dem. Vi har skam kendt hinanden i mange år. Helt tilbage fra dengang, de boede i Salem."
Jeg taber lige underkæben. Var han i Salem? Under hekseprocesserne? Men den tanke får han hurtigt ryddet af vejen.
"Jeg var der, lige før problemerne begyndte, og jeg var kun på gennemrejse. De havde lavet gale streger og kunne ikke finde hjem igen. Så jeg gav dem et lift i min karet, og deres tante opdagede aldrig noget." Han ler.
Jeg skal lige til at komme med en syrlig kommentar om, at han åbenbart har forkælet dem, lige siden han så dem første gang, da han tilføjer: "De har haft et virkelig hårdt liv - de var ikke ret gamle, da de mistede alt, hvad de nogensinde havde kendt og elsket - det er jeg sikker på, du sagtens kan sætte dig ind i? Jeg kan i hvert fald godt."
Jeg sukker dybt. Pludselig føler jeg mig smålig og selvoptaget og pinligt berørt over, at det var nødvendigt at minde mig om det. Fast besluttet på at holde følelserne ude og kun se på det praktiske, fortsætter jeg: "Men hvem skal så opdrage dem?" Jeg håber virkelig, det lyder, som om det er pigerne og ikke mig selv, jeg er bekymret for. For altså, helt seriøst, så underlige, som de er, og med deres ikke mindre underlige baggrund, hvor kan de så være henne? Hvem i alverden skulle tage sig af dem?
"Vi kan tage os af dem," siger Damen og ruller om på siden, så jeg er nødt til at se på ham igen. "Dig og mig. Sammen. Vi er de eneste, der kan gøre det."
Jeg sukker. Jeg har lyst til at rejse mig og gå, men har alligevel ikke lyst til at forlade den varme, hans kærlige blik fylder mig med. "Jeg ved bare ikke, om vi egner os til at være forældre." Jeg sukker og rækker ud og leger lidt med hans hår. "Eller forbilleder, eller værger eller hvad nu. Det er vi slet ikke gamle nok til!" tilføjer jeg og synes egentlig, at det er et godt argument, indtil han svarer med en højst uventet latter.
"Ikke gamle nok?" Han ryster på hovedet. "Tal for dig selv! Du har måske glemt, hvor længe jeg har været her? Og helt ærligt," smiler han. "Hvor svært kan det være?"
Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet. Jeg kan bare huske, hvor umulig Riley var at styre - både som menneske og som spøgelse. Jo, jeg ved godt, hvor svært det kan være. "Du aner ikke, hvad du snakker om," siger jeg. "Du kan slet ikke forestille dig, hvordan det vil være at holde styr på to trettenårige tøser med egne meninger. De vil være værre end en sæk lopper"
"Ever," siger han med sin dybe, varme stemme, fast besluttet på at drive alle mine bekymringer på flugt. "Jeg forstår godt, at det bekymrer dig, det gør jeg virkelig. Men der er kun fem år, til de fylder atten og flytter hjemmefra, og så kan vi to gøre lige, hvad vi har lyst til. Hvad betyder fem år, når man har hele evigheden for sig?"
Men der skal mere til at overbevise mig. "Hvis de flytter hjemmefra," siger jeg. "Det kan man aldrig regne med. Der er masser af unge mennesker, der bliver boende hjemme meget længere."
"Forskellen er bare, at du og jeg ikke vil give dem lov til det." Han smiler, og hans øjne nærmest tigger mig om at smile med. "Vi skal nok få lært dem så meget magi, at de kan klare sig selv. Og så ønsker vi dem held og lykke og sender dem af sted, så vi selv kan tage hen, hvor det passer os."
Måden, han siger det på, det smil, han sender mig, hans hånd, der skubber håret væk fra mit ansigt, gør det umuligt for mig at være sur på ham. Umuligt at spilde mere tid på ligegyldigheder, når min krop er så tæt på hans.
"Fem år er ingenting, når man allerede har levet i seks hundrede," siger han, mens hans læber kærtegner min kind, min hals, mit øre.
Jeg putter mig ind til ham. Jeg ved jo godt, at han har ret, selv om mit udgangspunkt er lidt anderledes end hans. Det er aldrig lykkedes mig i nogen af mine inkarnationer at nå frem til at fylde tyve, så for mig føles tanken om at passe tvillingerne i fem år som en evighed.
Han trækker mig ind til sig, armene holder mig i et fast greb, og jeg føler en ro, som jeg ville ønske kunne vare i al evighed. "Er vi enige?" hvisker han. "Har vi snakket færdig?"
Jeg nikker og trykker min krop ind mod hans. Jeg har ikke brug for flere ord. Det eneste, jeg ønsker lige nu, det eneste, der kan få mig til at have det bedre, er den trygge følelse af hans læber mod mine.
Jeg lægger mig, så min krop dækker hans. Den følger hans brystkasses højdedrag, torsoens lavning, forhøjningen nede ved hans hofter. Vores hjerter banker i perfekt takt. Vi mærker næsten ikke det tynde slør af energi, der pulserer stille imellem os. Og jeg sænker min mund ned over hans, mens vores kroppe masserer hinanden. Ugers længsel bobler op til overfladen, indtil jeg kun længes efter, at vores kroppe skal smelte sammen.
En dyb, nynnende lyd kommer fra dybet af hans begær, hænderne holder mig om livet, trækker mig stadigt nærmere, indtil det eneste imellem os er tøj, som venter på at blive fjernet.
Jeg fumler med hans lynlås, mens han hiver i min t-shirt. Vores åndedrag mødes i korte gisp, mens vores fingre arbejder hektisk i et forsøg på at holde trit med vores længsel.
Jeg har lige fået knappet hans bukser op og skal til at trække dem af ham, da det går op for mig, at vi er gået for vidt. Energisløret er skubbet væk.
"Damen!" gisper jeg, mens han springer op fra sengen. Han er så stakåndet, at hans stemme knækker over.
"Ever ... Jeg ..." Han ryster på hovedet. "Det er jeg ked af. Jeg troede, det var sikkert. Jeg vidste ikke ..."
Jeg tager min t-shirt og dækker mig til. Mine kinder er røde. Jeg brænder indeni. Men han har ret. Vi kan ikke løbe risikoen. Vi kan ikke tillade os at gå i den fælde.
"Jeg er også ked af det ... Jeg tror ... Jeg tror, det var mig, der kom til at skubbe det væk, og ..." Jeg bøjer hovedet, så mit hår falder ned over ansigtet og skjuler det. Jeg føler mig lille og irettesat. Jeg er sikker på, at det var min skyld.
Madrassen duver let, da han igen lægger sig ved siden af mig. Sløret er fuldstændig gendannet, da han løfter min hage, så jeg kan se ham ind i øjnene. "Det var ikke din skyld. Jeg glemte helt at fokusere, fordi du var så tæt på. Jeg mistede kontrollen over sløret ..."
"Det er o.k.," siger jeg. "Helt o.k."
"Nej, det er ej. Jeg er ældre end dig. Jeg burde være den fornuftige ..." Han ryster på hovedet og ser ind i væggen. Hans kæbemuskler er stramme, hans blik er fjernt, og da han pludselig vender sig mod mig, er hans øjne smalle. "Ever ... Hvordan kan vi overhovedet vide, at det her er sandt?"
Jeg ser undrende på ham, aner ikke, hvad han snakker om.
"Har vi noget bevis? Måske er det bare Roman, der har moret sig med at bilde os en hel masse ind?"
Tanken får mig til at gispe. Han har jo ret. Jeg har intet bevis overhovedet. Mit blik møder hans, mens jeg genkalder mig scenen fra den tragiske dag, hele vejen til den bitre ende, hvor jeg lader mit blod dryppe ned i blandingen og får Damen til at drikke den. Og det går op for mig, at jeg ikke har andre beviser, end hvad Roman har fortalt mig - og ham kan man jo ikke stole på.
"Hvem siger, det overhovedet kan lade sig gøre?" Hans øjne bliver store og runde, da han får en idé. "Roman er en løgner, og vi har ingen grund til at stole på ham."
"Nej, men vi kan jo ligesom ikke prøve det af, vel? Vi risikerer jo, at det ikke er en løgn. Det er en chance, det vil være meget farligt at tage."
Damen smiler og rejser sig fra sengen. Han går hen til mit skrivebord, hvor han lukker øjnene og manifesterer et langt, hvidt stearinlys i en kunstfærdig guldstage. Derefter en skarp sølvdolk med et blankt og spidst blad og et skaft dekoreret med krystaller og ædelstene. Og til sidst et spejl med guldramme. Han sætter sig på stolen og gør tegn til, at jeg skal komme over til ham. "Normalt ville jeg sige: Damerne først, men i dette tilfælde ..."
Han lægger spejlet på bordet og tager kniven i den ene hånd. Sætter spidsen mod den anden hånds livslinje og følger den i hele dens længde. Blodet drypper ned på det glatte spejl. Han holder øje med, hvordan det samler sig i en lillebitte sø og så begynder at størkne. Så lukker han øjnene og tænder stearinlyset. Såret i håndfladen er allerede lægt, da han stikker kniven ind i flammen for at rense den. Så rækker han den til mig. Det er åbenbart min tur nu.
Jeg læner mig ind mod ham og trækker vejret dybt, inden jeg med et rask snit skærer en flænge i mit eget kød. Et kort sekund fortrækker mit ansigt sig i smerte, men så får jeg travlt med at stirre fascineret på blodet, som løber fra min håndflade ned på spejlet, hvor det langsomt begynder at nærme sig hans.
Tavse og ubevægelige står vi ved siden af hinanden og ser, hvordan de to rubinrøde pytter af blod mødes, blander sig, smelter sammen og forener sig på smukkeste vis. Var det virkelig det, Roman advarede os imod?
Vi venter på, at der skal ske et eller andet. Måske en fatal afstraffelse for det, vi lige har gjort ...? Men der sker ikke noget som helst. Ikke den mindste reaktion.
"Det var pokkers ..." siger Damen, da vores forundrede blikke mødes. "Det er okay. Fuldstændig ..."
Men han bliver afbrudt af et knald og en syden, da vores blandede blod begynder at koge og udvikle så meget varme, at der stiger en lille røgsky op fra spejlet. En røg, der breder sig og fylder luften - knitrende og spruttende, indtil alt blodet er fuldstændig fordampet. Tilbage er kun et tyndt lag aske på det udbrændte spejl. Og det er åbenbart præcis, hvad der vil ske med Damen, hvis han kommer i nærkontakt med mit DNA.
Vi står bare og måber. Ved slet ikke, hvad vi skal sige. Men ord er også overflødige. Budskabet er ikke til at tage fejl af.
Roman har ikke holdt os for nar.
Damen og jeg kan aldrig være sammen.
Ikke før jeg har betalt prisen.
"Jaså." Damen nikker, mens han kæmper for at bevare roen. Jeg kan se på hans ansigt, hvor svært det er. "Roman er nok ikke så stor en løgner, som jeg påstod - i hvert fald ikke i dette tilfælde."
"Men det må så også betyde, at han har modgiften - og så behøver jeg bare at ..."
Men Damen afbryder mig, før jeg kan nå at fuldføre sætningen. "Det kan der overhovedet ikke blive tale om, Ever. Bare hold dig langt væk fra Roman, okay? Lov mig det. Han er farlig, og han er utilregnelig, og jeg vil ikke have ham i nærheden af dig. Du skal bare ..." Han ryster på hovedet og lader en hånd løbe gennem håret. Han prøver på at skjule, hvor oprevet han faktisk er. Han er på vej ud ad døren, da han vender sig og siger: "Bare giv mig lidt tid til at finde ud af, hvad vi gør. Jeg skal nok finde en løsning."
Han ser på mig, åbenbart så skræmt af det, vi lige har oplevet, at han slet ikke tør komme i nærheden af mig. I stedet for et kys til afsked placerer han en enkelt rød tulipan i min allerede helede hånd, inden han skynder sig ned ad trappen og ud ad døren.