Så snart jeg har set på overvågningskameraets monitor, at Jude er kommet godt af sted, sætter jeg mig ved skrivebordet og kigger på dyngen af krystaller. Jeg er godt klar over, at bogen ikke er nok - for at forstå krystallerne må man håndtere dem.
Jeg rækker ud efter en stor, rød sten med gule striber i, men i det samme støder mit knæ mod siden af skrivebordet, og det begynder at krible i hele min krop - en varm kriblen, som fortæller mig, at noget kræver min opmærksomhed.
Jeg skubber stolen tilbage og læner mig frem, kigger ind under bordet, mærker, hvordan følelsen bliver stærkere, jo længere jeg kommer ned. Så jeg føler mig frem, indtil jeg glider helt ned af stolen og lander på gulvet. Jeg famler omkring mig for at finde kilden. Da jeg rører ved den nederste skuffe til venstre, bliver mine fingerspidser brandvarme.
Jeg sidder på hug og kigger på den gamle messinglås - af den type, som vil holde ærlige mennesker ude, men slet ikke har taget højde for personer, der kan manipulere energier, sådan som jeg kan. Jeg lukker øjnene og lirker skuffen op.
Det eneste, jeg finder, er en masse hængemapper, som for længst er holdt op med at hænge, en gammeldags regnemaskine og en dynge gamle, gulnede kvitteringer. Jeg skal lige til at lukke skuffen igen, da jeg pludselig fornemmer, at den har en falsk bund.
Jeg samler papirerne sammen og lægger dem på gulvet, hvorefter jeg løfter skuffens bund op, så jeg kan se ned i det hemmelige rum.
Der ligger en gammel, slidt, læderindbundet bog. Dens blade er krøllede og møre, ligesom gammelt pergament. På forsiden er ordene Skyggernes Bog indgraveret.
Jeg lægger bogen på skrivebordet foran mig og sidder lidt og kigger på den. Jeg gad nok vide, hvorfor nogen har gjort sig så meget besvær med at gemme den - og for hvem?
Har Lina gemt den for Jude? Eller er det omvendt?
Der er kun én måde at få svaret på, så jeg lukker øjnene og lægger min åbne hånd på bogens forside. Min plan er at læse den på samme måde, som jeg plejer, men i stedet får jeg et smæk over fingrene, som er så kraftfuldt, så intenst, så kaotisk, at jeg praktisk taget kan mærke knoglerne rasle i min hånd.
Jeg bliver kastet baglæns, så stolen rammer væggen bag mig og efterlader en stor fordybning i den. Foran mig dirrer de sidste rester af de billeder, jeg lige nåede at få et glimt af - og nu ved jeg, hvorfor bogen var gemt.
Bogen er fuld af heksekunst og trylleformularer, spådomsanvisninger og besværgelser. Ingen tvivl om, at de kræfter, den rummer, kan være dødsensfarlige i de forkerte hænder.
Jeg får min vejrtrækning under kontrol igen, mens jeg stirrer på forsiden. Da der er kommet ro på, prøver jeg forsigtigt at blade i den. Det gibber i fingrene, selv om jeg kun rører ved siderne helt ude i kanten.
Skriften er så lille og spinkel, at den er næsten umulig at tyde. Bogens tykkelse og de mangfoldige symboler på dens sider får mig til at tænke på de alkymistiske optegnelser, Damens far omhyggeligt opførte - skrevet i kode for at beskytte hemmelighederne.
Jeg slår op et tilfældigt sted midt i bogen og betragter en detaljeret tegning af en flok mennesker, som danser under fuldmånen. På de følgende sider finder jeg flere tegninger af samme type, som viser mennesker, der udfører indviklede ritualer. Med fingrene svævende over det gamle, slidte papir kan jeg pludselig mærke, helt ind i min krop, at det her ikke er noget tilfælde. Det var meningen, at jeg skulle finde denne bog.
På samme måde, som Roman hypnotiserede alle mine skolekammerater og bragte dem i sin magt, behøver jeg bare at strikke den rigtige besværgelse sammen for at få ham til at give mig de oplysninger, jeg skal bruge!
Jeg bladrer igennem bogen, ivrig efter at finde den opskrift, jeg skal bruge - og så ringer butiksdørens klokke.
Jeg ser på tv-skærmen. Jeg har ikke tænkt mig at slippe bogen og gå ud i butikken, hvis det er en eller anden, som alligevel bare går igen med det samme. En lille, slank kvindeskikkelse, klædt i sort og hvidt, er på vej gennem lokalet. Hun ser sig nervøst over skulderen, som om hun er bange for, at nogen følger efter hende. Og lige som jeg håber, at hun vil gå igen, styrer hun direkte hen til disken, lægger sine hænder på dens glasplade og venter tålmodigt.
Typisk. Jeg rejser mig. Lige, hvad jeg manglede - en kunde.
"Er der noget, jeg kan hjælpe med?" råber jeg ud i butikken, inden jeg kommer ud ad døren, så jeg kan se, at det er Honor.
I samme øjeblik hun ser mig, taber hun underkæben, og hendes øjne bliver meget store og runde. Hun virker nærmest - skræmt? Og jeg ser nok lige så overrasket ud.
Vi ser på hinanden og overvejer, hvordan vi skal håndtere situationen.
"Øh, hvad skulle det være?" siger jeg med en stemme, der lyder mere selvsikker, end jeg føler mig, som om det er mig, der bestyrer hele butikken. Jeg ser på hendes lange, mørke hår, som har fået nye kobberrøde striber, der glimter i lyset, og det går op for mig, at det er første gang nogen sinde, jeg ser hende alene. Første gang, jeg står ansigt til ansigt med hende, uden at Stacia eller Craig også er der.
Så vender tanken om bogen i baglokalet tilbage, den, der ligger opslået på skrivebordet, og som jeg skal skynde mig tilbage til lige med det samme. Jeg håber virkelig, at jeg kan få ekspederet hende i en fart og få hende ud ad døren igen.
"Jeg er vist gået forkert." Hun trækker skuldrene ind, mens hun drejer en sølvring rundt og rundt, og hendes kinder begynder at blive røde. "Jeg tror, jeg ..." Hun synker en gang og ser hen mod døren, mens hun bevæger sig lidt akavet, som om hun ikke rigtig ved, hvad hun vil. "Jeg har vist taget fejl, så ... Jeg går igen ..."
Hun vender sig og går hen mod døren, mens en grålig aura bølger omkring hende.
Jeg ved godt, jeg har vigtigere ting at tage mig af lige nu - jeg skal tilbage til den bog, som muligvis kan løse vores problemer og ændre vores liv - og det er bestemt ikke, fordi jeg er glad for Honor, men alligevel siger jeg: "Nej, du har ikke taget fejl."
Hun stopper op, med skuldrene oppe om ørerne. Uden sin psykopat-veninde ser hun lille og skrøbelig ud.
"Jeg mener det," siger jeg. "Det var med vilje, du kom herind. Og hvem ved? Måske kan jeg hjælpe dig."
Hun trækker vejret dybt og venter så længe, at jeg lige skal til at sige noget mere. Men så vender hun sig. "Der var ... en fyr, jeg skulle tale med." Hun piller lidt ved kanten af sine shorts og ser på mig.
"Jude, ja." Jeg kender svaret uden at læse hendes tanker eller røre ved hende. I samme øjeblik, jeg ser hende ind i øjnene, ved jeg det bare.
"Øh, ja ... det er nok ham. Men i hvert fald, øh ..." Hun ryster på hovedet og begynder forfra. "Jeg ville bare se, om han var her. Han har givet mig det her." Hun tager et stykke krøllet papir op af lommen, lægger det på glasdisken og glatter det ud. Så ser hun op på mig.
"Han er her ikke," mumler jeg, mens jeg ser på papiret. Det er en brochure, som reklamerer for hans kursus. Parapsykologisk træning for begyndere. Han har sandelig ikke spildt tiden. "Skal jeg give ham en besked? Eller vil du tilmelde dig?" Jeg iagttager hende omhyggeligt. Så genert og nervøs har jeg aldrig før set hende. Ringen, som hun drejer rundt og rundt, det flakkende blik, de dirrende knæ - og jeg ved, at det alt sammen er på grund af mig.
Hun trækker på skuldrene og ser ned på glasdisken, som om hun er fascineret af smykkerne i den. "Øh, nej, du skal ikke sige noget til ham. Jeg kommer bare igen på et andet tidspunkt." Hun trækker vejret dybt og trækker skuldrene tilbage, prøver på at mobilisere noget af den afsky, hun plejer at gemme til mig, men det lykkes ikke.
Jeg kan mærke inden i mig, at jeg har lyst til at trøste hende, berolige hende, fortælle hende, at hun slet ikke behøver at opføre sig på den måde. Men jeg gør det ikke. Jeg står bare og ser hende gå, og så snart døren har lukket sig bag hende, skynder jeg mig tilbage til bogen.