Jeg undrer mig over, hvor vi skal hen, mens han slæber mig gennem køkkenet og ud til garagen, for man behøver jo ikke at forlade sofaen for at tage en tur til Sommerland.
"Hvad med tvillingerne?" hvisker jeg. "Hvad hvis de vågner og opdager, at vi ikke er her?"
Men Damen trækker bare på skuldrene og haler mig med hen til sin bil, mens han kaster et hurtigt blik over skulderen. "Bare rolig, de sover trygt. Og det tror jeg i øvrigt, at de vil blive ved med indtil videre."
"Og det skulle vel aldrig være noget, du har sørget for?" spørger jeg. Jeg kan godt huske dengang, han fik hele skolen - inklusive lærere og kontorpersonale - til at falde i søvn, selv om jeg stadig ikke ved, hvordan pokker han bar sig ad.
Han ler og åbner bildøren - og gør tegn til, at jeg skal hoppe ind. Men jeg ryster bare på hovedet og bliver stående. Jeg skal ikke nogen steder hen i den spand. For mig er den netop symbolet på den trummerum, vi befinder os i.
Et øjeblik ser han på mig. Så ryster han på hovedet og manifesterer en skinnende, rød Lamborghini i stedet for. Præcis magen til den, jeg kørte i forleden dag.
Men jeg ryster på hovedet igen. Hvad skal jeg dog med en ny slags underholdning, når den gamle slags var god nok? Så jeg lukker øjnene, ønsker den væk og manifesterer en perfekt kopi af den blanke, sorte BMW, Damen plejede at køre i.
"Den var jeg selv ude om," nikker han og vinker mig indenfor med et drilagtigt smil.
Og før jeg får set mig om, drøner han ud ad indkørslen og ned ad vejen, sænker kun farten lige nok til, at bommen kan nå at gå op, og så går det i fuld fart ud ad Coast Highway.
Jeg ser eftertænksomt på ham, prøver på at kigge ind i hans hoved og se, hvor vi er på vej hen, men han ler bare højt og sætter sit psykiske skjold op, så han kan få lov til at overraske mig.
Han tager motorvejen og skruer op for musikken. Og ler overrasket, da han hører The Beatles. "Det hvide album?" Han kaster et hurtigt blik på mig, mens han styrer bilen i noget nær rekordfart.
"Ja, hvis det er det, der skal til for at lokke dig ind i den her bil," smiler jeg. Han har (mange gange) fortalt mig om dengang, han var i Indien for at lære transcendental meditation sammen med dem. Det var der, John og Paul skrev de fleste af netop de sange."Hvis jeg ellers har manifesteret det stereoanlæg korrekt, så vil det aldrig kunne spille andet end Beatles."
"Hvordan skal jeg nogen sinde vænne mig til det enogtyvende århundrede, når du gør, hvad du kan for at få mig til at leve i fortiden?" ler han.
"Jeg synes slet ikke, du skal vænne dig til det enogtyvende århundrede," mumler jeg og ser ud ad vinduet på de flimrende lys, der farer forbi."Efter min mening er forandringer stærkt overvurderet - i hvert fald de nyere af slagsen. Så hvad synes du? Skal vi beholde hende? Kan vi blive fri for det store firehjulsmonster?"
Jeg vender mig og ser på ham, mens han tager frakørslen og drejer hurtigt om et par hjørner, inden han tager turen op ad en stejl bakke og stopper bilen ved en statue foran en stor, moderne kalkstensbygning.
"Hvad er nu det for et sted?" siger jeg og glipper en gang med øjnene. Jeg kan godt fornemme, at vi er et sted i Los Angeles, men ikke hvor i Los Angeles.
"Getty-museet," smiler han og trækker håndbremsen. Et sekund efter åbner han galant døren i min side."Har du været her før?"
Jeg ryster på hovedet og undgår hans blik. Et kunstmuseum er nok det sidste sted i denne verden, jeg forventede - eller havde lyst til - at vi skulle hen.
"Men - er det ikke lukket?" Jeg ser mig omkring og fornemmer, at vi er de eneste her, bortset fra de bevæbnede vagter, som efter al sandsynlighed befinder sig indenfor.
"Lukket?" Han ser fornøjet på mig og ryster på hovedet."Du tror da vel ikke, at noget så banalt kan stoppe os?" Han lægger en arm om livet på mig og fører mig op ad den brede trappe, og hans læber er tæt på mit øre, da han tilføjer: "Jeg ved godt, det ikke var et museumsbesøg, du havde mest lyst til, men vent og se. Der er noget, jeg lige skal bevise for dig. Noget, som du åbenbart er nødt til at få demonstreret for at forstå det."
"Og hvad er dét så? At du ved meget mere om kunst, end jeg gør?"
Han stopper op og ser alvorligt på mig."Jeg vil bevise, at verden virkelig ligger åben for dig. At den er din legeplads. At du kan gøre lige, hvad du vil. At du aldrig nogen sinde behøver at kede dig eller havne i en trummerum, når først du forstår, at de almindelige regler ikke længere gælder ikke for os. Vi kan gøre, lige hvad vi vil, Ever, hvad som helst. Åbent, lukket, låst, ulåst, velkommen, uvelkommen - det er alt sammen ligegyldigt. Vi gør, hvad der passer os når det passer os. Intet kan stoppe os.
Ikke helt sandt, tænker jeg. Der er én ting, det ikke er lykkedes os at gøre, selv om vi har prøvet i fire hundrede år, og den ene ting er det, jeg har allermest lyst til.
Men han smiler bare og kysser mig på panden, før han igen tager min hånd, og vi går hen til døren."Og desuden er der en udstilling derinde, som jeg gerne vil se, og eftersom her ikke er så travlt lige nu, så burde det ikke tage lang tid. Og bagefter må du bestemme, lige præcis hvor vi skal tage hen."
Jeg stirrer på de imponerende døre, som er udstyret med hitech-alarmer, som sikkert er forbundet med andre hitech-alarmer, som uden tvivl er forbundet med skydeglade vagter med maskingeværer. Ja, sandsynligvis er der et overvågningskamera, der holder øje med os lige nu, og en meget bister vagt, hvis finger er klar til at trykke på panikknappen under skrivebordet.
"Mener du det virkelig? Vil du prøve på at bryde ind her?" Min hals snører sig sammen, mit hjerte hamrer, mine hænder er fugtige, jeg håber bare, at han ikke mener det alvorligt, selv om det er helt tydeligt, at han gør.
"Nej," hvisker han og lukker sine øjne, mens han telepatisk beder mig om at gøre det samme."Jeg vil ikke prøve, jeg vil gøre det. Og hvis det ikke er for meget besvær, så vil det være en stor hjælp, hvis du også lukker dine øjne og gør ligesom mig." Han kommer endnu tættere på, så hans læber er helt henne ved mit øre, da han tilføjer: "Og jeg lover dig, ingen bliver fanget, kommer til skade eller ryger i fængsel. Jeg sværger."
Jeg kigger eftertænksomt på ham og beroliger mig selv med, at når man har kunnet overleve i seks hundrede år, så må man have en vis erfaring med at undgå vanskeligheder. Så tager jeg en dyb indånding og kaster mig ud i det. Trin for trin efterligner jeg alle de visualiseringer, han gennemgår, indtil sensorerne slukker, døren springer op - og alle de uniformerede vagter falder i en dyb søvn. Jeg håber i al fald, at den er dyb. Dyb og lang vil være godt.
"Parat?" Han ser på mig med et drenget smil. Jeg tøver, mine hænder ryster, mine øjne flakker, jeg spørger mig selv, hvad der egentlig er i vejen med trummerum, når det kommer til stykket. Så tager jeg en dyb indånding og træder ind.
Jeg er ved at gå til af forskrækkelse, da den ene af mine gummisåler rammer det polerede gulv, og den pludselige, hvinende lyd giver en voldsom genlyd fra de høje lofter.
"Nå, hvad synes du?" spørger han med ivrig og begejstret stemme. Han håber virkelig, at jeg nyder det lige så meget, som han selv gør."Det var egentlig min mening at tage dig med til Sommerland, men så tænkte jeg, at det var præcis, hvad du ville forvente. Og så besluttede jeg mig for, at jeg ville vise dig den magi, man kan finde lige her på det jordiske plan."
Jeg nikker, er stadig alt andet end begejstret, men jeg gør, hvad jeg kan for at skjule det. Det totalt giganorme rum med dets dristige, futuristiske og betagende arkitektur, høje lofter, glasruder og de mange korridorer og sale er uden tvivl fantastisk lyst og indbydende om dagen, men faktisk temmelig uhyggeligt, når det er mørkt.
"Hvor er det bare stort. Har du været her før?"
Han nikker og går hen mod den cirkelrunde informationsskranke i midten."En gang. Lige før den officielle åbning. Og jeg ved godt, at der er en masse spændende kunstværker at kigge på, men der er en ganske bestemt udstilling, jeg er vældig interesseret i."
Han snupper en brochure fra et stativ og presser hånden mod forsiden, indtil det sted, han vil finde, dukker op i hans hoved. Så stiller han brochuren tilbage i stativet og viser mig vej gennem en række sale og op ad nogle få trappetrin. Det eneste lys på vejen er en række sikkerhedslamper og skæret fra månen, der skinner ind gennem vinduerne.
Vi stopper op foran et oplyst maleri med titlen Madonna på tronen med Matthæus. Han står helt stille, stum og fuldstændig lyksalig.
"Er det her?" spørger jeg,
Han nikker, ude af stand til at tale, står bare og suger det hele til sig. Så lykkes det ham at tage sig sammen og vende sig mod mig."Jeg har rejst over hele verden og boet så mange steder. Men dengang jeg omsider forlod Italien, for lidt mere end fire århundreder siden, da svor jeg, at jeg aldrig ville vende tilbage. Renæssancen var forbi, og mit liv - nå ja - jeg var mere end klar til at komme videre. Men så var det, jeg hørte om nogle malere - Caraccifamilien i Milano - som var begyndt at male på en ny måde. De havde lært håndværket af de gamle mestre - en af dem var min gamle ven Rafael. Deres stil kom til at danne skole for den næste generation af malere."
Han vender atter blikket mod det vældige lærred foran os, og hans ansigt er fuldt af forundring. Stille ryster han på hovedet.
"Se bare, hvor bløde overgangene er - se på overfladerne! Se, hvordan lyset og farverne gløder! Det er bare så ..." Han ryster på hovedet."Så forbløffende!" siger han med ærefrygt i stemmen.
Jeg ser skiftevis på ham og maleriet. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne se det, sådan som han ser det. Ikke bare som et eller andet gammelt, uvurderligt og berømmet mesterværk, men som en sand skønhedsåbenbaring, en oplevelse af pragt, ja, ligefrem et mirakel.
Han tager min hånd, og vi går videre til det næste maleri. Sammen beundrer vi Sankt Sebastian, hans stakkels, blege krop gennemboret af pile - og det hele ser så virkeligt ud, at det løber mig koldt ned ad ryggen.
Og det er præcis i det øjeblik, at det går op for mig.
For første gang nogensinde ser jeg, hvad Damen ser.
Endelig forstår jeg, at den virkelige storhed i al sand kunst er, at den tager en enestående oplevelse, som den ikke blot bevarer eller fortolker, men deler med menneskeheden og eftertiden.
"Hvor må du dog føle dig ..." Jeg ryster på hovedet og rynker panden, mens jeg leder efter det rigtige ord."Ja, hvad skal jeg sige - magtfuld ...? At kunne skabe noget så smukt som dette." Jeg ser eftertænksomt på ham. Jeg ved jo, at han så nemt som ingenting kan skabe et værk, lige så fyldt med skønhed og mening som dem, der hænger her.
Men han trækker bare på skuldrene og går videre til det næste maleri."Bortset fra det, du så mig lave i skolen for nylig, har jeg ikke malet i årevis. I dag nyder jeg kunsten mere, end jeg skaber den."
"Jamen hvorfor? Hvordan kan du bare vende ryggen til sådan en gave? Jeg mener, det er en gave, er det ikke? Det kan ikke være noget, der automatisk følger med at være udødelig, for vi ved jo godt, hvad der sker, når jeg prøver at male."
Han smiler og tager mig med ned i den anden ende af salen, hvor vi stopper op foran et prægtigt værk kaldet Josef og Potifars hustru. Hans blik afsøger hver eneste kvadratcentimeter af lærredet, før han siger:
"Helt ærligt? Ordet magtfuld er fattigt i forhold til den følelse, der griber mig, når jeg har en pensel i hånden, et lærred foran mig og en velkomponeret palet ved min side. I seks hundrede år har jeg været uovervindelig, i besiddelse af den mest eftertragtede medicin i hele verden." Han ryster på hovedet."Og dog kan intet sammenlignes med den berusende følelse, som det giver at skabe. At frembringe noget, som man bare ved, at historien vil huske og hylde i al fremtid."
Han vender sig mod mig og lægger en kærlig hånd på min kind."Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig ind, indtil den dag, jeg så dig for første gang ..." Han ryster stille på hovedet, mens han ser mig ind i øjnene."Intet vil nogensinde kunne måle sig med det allerførste glimt af vores kærlighed."
"Det var ikke på grund af mig, at du holdt op med at male, vel?" Jeg holder vejret, håber sandelig ikke, at jeg har været årsag til hans kunstneriske nedtur.
Han ryster på hovedet og vender atter blikket mod maleriet foran os, mens hans tanker drager på langfart."Det havde intet med dig at gøre. Der kom bare et tidspunkt, hvor - jeg måtte tage min egen virkelighed alvorligt."
Jeg rynker panden. Jeg forstår ikke, hvad han mener, og har ingen anelse om, hvor han vil hen.
"En grusom virkelighed, som jeg nok skulle have fortalt dig om noget før." Han sukker og ser sørgmodigt på mig.
Jeg stirrer på ham, mens angsten breder sig i mig."Hvad mener du?" spørger jeg, selv om jeg slet ikke er sikker på, at jeg har lyst til at høre svaret. Jeg kan se på hans forpinte ansigt, at han kæmper en hård kamp.
"Den virkelighed, man er i, når ens liv vil vare evigt," siger han. Hans mørke og bedrøvede øjne ser ind i mine."En virkelighed, som umiddelbart ser ud til at være uendelig, fuld af magt og grænseløs - indtil man får øje på den sandhed, den virkelighed rummer. Den sandhed, at man kommer til at se alle sine venner sygne hen og dø, mens man selv bliver ved med at være den samme. Man er nødt til at holde det hele på afstand, for når først det bliver tydeligt, hvor ulige betingelserne er, så er der ikke andre muligheder end at se at komme videre, tage et andet sted hen og begynde forfra. Igen og igen og igen ..." Han ryster opgivende på hovedet."Og det er det, der gør det umuligt at knytte ægte bånd. Og det virkelige paradoks er, at selv om du har ubegrænset adgang til kræfter og magi, så må du for enhver pris modstå fristelsen til virkelig at gøre en forskel. Kun på den måde kan du blive ved med at holde dig skjult og bevare vores hemmelighed."
"Fordi ...?" indskyder jeg i håb om, at han snart kommer til sagen og siger noget, der er til at forstå. Han gør mig urolig, når han begynder at tale på den måde.
"Fordi dit navn og dit udseende vil blive husket og bevaret i historiske optegnelser, og det er vi nødt til at undgå. Fordi alle omkring dig vil blive gamle og dø - Haven, Miles, Sabine - ja, selv Stacia, Honor and Craig - mens du og jeg vil blive ved med at være de samme, fuldstændig uforandrede. Og jeg kan godt sige dig, det varer ikke længe, før folk begynder at lægge mærke til, at du overhovedet ikke har ændret dig, siden de så dig første gang. Vi kan ikke risikere at blive genkendt om halvtreds år af en Haven, som til den tid vil være næsten halvfjerds. Vi kan ikke risikere at få vores hemmelighed afsløret."
Han griber om mine håndled og ser på mig så intenst, at jeg faktisk kan føle vægten af hans seks hundrede år. Og som altid, når han er bekymret på den måde, så ønsker jeg mig kun, at jeg kunne gøre ham glad igen.
"Kan du forestille dig, hvad der ville ske, hvis Sabine eller Haven eller Miles opdagede sandheden om os? Kan du forestille dig, hvad de ville tænke, hvad de ville sige, hvad de ville gøre? Det er dét, der gør folk som Drina og Roman så farlige - de går og skilter med, hvad de er, og er fuldstændig ligeglade med naturens orden. Tag ikke fejl, Ever, der er en mening med livets evige kredsløb. Og selv om jeg bare gjorde nar af det, dengang jeg var ung, og ligefrem følte mig stolt over at være højt hævet over den slags, så ser jeg helt anderledes på det i dag. Og i sidste ende er der alligevel ikke noget, man kan gøre ved det. Uanset om man bliver reinkarneret, sådan som vores venner gør, eller bliver ved med at være den samme, sådan som du og jeg gør, så vil ens karma altid indhente en før eller siden. Og nu da jeg har oplevet Skyggeland, så føler jeg mig endnu mere overbevist om, at livet, sådan som naturen har indrettet det, er den eneste rigtige måde."
"Jamen - hvis dét er, hvad du tror på - hvor kommer vi så ind i billedet?" spørger jeg ængsteligt. På trods af hans varme hænder føler jeg mig kold over det hele."Jeg mener, sådan som jeg forstår dig, så skal vi jo holde lav profil og leve for os selv i stedet for at bruge vores ufattelige evner til at lave om på verden. Det må da være dårligt for ens karma, hvis man ikke bruger sine evner til at hjælpe andre, ikke? Hvis man kan gøre det, uden nogen opdager det ..." Jeg har ikke helt opgivet håbet om at hjælpe Haven.
Men endnu inden jeg har afsluttet sætningen, ryster Damen på hovedet og ser på mig."Hvor vi kommer ind i billedet? Lige dér, hvor vi er." Han trækker på skuldrene."Vi er sammen. I al evighed. Hvis vi vel at mærke hele tiden er forsigtige og bliver ved med at bære vores amuletter. Og med hensyn til at bruge vores kræfter, så er jeg bange for, at det er meget mere indviklet end bare at gå rundt og gøre gode gerninger. Vi mennesker skelner mellem godt og ondt, men det gør karma ikke. Sandheden er jo, at man får, hvad man beder om, man ligger, som man har redt, livet er en balancegang, hverken mere eller mindre. Og hvis du går og hjælper andre med at ændre på alt det, som du mener er forkert eller uoverkommeligt eller modbydeligt, så betyder det jo også, at den, du hjælper, mister muligheden for selv at finde en vej ud af problemerne og dermed lære noget eller måske ligefrem udvikle sig som menneske. Somme tider er der en grund til, at noget sker, selv om det måske føles forfærdeligt. En grund, som hverken du eller jeg kan få øje på, fordi vi ikke kender hele historien. Og når man så bare kommer springende ind på scenen som en anden superhelt og løser alle problemer, så spolerer man måske meget mere, end man faktisk hjælper."
"Okay, så lad mig lige få det her på plads ..." Der er en klang af utilfredshed i min stemme, og jeg prøver ikke engang at skjule den."Haven kommer til mig og siger: Min kat er ved at dø. Og selv om jeg er ret sikker på, at jeg kunne redde katten, så skal jeg lade være med det, fordi det kunne skabe for meget opmærksomhed og rejse for mange spørgsmål. Godt, den er jeg med på. Jeg kan ikke lide det, men jeg er med på den. Men når hun så siger: Måske skal mine forældre skilles, måske skal jeg flytte, og det føles, som om hele min verden er ved at bryde sammen - og hun siger det uden at have den mindste anelse om, at jeg faktisk er i stand til at hjælpe hende, måske ligefrem løse hendes problemer ..." Jeg vrider mig lidt, for det her føles helt håbløst."Så er det, du siger, at når sådan noget sker for en rigtig god ven, så skal vi lade være med at hjælpe hende? Fordi det kunne skabe rod i hendes skæbne - eller hendes karma - eller hvad det nu var, du sagde? Jeg mener, forklar mig lige: Hvordan kan det være godt for min karma at beholde det, jeg har, i stedet for at dele det med andre?"
"Jeg vil bare råde dig til ikke at blande dig," siger han, mens han igen vender sig mod maleriet - og væk fra mig."Havens forældre vil blive ved med at skændes, uanset hvad du gør, og selv om du måske på mirakuløs vis kunne betale hele gælden på huset, så de ikke behøvede at sælge det ..." Han sender mig et skarpt blik over skulderen, for han har allerede fornemmet, at det var præcis det, jeg havde tænkt mig at gøre."Nå ja, så ville de nok sælge det alligevel, så de kunne få en masse penge for det, og så købe et nyt hus et andet sted, så Haven alligevel blev nødt til at flytte."
Han sukker, og hans stemme bliver lidt mildere, da han ser på mig og tilføjer:
"Jeg er ked af det, Ever. Jeg vil så nødig lyde som en livstræt, gammel mand, men måske er det, hvad jeg er. Jeg har set alt for meget og begået så mange fejl - du skulle bare vide, hvor lang tid det har taget mig at finde ud af alt det her. Men alting har sin tid - sådan som man siger. Og selv om vores tid aldrig ender, sådan som alle de andres, så er det noget, vi må holde for os selv."
"Men hvad så med alle de berømte kunstnere, som har malet dig? De portrætter findes jo den dag i dag! Der bliver jo lavet optegnelser over den slags. Dit navn må da være masser af steder! Og din modelkarriere i New York? Hvad med alt dét?"
"Jamen det er sandelig heller ikke noget, jeg er stolt af i dag," siger han og trækker på skuldrene."Jeg var forfængelig og narcissistisk - som klippet ud af en lærebog i psykologi - og hold kæft, hvor havde jeg det sjovt."
Han griner, og pludselig ligner han igen den Damen, jeg kender og elsker, den sexede Damen, den sjove Damen, den totale modsætning til den dommedagsprofet, han var for et øjeblik siden.
"Men du må ikke glemme, at de portrætter blev malet på bestilling. Allerede dengang var jeg klar over, at de ikke måtte komme på offentlige udstillinger. Og min 'modelkarriere' - det var jo bare nogle få billeder for en lille reklamekampagne. Jeg sagde op dagen efter."
"Men hvorfor holdt du op med at male? Ville det ikke have været den ideelle måde at dokumentere et unaturlig langt liv på?" Jeg er ved at være ør i hovedet af alt det her.
Han nikker."Problemet var, at mine værker begyndte at blive kendt i offentligheden. Jeg blev hyldet - og jeg nød det i fulde drag." Han griner og ryster på hovedet."Jeg malede som en gal, fuldstændig opslugt af det, ligeglad med alt andet. Og jeg fik lavet en masse malerier, før det pludselig gik op for mig, hvor stor risikoen var, og så ..."
Jeg ser på ham, og mit hjerte krymper sig, da jeg ser billederne inde i hans hoved."Og så kom branden," hvisker jeg, for jeg ser de voldsomme, orange flammer rejse sig mod den blygrå himmel
"Det hele blev tilintetgjort," nikker han."Også mig - tilsyneladende i hvert fald."
Jeg suger luft ind mellem tænderne, møder hans blik - ved slet ikke, hvad jeg skal sige.
"Endnu før branden var slukket, var jeg væk. Jeg gennemrejste hele Europa på kryds og tværs, flygtede fra sted til sted som en nomade, en sigøjner, en vagabond, skiftede endda navn et par gange, indtil årene var gået, og man var begyndt at glemme mig. Til sidst slog jeg mig ned i Paris, og det var så der, jeg mødte dig for første gang. Og resten af historien kender du. Men, Ever ..." Han ser mig ind i øjnene, han ville ønske, han ikke behøvede at sige det, men han ved, at han er nødt til at sætte ord på det, selv om jeg allerede ved, hvad han vil sige."Det, jeg prøver på at komme frem til, er, at på et eller andet tidspunkt - om ikke så forfærdelig længe - så bliver du og jeg nødt til at komme videre."
Og i det øjeblik han siger det, kan jeg pludselig ikke forstå, hvorfor jeg ikke selv har tænkt på det før. Det er jo så indlysende. Jeg har ikke kunnet se skoven for bare træer. Men hele tiden har jeg skubbet det fra mig, ladet, som om det ville være anderledes for mig. Og det siger ikke så lidt om, hvor nemt det er lukke øjnene for kendsgerningerne.
"Jeg regner ikke med, at du kommer til at se meget ældre ud, end du gør nu," fortsætter han, mens hans hånd glatter mit hår."Og du kan roligt regne med, at der ikke går lang tid, før vores venner begynder at lægge mærke til det."
"Tag det nu roligt," siger jeg og smiler i et desperat forsøg på at mildne den dystre stemning en smule."Har du helt glemt, at vi bor i Orange County? Alle får ansigtsløftninger her! Ingen bliver ældre. Absolut ingen. Vi kan holde den gående de næste hundrede år!" Jeg ler, men da jeg ser hans øjne, er jeg klar over, at situationens alvor vejer tungere for ham end min lille joke.
Jeg går hen til bænken i midten af salen, hvor jeg sætter mig og begraver hovedet i hænderne."Hvordan skal jeg dog få det sagt til Sabine?" hvisker jeg, da Damen har sat sig ved siden af mig og lagt en trøstende arm om mig."Jeg kan jo ikke engang fake min egen død. Moderne gerningsstedsundersøgelser er noget mere avancerede, end de var, dengang du gjorde det."
"Det finder vi ud af, når den tid kommer," siger han."Jeg er ked af, at jeg ikke har fået snakket med dig om det her for længe siden."
Men da jeg ser ham ind i øjnene, så ved jeg godt, at det ikke ville have gjort nogen forskel. Jeg husker den dag, hvor han forelagde hele idéen om udødelighed for mig, hvor omhyggeligt han forklarede, at jeg aldrig ville komme til at krydse broen til evigheden, aldrig ville komme til at se min familie igen. Men jeg tog imod tilbuddet alligevel. Jeg skubbede tanken fra mig - regnede vel med, at jeg nok skulle finde en kattelem hen ad vejen, og hvis bare det betød, at jeg kunne tilbringe evigheden sammen med ham, så var jeg parat til at bilde mig selv hvad som helst ind. Og sådan er det stadigvæk.
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal sige til Sabine, og jeg er slet ikke begyndt at overveje, hvilken forklaring jeg skal give vores venner, men i sidste ende ønsker jeg mig ikke andet end at være sammen med ham. Det er den eneste måde, mit liv kan komme til at føles fuldendt på.
"Vi kommer til at leve et dejligt liv, Ever, det lover jeg dig. Du vil aldrig komme til at savne noget, og du vil aldrig komme til at kede dig. Ikke når du har forstået, hvilke fantastiske muligheder alting byder på. Men ud over dig og mig så vil ethvert bånd, vi nogensinde knytter til andre mennesker, være meget kortvarigt. Der er igen vej udenom, ingen kattelem, hvis det er det, du tror. Det er en nødvendighed, og længere er den ikke."
Jeg trækker vejret dybt og nikker. Og kommer til at tænke på dengang, jeg lige havde mødt ham, og han sagde et eller andet om, at han ikke var god til at sige farvel. Men han smiler bare og svarer på mine tanker."Jeg ved det godt. Man skulle tro, det blev nemmere med tiden, ikke? Men det gør det ikke. Som regel forsvinder jeg bare uden at sige farvel, det er det nemmeste."
"Det nemmeste for dig, måske. Sikkert temmelig ubehageligt for dem, du bare skrider fra."
Han nikker og rejser sig fra bænken, og jeg følger efter."Hvad skal jeg sige? Jeg er en forfængelig og selvoptaget mand."
"Det var ikke det, jeg mente ..." Jeg ryster på hovedet."Jeg ville bare ..."
"Du skal ikke tage mig i forsvar," siger han og ser på mig."Jeg ved, hvad jeg er - eller i det mindste hvad jeg var engang."
Han tager min hånd og begynder at gå hen mod udgangen. Men jeg er ikke parat til at forlade stedet. Ikke endnu. Enhver, som har vendt ryggen til sin største lidenskab, som bare er gået sin vej - sådan som han er - fortjener at få en chance mere.
Jeg slipper hans hånd og kniber øjnene sammen. Og før han kan nå at stoppe mig, har jeg manifesteret et stort lærred på et staffeli, et passende udvalg af pensler, en palet med et væld af farver og alt, hvad han ellers behøver.
"Hvad er nu dét?" spørger han forvirret, mens hans blik flakker mellem mig og staffeliet.
Jeg smiler til ham."Det må sandelig være længe siden sidst, hvis du ikke engang kan genkende det nødvendige værktøj."
Han stirrer på mig, intenst, fast i blikket, men jeg ser lige så intenst tilbage på ham.
"Jeg syntes bare, du skulle have lov til at male et billede i selskab med dine gamle venner," siger jeg og trækker på skuldrene, mens han griber en af penslerne og vejer den i hånden."Du sagde jo, at vi kunne gøre, hvad vi ville, ikke? At de almindelige regler ikke længere gjaldt? Var det ikke det, du ville vise mig?"
Han ser på mig, lidt modstræbende, men han er ved at give efter."Og hvis dét er rigtigt, så synes jeg, at du skal male noget lige her. Skab noget smukt, noget stort, noget evigt. Og når du har gjort det, så hænger vi det op ved siden af dine venner. Usigneret naturligvis."
"Ja," siger han, og hans øjne stråler."Jeg har ikke noget behov for at få mine værker anerkendt,""Glimrende," smiler jeg og nikker i retning af det tomme lærred."Så forventer jeg at se et inspireret mesterværk, som er kemisk renset for personlige ambitioner og forfængelighed." Jeg lægger hånden på hans skulder og giver ham et lille skub fremad."Men du må hellere se at komme i gang. I modsætning til os, så varer denne nat ikke evigt."