Jeg ser på maleriet, og jeg ser på Damen - og trykker en hånd mod mit bryst, fuldstændig ude af stand til at finde ord. Ligegyldigt hvad jeg kunne finde på at sige, så ville det ikke kunne beskrive det, jeg ser. Det er der ingen ord, der kan.
"Det er så ..." Jeg går i stå, føler mig så lille og ubetydelig - slet ikke værdig til så storslået et motiv."... så smukt ... og opløftende ... og ..." Jeg ryster på hovedet ..."Og det er i hvert fald ikke mig!"
Han ler og fanger mit blik."Du kan tro, det er dig." Han træder et skridt tilbage, så han kan overskue det hele."Faktisk er det en legemliggørelse af alle dine inkarnationer. En slags opsamling af den dig, jeg har kendt i fire hundrede år. Det ildrøde hår og den mælkehvide hud fra dit liv i Amsterdam, selvtilliden og fortrøstningen fra din puritanske tid, din ydmyghed og indre styrke fra dit problematiske parisiske liv, den kunstfærdige kjole og dit kokette blik fra dit overklasseliv i London, mens øjnene ..." Han trækker på skuldrene og vender sig mod mig."De er altid de samme. Evige og uforanderlige, uanset hvilken person der ser med dem."
"Og hvad så nu?" hvisker jeg med blikket rettet mod det store lærred, overvældet af denne prægtige, lysende, strålende, glorværdige, vingede skikkelse - en sand gudinde, nedstegen fra de olympiske højder, ivrig efter at begunstige Jorden med sine milde gaver. Jeg er klar over, at det sandsynligvis er den smukkeste afbildning, jeg nogensinde har set, men jeg fatter stadig ikke, hvordan det på nogen måde kan være mig."Hvilken del af hende er taget fra mig? Altså den mig, der er her lige nu - bortset fra øjnene ..."
Han smiler."Jamen det er da vingerne."
Jeg vender mig mod ham, går ud fra, at han prøver på at være morsom, men kan straks se, at han er fuldstændig alvorlig.
"Jeg ved godt, du ikke selv er klar over, at de er der." Han nikker."Men tro mig: at have dig i mit liv er som en gave fra himmelen, en gave, jeg ikke har gjort mig fortjent til. Men det er en, jeg takker for hver eneste dag."
"Nu må du altså holde op. Jeg er slet ikke så god - eller venlig - eller glorværdig - eller engleblid, som du åbenbart går og bilder dig ind." Jeg ryster på hovedet."Og slet ikke her på det sidste, det ved du da godt."
Jeg ville ønske, jeg kunne hænge det maleri op på min væg derhjemme, så jeg kunne se på det hver eneste dag, men jeg ved godt, at det er vigtigt, at det får lov at hænge lige her.
"Og du har ikke ombestemt dig?" Hans blik går fra de gamle venners malerier til sit eget, usignerede værk og tilbage igen.
"Bestemt ikke." Jeg ryster på hovedet."Bare tænk på alt det postyr, der bliver, når de kommer og finder det maleri på væggen, med ramme og det hele. Og det bliver postyr på den gode måde. Bare tænk på alle de eksperter, som vil blive indkaldt for at undersøge det og studere det og vurdere det. Og de vil prøve på at finde ud af, hvor i alverden det er kommet fra, hvordan det er havnet her, og hvem der kan have malet det."
Han nikker og ser på det en sidste gang, før han vender ryggen til det. Men jeg tager hans hånd og hiver ham tilbage."Hov, hov, ikke så hurtigt. Skal det ikke lige have en titel, før vi går? Du ved, en lille bronzeplade, ligesom de andre har?"
Han kaster et hurtigt blik på uret, føler sig åbenbart en smule urolig."Jeg har aldrig været god til at navngive mine billeder. Jeg vælger altid den indlysende titel. Du ved: Skål med frugt eller Røde tulipaner i blå vase."
"Ja, vi skal nok ikke kalde det Ever med vinger, eller Englen Ever eller noget i den stil. For det kunne jo være, at en eller anden genkendte mig. Men hvad med noget lidt mere - fantasifuldt? Mindre bogstaveligt, mere beskrivende?" Jeg lægger hovedet på skrå og kigger på ham, fast besluttet på at finde på noget.
"Har du selv nogen idéer?" Han ser hurtigt på mig, før hans blik igen bliver fjernt.
"Hvad med - Fortryllelse - eller Fortryllet - eller - jeg ved ikke rigtigt, men noget i den retning?" Jeg presser læberne sammen.
"Fortryllelse?" Han vender sig mod mig.
"Ja, du må jo være under en eller anden form for fortryllelse, når du mener, at det dér ligner mig," ler jeg, mens hans øjne lyser op og han ler sammen med mig,
"Det skal hedde Fortryllelse. Det er afgjort." Han nikker og bliver alvorlig igen."Men vi må se at få lavet den bronzeplade i en fart, for jeg er bange for, at vi ..."
Jeg nikker og lukker øjnene, så jeg kan se pladen for mit indre blik. Hvad skal jeg kalde kunstneren? Anonym eller ukendt?"
"Det må du selv bestemme," siger han hurtigt, utålmodig efter at komme videre.
Jeg vælger ukendt, for jeg synes, det lyder godt. Så læner jeg mig frem, for at betragte mit værk."Hvad synes du?"
"Jeg synes, vi skal se at komme af sted!"
Han tager min hånd og trækker af med mig så hurtigt, at vores fødder dårligt nok rører gulvet. Vi haster gennem den lange række af sale og løber ned ad trappen, som om den slet ikke var der. Udgangen er lige foran os, da alting pludselig bliver lyst, og alle alarmklokkerne begynder at ringe.
"Oh my God!" udbryder jeg med panik i stemmen, da han sætter farten op.
Han er stakåndet og hæs, da han siger: "Jeg havde ikke tænkt mig, at vi skulle være her så længe. Jeg ... jeg vidste jo ikke ..." Vi stopper op lige foran hovedporten, samtidig med at stålburet sænker sig.
Jeg vender mig mod ham, mit hjerte dunker vildt, min hud er våd af sved, jeg kan høre løbende fødder bag os og råb, der giver genlyd. Stum og stiv står jeg ved siden af ham og stirrer forfærdet, mens han lukker øjnene og koncentrerer sig om at få det avancerede alarmsystem til at blive stille igen.
Men det er for sent. De er her allerede. Så jeg rækker hænderne i vejet og overgiver mig, parat til at acceptere min skæbne, da stålburet løfter sig, og jeg bliver rykket ud ad døren og kastet af sted mod Sommerlands blomstrende enge.
Eller rettere: Jeg forestillede mig Sommerland.
Damen forestillede sig, at vi sad trygt og godt i hans bil på vej hjemad.
Resultatet er, at vi pludselig myldrer forvirrede omkring midt på motorvejen, mens en forfærdelig masse biler dytter og bremser og skrider ud omkring os. Hvordan vi undgår at blive ramt er mig lidt af en gåde, men et øjeblik efter står vi i rabatten og prøver på at få vejret og finde ud af, hvor vi egentlig er havnet.
"Jeg tror ikke, det her er Sommerland," siger jeg og sender Damen et blik, så han bryder ud i en latter, der er så smittende, at jeg også må overgive mig.
Der står vi så, begge to, ved siden af en motorvej, blandt en masse henkastet affald, uden at vide, hvor vi er, mens vi er ved at falde over hinanden af grin.
"Jeg tror da nok lige, at vi fik brudt trummerummen der," gisper han, mens vores skuldre ryster af grin.
"Jeg siger dig, jeg var ved at få et hjerteslag ... Jeg var helt sikker på, at vi ..." Jeg får omsider min vejrtrækning under kontrol og ryster på hovedet.
"Hvad skal det betyde?" siger han og trækker mig ind til sig."Lovede jeg dig måske ikke, at jeg nok skulle passe godt på dig?"
Jeg nikker. Jeg husker ordene, men uheldigvis er de sidste få minutter stadig ætset ind i min hjerne."Hvad siger du til en bil? En bil ville være god lige nu, ikke?"
Han lukker øjnene og teleporterer BMW'en fra der til her, eller måske manifesterede han bare en ny, det er ikke til at sige, i hvert fald er der ingen forskel at se.
"Hvad tror du, de sikkerhedsvagter tænkte, da vi bare forsvandt lige pludselig - og bilen gjorde det samme bagefter?" Han holder døren for mig, mens han tilføjer: "Åh ja, overvågningskameraerne!" Og så har han også taget sig af dem.
Han smiler over hele hovedet, da han starter bilen og kommer ud i trafikken. Jeg kan se, at han virkelig nyder det her. At den farefulde situation, vi lige har været i, var en endnu større oplevelse for ham end at skabe et mesterværk.
"Det er godt nok længe siden, jeg sidst har været i sådan en situation." Han kaster et hurtigt blik på mig."Men du var selv ude om det, at du ved det. Det var dig, der lokkede mig til at blive så længe."
Jeg ser på ham, studerer hver detalje af hans smukke ansigt, nyder virkelig synet. Og selv om min puls måske aldrig bliver helt normal igen, så er det alt for længe siden, at jeg sidst har set ham sådan. Så glad. Så sorgløs. Så farlig. Ligesom dengang jeg forelskede mig i ham.
"Og hvad skal vi så nu?"
"Øh, hjem?" Jeg ser på ham, og kan ikke lige komme i tanker om noget, der kunne overgå en udflugt som denne her.
Han ser på mig, helt tydeligt klar til mere fest og ballade."Er du sikker? Vi behøver ikke tage hjem, hvis du ikke har lyst. Jeg vil ikke have, at du skal begynde at kede dig igen."
"Jeg tror, jeg er begyndt at kunne lide at kede mig," ler jeg."Det har sandelig sine fordele, har jeg lige fundet ud af."
Damen nikker, læner sig over mod mig og presser sine læber mod min kind - og er tæt på at køre op i en Escalade, det ene sekund hans blik slipper vejen.
Jeg griner og skubber ham tilbage."Helt ærligt! Jeg tror, vi har udfordret skæbnen nok for i aften."
"Som du vil," siger han og giver mit knæ et fortroligt klem, før han vender sin opmærksomhed mod vejen og koncentrerer sig om at finde den hurtigste vej hjem.