Jeg hiver skuffen op og prøver febrilsk at proppe bogen ned, mens lyden af dæmpede skridt nærmer sig.
Jeg når lige at få den lukket, inden Jude stikker hovedet ind og siger: "Nå, du er måske på overarbejde?"
Han træder indenfor og rækker en hånd frem mod Damen, som tøver et øjeblik og ser på Jude, før han også stikker hånden frem. Men han flytter ikke blikket, heller ikke da han har sluppet Judes hånd igen. Hans tanker er tydeligt nok et andet sted.
"Og hvad foregår så her?" siger Jude med et smil, der kun virker en smule anstrengt."Det er måske familiedag på kontoret?"
"Næh, vi ville bare ..." Jeg synker en klump, for jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal komme videre, og jeg krymper mig under hans gennemborende blik.
"Vi kiggede på din Skyggernes Bog," siger Rayne med sammenknebne øjne og armene over kors."Vi kunne godt lide at vide, hvor du har den fra."
Jude nikker, og et smil begynder at spille om hans læber."Og hvem er I så?"
"Det er Romy og Rayne," siger jeg og nikker."De er mine ..." Jeg ser på dem og leder efter en passende forklaring.
"Niecer," siger Damen med et fast blik på Jude."De bor hos mig for tiden."
Jude nikker og ser kort på Damen, inden han vender tilbage til mig. Da han er næsten henne ved skrivebordet siger han: "Ja, hvis nogen skulle kunne finde den, så måtte det vel være dig."
Jeg synker en klump og skæver til Damen, som fortsat iagttager Jude på en måde, der virker ret usædvanlig. Det er, som om hele hans krop er i højeste beredskab - hans holdning er stiv, ansigtsudtrykket vagtsomt, øjnene to smalle sprækker og hans blik afsøger Jude med største omhu.
"Så er jeg måske fyret?" siger jeg med noget, der skal forestille en afvæbnende latter, men som ikke helt lykkes.
Jude ryster på hovedet."Hvorfor skulle jeg dog fyre mit allerbedste medium? Mit eneste medium!" Han smiler."Men det er nu sjovt med den bog. Den har ligget i den skuffe i næsten et år, og ingen har interesseret sig for den før nu." Han trækker på skuldrene."Hvad vil du med den? Jeg troede ikke, du var interesseret i magi og den slags ...?"
Jeg sidder på kontorstolen og drejer fra side til side. Jeg føler mig temmelig utilpas ved situationen, ikke mindst ved den måde, Damen ser på ham på."Det er jeg heller ikke," siger jeg."Men tvillingerne er ret optaget af ..."
"Wicca," skynder Damen sig at indskyde og lægger en beskyttende hånd på hver af deres skuldre."De vil gerne lære noget om wicca, og Ever fik den idé, at den bog måske kunne være noget for dem. Men vi fandt jo hurtigt ud af, at den er alt for avanceret."
Jude vender sig mod Damen, og hans blik afsøger ham omhyggeligt."Det kunne se ud, som om jeg lige har fundet deltager nummer to og tre til mit kursus."
"Har du allerede fundet en?" udbryder jeg, før jeg når at tænke mig om. Jeg kaster et hurtigt blik på Damen og føler en pludselig og uforklarlig varme i kinderne.
Jude trækker på skuldrene."Ja, hvis hun dukker op. Hun virkede i hvert fald ret interesseret."
Honor. Jeg ved det uden at kigge i hans tanker. Honor er den første deltager på holdet, og at hun nok skal dukke op, det er jeg ikke i tvivl om.
"Kursus?" spørger Damen. Hans hænder hviler stadig på tvillingerne, og hans blik flakker mellem mig og Jude.
"Parapsykologisk træning for begyndere." Jude trækker på skuldrene."Med fokus på selvudvikling og let magi. Jeg tror, vi snart er klar til at gå i gang, måske allerede i morgen. Ingen grund til at vente, vel?"
Romy og Rayne ser på hinanden. Deres øjne lyser af begejstring. Men Damen ryster på hovedet og siger: "Nej."
Jude ser på ham, rolig og afslappet, og på ingen måde skuffet."Årh, kom nu. Jeg tager ikke penge for det. Jeg er ny i faget, og jeg vil bare gerne prøve det og finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det er bare et helt enkelt introduktionskursus. Der er slet ikke noget tungt stof, hvis det er det, du er bekymret for."
Deres blikke mødes, og selv om jeg godt ved, at tungt stof er lige præcis, hvad Damen er bekymret for, så er det helt tydeligt, at det ikke er hans eneste bekymring.
Nej, hans pludselige irritabilitet og hans usædvanlige vagtsomhed har et eller andet at gøre med Jude.
Og mig.
Kombinationen af Jude og mig.
Og hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, han var jaloux. Men jeg ved bedre, og beklageligvis er den form for opførsel altid noget, jeg tager mig af.
Tvillingernes store, brune øjne ser bedende på Damen, og deres skingre stemmer jamrer i kor: "Årh, må vi ikke nok? Vi vil rigtig, rigtig, rigtig gerne med på det kursus!"
"Det kan hjælpe os med vores magi!" Romy smiler overbevisende, mens hun rykker i hans hånd.
"Og vi kan komme ud af huset, så Ever ikke behøver at beklage sig over, at I ikke kan kissemisse i fred mere!" tilføjer Rayne og benytter endnu en gang lejligheden til at fornærme mig.
Jude ser fornøjet på mig, mens jeg skynder mig at se den anden vej, indtil Damen siger: "I skal nok få det lært, I må bare være tålmodige." Og det er så hans sidste ord i den sag, der er ikke mere at diskutere.
Jude nikker og stikker hænderne dybt ned i lommerne, mens han ser på os efter tur."Det er helt i orden. Hvis I ombestemmer jer eller bare har lyst til at kigge ind og se på, så er I altid velkomne. Det kunne jo være, der var et eller andet, I kunne bruge det til."
Damen kniber øjnene lidt sammen. Kun en lille smule, men nok til at få mig til at rejse mig og sige: "Så du regner altså stadig med at se mig i morgen?"
"Lige fra morgenstunden, ja," svarer Jude og følger mig med blikket rundt om skrivebordet og ind i Damens trygge favn."Jeg kommer først senere," tilføjer han og sætter sig på den plads, jeg lige har forladt."Så hvis nu den pige ..." Han rynker panden og ser spørgende på mig.
"Honor," sufflerer jeg.
Damen ser forbløffet ud og Jude griner."Du er virkelig tankelæser ...! Nå, men hvis hun dukker op, så sig, at kurset starter op i næste uge, ikke?"