Så snart jeg er kommet rundt om hjørnet, begynder jeg at løbe. Meget hurtigt. Som om jeg ikke kan tænke på andet end at løbe fra det hele. Damen. Galleriet. Det hele.
Brolægningen bliver afløst af almindelig vejbelægning og så af græs, mens jeg løber forbi mine sædvanlige tilholdssteder, fast besluttet på at skabe et helt nyt til mig selv. Et sted, hvor Damen ikke kan komme.
Jeg finder vej til min gamle skole i Oregon og til dens sportsplads. Helt oppe på tribunens bagerste række over for den store pointtavle med ordene GO BEARS! finder jeg min gamle plads helt ude til højre, hvor jeg røg min første (og sidste) cigaret, hvor jeg kyssede min daværende kæreste, Brandon, for allerførste gang, og hvor min veninde, Rachel, og jeg havde uindskrænket magt til at fnise og flirte i vores cool cheerleader-dragter, lykkeligt uvidende om, hvor indviklet livet kan være.
Jeg sætter fødderne op på bænken foran mig, læner mig forover og lader panden hvile mod knæene og prøver på at dæmme op for den hulken, der får mine skuldre til at ryste, mens jeg prøver på at få hoved og hale på det, der er sket.
Jeg pudser næse i et par manifesterede lommetørklæder og ser med våde øjne ud over fodboldbanen, hvor spillere uden navne eller ansigter har travlt med den daglige træning, mens deres tomhjernede kærester sludrer og sladrer og svinger med håret og vinker fra sidelinjen.
En velkendt situation, som jeg troede kunne give mig lidt trøst, men det virker nærmest modsat, så jeg lader hele sceneriet forsvinde igen.
Det her er ikke længere mit liv. Det er ikke længere min skæbne. Damen er min fremtid. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Selv om jeg bliver urolig og nervøs, så snart Jude er i nærheden, selv om der er et eller andet i luften, hver gang vi mødes - så er det ikke noget, der betyder noget. Det betyder ikke, at han er noget særligt. Det er kun en bivirkning af vores fælles fortid, en ubevidst genkendelse, andet er det ikke.
Bare fordi han engang i min fortid spillede en rolle, så behøver han jo ikke at spille anden rolle i min fremtid end arbejdsgiver i et sommerferiejob. Et job, jeg aldrig ville have søgt, hvis ikke Sabine havde fået mig til det. Så hvordan kan det på nogen måde være min skyld? Hvordan kan det være andet end et besynderligt sammentræf, en irriterende rest af min fortid, som for min skyld godt kunne tage at forsvinde?
Jeg mener, det var jo ikke, fordi jeg ligefrem opsøgte ham, vel?
Vel?
Mit hjerte kender sandheden, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spørge mig selv, hvad vi mon betød for hinanden engang.
Steg jeg virkelig op af vandet i en sø uden at bekymre mig om, at han så mig nøgen? Eller er motivet hentet lige ud af hans overspændte fantasi?
Hvilket naturligt fører til flere spørgsmål. Spørgsmål, jeg egentlig helst ville lade ligge.
Var jeg i virkeligheden ikke jomfru i fire hundrede år, sådan som jeg troede?
Gik jeg faktisk i seng med Jude og ikke med Damen?
Og hvis det er tilfældet, er det så derfor, jeg føler mig genert og underlig til mode, når han er i nærheden?
Jeg betragter den tomme bane foran mig og forvandler den til Colosseum i Rom, de egyptiske pyramider, Akropolis i Athen, den store bazar i Istanbul, Operahuset i Sydney, Markuspladsen i Venedig, medinaen i Marrakech - ser, hvordan det hele hvirvler rundt og bliver til alle de steder, jeg håber på at kunne besøge en dag, og det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at jeg kun har tre måneder at gøre det i.
Tre måneder uden Damen.
Tre måneder, hvor jeg vil vide, at han er derude et eller andet sted, men uden at jeg kan røre ham, komme i kontakt med ham, være sammen med ham igen.
Tre måneder til at lære så meget magi, at jeg kan løse alle vores problemer og få ham rigtigt tilbage.
En ting ved jeg mere sikkert, end jeg nogen sinde før har vidst noget - han alene er min fremtid, min skæbne, uanset hvad der tidligere har fundet sted.
Jeg vender min opmærksomhed tilbage til sceneriet, som lige nu er ved at tage form af Machu Picchu, som forvandler sig til den kinesiske mur, og jeg må minde mig selv om, at der bliver masser af tid til den slags senere, men lige nu må jeg se at komme tilbage.
Tilbage til jordplanet. Tilbage til butikken.
Jeg håber, jeg kan fange Jude, inden han går, for han skal lære mig, én gang for alle, hvordan man læser den bog.