Jeg har lovet Munoz, at jeg vil komme til alle hans timer, så det gør jeg. Men jeg har ikke lovet de andre lærere noget, så jeg dropper resten af skoledagen og kører hen til butikken.
Jeg kommer til at tænke på ham, da jeg kører ud ad Coast Highway. Faktisk tænker jeg så intenst, at jeg kommer til at manifestere ham på sædet ved siden af mig. Han ser kærligt på mig med sine mørke, ulmende øjne, læberne er let adskilte og fristende - og han lægger en buket røde tulipaner i mit skød. Og det gør så ondt i mig, at jeg sender ham væk, før han kan nå at tone bort af sig selv. En manifesteret Damen kan jeg ikke bruge til noget. Ikke når jeg ved, at den ægte Damen er derude et sted - et eller andet sted - og venter på, at de tre måneder skal få en ende.
Men jeg kan ikke vente. Jeg nægter at vente. Jeg føler mig tom indeni, og det eneste middel mod den tomhed er at få Damen tilbage.
Og den eneste måde at få Damen tilbage på er at knække Romans kode. Jeg skal have fat i den modgift én gang for alle - og så er alle mine problemer løst.
Men bortset fra at tage hjem til ham så aner jeg ikke, hvor jeg skal lede. Ligesom Damen har han ikke vist sig i skolen den sidste uges tid.
Jeg kører ind i gyden og tager den tomme parkeringsbås for enden. Jude ser totalt overrasket og forvirret ud, da jeg stormer ind i butikken og om bag disken og griber aftalebogen.
"Hvis jeg havde vidst, at du ville pjække fra skole, så skulle jeg sandelig nok have sørget for, at der var aftaler til dig," siger han."Men der er ingenting. Beklager."
"Jeg pjækker ikke," mumler jeg, selv om både han og jeg ved, at det er lige, hvad jeg gør."Nå ja, jeg pjækker. Lidt." Jeg trækker på skuldrene og ser på ham."Det er sidste uge af skoleåret, så det kan være lige meget. Du siger det ikke til nogen, vel?"
Han vinker afværgende med hånden, selvfølgelig gør han ikke det."Men hvis jeg havde vidst det, så havde jeg taget brættet med."
"Du kan stadig nå at hente det." Jeg skynder mig hen til en af reolerne og går i gang med at flytte rundt på bøgerne. Jeg vil gerne have lidt afstand imellem os, så jeg kan blive fri for den dragende fornemmelse af ro og tryghed, hans nærvær altid fremkalder."Jamen jeg mener det," tilføjer jeg, da han ikke gør mine til at flytte sig."Smut hjem efter dit surfbræt. Jeg skal nok passe butikken."
Han ser på mig. Hans blik er fast, og det møder mit."Ever ..." begynder han.
Jeg ser på ham, ved godt, hvad han vil sige, og skynder mig at komme ham i forkøbet: "Bare rolig. Jeg skal ikke have løn for det," siger jeg med favnen fuld af bøger."Egentlig behøver du slet ikke at betale mig for at være her. Jeg er her ikke for pengenes skyld."
Han kniber øjnene sammen og ser tænksomt på mig."Nej, det er du vel ikke."
Jeg trækker på skuldrene og stiller alle bøgerne tilbage. Jeg sørger for, at de står pænt, inden jeg svarer: "Niks. Det er jeg ikke." Det føles rart at slippe af med endnu en af mine små illusioner.
"Men hvad er du her så for?" spørger han, og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor fængende hans stemme er."Bogen?"
Jeg vender mig om og ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, da mit blik møder hans."Er det virkelig så tydeligt?" siger jeg med en forceret latter.
Jeg ånder lettet op, da han smiler og gør tegn med tommelfingeren over skulderen."Du ved, hvor den er. God fornøjelse. Og jeg skal nok lade være med at fortælle Damen, hvad du har gang i."
Jeg sender ham et blik, der tydeligt fortæller, at jeg er træt af Damen-vitser, men så går det op for mig, at han mener det alvorligt.
"Undskyld," siger han og trækker på skuldrene."Men det er ret tydeligt, at Damen ikke ved noget om det her."
Jeg hæver øjenbrynene. Jeg hverken bekræfter eller afviser det. Jeg skal under ingen omstændigheder diskutere Damen med ham. I stedet går jeg ind på kontoret og sætter mig til rette i stolen ved skrivebordet. Jeg skal lige til at låse skuffen op ved tankekraft, da jeg opdager, at han er fulgt med mig.
"Hm ... Jeg glemte, at den var låst," mumler jeg og føler mig latterlig og utroværdig, da jeg peger på skuffen, for jeg ved, jeg er verdens dårligste skuespiller, og alligevel lader jeg som om ...
Han læner sig mod dørkarmen og sender mig et blik, der tydeligt siger, at den hopper han ikke på."Det så ellers ikke ud til at genere dig sidste gang," siger han med dyb og dæmpet stemme."Eller første gang, da jeg fandt dig i butikken."
Jeg synker en klump og ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan ikke bare fortælle ham om mine evner, for det ville være at bryde Damens regel nummer et. Men Jude bliver ved med at se på mig, så jeg må sige et eller andet."Jeg kan ikke ... Jeg ..."
Han hæver det ene øjenbryn - han ved udmærket, at det kan jeg godt.
"Jeg kan ikke gøre det, mens du ser på mig," afslutter jeg sætningen, selv om jeg godt ved, at det er idiotisk at fortsætte dette spil.
"Er det bedre nu?" griner han, mens han lægger en hånd over hvert øje. Jeg ser på ham et øjeblik og håber på, at han ikke snyder. Så tager jeg en dyb indånding og lukker også mine øjne. Jeg ser låsen springe op, og så tager jeg bogen. Jeg lægger den på skrivebordet, mens han sætter sig og lægger en fod op på knæet.
"Du er virkelig en meget speciel pige, Ever."
Jeg stivner, med hånden svævende over den gamle bog, og mit hjerte banker meget hurtigt.
"Jeg mener, din gave er meget speciel." Han ser på mig med sammenknebne øjne og optrukne skuldre, og farven i hans kinder bliver dybere."Jeg har aldrig før mødt nogen med evner som dine. Den måde, du bare opsuger viden fra en bog eller en person ... Og alligevel ..."
Mit blik er rettet mod ham. Min hals er tør og sammensnøret. Jeg fornemmer, at det her er begyndelsen på noget, jeg ikke vil bryde mig om.
"Og alligevel har du ingen anelse om, hvem der står ved siden af dig. Lige ved siden af dig, faktisk."
Jeg sukker dybt og spørger mig selv, om det er nu, han vil stikke mig en brochure med overskriften Jesus elsker dig!, men han smiler bare og nikker i retning af et punkt til højre for mig, som om der var nogen. Men da jeg vender mig for at se, er der bare tomt.
"Til at begynde med var jeg overbevist om, at du var dukket op her i min butik, fordi der var noget, jeg skulle lære af dig." Han smiler, da han ser mit undrende ansigt."Ja, for du ved godt, at tilfældigheder ikke eksisterer, ikke? Universet er alt for eksakt til at tillade vilkårlighed. Der var en grund til, at du dukkede op her, uanset om du er klar over det eller ej, og ..."
"Det var Ava, der tog mig med herhen," siger jeg. Jeg bryder mig slet ikke om den her samtale, og jeg vil gerne have den afsluttet."Og da jeg kom tilbage, var det for at tale med Lina og ikke med dig."
Men han nikker bare venligt, fuldstændig upåvirket."Men ikke desto mindre kom du på et tidspunkt, hvor Lina ikke var her, så det blev muligt for dig at møde mig."
Jeg vrider mig lidt i stolen og ser stift på bogen, for ham kan jeg ikke se på. Ikke efter det, han lige har sagt. Ikke efter min tur til Amsterdam sammen med Damen.
"Har du nogensinde hørt udtrykket: Når eleven er parat, dukker læreren op?"
Jeg trækker på skuldrene og sender ham et hurtigt blik, inden jeg igen retter min opmærksomhed mod bogen.
"Vi møder de mennesker, det er meningen, vi skal møde, på det tidspunkt, det er meningen, vi skal møde dem på. Og selv om jeg er sikker på, at jeg har meget at lære af dig, så er der stadig noget, jeg gerne vil lære dig, hvis du vil lade mig - hvis du er åben og parat til at modtage lærdommen."
Jeg kan mærke hans blik hvile på mig, og eftersom jeg ikke har mange valgmuligheder lige nu, nøjes jeg med at trække på skuldrene. Og igen flytter han sit blik mod højre og ser spørgende ud, som om der var nogen.
"Der er en, der gerne vil sige hej til dig," siger han uden at flytte blikket. "Men hun har advaret mig om, at du er ret skeptisk, så jeg må gøre en ekstra indsats for at overbevise dig."
Jeg stirrer på ham, uden at blinke, uden at trække vejret. Hvis det her er en eller anden form for joke - hvis han er ude på at tage pis på mig - så skal jeg ...
"Siger navnet Riley dig noget?"
Jeg synker. Kan ikke få et ord frem. Min hjerne arbejder på højtryk, zoomer gennem hver eneste samtale, vi har haft, på jagt efter det ene øjeblik, hvor jeg kan være kommet til at fortælle ham om Riley.
Han ser på mig, tålmodig, afventende. Men jeg nikker bare. Mere skal han ikke få ud af mig.
"Hun siger, hun er din søster - din lillesøster." Og før jeg kan nå at svare, fortsætter han: "Og hun har for resten taget en fælles ven med." Han smiler og skubber sine dreadlocks væk fra ansigtet, så han bedre kan se. "Det er en hund ... En gul ..."
"Labrador," siger jeg næsten ufrivilligt. "Det er vores hund ..."
"Butterball," nikker han.
"Cup. Buttercup." Jeg rynker panden. Hvordan kunne han tage fejl af navnet, hvis Riley virkelig står lige ved siden af ham?
Men han nikker bare og fortsætter: "Hun siger, hun kun kan blive et øjeblik, fordi hun har ret travlt for tiden, men at du bare lige skal vide, at hun er med dig meget mere, end du tror."
"O.k.?" Jeg lægger armene over kors og læner mig tilbage i stolen. "Og hvordan kan det så lige være, at hun ikke bare viser sig?" Jeg kan simpelthen ikke lade være med at lukke min irritation over hende ud. "Hvorfor gør hun ikke bare noget, som kan bevise, at hun virkelig er der?"
Jude sender mig et lille skævt smil og siger: "Hun viser mig en ... bageplade ... fuld af ..." Han kniber øjnene sammen, inden han fortsætter. "Brownies. Hun spørger, om du kunne lide dem."
Jeg bliver iskold. De brownies, Sabine bagte til mig for et par uger siden ... og den mindste af dem havde et E for Ever og den største et R for Riley ... ligesom hun plejede at gøre, når mor bagte dem til os ...
Jeg kigger på Jude med store, våde øjne. Min hals er så sammensnøret, at jeg ikke kan få et eneste ord frem. Jeg kæmper for at få styr på mig selv, mens han fortsætter.
"Jeg skulle også spørge dig, om du kunne lide filmen. Den, hun viste dig i ..."
Sommerland. Jeg lukker øjnene, prøver at tvinge tårerne tilbage og spekulerer på, om min åbenmundede lillesøster også har tænkt sig at fortælle ham alt om Sommerland. Men han trækker bare på skuldrene og siger ikke mere.
"Sig til hende ..." begynder jeg, men min stemme er så hæs og rusten, at jeg må klare halsen og begynde forfra. "Sig til hende, at jeg svarer ja til det hele - alt sammen. Og sig til hende, at - at jeg elsker hende - og jeg savner hende - og at hun skal hilse far og mor - og at hun virkelig må se at finde ud af, hvordan jeg kan komme til at tale med hende igen - for jeg trænger så ..."
"Og det er så der, jeg kommer ind i billedet," siger han blidt, og hans blik finder mit. "Hun vil gerne have lov at bruge mig som budbringer, fordi hun ikke kan tale direkte til dig - i hvert fald ikke uden for dine drømme. Men hun siger, at du skal vide, at hun altid kan høre dig."
Jeg kigger på ham - bliver igen mistænksom. Vores budbringer? Kunne Riley virkelig finde på at gøre det på den måde? Betyder det, at hun stoler på ham? Og hvis det er tilfældet, hvorfor så? Kender hun noget til vores fortid? Og hvad er det for noget med vores drømme? Sidste gang hun dukkede op i en af mine drømme, var det et mareridt. Et mareridt fuldt af gåder, som hverken var til at få hoved eller hale på.
Jeg betragter ham eftertænksomt. Kan jeg virkelig stole på ham - eller er det alt sammen noget, han selv har brygget sammen? Kan det tænkes, at tvillingerne har fortalt ham noget? Kan han have googlet ulykken og ...
"Nu skal hun af sted." siger han, mens han smiler og vinker farvel til min angiveligt usynlige lillesøster. "Er der noget, du vil sige, inden hun går?"
Jeg griber hårdt om stolens sider og ser ned i bordet, mens jeg kæmper for at få vejret. Rummet føles pludselig meget lille, trangt, indelukket, som om loftet er ved at falde ned, og væggene lukker sig sammen om mig. Jeg føler mig fuldstændig fortabt. Aner ikke, om jeg kan stole på ham, om Riley er her, om noget af alt det her overhovedet er virkeligt.
Det eneste, jeg ved, er, at jeg må ud. Ud herfra. Jeg må have luft.
Jeg hører ham råbe efter mig, da jeg springer op fra stolen og stormer mod døren. Jeg aner ikke, hvor jeg er på vej hen, men håber bare, at der er masser af plads - og at det er langt væk fra ham.