Jude følger efter mig op af vandet og halvvejs ned ad stranden. Han prøver på at holde trit med mig, råber efter mig og giver omsider op, da jeg krydser gaden og bevæger mig hen mod den butik, hvor Haven arbejder. Jeg trænger virkelig til at tale med nogen, en, jeg kan betro mig til. Længes efter at lægge alle kort på bordet, uanset hvilke konsekvenser det kan få.
Jeg mærker ikke vægten af mine gennemblødte bukser, hører ikke det våde stof sjaske mod mine ben, føler ikke den våde t-shirt klæbe mod min hud, tænker ikke på at manifestere noget tørt tøj at tage på. Ikke før jeg er helt fremme ved butiksdøren, hvor Roman står og venter.
"Beklager. Ingen adgang uden sko og skjorte." Han smiler. "Men jeg må indrømme, at jeg nyder udsigten."
Jeg følger hans blik til mit bryst og skynder mig at dække det med armene, da det går op for mig, at vandet har gjort min t-shirt temmelig gennemsigtig.
"Jeg skal tale med Haven." Jeg prøver på at skubbe mig forbi ham, men han stopper mig igen.
"Jamen, Ever dog. Det er et pænt og anstændigt etablissement, det her. Måske skulle du hellere komme tilbage, når du har lidt mere - styr på tingene."
Jeg kaster et blik over hans skulder og får et glimt af et temmelig stort område, så overfyldt med alverdens kostbarheder, at det får mig til at tænke på noget fra 1001 nats eventyr. Krystallysekroner hænger ned fra loftet, overdådige rokoko-lamper med gyldne krummelurer og store oliemalerier i kostbare rammer pryder væggene, og gulvene er dækket af farvestrålende, vævede tæpper, ofte i flere lag oven på hinanden, mens antikke møbler kæmper om pladsen med tøjstativer, læsset til med prægtige, gamle kjoler og uniformer, og glasmontrer fulde af smykker og nips.
Jeg glor vredt på ham. "Bare sig mig, om hun er her." Jeg er tæt på at miste tålmodigheden, da han bare ser op og ned ad mig med et smørret grin. Jeg prøver på at tune ind på hendes energi, men får ikke noget ind, sandsynligvis fordi han blokerer mig.
"Måske er hun her, måske er hun her ikke. Det er ikke til at sige, darling." Han hiver en pakke cigaretter op af lommen og byder mig en. Jeg glor på ham, som om han er åndssvag, men han trækker bare på skuldrene og tænder sin smøg, suger røgen helt ned i lungerne og puster den langsomt ud igen. "For guds skyld, Ever, nyd dog livet! Udødelighed er sgu da spildt på sådan en øko-freak som dig!"
Jeg gør en grimasse og vifter demonstrativt røgen væk fra mit ansigt. "Hvem ejer det her sted?" Det går op for mig, at jeg aldrig før har lagt mærke til det, og jeg spekulerer på, hvilken forbindelse han kan have til foretagendet.
Igen tager han et dybt sug og kniber øjnene sammen, så han minder om en gammel, fed hankat. Og igen lader han sit frække blik glide op og ned ad mig. "Du tror vist, jeg er ude på at være morsom, men det er jeg ikke. Ingen udødelig med respekt for sig selv kunne finde på at se sådan ud." Hans pegefinger vifter i retning af min påklædning. "Men på den anden side ..." Han løfter det ene øjenbryn og sender mig et sjofelt smil, "... toppen kan du godt beholde. Men se for guds skyld at få ændret alt det andet."
"Hvem ejer det her sted?" gentager jeg og kigger igen indenfor. Jeg begynder at få en idé om det. Det her er ikke nogen almindelig antikvitetsforretning. Det er Romans egen personlige samling. Alt det gamle stads, han har samlet sammen igennem de sidste seks hundrede år, og som han sælger i passende portioner, når tiden er til det - Roman er antikvitetshandler.
Han sender mig et skævt smil og puster en nydelig serie røgringe ud af munden. "Det gør en af mine venner. Og det kommer sådan set ikke dig ved."
Jeg kniber øjnene sammen. Mig kan han ikke narre. Det her er hans butik. Han er Havens chef, det er ham, der skriver under på hendes løncheck. Men det er bedst at lade, som om jeg tror på ham, så jeg siger bare: "Nå, har du fået dig en ven? Det gør mig sandelig ondt for vedkommende."
"Uh, jeg har skam fået mange." Han griner og tager et sidste dybt hiv, inden han smider cigaretten fra sig og skodder den med en hæl. "I modsætning til dig går jeg ikke og er nærig med mine gaver, om man så må sige. Jeg har en meget demokratisk indstilling, Ever. Jeg giver folk, hvad de vil have."
"Og hvad er dét så?" spørger jeg og undrer mig over, at jeg stadig står her og drypper på fortovet, rystende af kulde i mit våde tøj, bare for at deltage i en håbløs konversation, som ikke fører nogen steder hen. Det er, som om jeg er vokset fast til stedet og ikke kan flytte mig.
Han smiler, og hans dybblå øjne ser direkte ind i mine. "Jamen folk vil jo have, hvad folk vil have, ikke, lille Ever?" Hans dybe latter, der næsten lyder som en knurren, får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. "Det er jo ikke svært at gennemskue, vel? Har du lyst til at komme med et gæt?"
En eller anden bevæger sig bag ham. Jeg håber på, at det er Haven, men det viser sig at være den pige, jeg så uden for hans hus den nat, da jeg var dum nok til at opsøge ham. Hendes blik møder mit, da hun forlader disken og kommer hen mod døren, hvor vi står. Hendes hår er ravnesort, øjnene er sorte som kul, og hendes hud er mørk og glat - en skønhed så eksotisk, at det helt tager pusten fra mig.
"Det har været rigtig hyggeligt at snakke med dig, Ever, men nu er det vist på tide, at du kommer videre. Du må endelig ikke tage det personligt, darling, men du ser altså en smule - usoigneret ud. Det er ikke godt for omsætningen at have tabertyper hængende omkring indgangen. Det er den slags, der skræmmer kunder væk, forstår du nok? Men hvis du står og mangler til bussen, så ..." Han giver sig til at rode i lommerne og hiver en håndfuld mønter frem. "Jeg aner ikke, hvad den slags koster - sidste gang, jeg tog bussen, må have været ..."
"For seks hundrede år siden," siger jeg og kniber øjnene sammen. Pigen vender om og forsvinder ind i et lokale, jeg ikke kan se. Det var tydeligt, at hun reagerede på et diskret tegn, han gjorde med fingrene. Så diskret, at de fleste nok ville have overset det, men jeg gjorde ikke.
Jeg vender mig og går, da jeg omsider indser, at jeg ikke har noget at gøre her. Bag mig hører jeg Roman råbe efter mig, så det giver genlyd mellem murene: "Der fandtes ingen busser for seks hundrede år siden! Det ville du have vidst, hvis du ikke evig og altid pjækkede fra historietimerne!"
Men jeg går bare videre og gider ikke deltage i hans spil. Men da jeg når hjørnet, griber han fat i mig med sine tanker: "Du, Ever. Har du nogen sinde tænkt over, hvad det er, mennesker vil have? Ellers så gør det. Det kunne måske føre dig på sporet af modgiften."
Jeg snubler og må gribe ud efter muren for ikke at miste balancen, mens lyden af hans melodiske stemme fylder mit hoved:
"Vi er slet ikke så forskellige, du og jeg. Vi minder meget om hinanden. Det varer ikke længe, skat, før du får lov til at bevise det. Og det varer ikke længe, før du kommer til at betale prisen."
Med en hjertelig latter slipper han mig og sender mig af sted.