Miles og Holt ankommer sammen, og da Miles ser udsmykningen, er han slet ikke til styre.
"Jamen, Ever! Jeg behøver jo slet ikke at tage til Firenze! Du har jo hentet Firenze til Orange County!" Han giver mig et kæmpeknus og trækker sig så pludselig tilbage og siger: "Undskyld! Jeg glemte helt, hvor meget du hader at blive rørt ved."
Men jeg ryster bare på hovedet og giver ham et knus mere. Lige nu har jeg det rigtig godt, selv om Romy og Rayne stod med hævede øjenbryn og korslagte arme og lignede Foreningen til Udbredelse af Pessimisme, da jeg gennemførte en hurtig, men grundig beskyttelses-meditation, hvor jeg forestillede mig stærke, hvide lyskegler, der trængte ned gennem min hovedskal og bredte sig i hele min krop, i et forsøg på at afværge mest muligt af al den skade, de åbenbart er overbevist om, at jeg har forårsaget.
Men sandheden er, at jeg egentlig ikke kan se formålet med det. Efter det første udbrud af kraft, lige efter at jeg havde fuldført bindingsritualet, blev alting helt normalt igen. Jeg gik kun med på deres meditations-øvelse, fordi de panikkede så meget, som de gjorde. Ellers havde jeg aldrig fået dem til at falde ned på jorden igen. Men nu føler jeg bare, at det hele var én stor misforståelse - at det var dem, der overreagerede totalt.
Jeg mener, jeg er udødelig, jeg har kræfter, de slet ikke kan forestille sig. Det er da muligt, at det kan være farligt for dem at udføre magiske ritualer, når månen er mørk, men jeg tror ærlig talt ikke, det gør nogen som helst forskel for mig.
Jeg når kun lige at give Miles og Holt deres velkomstdrinks - så ringer dørklokken igen. Og igen. Og før jeg får set mig om, er huset fyldt med stort set hele holdet fra Hairspray.
"Så er han måske alligevel ikke Havens date, medmindre de ankommer hver for sig," siger Miles og nikker i retning af Jude, som træder ind ad døren. Så ler han på sin sædvanlige, godmodige måde og tager sig et glas Sangria, inden han forsvinder sammen med Holt, så vi er alene tilbage.
"Flot afsked, det må jeg sige," siger Jude og nikker, mens han ser sig omkring. "Jeg tror også, jeg vil rejse et eller andet sted hen."
Jeg ser på ham og smiler vagt. Gad vide om han kan mærke, at jeg er anderledes - en ændring i energien, en ny fornemmelse af styrke ...
Men han smiler bare og løfter sit glas. "Skål for Paris." Han tager en slurk og nikker. "Jeg har altid ønsket mig at besøge Paris. Ja, og London og Amsterdam." Han trækker på skuldrene. "Ja, for min skyld bare en af de berømte, europæiske storbyer."
Jeg synker en klump og prøver at se nogenlunde upåvirket ud. Kan det tænkes, at han på en eller anden måde ved det? Kan det være noget, der er gemt i hans underbevidsthed og prøver på at komme op til overfladen? Jeg mener, hvorfor skulle han ellers nævne lige præcis de steder, hvor han og jeg har en fælles fortid?
Hans blik hviler på mig. Så længe, at jeg er nødt til at rømme mig og sige: "Der kan man bare se. Jeg havde ellers regnet med, at du var mere til spændende feriemål. Sådan noget som Costa Rica, Hawaii, Galapagos - på evig jagt efter den perfekte bølge og alt det der."
Jeg er ganske klar over, at den nervøse latter, jeg afslutter sætningen med, ikke kan skjule, at jeg er lidt utilpas ved situationen. Og jeg skal lige til at sige et eller andet endnu mere tåbeligt, da han kaster et blik over min skulder og siger: "Vi har fået selskab."
Jeg vender mig og ser Haven, som næsten forsvinder mellem den høje, smidige pige fra butikken, hvor hun arbejder, på den ene side, og Roman på den anden. Og lige bag dem kommer den udødelige, jeg så henne på skolen tidligere på dagen. Tre prægtige, auraløse og stort set også sjælløse, frafaldne udødelige, som Haven uafvidende har inviteret ind i mit hjem.
Jeg synker en klump og ser skeptisk på Roman. Mine fingre famler efter den amulet, jeg besluttede ikke at tage på i aften, og jeg må minde mig selv om, at jeg ikke længere behøver den. Det er mig, der har styr på situationen nu. Det er mig, der har tilkaldt ham.
"Jeg regnede med, at du havde nok af mad og drikke," smiler Haven. Hun har fået sit hår farvet, så det nu er dybbrunt med en stribe af platin, der går i en bue ned fortil. Åbenbart har hun droppet sit emo-look til fordel for en stil, der er endnu mere markant. Og hvis man vil vide, hvor hun har fundet inspirationen, behøver man kun at kaste et enkelt blik på den mørke skønhed ved siden af hende, som har spikes i håret, øreflipper med adskillige piercinger og er iført en kunstfærdig kjole med blondecorsage og tilhørende sorte læderstøvler.
Pigen smiler til mig. "Hej, jeg hedder Misa." Hendes stemme har en ganske svag accent, jeg ikke genkender. Hun rækker hånden frem, og jeg er forberedt på den velkendte isnende følelse af kulde, der breder sig i hele min krop. Og den er der ganske rigtigt, da hun rører ved mig, men jeg kan ikke afgøre, om hun er en af de oprindelige forældreløse, eller hun hører til blandt de nyomvendte.
"Og Roman kender du selvfølgelig." Haven smiler og løfter sin hånd, så jeg kan se, at den har et solidt tag i hans.
Men jeg undlader at reagere. Jeg skal ikke afsløre noget. Så jeg nøjes med at nikke og smile, som om jeg er fuldstændig upåvirket. For det er jeg.
Det er kun et spørgsmål om tid, før Roman bøjer sig for min vilje og giver mig den nødvendige eliksir. Det er den egentlige grund til, at han er her.
"Og så har vi Rafe her." Hun nikker og gør en bevægelse med tommelfingeren mod pragteksemplaret bag hende.
Det må have været den selv samme gruppe af frafaldne udødelige, tvillingerne talte om, plus selvfølgelig Marco med Jaguaren, som tilsyneladende ikke er med i aften. Jeg har ingen anelse om, hvad de er ude på, eller hvilke planer de har, men alene det, at de er i selskab med Roman, er nok til at understøtte tvillingernes bekymring.
Haven styrer mod kammeret, ivrig efter at præsentere Misa og Rafe for sine venner, mens Roman bliver hængende og sender mig et lumsk smil.
"Jeg havde næsten glemt, hvor godt du kan se ud, når du gør dig lidt umage." Hans blik glider ned over min turkisblå kjole, dvæler lidt ved min V-udskæring og den blottede hud, hvor min amulet skulle have været. "Jeg går ud fra, at den dybere årsag står lige der," fortsætter han og nikker hen mod Jude. "For vi ved jo godt, at du ikke har gjort det for min skyld, og Damen ser vi jo ikke meget til i disse dage, vel? Så hvad er der sket, Ever? Har du helt opgivet at løse jeres lille problem?"
Jeg synker en klump og holder blikket fast. Studerer hans pjuskede hår, designer-surfershorts, læder-klip-klappere og den langærmede t-shirt. Der er intet, der antyder nogen som helst ændring, og dog ved vi begge to, at den er der. Glimtet i hans øje, hans lystne blikke, hans forsøg på at nedgøre mig - det er alt sammen facade, et sidste desperat forsøg på at holde på værdigheden, før han nødtvungent overdrager mig det, jeg står og venter på.
"Er det dig, der hælder op?" spørger han med et blik på den store punchbowle med alkoholfri sangria. "Eller skal man selv tage for sig af retterne?" Og han sender bowlen et blik, som giver mig nervøse trækninger.
"Jeg regnede ikke med, at du var interesseret." Jeg trækker på skuldrene og møder hans blik. "Det er vist ikke lige den slags, du plejer at foretrække."
"Så er det jo godt, at jeg har taget med hjemmefra," siger han og blinker med det ene øje. Flasken nærmer sig hans mund, da han pludselig stopper op og ser på Jude. "Har du lyst til at prøve? Det er godt for nervespidserne, det garanterer jeg."
Jude kniber øjnene sammen, lidt fascineret af den glinsende, røde, perlemorsagtige væske, som Roman skvulper med foran ham. Jeg skal lige til at blande mig, da Romy og Rayne kommer buldrende ned ad trappen og stopper brat op, da de får øje på Roman. De ved godt, at det er mig, der har fået ham til at dukke op.
"Jamen der har vi jo de to små kostskolepiger." Et smil breder sig på Romans ansigt, da han ser nærmere på dem. "Uha, det er da et herligt nyt look, det der! Især dig, din lille punk-gudinde." Han nikker mod Rayne, som vender sig væk, da hans blik afsøger hendes korte kjole, flængede strømper og Mary Jane-sko i sort læder.
"Gå op ovenpå," siger jeg til dem, for jeg vil have dem så langt væk fra Roman som muligt. "Jeg ..."
Jeg ville sige, at jeg kommer op om et øjeblik, men Jude giver min arm et lille klem og siger: "Skal jeg ikke køre dem hjem?"
Jeg er ikke vild med tanken om, at Jude skal tage hen til Damen, og Damen vil sikkert bryde sig endnu mindre om det, men der er ikke så meget andet at gøre. Så længe Roman er her i huset, vil det være temmelig dumt af mig at forlade det.
Jeg følger dem til dørs. Rayne hiver mig i ærmet, så jeg bøjer mig ned mod hende. "Jeg ved ikke, hvad det er, du har gjort, men der er et eller andet meget ubehageligt under opsejling."
Jeg ser på hende, skal til at modsige hende, fortælle hende, at det slet ikke er så slemt, at hun skal holde op med at bekymre sig, men hun ryster bare på hovedet og tilføjer: "Der er ændringer på vej. Store ændringer. Og denne gang er det virkelig vigtigt, at du ikke vælger forkert."