Da Jude vender tilbage, er jeg ude ved poolen, hvor jeg holder øje med den lyshårede, solbrændte, velskabte Roman, som plasker rundt i vandet og opfordrer alle andre til at gøre ham selskab.
"Du er ikke med i hans fanklub?" siger Jude, da han sætter sig ved siden af mig og sender mig et granskende blik.
Jeg vrider mig lidt og kigger på Havens aura, der lyser som et nytårsfyrværkeri, mens hun klamrer sig til ryggen af Roman, der dykker ned under vandet. Hun skulle bare vide, at han slet ikke er her for hendes skyld. Det er mig, der har tilkaldt ham. For jeg har bundet ham til mig.
"Er du bekymret for din veninde, eller er det - noget andet?"
Jeg fumler lidt ved mit armbånd - det med hesteskoene og krystallerne, som jeg fik af Damen den dag på galopbanen - kniber øjnene sammen, mens jeg drejer det rundt og rundt. Hvorfor er han så længe om det? Hvis trylleformularen virkede (og det ved jeg jo, at den gjorde), hvorfor giver han mig så ikke den modgift? Hvad venter han på?
Omsider får jeg løsrevet mig fra poolen og vender mig mod Jude. "Og alt gik godt med tvillingerne?" spørger jeg.
Mit blik møder hans, da han siger: "Det er muligt, at Damen havde ret med hensyn til den bog. Det kan godt være, den er lidt for hård kost for dem."
Jeg kniber læberne sammen. Jeg håber sandelig ikke, at Damen ved, at jeg er gået bag hans ryg og har blandet mig i hans undervisningsplan.
"Du kan være ganske rolig," siger Jude, som åbenbart kan læse mit ansigtsudtryk. "Din hemmelighed er ikke i fare. Jeg nævnte den ikke engang."
Jeg ånder lettet op. "Så du talte med ham - Damen?" Min hals snører sig sammen, og mit hjerte får lidt mere fart på.
Bare at nævne hans navn gør mig helt blød indeni. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan han må have følt det, da hans ærkerival gennem flere liv, den samme fyr, han så omfavne mig ved stranden, står der foran hans dør sammen med Romy og Rayne.
"Han var ude, da vi kom derhen, men tvillingerne var så nervøse, at jeg ventede, til han dukkede op. Det er sandelig lidt af et palads, han har dér."
Jeg bider mig i læben og spekulerer på, hvad han mon har set. Hvis Damen har fået sit helt specielle værelse indrettet igen, og tvillingerne har vist det til Jude ...
"Han blev vist lidt overrasket, da han fandt mig foran sit fjernsyn, men så snart han havde fået en forklaring, gik det nogenlunde godt.
"Nogenlunde?" Jeg løfter et øjenbryn.
Han trækker på skuldrene og ser mig ind i øjnene så direkte og åbent og ærligt, at det føles som at blive omfavnet af sin elskede.
Hvilket selvfølgelig får mig til at vende mig væk, før jeg svarer - med usikker stemme: "Hvad sagde du da til ham?"
Jeg kan mærke hans kølige ånde mod min kind, da han læner sig ind mod mig og hvisker: "Jeg sagde til ham, at jeg fik øje på dem ved stoppestedet og gav dem et lift hjem. Det var okay, ikke?"
Jeg tager en dyb indånding og koncentrerer mig om Roman. Han er ved at løfte Haven højt op på sine skuldre, så hun kan tjatte ud efter Miles, som tjatter igen. Bølgerne går højt i poolen, og alt er tilsyneladende bare harmløs morskab - indtil Roman vender sig og ser på mig, og det er, som om tiden går i stå. Hans blik fanger mit, og hans øjne lyser af hån og skadefryd, som om han ved, hvad jeg har gjort. Og før jeg kan nå at blinke, leger han videre, så jeg må spørge mig selv, om jeg overhovedet så, hvad jeg så.
"Jo. Jo, det var helt okay," siger jeg og har pludselig meget ondt i maven. Hvad er det egentlig, jeg har sat i gang?