Efter at Miles for tredje gang har forsøgt at lokke mig med i poolen, giver han op og kravler op af bassinet.
"Hvad er der med dig, Ever? Jeg ved, du har bikinien på - jeg kan se stropperne!" Han griner, da han hiver mig op af stolen og trykker mig ind til sig, mens han hvisker: "Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor meget jeg elsker dig, Ever? Har jeg? Hva'?"
Jeg ryster på hovedet og gør mig fri af ham. Lige bagved står Holt og ruller med øjnene. Han tager fat i Miles' arm for at få ham til at lade mig være og holde op med at dryppe på mig.
Men Miles er ligeglad. Han har noget, han skal sige til mig, og han giver ikke op, før han har fået sagt det. Han lægger en våd arm om min skulder og læner sig ind over mig. "Jammen jeg mener det alsså, Evver, virklig! Før du flyttede hertil, så var det bare mig og Haven, ikke? Men så ... lige fra den første dag, du shatte dig ved vores bord, ikke ... shå var det mig og Haven og dig! Ikke?"
Han prøver på at stille skarpt på mig, mens hans hoved dingler frem og tilbage, og han må gribe bedre fat i mig for ikke at miste balancen.
"Det må jeg sige. Det var meget - filosofisk." Jeg ser på Holt, og vi kæmper begge to for at holde latteren tilbage, mens vi tager fat i hver sin arm og prøver på at styre Miles ind i køkkenet, så han kan få noget kaffe. Vi har lige fået sat ham til rette ved brunchbaren, da Haven kommer ind med sine tre udødelige venner.
"Er I ved at gå?" spørger jeg undrende, for de har taget tøj på og har våde håndklæder i hænderne.
Haven nikker. "Misa og Rafe skal op og på arbejde i morgen, og Roman og jeg har en sen aftale."
Jeg ser på Roman og fanger hans blik. Hvordan kan han gå, når jeg stadig ikke har fået det, han har til mig? Han er ikke engang begyndt på at tigge mig om tilgivelse, sådan som jeg visualiserede.
Hvordan kan han tage af sted, når det er i strid med min plan?
Jeg følger dem til dørs, og mit hjerte hamrer, da jeg lægger mærke til glimtet i hans øjne, hvordan han lægger hovedet på skrå, og jeg ved, at der er noget, der er gået galt. Meget galt. Selv om jeg udførte ritualet, præcis som der stod i bogen, så kan jeg se på hans øjne og draget om hans mund, at både gudinden og dronningen har svigtet mig.
Jeg rynker panden. "Hvor skal I hen?" spørger jeg, mens jeg uden held prøver at aflæse hans energi.
Haven ser på mig med et løftet øjenbryn og et hemmelighedsfuldt smil, mens Roman lægger en arm og hende og siger: "Lukket selskab, Ever. Men der kan godt blive plads til dig, hvis du kigger forbi senere. Når du er færdig her, du ved."
Jeg møder hans blik, og det varer lidt, før jeg slipper det og ser på Haven igen. Og selv om jeg har lovet mig selv ikke at gøre det, så ser jeg ind gennem hendes aura og ind i hendes sind, for nu må jeg bare vide, hvad der foregår. Men det kan ikke lade sig gøre. Jeg støder bare på en mur, som en eller anden har rejst på min vej.
"Er du okay, Ever?" spørger Roman og skæver til mig, mens han åbner døren. "Du ser ud, som om du er lidt ... sløj."
Jeg sender ham et skarpt blik og trækker vejret dybt ind. Jeg skal lige til at sige noget, da Jude dukker op og siger: "Der er altså en, der har ørlet på ryatæppet."
Og selv om min opmærksomhed kun er afledt et kort sekund, så er det nok til, at de når at smutte. Roman kaster et hurtigt blik over skulderen og siger: "Du må undskylde, vi sådan stikker af, darling, men jeg er sikker på, at vi ses senere."