Jeg løber.
Jeg passerer biler, huse, herreløse hunde og baggårdskatte. Mine ben bevæger sig af sig selv, musklerne strækker sig og trækker sig sammen, jeg behøver ikke at skænke bevægelserne en tanke. Min krop arbejder som en skinnende ny og velsmurt maskine. Og selv om det kun drejer sig om sekunder, så føles det som timer. Timer, siden jeg sidst så Haven.
Timer, til jeg skal se hende igen.
Og i det øjeblik, jeg er der, ser jeg ham. Han ankommer præcis samtidig med mig.
Bare synet af ham får alt andet til at tone bort - alt det, som er ligegyldigt, nu da han står foran mig.
Mit hjerte danser, og min mund bliver tør. Længslen overvælder mig, så jeg ikke kan sige et ord. Jeg kan kun stirre på min vidunderlige Damen - mere pragtfuld end nogen sinde, som han står der i gadelygternes skær. Lyden af mit navn på hans læber, så fuldtonende, så kraftfuldt, at ingen tvivl er mulig: Han føler det samme som mig.
Jeg skynder mig hen til ham. Alle de indestængte følelser stiger op til overfladen, koger over, alt det, jeg har at fortælle ham, så meget at sige. Men ordene fordamper i samme øjeblik, vi mødes, og min krop forsvinder i et brus af rislen og varme - jeg ønsker kun at smelte sammen med ham for aldrig at skilles igen ...
Jeg mærker hans hånd mod min ryg, han trækker mig ind mod sig - og i det samme åbner Roman døren og ser fornøjet på os. "Damen! Ever! Hvor var det godt, at I kunne komme!"
I ét spring er Damen henne ved døren, hvor han griber fat i Roman og tvinger ham op mod muren, mens jeg styrter forbi dem og ind i dagligstuen. Der finder jeg Haven udstrakt på sofaen, bleg og ubevægelig, og så vidt jeg kan se, trækker hun næsten ikke vejret.
Jeg styrter hen til hende, falder på knæ ved siden af hende, tager fat om hendes håndled og prøver på at finde hendes puls ligesom den gang hos Damen.
"Hvad har I gjort ved hende?"
Jeg ser rasende på Ava, som sidder sammenbøjet ved siden af hende. Nu ved jeg, at hun er i ledtog med Roman, at de tilhører det samme team.
"Hvad. Har. I. Gjort?" gentager jeg, mens jeg bliver enig med mig selv om, at et velrettet spark mod hendes rodchakra, centeret for forfængelighed og grådighed, burde kunne gøre det af med hende, hvis det skulle blive nødvendigt. Og jeg spørger mig selv, om Damen mon allerede har gjort det samme ved Roman. Banket en knytnæve ind i hans sakrale center - og det vil ikke bekymre mig, hvis han har gjort det. Ikke efter, hvad de har gjort ved min veninde.
Ava ser på mig. Hendes ansigt er blegt under det kastanjebrune hår, hendes brune øjne er store og bedende, og de minder mig om et eller andet - noget, jeg ikke har tid til at spekulere over lige nu - da hun siger: "Jeg har ikke gjort noget, Ever. Jeg sværger. Jeg ved godt, du ikke tror på mig, men det er sandt ..."
"Du har ret. Jeg tror ikke på dig." Jeg vender igen min opmærksomhed mod Haven, trykker min håndflade mod hendes pande og hendes kind. Hendes hud er kold og tør, og hendes aura bliver svagere og mørkere, i takt med at hendes livsenergier forlader hende.
"Det var ikke sådan, som du tror. De bestilte mig til en session - sagde, det skulle være til en fest. Og da jeg så kom - ja, så var det her altså, hvad jeg fandt ..." Hun nikker mod Haven og ryster på hovedet.
"Jamen selvfølgelig dukker du da op, når din gode ven Roman beder dig om det!" hvæser jeg og ser bekymret på Haven. Jeg ser efter tegn på overgreb, men kan ikke få øje på noget. Hun ser rolig og fredfyldt ud, uden anelse om den overhængende fare, hun befinder sig i. Hun vil snart være på vej til Sommerland, hvis ikke jeg kan hindre det.
"Jeg prøvede på at hjælpe hende ... Prøvede på at ..."
"Og hvorfor gjorde du det så ikke? Hvorfor ringede du til Jude i stedet for at ringe efter en ambulance?!"
Jeg ser vredt på hende, mens jeg rækker ud efter min taske, min mobil - kommer så i tanker om, at jeg ikke har den med og skynder mig at manifestere en ny.
I øjeblik kommer Roman stormende.
Mit blik søger med det samme Damen bag ham, og jeg mærker et sug i mellemgulvet, da jeg ikke kan få øje på ham.
Men Roman ler bare højt og ryster på hovedet. "Han er langsommere end mig, du. Han er jo også ældre, må du huske på." Han snupper den mobil, jeg lige har manifesteret, ud af hånden på mig og siger: "Det kan du godt glemme, darling. Det er alt for sent. Din veninde har lige drukket en kop belladonna-te, der var hende et nummer for stærk ..." Han peger i retning af en fin porcelænskop på bordet, som er næsten tom. "Og hvis ikke du ved det, så kendes den også under navnet 'Giftig natskygge', og der er ingen læge, der kan hjælpe hende nu. Næh - den eneste, der kan redde hende nu, det er dig."
Jeg ser på ham med sammenknebne øjne, forstår ikke, hvad han mener, ser Damen dukke op bag ham, han ser mig ind i øjnene, og hans blik er vagtsomt og bekymret. Jeg kan mærke, at han prøver på at fortælle mig noget, sende mig en telepatisk besked, som jeg åbenbart ikke kan få fat i. Jeg opfanger kun et svagt ekko af ord, jeg ikke kan tyde.
"Så er det nu, Ever." Roman smiler. "Dette er øjeblikket, du har ventet på!" Han slår ud med armen i retning af Haven, som om det er hende, der er den store gevinst.
Mit blik flakker mellem ham og Damen. Jeg prøver stadig på at få den telepatiske besked ind, men det nytter ikke.
Jeg krymper mig under Romans blik, som afsøger mine bare fødder, mit våde hår, den fugtige kjole, der klæber til min krop - og han fugter læberne, inden han siger: "Det er virkelig ikke særlig indviklet, darling. Selv du må kunne finde ud af det. Kan du huske den nat, du kom og besøgte mig, og vi talte om prisen?"
Jeg kaster et hurtigt, nervøst blik på Damen og ser et glimt af chok, vantro og smerte i hans øjne.
"Ups!" Roman ser forskrækket ud og holder begge hænder op foran munden. "Jeg glemmer jo helt, at dit besøg ikke var godkendt. Det må du virkelig undskylde. Men du har også vigtigere ting at tænke på lige nu. Men bare lige så I er med ..." Han nikker til Ava og Damen, "... så dukkede Ever op hjemme hos mig i en sen nattetime for at slå en handel af. Hun er åbenbart ret vild i varmen for at komme i kassen med sit tamme handyr." Roman ler højt og ser på Damen, mens han bevæger sig om bag baren og tager en fin, facetslebet krystalkaraffel, halvt fyldt med eliksir, mens Damen kæmper for at bevare roen.
Jeg tager en dyb indånding, men bliver, hvor jeg er. Jeg ved, at det er fuldstændig lige meget, om Roman er død eller levende, det vil stadig være ham, der har styr på situationen. Det er hans spil. Hans regler. Og jeg spørger mig selv, hvor længe det mon har været sådan - hvor længe jeg har gået og bildt mig selv ind, at jeg gjorde fremskridt, mens jeg i virkeligheden bare dansede efter hans pibe. Fuldstændig ligesom i den vision, han viste mig henne i skolen - vi er alle sammen bare hans marionetdukker ...
"Ever ..." Damen ser på mig. Han har opgivet at få telepatien til at fungere. "Er det sandt, hvad han siger?"
Jeg synker en klump og ser væk. Jeg har ikke lyst til at se på nogen af dem. "Kom nu bare til sagen," siger jeg vredt.
"Åh, du har altid så travlt." Roman ryster på hovedet og klikker med tungen. "Ever, for pokker, det giver jo ingen mening. Du har al den tid, du nogen sinde kan få brug for. Men okay da. Har du nogen som helst idé om, hvad det her går ud på? Har du gjort dig nogen tanker om, hvor det skal ende?"
Jeg ser hen på Haven, som dårligt nok trækker vejret, dårligt nok er i live. Jeg har ikke lyst til at indrømme, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad det er, han vil have - at jeg ikke fatter, hvad her foregår.
"Kan du huske den dag, du kom for at besøge mig i butikken?"
Damen rører på sig, jeg kan føle hans energi ændre sig, men jeg ryster bare på hovedet, og kaster et hurtigt blik over skulderen. "Jeg kom for at besøge Haven. Jeg anede ikke, at du var der."
"Ligegyldige detaljer." siger Roman og vifter mig af. "Det er gåden, det handler om. Kan du huske den gåde, jeg stillede dig den dag?"
Jeg griber Havens hånd og stønner. Den er kold, tør og slap - ikke noget godt tegn.
"Jeg giver folk, hvad de vil have. Kan du huske, at jeg sagde dét?" Han holder en pause, så jeg kan svare. Men da jeg ikke gør det, fortsætter han: "Spørgsmålet er: Hvad betyder det, Ever? Hvad er det helt præcist, folk vil have? Har du et forslag?" Han løfter øjenbrynene og venter, så nikker han og fortsætter: "Prøv engang at træde et skridt tilbag,e og se på det store folkelige perspektiv. Ja, kom nu, gør det bare, se, hvordan det føles. Det er noget helt andet end det højrøvede, elitære verdenssyn, du og Damen har til hverdag, det kan jeg godt love dig. Jeg er ikke nærig med mine gaver, sådan som I er. Jeg deler ud af dem. I hvert fald til dem, jeg synes har fortjent dem."
Jeg vender mig. Hele vejen rundt, indtil jeg har ham lige foran mig. Pludselig begynder jeg at forstå.
"Nej!" Min stemme er hæs og næsten ikke til at høre.
Mit blik springer frem og tilbage mellem Roman og Haven, da sandheden går op for mig - da jeg fatter, hvad det er, han ønsker. Hvad det er for en pris, han kræver.
Nej!
Jeg ser direkte på Roman, mens Damen og Ava forholder sig tavse uden at vide, hvad der i virkeligheden går for sig.
"Jeg gør det ikke," siger jeg til ham. "Du får mig ikke til det."
"Jeg kunne da ikke drømme om at få dig til det, søde. Det ville der da ikke være noget ved." Han smiler. Langsomt, dovent, som katten fra Alice i Eventyrland. "Ligesom du ikke kan få mig til at gøre, som du ønsker, med dine ynkelige forsøg på at få kontrol over mit sind ved at påkalde de mørke magter." Han ler og holder en strittende pegefinger op foran mig. "Du har været en uartig pige, Ever. Meget uartig. Du har fusket med magiske kræfter, du ikke forstår. Dengang for mange år siden, da jeg solgte den bog, havde jeg jo ingen anelse om, at den ville komme i dine hænder. Eller måske havde jeg?" Han ryster på hovedet. "Det er jo ikke til at vide."
Vore blikke mødes, og vægten af hans ord rammer mig for fuld kraft. Jude. Var det Roman, der solgte bogen til Jude? Og hvis det var, betyder det så, at de står i ledtog med hinanden?
"Hvorfor gør du det her?" Jeg ser på ham med sammenknebne øjne. Endnu et af mine forræderier mod Damen er blevet afsløret, men jeg kan ikke længere tage mig af det. Og jeg er også ligeglad med, hvad Ava tænker henne i sit hjørne. Nu handler det kun om ham og mig - som om vi var helt alene i dette ækle, gudsforladte værelse.
"Det er slet ikke så indviklet," smiler han. "Du har jo så travlt med at trække streger i sandet, så du kan føle, at du er noget særligt. Og nu får du virkelig chancen. Nu kan du bevise, at du slet ikke er som mig. Og hvis det lykkes, hvis du kan bevise, så ingen tvivl er mulig, at vi to ikke er ligesom hinanden - jamen så er jeg parat til at give dig, hvad du gerne vil have. Jeg vil give dig modgiften mod modgiften, kuren mod kuren, og så kan du og Damen gå hånd i hånd ind i brudesuiten og gøre lige, hvad I har lyst til. For det er jo det, du hele tiden har drømt om, ikke? Det er det, der har været målet for jeres planer, lige siden det hele begyndte. Og det eneste, du behøver at gøre, er at lade din veninde dø. Bare lad Haven dø, og så kan I leve lykkeligt til jeres dages ende. Fuld tilfredshed - om man så må sige."
"Nej." Jeg ryster på hovedet. "Nej!"
"Nej til eliksiren, eller nej til den fulde tilfredshed? Det ene eller det andet?" Han ser på Haven og så på sit ur og smiler. "Tik, tak, det er tid til at tage beslutning."
Jeg går hen til Haven. Hendes vejrtrækning lyder mere spinkel, mere skrøbelig. Ava sidder fortabt og ryster opgivende på hovedet. Mens Damen - min evige elskede - min sjæleven - ham, jeg har svigtet på så mange måder - tigger mig om at ikke at gøre det, jeg har mest lyst til at gøre.
"Hvis du tøver alt for længe, så dør hun. Og hvis du så skal bringe hende tilbage til livet, nå ja, så kan det godt blive noget rod, det ved du jo. Men lige nu kan du bare give hende lidt af eliksiren, og så vil hun vågne op og have det helt fint. Ja, bedre end fint. Og det allerbedste er, at hun vil blive ved med at have det sådan i al evighed. Og det er jo dybest set, præcis hvad alle gerne vil have, er det ikke? Evig ungdom og skønhed. Godt helbred og livskraft - helt uden udløbsdato. Ingen alderdom, ingen sygdom, ingen bekymring for døden. En uendelig horisont, som aldrig får en ende. Så hvad vælger du, Ever? Vil du holde fast ved dine idealistiske, ærekære, selvgode holdninger, bevise, at du ikke er ligesom mig, blive ved med at holde alt det gode for dig selv og sige farvel til din veninde - for så er modgiften din."
Han smiler lumsk, mens hans blik møder mit.
"Eller ... du kan redde din veninde. Du kan give hende et frikort til den form for styrke og skønhed, hun hidtil kun har kunnet drømme om. Lige nøjagtig det, hun længes efter. Det, som alle længes efter. Du behøver ikke at sige farvel. Det er dig, der bestemmer. Men - som jeg sagde før - tiden løber, så du må nok hellere skynde dig."
Jeg betragter hendes blege, sårbare ansigt. Det er alt sammen min skyld. Jeg er den eneste ansvarlige. Jeg fornemmer, at Damen er ved min side. "Ever. Please. Du må ikke gøre det. Du kan ikke redde hende." Men jeg ser bare ligefrem, vil ikke møde hans blik. "Du er nødt til at give slip på hende. Det her handler ikke om os - eller om, hvordan vi kan være sammen - vi skal nok finde ud af noget, det har jeg jo lovet dig. Og du ved, hvilken risiko der er ved det. Du kan ikke gøre det. Du har selv oplevet Skyggeland." Han dæmper stemmen. "Det kan du ikke byde hende."
"Uuuh! Skyggeland! Det lyder sgu uhyggeligt!" Roman griner og ryster på hovedet. "Du siger da ikke, at du stadig mediterer, buddy? Tager du stadig på fodtur i Himalaya for at finde meningen med livet?"
Jeg synker en klump og ser den anden vej. Jeg har ikke brug for deres meninger. Mit hoved er fyldt med argumenter, både for og imod.
Og så blander Ava sig: "Ever. Damen har ret."
Jeg glor hånligt på hende. Kvinden, som svigtede mig på den værst tænkelige måde. Ava, som efterlod Damen syg og hjælpeløs efter at have lovet mig at tage sig af ham. En villig brik i Romans syge spil.
"Jeg ved godt, du ikke stoler på mig, men det er ikke sådan, som du tror, det er. Du bliver nødt til at høre på mig, Ever. Jeg har ikke tid til at forklare, men hvis du ikke vil høre på mig, så hør i det mindste på Damen. Han ved, hvad han taler om. Du kan ikke redde din veninde. Du er nødt til at slippe hende ..."
"Forræder!" hvæser jeg til hende. Jeg har ikke glemt. hvordan hun stak af med eliksiren, som hun uden tvivl har drukket.
"Det er slet ikke sådan, som du tror, det er," siger hun med træt stemme. "Du har helt misforstået det."
Men jeg hører ikke længere efter. Jeg har igen vendt min opmærksomhed mod Roman, som står ved siden af mig og svinger krystalkaraflen rundt og rundt, så den røde væske kan få lov at glimte og glitre - og minde mig om, at tiden er ved at løbe ud - at jeg er nødt til at træffe mit valg.
"Haven ville jo så gerne have sin fremtid at vide, og hvem skulle være bedre til at fortælle hende den end dig, Avalon? Bare ærgerligt, at Jude ikke er her, for så kunne vi virkelig have festet - eller drukket gravøl, alt efter, hvordan tingene flasker sig. Hvad er der egentlig sket, Ever? Sidst jeg kiggede efter, så I da ud til at komme rigtig godt ud af det med hinanden."
Jeg synker en klump. Min venindes liv hænger i en tynd tråd nu. En tråd, som jeg enten kan klippe over - eller ...
"Jeg er altså ked af at skynde på dig, søde, men det her er altså sandhedens øjeblik. Du må ikke skuffe Haven, vel? Hun glædede sig så meget til at få sin fremtid at vide. Så hvad kan du fortælle hende? Hvad står der i stjernerne? Hvad kan du læse i kortene? Skal hun leve - eller skal hun dø? Det er dig, der skal afgøre fremtiden."
"Ever," siger Damen og lægger en hånd på min arm. Det tynde slør af energi ligger uophørligt imellem os som en påmindelse om endnu en af mine mange fejltagelser. "Du må ikke gøre det. Du ved, det er forkert. Uanset hvor svært det er, så har du ikke noget valg."
"Uuh, vist har du da et valg." Roman ryster karaflen kraftigt, så den glitrende væske rigtigt kan få lov at skvulpe rundt i den. "Hvor langt er du parat til at gå for at bevare dine idealer og få den ene ting, du ønsker dig mest i hele verden?"
Ava læner sig frem mod mig. "Ever, det er helt forkert, det her. Det er i strid med naturens orden. Du er nødt til at give slip på hende."
Jeg lukker øjnene. Jeg kan ikke tænke - jeg kan ikke handle - jeg kan ikke beslutte mig - han kan ikke gøre det her imod mig.
Jeg hører Romans stemme over mig. "Nå, men så er det vel afgjort." Han sukker og træder et skridt væk. "Jamen til lykke, Ever. Du har gjort din stilling klar. Du er ikke ligesom mig. Ikke på mindste måde. Du er en sand folkefjende, tilhænger af aristokratiet, og nu kan du endda få lov til at hoppe i seng med din kæreste! Godt klaret! Og det kostede ikke mere end din venindes liv. Din stakkels, sørgelige, fortabte veninde, som kun ønskede sig, hvad alle andre ønsker sig - det, du allerede har, og som du, så nemt som ingenting, kunne dele med alle andre. Jeg kan vist godt tillade mig at sige til lykke, kan jeg ikke?"
Han skal til at forlade værelset, mens jeg knæler ned ved Havens side. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, mens jeg ser på min veninde for sidste gang. Min stakkels, fortabte, forvirrede veninde, som virkelig ikke har fortjent det her, som igen og igen må betale prisen for mit venskab med hende.
Damens og Avas kværnende stemmer bag mig bliver til en vuggevise af løfter. Løfter om, at jeg nok skal komme igennem det her, at jeg valgte rigtigt, at det alt sammen nok skal blive godt til sidst.
Og så er det, at jeg får øje på den. Den sølvtråd, som binder kroppen til sjælen. Jeg har hørt om den, men aldrig før set den. Jeg ser, hvordan den bliver strukket ud, tyndere og tyndere, indtil det er lige før, den knækker - og sender min veninde langt, langt væk herfra - ind i Sommerland ...
I ét spring er jeg på benene, jeg flår karaflen ud af Romans hånd og tvinger Haven til at drikke. Jeg lukker af for råbene omkring mig, Avas højlydte gisp, Damens tryglen og Romans begejstrede solo-klapsalve, ledsaget af hans brølende latter.
Det betyder intet for mig. Det eneste, der betyder noget, er Haven.
Jeg kan ikke slippe hende. Kan ikke lade hende dø. Kan ikke sige farvel til hende.
Jeg holder hendes hoved i mine arme og får hende til at drikke - og med det samme vender farven tilbage til hendes kinder, og hun åbner sine øjne og ser på mig.
"Hvad f...?" Hun kæmper for at komme op at sidde, og så ser hun sig omkring. Hun rynker panden, da hun ser fra mig til Damen, fra Damen til Ava og fra Ava til Roman.
"Hvor er jeg?"
Jeg stirrer på hende med åben mund, men aner ikke, hvad jeg skal sige. Det må have været sådan, Damen havde det med mig, bare med den forskel, at det her er langt værre.
Han vidste ikke noget om sjælens død. Men det gør jeg.
Roman smutter ind ved siden af mig og hjælper hende på benene.
"Damen og Ever besluttede sig for at kigge ind, darling. Og ved du hvad? Fremtiden ser mere lys og lykkelig ud end nogensinde før!" Han blinker til mig og tilføjer: "Du blev lige lidt utilpas, så Ever gav dig lidt saft, fordi hun tænkte, at du nok trængte til lidt sukker. Og det virkede minsandten. Ava, min ven, kunne du ikke tænke dig at sørge for en kop te til os? Der er varmt vand på komfuret."
Ava kommer på benene, og prøver på at fange mit blik, inden hun forlader lokalet. Men jeg vil ikke. Kan ikke. Vil ikke se nogen i øjnene. Ikke efter det, jeg lige har gjort.
"Velkommen om bord, Ever." Roman stopper op foran døren. "Så fik jeg ret alligevel. Du og jeg - vi er ligesom hinanden. Bundet sammen til tidernes ende. Og ikke på grund af dit magiske ritual, darling - men fordi det er vores skæbne. Endnu en soulmate, skat - det er, hvad jeg er." Han ler højt, og tilføjer så med en stemme, der næsten er en hvisken: "Nu skal du ikke se så forskrækket ud, skat. Jeg er i hvert fald ikke spor overrasket. Du følger drejebogen perfekt. Det har du i hvert fald gjort indtil nu."