Damen vender sig mod mig. Hans blik er som en hånd på min arm, varm, opfordrende, lokkende. "Vil du ikke nok se på mig, Ever?" siger han.
Men jeg bliver bare ved med at se ud over havet. Ud over vandet, der er så sort, at jeg ikke engang kan se det.
Sort hav, mørk måne, og en veninde, som nu er dømt til at ende i Skyggeland takket være mig.
Jeg stiger ud af hans bil og går hen til kanten, stirrer ned mod de sorte klipper under klinten. Jeg mærker hans energi trække i mig, da han nærmer sig bagfra. Han lægger en hånd på min skulder og trækker mig ind til sit bryst. "Vi skal nok komme igennem det her, Ever."
Jeg vender mig, trænger til at se ham, forstår ikke, hvordan han kan sige det.
"Hvordan ..." begynder jeg, men min stemme er så hæs og usikker, at jeg slet ikke kan genkende den. "Hvordan skal vi gøre dét? Vil du lave en amulet til hende og forlange, at hun har den på hver eneste dag?"
Han ryster på hovedet og hans øjne finder mine. "Hvordan skal jeg få Haven til at gøre det, når jeg ikke engang kan overtale dig til at gå med din?" Hans fingre finder vej til min hals, mit bryst, og ender dér, hvor krystallerne skulle have været. "Hvordan gik det til?"
Jeg vender mig bort, har ikke lyst til at gøre mig endnu mere håbløs i hans øjne, ikke lyst til at fortælle, at jeg troede så meget på mit misforståede forsøg med trylleformularer, at jeg tog den af.
"Hvad vil du have, jeg skal sige til hende?" hvisker jeg. "Hvordan skal jeg forklare hende, hvad jeg har gjort? Hvordan kan jeg sige til hende, at jeg har givet hende evigt liv, men hvis hun alligevel dør, så er hendes sjæl fortabt?"
Damens læber kommer nærmere. De varmer mit øre, da han siger: "Vi skal nok finde på noget. Vi vil ..."
Jeg ryster på hovedet og flytter mig. Jeg stirrer ind i mørket og undgår hans blik. "Hvordan kan du sige det? Hvordan kan du ..."
Han kommer hen til mig, og hans nærhed får min hud til at risle. "Hvordan kan jeg hvad?"
Jeg synker en klump. Jeg kan ikke få ordene frem - kan ikke få mig selv til at fortælle ham, hvad jeg har gjort. Jeg lader ham trække mig ind til sig, trykker mig ind mod hans bryst, ønsker bare, at jeg kunne kravle helt ind i ham og rulle mig sammen ved siden af hans hjerte og blive der altid - et tryggere sted kan jeg ikke forestille mig.
"Hvordan kan jeg tilgive en kæreste, som holder så meget af sin veninde, at hun ikke kan give slip på hende?" Han skubber mit hår om bag mit øre og tager fat om min hage, så jeg bliver nødt til at se på ham. "Hvordan kan jeg tilgive en pige, som ofrede den ene ting, hun altid har ønsket sig i alle disse år? Som sagde nej til chancen for at få sit ønske opfyldt, for at hendes veninde kunne leve? Spørger du mig virkelig om, hvordan jeg kunne tilgive hende?" Han ser på mig, hans øjne søger mine. "Det var ikke spor svært. Traf jeg ikke det samme valg, dengang jeg fik dig til at drikke eliksiren? Men det, du gjorde, var så meget større, fordi dit eneste motiv var kærlighed. Mine motiver var knapt så rene. Jeg var bare ude på at lindre min egen smerte." Han ryster på hovedet. "Jeg bildte mig ind, at jeg gjorde det for din skyld, men sandheden var, at jeg var egoistisk og grådig, at jeg altid blandede mig i dit liv og aldrig lod dig vælge selv. Det var kun for min egen skyld, at jeg bragte dig tilbage til livet - det kan jeg tydeligt se nu."
Jeg synker en klump. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på ham. Tro på, at min beslutning var god og ædel. Men sådan er det ikke. Det, jeg gjorde, var noget helt andet. Han vidste ikke noget om Skyggeland - det gjorde jeg.
Jeg ser på ham og siger: "Det er alt sammen helt fint, indtil hun kommer i knibe igen. For hvis hendes sjæl dør, så er ansvaret mit."
Han ser forbi mig, ud over det usynlige ocean, der sender en endeløs række af bølger ind mod kysten under os. Vi ved begge to, at der ikke er mere at sige. Ord bringer os ingen vegne.
"Det var ikke ..." Jeg går i stå, føler mig dum over at nævne det, for det er så ligegyldigt sammenlignet med alt det andet. Men jeg synes alligevel, han skal vide det.
"Det var ikke sådan, som du troede ... det med mig og Jude ... den dag på stranden ..." Jeg ryster på hovedet. "Det var slet ikke, hvad det lignede."
Hans kæbe strammes, og hans greb løsnes, men jeg trækker ham ind til mig igen, for jeg har mere at sige.
"Jeg tror, han er en udødelig. En af de frafaldne ligesom Roman." Damen ser undrende på mig og rynker panden, da jeg fortsætter: "Jeg så hans tatovering. Han havde den på lænden ..." I det samme indser jeg, hvordan dét lige lyder - at jeg har set den nederste del af hans nøgne ryg - så jeg skynder mig at tilføje: "Han havde sine badebukser på, og vi var i jacuzzien ..." Jeg ryster på hovedet, den forklaring blev det vist ikke ret meget bedre af. "Jeg holdt afskedsfest for Miles, du ved, og - altså, Ava ringede, og han rakte ud efter sin mobil, og jeg så hans tatovering. Slangen, der æder sin egen hale. En Ouroboros. Ligesom den, Drina havde. Og den, som Roman har på halsen. Magen til."
"Var den helt magen til Romans?"
Jeg rynker panden, forstår ikke, hvad han mener.
"Blinkede den? Dukkede den op og forsvandt igen?"
Jeg synker en klump og ryster på hovedet. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så vigtigt. Ja, okay, jeg så den kun i et par sekunder, fik kun et hurtigt glimt af den, men ...
Han sukker og rykker lidt væk fra mig, sætter sig på bilens kølerhjelm. "En Ouroboros er ikke nødvendigvis ond, Ever. Overhovedet ikke. Roman og hans stamme har misbrugt symbolet. Faktisk er det et ældgammelt alkymistisk symbol, som står for den skabelse, der opstår af tilintetgørelse. Og evigt liv og den slags. Der er masser af mennesker, der bruger det symbol. Det eneste, det betyder, er, at Jude har en svaghed for tatoveringer. Tatoveringer og dig."
Jeg går hen mod ham. Han skal vide, at den svaghed ikke er gensidig. Hvordan kan den være det, når Damen er med i billedet?
Jeg forstår, at han har hørt mine tanker, da han trækker mig tæt ind til sig og presser sine læber mod mit øre. "Er du sikker? Det var ikke bare den seje bil og de magiske numre, du faldt for?"
Jeg ryster på hovedet og møver mig helt ind til ham. Jeg mærker sløret imellem os og er glad for, at vores telepati er begyndt at virke igen. Jeg var bange for, at jeg på en eller anden måde var kommet til at ødelægge den, da vi var hos Roman.
Selvfølgelig virker den igen, tænker han. Frygt adskiller - får os til at føle ensomhed - splittelse - mens kærlighed - kærlighed gør lige det modsatte - den forener.
"Det har altid været dig," siger jeg. Jeg er nødt til at sige ordene højt, så vi begge to kan høre dem. "Kun dig. Ingen andre end dig."
Jeg ser ham ind i øjnene, håber på, at min lange ventetid er forbi, at vi kan springe resten af de tre måneder over.
Han holder mit ansigt mellem sine hænder og presser sine læber mod mine. Hans varme, kærlige nærhed er det eneste svar, jeg behøver. Det eneste svar, jeg kan ønske mig.
Jeg ved godt, der stadig er meget at snakke om. Roman, Haven, tvillingerne, Jude, Bogen, Avas tilbagevenden - men jeg ved også, at det alt sammen kan vente.
For lige nu vil jeg bare nyde at være sammen med ham.
Han trækker mig ned på skødet, og jeg lader mine arme glide op omkring hans hals. Sammen ser vi ud mod noget, der er så mørkt, så vældigt, så uendeligt, så evigt.
Vi ved begge to, at det er der - og dog kan vi ikke engang se det.