Har du nogensinde stået og kigget op på stjernehimlen en mørk aften, mens du forsøgte at tælle stjernerne? Hvis du har, så ved du, at der findes mange stjerner; langt flere, end man kan tælle, og bruger man en kikkert, dukker der endnu flere op. Men ved du også, at hver eneste stjerne er en sol ligesom vores egen sol, der giver os lys og varme hver eneste dag? Og den jord, vi bor på, er bare en planet blandt flere andre planeter, der svæver rundt om Solen.
Mon ikke nogle af de mange stjerner har planeter som vores? Hvis der findes andre planeter, findes der muligvis også liv på de planeter. Måske er det mennesker med to arme og to ben ligesom dig, der går rundt og kigger op på deres nattehimmel og spekulerer på, om der findes andre som dem ude i universet. Det kan også være, at de ikke ligner mennesker så meget. Måske findes der en planet, hvor det er normalt at have en snabel i stedet for en næse. Eller grøn hud og orange hår. Eller tre fingre på hver hånd, eller … ja, mulighederne er mange.
Denne historie foregår på sådan en planet, og den handler om vennerne Nøffe, Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff. Plus en masse andre sære væsner, som du vil høre om hen ad vejen, hvis du vel at mærke hører historien til ende.
 
I udkanten af Mørkeskov, mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden, i den lille dal, som hedder Smørhullet, bor snabelgrisen Nøffe. Nøffe er så glad for slips, at han har et til hver eneste dag i året, og da der er 824 dage i et år, kan du nok regne ud, at hans slipsesamling fylder en hel del. Nøffe bor i et dejligt grønt hus med gult tag og en lille altan. Fra altanen kan han se fire andre huse, og det bedste ved det hele er, at dem, der bor i de huse, alle er hans venner.
 
I det lyserøde hus bor Bella, der er så glad for at danse ballet. Hun har altid et lyserødt strutskørt på, og hun kan vist kun gå på tåspidserne. Nøffe har i hvert fald aldrig set hende gøre andet. Hun har sådan et sødt kæledyr. En meget sjælden flyvende månegøf.
I det blå hus bor far og mor Raffeberg med deres søn Raff. Far Raffeberg er ikke særlig god til at huske. Af og til kan han endda finde på at glemme, at han er ved at spise, selvom han har munden fuld af mad. Desuden elsker han at sove og har aldrig travlt med noget som helst. Mor Raffeberg derimod har altid travlt. Der er altid lige noget, der skal ryddes op, noget brænde, der skal saves, eller nogle blade, der skal fejes sammen. Rafferne er nemme at kende, for den øverste del af deres hoveder har form som en stjerne, der helt af sig selv begynder at lyse, når det bliver mørkt. Undtagen lille Raffs stjerne. Den lyser aldrig – selvom han prøver og prøver, så vil den ikke. Hans far siger, at det nok skal komme. Han var også selv længe om at lære det, men Raff vil lære det NU!
I det røde tårnhus bor Tossetøsen, der altså er lidt skør. Hun tror, hun kan opfinde alt, men for det meste skal man passe på med hendes opfindelser. Man ved aldrig, hvad der sker med dem. Engang opfandt hun en Krimmerak, der … nej, det er en lang historie. Den må vente til en anden gang.
I det gule hus bor Katja og Katnej. De er tvillinger og ligner hinanden så meget, at ingen kan se forskel på dem. Altså lige indtil de åbner munden, for hvis man spørger Katja om noget, siger hun altid ja, hvorimod Katnej altid siger nej. Man skal aldrig spørge dem, om de vil med et sted hen, for eksempel i skoven, for så siger den ene bare JA og den anden NEJ, og så bliver det ikke til noget. I stedet skal man sige: “Nu går vi i skoven.” Så følger de som regel med. Det er frygtelig besværligt, men sådan er det nu engang med de tvillinger.
Midt mellem alle husene står det lille klokketårn med kobbertag og spir. Når der sker noget i Smørhullet, skal man bare ringe med klokken – en gammel skibsklokke – så smider alle straks alt, hvad de har i hænderne, og kommer styrtende for at hjælpe den, der har ringet. Inde i tårnet står også månestaven. Det er den stav, man sidder og spiser omkring til Den Store Månefest, men det hører du mere om i niende kapitel.
Sidste år gik månestavens lys pludselig ud, midt i festen, men det skal far Raffeberg nok få repareret. Lige nu er det midsommer, og der er lang tid til månefesten.
 
En dejlig sommermorgen, hvor de to sole er på vej op over Spidsbjergene, står Nøffe på sin balkon og kigger ud over hele Smørhullet. Ja, du hørte rigtigt. På denne planet er der to sole på himlen om dagen og to måner om natten.
“Hvor er her smukt,” sukker han og strækker sine arme op i luften. Himlen gløder med alle sine røde, orange og gyldne farver, og de bløde gule græsbakker strækker sig, så langt øjet rækker. Sådan er det her på planeten. Græsset er ikke grønt, men gult, himlen er ikke blå, men rød; og der er i det hele taget mange ting, som vi synes er underlige, men som for beboerne på planeten er helt normale og naturlige. Hvis man fortalte dem, at der findes en planet, hvor græsset er grønt og himlen blå, så ville de sikkert falde om af grin.
Nøffes lange snabelnæse snuser og snøfter og nyder den friske luft, men pludselig bliver den helt stiv. “Hvad … øhm … sker der, lille næse?” spørger han, selvom han godt ved, at næsen selvfølgelig ikke kan svare, og han ved også godt, at hans næse ikke er spor lille. Meget kan man sige om snabelgrise, men små næser – det har de ikke. Selvom næser ikke kan snakke – heller ikke på denne planet – så snakker Nøffe alligevel af og til med sin næse. “Er der noget i … øhm … i vejen?” spørger han.
Næsen nikker – det kan Nøffes næse nemlig godt – og så peger den hen mod Katjas og Katnejs hus, og pludselig kan Nøffe lugte det. “Der er vist nogen, der bager flufkager,” smiler han og slikker sig om munden. “Jeg vidste jo, det ville blive en dejlig dag.” Så skynder han sig indenfor, retter sit slips, mens han kigger i spejlet, reder sine to hår og skynder sig ned ad trappen. Han kurer på gelænderet. Det gør han tit, men især når duften af flufkager hænger over Smørhullet. Han skynder sig af sted mod Katjas og Katnejs gule hus, og undervejs møder han Bella og månegøffen.
“Har I lugtet det?” siger han glad, mens næsen snurrer rundt, så man skulle tro, at den tror, den er en propel.
“Ih, ja,” siger Bella med månegøffen summende om ørerne.
“Er det ikke en dejlig … øhm … vidunderlig duft at vågne til?” spørger Nøffe.
“Prima,” siger Bella og snurrer rundt om sig selv et par gange. Nøffe ved, at det hedder en piruet, når Bella snurrer på den måde. Han ved også, hvad det betyder. Det betyder, at Bella er meget glad.
Nu følges de ad hen mod det gule hus, og undervejs møder de Raff, der sidder på en træstub og forsøger at få sin stjerne til at lyse. Han er helt rød i hovedet af anstrengelse.
“Hej, Raff,” siger Nøffe. “Har du slet ikke lugtet duften?”
“Hvilken duft?”
“Flufkagerne!”
“Dufter der af flufkager?”
“Mon ikke,” siger Bella og giver et meget elegant hop, mens hun spjætter med benene.
“Så lad os komme af sted,” råber Raff og springer ned fra stubben.
“Lige … øhm … lige mine ord,” ler Nøffe.
Alle i Smørhullet elsker flufkager, men de eneste, som kan lave dem, er Katja og Katnej. De har en gammel bog med opskrifter og gode råd om alverdens ting, som de har arvet fra deres mor, der arvede den fra sin mor, der igen arvede den fra sin mor, og sådan går den mange, mange år tilbage. Den bog indeholder den eneste flufkageopskrift, der findes på hele planeten.
Endelig står de foran det gule hus. Nøffe banker på døren. Der går et stykke tid, så stikker tvillingerne hovederne ud.
 
“God allerdejligste morgen,” siger Nøffe. “Er det jer der … øhm … bager flufkager?” Det er egentlig et lidt dumt spørgsmål, for der er jo ikke andre, der kan bage de kager, men det tænker Nøffe ikke på. Når han kan dufte flufkager, tænker han ikke så godt. Kun på kager.
“Ja,” siger Katja, og Bella bliver så glad, at hun kommer til at fnise. Men så kommer Katnej frem og siger “nej,” og så er der ingen, der fniser mere.
“Åh, dumme mig,” smiler Nøffe og slår sig selv i panden. “Det var jo den helt forkerte måde at … øhm … at spørge på. Lad mig nu se.” Han tænker, så det knager. Så lyser han op i et listigt smil. “Der dufter så dejligt af flufkager, må vi …”
“Ja. Nej,” siger tvillingerne i munden på hinanden.
“Åhh, det er altså så … øhm … så forvirrende med de to,” mumler Nøffe fortvivlet, mens han fumler ved sit slips. “Jeg kan aldrig finde ud af, hvordan man skal …”
“Lad mig,” siger Raff og skubber Nøffe til side. Uden at spørge tvillingerne om noget som helst, åbner han døren og går indenfor. Du synes måske, det er uopdragent, sådan bare at gå ind uden at have spurgt om lov først, men det er nu engang den eneste måde at gøre det på, og tvillingerne har ikke noget imod det. De elsker at få besøg. De slikker sig om deres små lyserøde kattesnuder og åbner døren helt. Bella skynder sig ind, og som den sidste i rækken kommer Nøffe trippende. Men hov! Hvad er nu det? Duften af flufkager bliver svagere. Det kan da ikke passe. Han kigger på tvillingerne. De har ikke deres bageforklæder på. Der er noget galt.
“Øhm … har jeg ret, når jeg synes, at der ikke … øhm … ikke dufter af … af flufkager herinde?”
“Ja,” siger Katja.
“Nej,” siger Katnej.
“Vent lidt,” siger Raff, og så går han ud i køkkenet og åbner ovnen. “Der er ingen kager nogen steder,” råber han og kommer løbende tilbage. “Ikke en eneste flufkage!”
“Åhhh,” siger Bella og lægger en hånd på sin pande, mens hun tripper fortvivlet på sine små tåspidser. Månegøffen lander på hendes hoved og ser meget trist ud.
“Ing… ingen kager?” snøfter Nøffe. “Jamen, hvor kommer den duft så fra? Der er jo ikke andre, der kan bage flufkager.”
“Tossetøsen!” råber Raff. “Det må være hende.” Han skynder sig ud af huset med alle de andre i hælene. De løber hen over græsset og tramper op ad trappen til det røde hus. De banker alle sammen på én gang på døren, og det er lige før, de kommer til at slå den ind.
“Velkommen,” råber Tossetøsen ud gennem brevsprækken. “Jeg har ventet jer.”
“Har du?” siger Nøffe forbavset.
“Ja. Og pas på, for nu åbner jeg døren.” Tossetøsens hus er ikke helt almindeligt, og det er hendes dør heller ikke. Den går op og ned som en vindebro i en ridderborg, og indimellem – når Nøffe glemmer det – kommer han i klemme under den. Men ikke i dag. Langsomt sænker døren sig, og Tossetøsen træder frem.
“Det var godt, I kunne komme. Jeg har nemlig gjort en ny opfindelse.”
“Tænkte jeg nok,” mumler Raff.
“Er det den, min snabelnæse kan … øhm … kan lugte?” siger Nøffe.
“Nej,” siger Tossetøsen og går ud mod køkkenet. “Din snabelnæse, kære Nøffe, kan lugte det, der kommer ud af min opfindelse.” Hun stiller sig i døren og spærrer for dem. “Er I klar til at se den mest fantastiske opfindelse, jeg nogen sinde har lavet?”
De nikker.
“Ta-daaaa,” siger hun og lader dem kigge ind i køkkenet. Halvdelen af køkkenet er fyldt op af en kæmpestor maskine, der hviner og piber og ryster, så de kan mærke det i gulvbrædderne. Men de kigger ikke på maskinen. De kigger på det bjerg af dejlige, friskbagte flufkager, der ligger og venter på at blive spist.
 
“Det … det er fantastisk,” sukker Nøffe.
“Priiima,” hviner Bella.
“Juhuuu!” råber Raff.
 
Katja og Katnej kigger vredt på hinanden. De tror nok begge, at det er den anden, der har givet opskriften fra sig.
“Kom nu ind,” ler Tossetøsen. “Sæt jer ned og spis, til I revner.”
Nøffe er den første, der tager en kage. Han spiser den så hurtigt, at han slet ikke når at smage på den. Så tager Katja og Katnej, Bella og Raff også en bid. Selv månegøffen gnufler i en kage. Og så sker det. Pludselig kan de alle sammen mærke en underlig fornemmelse i maven, der breder sig helt op i munden, ja helt op i næsen.
“Det er nysekager,” råber Bella og nyser.
“Atjuuh!” lyder det fra tvillingerne.
“Atjuuuuuh,” fnyser Raff.
“Åh, nej. Ikke det,” hvisker Tossetøsen og kigger ængsteligt på Nøffe. Hun ser pludselig helt bange ud.
“Nysekager?” siger han med munden fuld af kage. “Jeg kan ikke mærke noget. Jeg synes de …” Så stopper han pludselig med at snakke.
“Skal du nyse?” spørger Bella og Raff i munden på hinanden.
“Åh ... øhm … åh,” hvisker Nøffe og nikker. Han kan mærke, at der er et stort nys på vej.
“Pas på,” råber Raff, “Nøffe skal nyse.”
Alle kaster sig i dækning, for de kan nemlig udmærket huske, dengang Nøffe nøs taget af sit hus, og alle i Smørhullet måtte hjælpe ham med at få bygget et nyt. En gang nøs han også så kraftigt, at månegøffen blev blæst helt op i Spidsbjergene, og det tog den en uge at finde hjem igen.
“Ud med dig,” råber Tossetøsen. “Du må ikke nyse herinde. Ud, ud, ud.”
“Ja, ja,” stønner Nøffe og holder sig for sin snabelnæse. Han springer på hovedet ud ad vinduet, mens alle de andre går i dækning under bordet.
De ligger der i lang tid. Men der sker ikke noget. Der er helt stille. Man kan endda høre nogle fugle, der pipper et eller andet sted i nærheden. Pludselig stikker Nøffe sit glade hoved ind ad vinduet. “Kom bare frem, alle mine venner. Jeg skulle ikke alligevel.”
De andre dukker frem fra bordet og hiver Nøffe indenfor, men han er kun lige kommet ind, før hans næse pludselig svulmer op og bliver dobbelt så stor, og inden nogen af dem når at springe i dækning, nyser han så kraftigt, at flufkagemaskinen ryger lige gennem væggen, ud over græsmarkerne og forsvinder hen over en bakke.
 
“Åh … øhm … jeg mener, åh nej. Se nu, hvad der skete,” siger Nøffe ulykkeligt.
“Det er perfekt!” siger Tossetøsen og kigger på hullet i væggen. “Jeg har faktisk længe gået og tænkt på at sætte en dør i den væg, så jeg kan gå direkte ud i haven her fra køkkenet.”
“Øhm … det …” siger Nøffe forvirret.
“Nu mangler der bare en dør,” siger Tossetøsen begejstret.
“Men hvad med din opfindelse?” spørger Raff og kigger ud gennem hullet. “Den er helt væk.”
“Pyt med det. Den duede jo alligevel ikke.”
“Nej,” siger Bella. “Det er og bliver kun Katja og Katnej, der kan lave flufkager.”
 
Så går tvillingerne hjem og laver flufkager og siffelsaft til alle i Smørhullet. Rigtige ægte flufkager af den mest lækre slags, som ikke får nogen til at nyse.
 
Raffs værelse vender sådan, at han plejer at vågne ved, at morgensolene skinner ham i ansigtet. Han elsker at blive liggende i sengen et stykke tid og blive rigtig gennemvarmet af solenes stråler. Men denne morgen vågner han op og ser ikke andet end en stor skygge falde over sin seng.
“Hvad er nu det?” mumler han og står ud af sengen. Han tager sine hjemmefutter på og går hen til vinduet. Og så får han et chok. For ude midt i Smørhullet, lige mellem alle fem huse, ligger der en enorm vandreklit.
“Moar, faar,” råber han og løber ud i gangen. “Der ligger et kæmpestort bjerg midt i Smørhullet, og det gjorde der ikke i går.”
Mor Raffeberg flyver ud af sin seng, men far Raffeberg sover videre. Han skal vækkes med en kanon så tidligt om morgenen.
“Hvad er det, du siger, Raff?” spørger hans mor og kommer ud fra soveværelset i sin morgenkåbe.
“Der ligger et bjerg midt i Smørhullet.”
“Visse-vasse. Det kan slet ikke passe,” siger hun. “Det må være noget, du har drømt.”
“Se selv,” siger han og trækker hende hen til vinduet.
 
“Du godeste. Det gør der sandelig også! Det er en vandreklit, der har slået sig ned midt i det hele.”
“Nu får jeg aldrig mere morgensol ind på min seng,” snøfter Raff.
“Jo, jo,” siger mor Raffeberg og klapper sin søn på hans stjerne, som stadig er blød og rund i spidserne, som den jo er hos alle små raffere. “Vi finder ud af noget.” Så går de ind i soveværelset, trækker vækkelseskanonen ud af skabet, fylder den med løst krudt, tager ørebeskyttere på og fyrer kanonen af.
“Hvad, hvem, hvor og hvorfor?” mumler far Raffeberg forvirret og åbner øjnene.
“Stå op, far,” råber Raff. “Der er kommet et stort bjerg midt i Smørhullet!”
 
Ved hjælp af den gamle skibsklokke får de snart kaldt alle beboerne i Smørhullet sammen. De står og kigger på vandreklitten, der tårner sig op over deres hoveder.
“Vi må altså gøre noget,” siger mor Raffeberg. “Klitten skygger for morgensolen, så lille Raffepus ikke vågner med morgensol på sit ansigt.” Raff ser sur ud. Han kan ikke lide, at hans mor kalder ham Raffepus, når andre hører på det. De står alle i lang tid og spekulerer over problemet. Pludselig ser Nøffe ud, som om han har fået en god ide.
“Jeg har det,” siger Nøffe, “kan I ikke … øhm … kan I ikke bare flytte jeres hus.”
“God ide,” siger Tossetøsen. “Jeg kan sikkert opfinde en husflytter.”
“En husflytter?” Bella rynker på næsen. “Er der noget, der hedder sådan?”
Tossetøsen nikker. “Ja. Nu er der.”
“Nej, nej, nej,” siger mor Raffeberg. “Det kan vi da virkelig ikke. Vores hus skal stå hvor det står, fordi …”
“…fordi dér har det altid stået,” brummer far Raffeberg.
“Jooh, men vi kan jo heller ikke,” siger Nøffe, “vi kan jo heller ikke flytte klitten. Jeg synes faktisk, det er et smukt … øhm … smukt lille bjerg.”
“Det synes jeg også,” siger Bella. “Og yndigt.”
Og sådan bliver det. Far og mor Raffeberg må flytte deres hus. Basta. Men ved middagstid opdager Bella noget frygteligt. Det er så frygteligt, at hun indkalder alle beboere i Smørhullet til et nyt møde.
 
“Det er altså for galt,” snøfter hun. “Klitten tager fuldstændig al min middagssol. Jeg plejer at sidde på min lille terrasse og spise frokost og nyde solskinnet, og det kan jeg slet ikke mere.”
“Hvilken klit?” spørger far Raffeberg forvirret.
“Den klit, der tager min morgensol,” siger Raff.
“Åh, ja. Den. Jo, men Bella, så må du jo bare flytte din stol og dit bord ud i solen,” siger far Raffeberg.
“Nemlig,” nikker Tossetøsen. “Så er det problem klaret. Og hvis du vil have hele terrassen flyttet, så opfinder jeg bare en terrasseflytter.”
“Og vi kan jo ikke sådan lige flytte klitten, vel?” siger Nøffe fornuftigt.
“Nej,” snøfter Bella. “Det kan vi jo nok ikke.”
Mødet bliver hævet, og Nøffe går hjem til sit hus, men da det bliver aften, opdager han noget, som gør ham meget ked af det. Uden at betænke sig et øjeblik løber han hen til klokketårnet for at hive i klokkerebet, og inden længe står de alle rundt omkring ham.
“Jeg plejer,” forklarer han ulykkeligt, “at sidde og spise … øhm … spise min aftensmad på balkonen, mens jeg kigger på, at solene går … øhm … går ned bag bjergene, men nu,” han snøfter lidt, “nu kan jeg ikke se andet end den dumme klit! Den tager al min aftensol.”
“Og min morgensol,” siger Raff.
“Og min middagssol,” siger Bella.
“Hmmm.” Tossetøsen tænker. Hun klør sig i panden. “Måske er det alligevel nemmere at opfinde én klitflytter, end det er at opfinde en husflytter, en terrasseflytter og en balkonflytter.”
“Det tror jeg faktisk du … øhm … du har ret i,” nikker Nøffe.
“Tag I nu bare hjem alle sammen,” siger Tossetøsen og rejser sig op. “Så skal jeg snart få fjernet den klit.”
Tossetøsen arbejder hele natten, og næste dag har hun sin klitflytter parat. Faktiske er det bare en gammel opfindelse, som hun har bygget om. Det er egentlig en fodsporsmaskine, der skulle kunne afsætte fodspor af alle de dyr, der findes på planeten, men den duer ikke, og derfor har den stået under en presenning i det ene hjørne af Tossetøsens værksted i flere år. Men nu har hun altså bygget den om til en klitflytter. Hun har sat et par store skovle fast foran på maskinen, og den er blevet så stor og tung under ombygningen, at de alle bliver nødt til at hjælpe med at trække den hen til klitten. Det tager dem to timer at få den på plads, og de sveder og pruster og stønner, for det er hårdt arbejde.
“Skidt med det,” siger far Raffeberg. “Bare den kan flytte klitten.”
“Det kan den,” siger Tossetøsen. “Gå hellere lidt tilbage ellers bliver I bare flyttet med.”
Alle går ti skridt bagud, mens Tossetøsen gør maskinen klar. Så trykker hun på en stor rød knap, vender sig om og løber hen til de andre. Efter et stykke tid begynder maskinen at ryste. En dampstråle skyder op mod himlen fra en lille spids skorsten, og der lyder et højt hyl. Så sænker maskinen sine skovle og stikker dem ind under klitten.
“Det går perfekt!” jubler Tossetøsen, men i det samme kommer der en masse røg ud under maskinen. Røgen bølger omkring dem, så de ikke kan se en hånd frem for sig.
 
“Hvad sker der?” råber mor Raffeberg.
“Øhm … bare rolig,” råber Tossetøsen. “Den er bare ved at flytte klitten … tror jeg nok.”
Der lyder et højt, buldrende drøn, røgskyerne letter, og så ser de, at …
“Klitflytteren er væk!” råber Raff. “Helt forsvundet!”
Bella sukker. “Men klitten er der endnu.”
“Måske var det en selvflytter, du fik bygget,” funderer Nøffe.
“Se, der er fyldt med alle mulige fodspor, der hvor maskinen stod,” siger far Raffeberg.
“Åh, så virkede den alligevel,” smiler Tossetøsen. “Altså fodsporsmaskinen.”
“Jo, men klitten er der … øhm … klitten er der altså endnu.”
“Hvor mon den blev af?” Tossetøsen kigger op i de hvide skyer. “Måske er den faret til himmels.”
“Måske kan klitten slet ikke flyttes alligevel,” sukker Bella.
“Jo, jo. Det kan den,” siger mor Raffeberg. “Hvis den pludselig kan komme, så kan den også pludselig forsvinde igen.”
Nøffe slår ud med armene. “Jamen hvordan?”
“Jeg har det,” siger Raff. “Al den røg fra klitflytteren har givet mig en ide. Vi fjerner klitten med krudt!”
“Det er en god ide,” griner Tossetøsen, der elsker fyrværkeri og ting, der siger BANG. Far Raffeberg og Raff løber hjem og henter alt det krudt, de plejer at bruge til at vække far Raffeberg med. De lægger det i en bunke lige op ad klitten.
“Nu skal I bare se løjer,” griner Raff.
Mor Raffeberg klapper sin søn på stjernen. “Åh, altså, Raff Raffeberg. Mors lille krudtøre. Hvor er jeg stolt af dig.”
“Det er en god ide,” nikker Nøffe. “Det med krudtet.”
“Nu går jeg hen og tænder.” Raff vifter med en tændstik.
“Næ-næ-næ, lille Raffemus,” siger hans mor. “Børn skal ikke lege med tændstikker. Det ordner din far.”
“Gør jeg?” Far Raffeberg ser forbavset ud.
“Ja, værsgo. Her er tændstikkerne.”
Langsomt går han hen for at tænde krudtet, men idet lunten begynder at sprutte, får han pludselig et fjernt udtryk i ansigtet og bliver stående, som om han helt har glemt, hvad han er i færd med.
 
“Løøøb!” råber Tossetøsen.
“Hva’?” Han kigger forvirret på dem. “Hvorfor ligger i alle sammen dér. Det ser næsten ud, som om I er gået i dækning.”
“Det er vi også!” råber mor Raffeberg. “Skynd dig herhen.”
I det samme får han øje på lunten, der hastigt bliver kortere. Så får han fart på. Han kaster sig fremad og springer i dækning bag de andre, netop som der lyder er højt BOOOOM, og en stor krudtsky lægger sig over hele dalen.
“Hurra,” råber Raff.
Bella tør ikke selv at kigge op. “Er klitten væk?” spørger hun.
“Ja,” siger Katja.
“Hurra,” råber Tossetøsen.
“Nej,” siger Katnej så, og det er desværre hende, der har ret.
“Dumme bjerg,” råber Raff og sparker til det. Det får han nu ikke noget ud af, andet end ondt i foden.
I de næste dage prøver beboerne i Smørhullet alle mulige forskellige ting for at få fjernet bjerget. Bella kildrer Nøffe under næsen med en fjer, så han nyser lige hen mod klitten. Klitten skælver et kort øjeblik, men bliver, hvor den er. De sender bud efter Bomme fra Blommedalen. Han er den største og stærkeste, de kender. Men selvom han aser og maser, så kan han ikke rokke klitten ud af stedet.
“Vi må give fortabt,” siger far Raffeberg en morgen, hvor lille Raff endnu engang er vågnet i skyggen af klitten.
“Ja,” sukker Bella. “Vi har prøvet alt.”
Tossetøsen nikker opgivende. “Alt!”
Netop som de har sagt de ord, rejser klitten sig op og går.
“Hov! Hvad sker der?” råber Raff.
“Vandreklitten vandrer væk,” ler far Raffeberg.
“Hurra!” råber tvillingerne.
“Åh, hvor skønt.” Mor Raffeberg giver sin mand et kys på kinden. “Men hvor er Nøffe?”
“Ja, hvor er Nøffe?” gentager Bella, og i det samme får hun øje på ham. Han kommer løbende hen over bakkerne mod dem.
“Hvor har du været!” råber Raff begejstret. “Klitten er gået! Se! Man kan se den derovre bag bakkerne.”
Nøffe smiler. “Jeg ved det. Og det var mig, der fik den til det.”
“Hvordan gjorde du?”
“Jeg prøvede det eneste, som vi … øhm … som vi ikke havde prøvet endnu.”
“Jamen,” siger Tossetøsen, “vi havde jo prøvet alt.”
“Nej, der var én ting, vi ikke prøvede,” siger Nøffe med et stort smil.
“Og hvad var så det?”
“Det var at spørge.”
 
Så inviterer Bella dem alle sammen hjem på sin terrasse, hvor de spiser en dejlig frokost sammen, mens de sidder og nyder solenes stråler.
 
Det er sent, og Raff skal i seng. Han har allerede fået pyjamasen på, og han har også fået børstet tænder. Det eneste, der mangler, er en godnathistorie. Raff kravler op i sin seng, og far Raffeberg sidder på en stol ved siden af sengen.
“Hvilken historie vil du høre?” brummer far Raffeberg.
“En af dem, du selv finder på. En, der er uhyggelig.”
“Er du sikker på det?”
“Helt sikker,” nikker Raff.
“Godt. Sig tre ord. Så skal jeg lave en historie med dem.”
“Øh … mørke, monster og … øh … tænder.”
“Det er i orden,” siger far Raffeberg, “men så håber jeg ikke, du får mareridt.”
“Det gør jeg ikke. Kom nu! Fortæl!”
Far Raffeberg hoster en enkelt gang. Så begynder han: “Monster … tænder … monster.”
 
“Uhh. Uhyggelig start,” hvisker Raff.
Historien fortsætter: “Mørke, tænder, mørke, monster. Tænder, mørke? MONSTER! Monster, tænder, mørke, tænder, monster, monster, mørke, monster. Tænder-monster-mørke, tænder! Mørke, mørke, mon…”
“Nej, stop,” råber Raff. “Nu … nu bliver det alligevel alt for uhyggeligt.”
“Det tænkte jeg nok,” ler far Raffeberg. “Så giv mig tre nye ord.”
Raff kigger rundt i værelset. Lige pludselig er det, som om alt er uhyggeligt. Efter et stykke tid finder han dog tre ord, som han nok mener, han kan tåle at høre en historie om. “Loft, spejl, dør,” siger han. “Det er nogle gode ord, er det ikke far?”
“Jo,” nikker far Raffeberg og begynder på en ny historie: “Loft! Spejl, dør, spejl, spejl, dør. Loft, spejl, dør, spejl, loft, loft, loft. Dør-spejl? Loooft! Loft dør, spejl, loft, spejl, spejl, loft.” Og sådan fortsætter historien, i lang tid indtil Raff sover.
Men den uhyggelige historie kravler rundt inde i Raffs hoved og giver ham mareridt. Midt om natten vågner han pludselig med et spjæt og sætter sig op i sengen. Han lytter til nattens lyde og forestiller sig, at det er Mallebuh, der laver dem. Mallebuh er et stort farligt væsen, der lever dybt inde i Mørkeskoven; og alle små børn har hørt om det. De får nemlig at vide, at hvis de er frække, så kommer Mallebuh og tager dem. Og Mallebuh er frygtelig. Stor som et bjerg, hundrede gange stærkere end Bomme og farligere end de farligste vilde dyr. Pludselig er Raff sikker på, at Mallebuh ligger under sengen, og han sætter i et højt vræl, der straks får mor Raffeberg til at komme løbende.
 
“Jamen, lille Raffebasse, dog. Hvad sker der?”
“Mallebuh ligger under min seng,” græder Raff.
“Visse-vasse, vel gør han ej. Du har bare haft mareridt.” Hun klapper Raff på stjernen og putter dynen ned omkring ham.
“Jeg tror altså ikke, jeg kan falde i søvn igen,” siger Raff med en lille tynd stemme.
“Hmmm … så kom med mig ned i køkkenet,” siger mor Raffeberg. “Så kan du få et stykke tærte med midnatsbær. De jager alle onde drømme væk.”
“Gør de?”
“Ja. Og nu er du blevet gammel nok til at smage dem.”
“Hurra!” jubler Raff og springer ud af sengen. Og ganske rigtigt. Efter at have spist et stort, dejligt stykke midnatsbærtærte og drukket et glas mælk til, falder Raff straks i søvn hen over køkkenbordet. Mor Raffeberg må bære ham op i seng, og næste dag, mens de får morgenmad, fortæller hun om midnatsbærrene.
“De vokser inde i skoven på nogle specielle buske, som krøller sig helt sammen og forsvinder ned i jorden om dagen. Men om natten, og kun i en time omkring midnat, folder buskene sig ud, så man kan plukke de prægtige bær.”
Den historie fortæller Raff videre til Nøffe, da de møder hinanden nede ved åen.
“Og ved du hvad,” siger han, mens et smil breder sig i hans ansigt. “Bærrene smager som en drøm. En rigtig dejlig sommerdrøm, hvor man kan høre englene synge, og man selv får vinger og flyver højt op mod månerne i den lune sommernat. Sådan smager de. Det er rigtigt!”
Nøffe slikker sig om munden. Han har kun smagt midnatsbær én gang, og det er mange – alt for mange – år siden. “Jeg vil gøre alt, for at få fat i … øhm … få fat i sådan nogle bær.”
“Det vil jeg også,” nikker Raff. “Simpelthen alt!”
“Skal vi ikke … øhm … skal vi ikke tage ud og plukke nogen? Nu i nat?”
“Den er jeg med på,” råber Raff. “Og ved du hvad? Jeg tager min fars mareridtslygte med, bare for en sikkerheds skyld. Hvis vi nu skulle møde noget uhyggeligt ude i skoven.”
“God ide; og jeg har vist en … øhm … en gammel bøhmandsskralde liggende.”
“Perfekt,” jubler Raff. “Så gør vi det!”
Som sagt så gjort. Da det er blevet nat, mødes de ved klokketårnet med alt deres udstyr. Ud over lygten har Raff også taget et langt tov med, hvis de nu skulle få brug for at binde nogen. Nøffe har husket skralden og har desuden taget et sort natslips på i stedet for det røde med hvide prikker, som nattens væsner alt for nemt vil kunne få øje på.
De går hen over bakkerne og lige ind i den mørke Mørkeskov.
 
Vinden suser i træerne, men det lyder ikke helt, som det plejer. Det lyder nærmere som et stort væsen, der trækker vejret. Ud og ind. Ud og ind. Kan det være Mallebuh?
“Hø… hørte du det?” hvisker Nøffe pludselig.
“Hvad?” siger Raff.
“D… den uhygge… øhm … uhyggelige lyd derovre.” Nøffe peger på nogle buske. Det ligner midnatsbærbuske, men han kan også se nogle små gule øjne, der lyser i mørket. Kan det være nogle af de onde skovgnaller, der ligger på lur? Raff lyser derover med sin mareridtslygte, der er lavet sådan, at alt, hvad den lyser på, bliver sødt og hyggeligt. Og minsandten om ikke busken er fuld af store og små sortørede skovgnaller. De vinker og smiler og misser mod det skarpe lys.
 
“Gisp,” gisper Nøffe. “De er af … øhm … den sortørede slags.”
“De allerværste,” hvisker Raff og holder lygten frem foran sig i strakt arm. Nøffe er også klar med bøhmandsskralden.
“Og hvad laver sådan et par små fyre som jer så her ude i skoven, midt om natten?” siger den største af skovgnallerne.
“Ik’ no’ed,” siger Raff.
“Nej, slet ingenting,” siger Nøffe og ryster på hovedet. “Vi … øhm … vi leder skam ikke efter noget som helst.”
“Nåårh. Og hvad er det så, I ikke leder efter?” Skovgnallerne kommer langsomt nærmere og nærmere, men så længe lygten lyser, er de ikke farlige.
“Midnatsbær,” siger Nøffe hurtigt. “Vi … øhm … vi leder i hvert fald ikke efter midnatsbær.”
“Det var godt,” siger skovgnallen, “for det er nemlig vores.”
I det samme begynder lyset i mareridtslygten at blinke. “Åh, nej,” hvisker Raff. “Batterierne er ved at være brugt.” I det samme går lyset helt ud, og skovgnallerne bliver til onde, savlende, knurrende monstre, der gør sig klar til at kaste sig over de to. Men så svinger Nøffe bøhmandsskralden.
Man kan ikke høre en bøhmandsskralde. Den siger ikke en lyd. Altså medmindre man er en bøhmand eller en skovgnalle eller en anden slags natvæsen; for så skærer skraldelyden, så det føles, som om man får trukket pigtråd gennem øregangene. Og nu skynder alle skovgnallerne sig væk, mens de hyler og holder sig for ørerne.
Så går Raff og Nøffe i gang med at plukke. Men de når ikke engang et få plukket fem bær hver, før en stor, mørk skygge falder hen over dem. Det er, som om et bjerg er skudt op af jorden lige ved siden af dem. Så ser de, at det er …
“Ma… Ma… Mallebu… bu… buuuh,” stammer Nøffe og taber bøhmandsskralden af bare skræk.
“Spæn!” råber Raff, og så løber de. Alt hvad de kan. Ud af skoven, hen over bakkerne, hjem til Raffs hus, op i hans værelse og ind under sengen, hvor de ligger og ryster af skræk.
“Hør, hvad er det for en larm her midt om natten?” siger mor Raffeberg. Hun kommer ind i værelset og tænder lyset. Så bukker hun sig ned og kigger ind under sengen.
“Åh, hej med dig, Nøffe. Sover du hos Raff i nat?”
“N… nej,” hvisker Nøffe.
“For vi kan nemlig ikke sove,” siger Raff.
“Vi er … øhm … alt for bange til at kunne sove.”
“Vent lidt. Så kommer jeg tilbage,” siger mor Raffeberg og forsvinder. Lidt efter kommer hun tilbage med en bakke. På bakken er der to glas mælk og to tallerkener med et stykke midnatsbærtærte på hver. “Kom nu frem,” ler hun, “og spis det sidste af vores tærte. Så kan I sikkert sove bagefter.”
De kravler ud, lægger sig op i sengen og begynder at spise.
“Uhm … det … øhm … smager godt,” mumler Nøffe, med munden fuld af tærte. “Men ikke så godt, som jeg troede, det ville gøre.”
“Nej,” nikker Raff. “Det kunne faktisk smage bedre.”
“Jeg kan ikke forstå, at … øhm … at der er nogen, der vil gøre alt – simpelthen alt – for at få fat i … øhm … midnatsbær.”
“Det kan jeg heller ikke,” siger Raff og slikker krummerne af sin tallerken.
Så tager mor Raffeberg de tomme tallerkener og glas og siger godnat. De to i sengen svarer ikke. De sover allerede.
 
Ikke så langt fra Smørhullets fem huse ligger der en sø, som Nøffe tit fisker i. Søen hedder Helsø, og man siger, at der lever en gammel snu fisk på bunden af søen. Fisken er så stor, at hvis man fanger den, vil der være mad nok til alle i Smørhullet i et helt år. Fisken hedder Krumrian, og det er den, Nøffe er ude på at fange. Han har en lille robåd liggende nede ved søbredden, og den ror han ud midt på søen.
“Hmm, hvad mon Krumrian har lyst til at spise i dag,” mumler Nøffe. “Mon ikke den har lyst til et æble?” Han tager et æble op af sin fisketaske og sætter det på krogen. Så smider han snøren ud og lægger sig til at vente. Der sker ikke noget i lang tid, men pludselig kan han mærke et ryk i fiskestangen.
“Der er bid,” råber han og springer op. Han haler snøren ind, men der er kun skroget tilbage af æblet.
 
“Hmm … jeg sagde jo … øhm … jeg sagde jo nok, at Krumrian havde lyst til æble.” Så sætter han et nyt æble på og kaster det ud. Lidt efter gentager det sig. Et ryk i fiskestangen, Nøffe haler ind, æblet er blevet til et æbleskrog.
“Nå, nå, nå,” mumler Nøffe. “Nu sætter jeg mit … øhm … sidste æble på og denne gang skal jeg nok få Krumrian – den dumrian – på krogen.”
Æblet lander med et højt plask i vandet, og Nøffe kigger på ringene, der breder sig. De når helt over til den anden søbred, hvor Nøffe får øje på et par underlige træer. “Hvad er det dog for nogle træer?” mumler han og lader blikket glide op ad træstammerne. Så ser han, at det slet ikke er træer. Det er et par lange, tykke ben, der sidder fast under en tyk mave, der har et stort grønligt hoved siddende på toppen. Pludselig går det op for Nøffe, hvad det er for et væsen, der står på den anden side af søen og slikker sig om munden.
 
“Hjææælp! En … en kæ… kæ… kæmpemæssig søæder,” råber han og griber fat i årerne. Han ror ind til søbredden, så hurtigt han kan, griber sit fiskeudstyr og springer op på land, hvor han gemmer sig bag en stor sten, for søæderen ser noget så farlig ud. Nøffe har aldrig set sådan en før, for de er meget sjældne, men han har hørt om dem, og han ved, at de i løbet af ingen tid kan æde en hel sø, hvis de er sultne nok; og det er de desværre tit.
Søæderen lægger sig ned på knæ. Den åbner sin mund, og munden bliver større og større og større. Den ligner indgangen til en stor dyb hule. Så sænker søæderen sit ansigt ned i søen og begynder at slubre søen i sig, som om den var en skålfuld suppe.
“Åh, nej,” jamrer Nøffe, for han vil nødigt af med søen. Han elsker jo at fiske i den. Han springer op og skynder sig at løbe hjem til klokketårnet, hvor han ringer med klokken, indtil alle de andre er kommet ud af deres huse.
Raff kommer løbende med et pølsehorn i den ene hånd og en flaske siffelsaft i den anden. “Hvad sker der?” spørger han.
 
“Brænder det?” råber Tossetøsen. Hun kommer hoppende i en gammel kartoffelsæk. Hun er nok ved at opfinde et eller andet underligt. Katja, Katnej, mor Raffeberg, far Raffeberg, Bella og månegøffen kommer også løbende. Ja, det vil sige, månegøffen løber ikke, den flyver.
“Nej, åh nej,” jamrer Nøffe. “Det er … øhm … meget værre. Det er skrækkeligt. Frygteligt. Det værste …”
“Ja-ja, Nøffe. Kom nu med det,” siger Katja. “Hvad er der sket?”
“Der er en … øhm … en stor søæder, som er ved at spise Helsø. Vi må … vi må gøre noget.”
“En søæder?” siger mor Raffeberg. “Det er søreme sjældent, de kommer her til Smørhullet.”
“Hvad skal vi gøre?” Bella tripper nervøst rundt på sine tåspidser med månegøffen siddende på sin ene skulder.
“Jeg har det,” siger Raff og giver et ivrigt hop. “Skynd jer alle sammen hjem efter jeres fiskeudstyr.”
“Jamen, Raff,” siger Tossetøsen, “vi har ikke tid til at tage på fisketur nu.”
“Jo, jo, jo, det er en del af min plan. Skynd jer nu lidt.” Så løber de alle sammen hjem undtagen Nøffe, der jo allerede står med sit udstyr i hånden. Lidt efter er de alle samlet igen.
“Hvad skal vi så?” spørger Tossetøsen. Hun står med en fiskestang, hun selv har opfundet. Den kan både fange fugle, fisk og får på samme tid, men den virker ikke helt, som den skal. Den kan godt fange fisk, og den kan også fange fugle, men får fanger den aldrig. Kun geder. Tossetøsen siger, at den bare skal indstilles rigtigt, men hun har vist aldrig fået det gjort.
“Nu skal I bare høre, hvad vi gør,” hvisker Raff, og alle de andre samler sig om ham og bukker sig ned for at høre hans plan.
 
Lidt efter kommer de gående i en lang række ned mod søen. De kan høre søæderen, længe inden de får øje på den. Den slubrer nemlig meget højt. De lader som ingenting og fortsætter forbi søen.
“Åh, ja,” råber Raff så højt, at søæderen kan høre det. “Nu skal det blive dejligt at komme op til Storesø oppe i Spidsbjergene og fange fisk i spandevis.”
“Ja,” råber Nøffe, der går lige bagved. “Og Storesø er kæmpestor og … øhm … stor.”
“Der er nogen, der siger,” råber Bella, “at den skal hedde Kæmpesø til næste år.”
“Der er også nogen, der kalder den Lækkersø,” råber Raff.
“Og … øhm … Flufkagesø,” råber Nøffe og slikker sig om munden.
“Nej, nej, nej,” hvisker Raff. “Søædere kan ikke lide flufkager, Nøffe.”
“Kan de ikke?” Nøffe bliver så overrasket – for han kan slet ikke forestille sig, at der findes væsner, der ikke kan lide flufkager – at han kommer til at standse op, så alle dem bagved støder ind i ham.
BUMP!
“Av min næse,” siger Bella.
BUMP!
“Kom nu videre,” mumler far Raffeberg.
BUMP!
De går forbi Helsø med retning mod Spidsbjergene. Ingen af dem kigger på søæderen. De fortsætter bare fremad, som om de er en flok lystfiskere i højt humør på vej til en dejlig fisketur. Men pludselig holder de høje slubrelyde op.
Raff sætter hænderne for munden og råber: “Lad os skynde os at komme op til den kæmpestore Storesø, med det rene friske vand, der ligger helt oppe ved Spidstinden, det højeste af alle Spidsbjergene.”
“Hurra,” råber Nøffe begejstret. “Hurra for Storelækkersø.”
 
De hører et eller andet stort bevæge sig gennem skoven og får et glimt af søæderen mellem træerne. Den har fart på. Med sine lange ben kommer den hurtigt fremad og forsvinder i det fjerne bag en bakketop.
“Hurra,” råber Nøffe.
“Vi klarede det,” jubler Bella.
“Lad os skynde os ned til søen og se, hvor meget der er tilbage af den,” brummer far Raffeberg.
De løber ned til Helsø og kan se, at halvdelen af den er spist.
“Nu skal vi vist til at kalde den Halvsø i stedet for,” siger Tossetøsen.
“Ja, det tror jeg også,” nikker far Raffeberg.
 
Næste dag tager Nøffe igen på fisketur, for der er noget, han har ligget og tænkt over den halve nat. Han sidder ude midt på Halvsø i sin lille robåd og gør fiskestangen klar. Et æble bliver sat på krogen og kastet ud i vandet. Så sætter han sig til at vente. Da han lidt efter hiver det op igen, er der kun kærnehuset tilbage. Nøffe smiler, for nu ved han, at Krumrian stadig er dernede et sted. Nede på bunden af Halvsø. Og en eller anden dag skal Nøffe nok få fanget den gamle snu fisk.
Tossetøsen er genial. Hvis hun altså selv skal sige det. Men hun har nu af og til opfundet nogle gode ting. Hun opfandt engang en skopudsemaskine, der viste sig at være fantastisk god til at skrive navneskilte, og det er forklaringen på alle de flotte navneskilte på alle hoveddørene i Smørhullet. En anden gang opfandt hun et metalgebis, der siden løb væk hjemmefra og nu vistnok lever ude i skovene et sted, hvor det har slået sig ned som skovgnallefrisør. Hun opfandt også en gang en flaskerenser, der ikke kunne rense flasker, men som til gengæld kunne passe får, og sådan havde hun altså lavet en lang, lang stribe af gode, nyttige opfindelser.
De andre synes kun, hun er genial indimellem, men Nøffe har aldrig helt kunnet glemme den flufkagemaskine, som hun engang opfandt, men som ikke duede til andet end at bage nysekager. Nu står den i udkanten af dalen, og Nøffe går af og til hen til den og sidder og drømmer om hvor dejligt det ville være, hvis den virkede. Men det gør den ikke. Det eneste, den er god til, har han fundet ud af, er at presse mælk ud af mælkebøtteblade, og hvad skal man bruge det til? Det smager i hvert fald ikke godt. Han har smagt på det.
 
Denne dag står Tossetøsen og arbejder med noget i sit værksted. Hun har arbejdet i flere uger, men nu er hun færdig. Hvad hun har opfundet? En forgylder. Hvad er det? spørger du nok, og det er en maskine, som kan lægge et tyndt, fint lag af guld på alle ting. Til at starte med har Tossetøsen tænkt sig at forgylde alle de flotte navneskilte i Smørhullet. Men for en sikkerheds skyld vil hun lige afprøve opfindelsen, inden hun viser den til de andre, så hun skubber den ud på græsset. Hvad skal hun forgylde først? Hun går ind i værkstedet igen og tager det allerførste, hun falder over: en gammel utæt gryde. Hun stiller den på græsset foran forgylderen og tænder maskinen.
Brummende og hvæsende kommer der liv i den. Den larmer og ryster, men det skal den også. Sådan er den bygget. Hun løfter en tyk slange ned af et hængsel. For enden af slangen sidder der en tragt, som hun peger ned mod gryden. Så hiver hun i et håndtag. POP! lyder det, og i det samme kommer der et eller andet susende ud af maskinen, som slår hatten af Tossetøsen; men det opdager hun slet ikke, fordi hun glæder sig så meget til at få en guldgryde.
“Hov,” siger Tossetøsen og løfter gryden op. Den ligner sig selv. “Den er jo ikke blevet forgyldt. Øv, da også. Og hvor er min hat!” Hun bukker sig ned for at samle hatten op fra græsset, og så opdager hun, hvad det var, der slog hatten af: En underlig bøjet tingest der mest af alt ligner en hestesko eller et u.
 
I det samme begynder det at regne, og hun skynder sig at skubbe forgylderen ind i værkstedet igen. Der er vist lige et par ting, hun skal have justeret. Så løber hun ud for at hente gryden. Hun har meget travlt med ikke at blive våd, og hun når helt ind i værkstedet med gryden, før hun opdager, at den er fuld af vand.
“Det var mærkeligt,” siger hun højt til sig selv. “Den gryde har ikke kunnet holde på vandet, siden min oldefar var ung.” Nå. Det må hun undersøge senere. Nu gælder det forgylderen. Hun skal lige til at skrue en skrue løs på den, da det banker på hendes dør.
“Kom ind,” råber hun. Døren går op, og Nøffe kommer ind. Han har regnhat og regnslips på og er meget forpustet. Han må have løbet hele vejen, for han er så forpustet, at han slet ikke kan sige noget.
“Hvad er der sket?” siger Tossetøsen og lægger skruetrækkeren fra sig.
Han sætter sig på en kasse og puster ud et øjeblik. “Åhh, det er skrækkeligt,” jamrer han og ryster på hovedet. “Det … det regner ind alle mulige steder i mit hus, og jeg har brugt alle mine gryder og potter og spande og … øhm … gryder. Du må hjælpe mig. Mit tag er så frygtelig utæt.”
“Har du ikke fået repareret det endnu? Sidste gang det regnede, sagde du, at nu skulle det tag gøres tæt, koste hvad det ville.”
“Ja,” nikker Nøffe trist, “men så kom solen jo frem, og … øhm … og man skal også huske at nyde solen, mens den … øhm … er der, og så længe det ikke regnede, var der jo ingen grund til at … øhm … at reparere taget.”
“Hmmm,” siger Tossetøsen. “Så nu vil du altså have mig til at komme og reparere dit tag med det samme?”
Nøffe kigger overrasket op. “Næ, nej. Jeg vil bare gerne … øhm … frygteligt gerne låne alle dine gryder og potter og spande og … og gryder.” Han peger på den gamle gryde, der ikke har været tæt, siden Tossetøsens oldefar var ung. “For eksempel den der.”
“Den er ikke …” siger hun og skal lige til at sige “tæt”, men så kigger hun nærmere på den. Den er faktisk tæt. Der er stadig regnvand i den. “Hmmmm.” Hun klør sig på næsen, som hun altid gør, når hun tænker meget dybt over et eller andet problem. “Gad vide …” mumler hun så, mest for sig selv, og går hen til forgylderen.
“Der er ikke tid til den slags,” siger Nøffe uroligt, “må jeg, eller må jeg ikke … øhm … låne dine … ja, du ved godt, hvad jeg vil låne.”
Tossetøsen vender sig om mod ham med et stort smil. “Det bliver slet ikke nødvendigt.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi,” siger Tossetøsen begejstret, “jeg har lige opfundet en tætter.”
“En … øhm … hva’ for en?”
“En tætter,” siger hun og begynder at skubbe forgylderen, der nu er en tætter, ud af værkstedet.
 
Nøffe og Tossetøsen skubber tætteren gennem regnen hele vejen hjem til Nøffes hus.
“Jeg løber ind og tømmer … øhm … tømmer alle potter og spande og …”
“Ja-ja,” nikker Tossetøsen. “Så gør jeg tætteren klar imens.”
Lidt efter kommer Nøffe løbende ud og får straks øje på Tossetøsen, der står og holder tragten helt ind mod husets mur.
“Træk i håndtaget,” råber hun. Nøffe kigger på maskinen. Der er kun ét håndtag. Et langt et med en stor rød knop for enden.
 
Det trækker han i, og pludselig skyder maskinen med en hel masse af de mærkelige u-formede dimser. POP, POP, POP, POP, POP, lyder det, og Nøffe bliver så bange – han tror, der er nogen, der skyder med geværer – at han løber indenfor. Men et øjeblik efter stikker han hovedet ud ad et af vinduerne lige over Tossetøsen.
“Hurra!” råber han og vifter med armene og næsen. “Det drypper ikke mere! Taget er tæt!”
Tossetøsen slukker maskinen og skynder sig ind til Nøffe, der varmer et par boller og noget kakao til dem. Så sidder de og hygger sig foran pejsen, mens de får varmen og bliver tørre. Da de er færdige, er det holdt op med at regne. Ja, faktisk er solene dukket frem mellem skyerne.
“Det er en fantastiske maskine, du der har fået bygget,” siger Nøffe.
Tossetøsen nikker stolt og siger ikke noget om, at det skulle have været en forgylder. De går ud til maskinen, og Nøffe samler en af de u-formede tingester op fra græsset. “Men hvad er det her for noget? Hvorfor skyder den med dem?”
“Tjaaah,” siger Tossetøsen. “Det er fordi … hvis man … jeg tror nok, at den … før i tiden, var det sådan at … det ved jeg faktisk ikke.”
Nøffe vender og drejer den underlige tingest. “Det ligner et u,” siger han, “og før var taget utæt, men så … øhm … så blev det tæt.” Han tænker så det knager. “Det er jo næsten, som om … som om at maskinen har fjernet u’et, ikke?” Han ler. “Måske har du bygget en … øhm … en u-fjerner.”
Tossetøsen siger ikke noget. Hun kigger på det u, Nøffe står med, og hun kigger på den bunke af u’er der ligger på græsset, mens hun klør sig på næsen.
“Vent lidt,” siger Nøffe og løber ind i sit køkken, hvor han finder en papirspose med en meget gammel flufkage, som han en dag fandt inde bagerst i sit køkkenskab.
 
Den havde ligget der så længe, at den var blevet helt grøn og ulækker af mug, men fordi det var en flufkage, kunne han ikke nænne at smide den ud.
Lidt efter står Tossetøsen og Nøffe klar ved maskinen. Tossetøsen peger med slangen og tragten ned mod kagen. “Træk i håndtaget!” råber hun, på samme måde som en skibskaptajn ville råbe: “Hårdt til styrbord.”
Nøffe hiver i håndtaget. POP, lyder det, og et stort u kommer flyvende ud af maskinen. Nøffe skynder sig om til Tossetøsen, og så bliver han glad. For dér, på posen, hvor der før lå en ulækker flufkage, ligger der nu en meget lækker flufkage. Faktisk den lækreste flufkage, Nøffe nogensinde har set. Den dufter himmelsk og er stadig lun, som om den lige er kommet ud af ovnen. Nøffes næse går helt amok og spræller, som om den vil rive sig løs.
“Åhhh, ja,” sukker han og falder på knæ ved siden af kagen. Han slikker sig om munden. “Skal … øhm … skal vi dele den?”
Tossetøsen nikker. Så tager Nøffe ganske forsigtigt fat i kagen og brækker den midtover. Det vil sige, helt midtover bliver det ikke. “Ups, hvor … øhm … hvor klodset,” siger han, “det ene stykke er meget stort, og det andet er meget lille.”
“Tag du bare det store, Nøffe,” siger Tossetøsen. “Det er jo trods alt din kage.”
“Det er rigtigt,” nikker han og slikker sig om munden en gang til. Så tager han kagestykket op, snuser grundigt til det og kaster det ind i sin mund. “Uhmmmm,” siger han – stadig med lukkede øjne. “Det er den bedste flufkage, jeg nogensinde har smagt.”
Tossetøsen ler. “Det siger du, hver gang, du får flufkager.”
“Ja,” siger Nøffe og åbner øjnene. “For det passer nemlig. Ingen flufkage er så god som den, man tygger på.”
Så spiser Tossetøsen også sit kagestykke, og bagefter giver de sig til at tænke over, hvilke andre ord de kan fjerne u’et fra. Foreløbig har de prøvet utæt, der blev til tæt; ulækker der blev til lækker, og efter at have tænkt længe over det finder de også ud af, at de kan gøre uhyggelige ting hyggelige; men så kan de ikke finde på mere. Kan du det? Jeg kan sige så meget, at den efterfølgende vinter, hvor Nøffe så gerne vil stå på skøjter, gør Tossetøsen og u-fjerneren noget ved isen, men det er en helt anden historie.
 
Bella står ude i sin have og hænger vasketøj op på tørresnoren. Det er endnu en dejlig varm morgen i Smørhullet, og Bella danser rundt på tåspidserne, som hun plejer. Men pludselig får hun øje på noget, som gør hende meget forskrækket. Så forskrækket – og bange – at hun skynder sig indenfor og låser alle døre.
Foran det blå hus står Raff og sparker en bold op mod muren. Pludselig hører han en lyd og vender sig om. “Hjæælp!” skriger han og skynder sig indenfor, og den eneste lyd, man hører, er lyden af en dør, der hurtigt bliver låst.
“Moar, faar,” råber han. “Skynd jer og kom! Der går en surmule rundt udenfor!”
Far Raffeberg og mor Raffeberg kommer ned ad trapperne i en fart.
“Hvad er det, du siger?” spørger far Raffeberg. Han håber nok, han hørte forkert, men så kigger han ud af vinduet og ser, at det er rigtigt nok.
 
En meget sur surmule er på vej forbi deres hus. Dens mund vender nedad, den har en dyb rynke i panden, og dens øjne skyder små lyn, der godt kan starte en skovbrand – hvis det ikke har regnet i lang tid, og skovbunden er tør.
“Hvor mon den kommer fra?” siger mor Raffeberg ængsteligt. “Surmuler plejer at holde til i skovene.”
“Den går hen mod Nøffes hus,” råber Raff.
“Åh, nej,” brummer far Raffeberg, da de ser surmulen gå op ad trappen til Nøffes hus, åbne døren og gå indenfor. De løber ud og ringer med skibsklokken, og straks kommer alle de andre beboere i Smørhullet løbende.
“Der er en surmule løs i dalen, og den er gået ind i Nøffes hus!” råber Raff.
“Hvor frygteligt,” stønner Tossetøsen.
Katja og Katnej ryster på hovederne, og Bella tripper nervøst på stedet. I det samme kommer surmulen ud.
“D… den kommer herhen,” hvisker far Raffeberg.
“Den har ædt Nøffe,” råber Raff.
Så løber de alle sammen ind i det nærmeste hus, som er Bellas. De står og holder vejret og døren – hvis nu Surmulen skulle få den ide at prøve at slå døren ind.
“LUK OP!” brøler surmulen, men de lader, som om der ikke er nogen hjemme. Surmulen banker på døren, banker på vinduerne, men efter et stykke tid kan de høre, at den går. Ud ad brevsprækken kan Raff se, at den går tilbage til Nøffes hus.
“Hvorfor går den hele tiden ind i Nøffes hus?” spørger mor Raffeberg. “Surmuler kan slet ikke lide at være inde i huse. De lever jo ude i de store skove.”
“Og den har allerede spist Nøffe,” siger Raff.
“Nej!” siger Katnej. “Surmuler spiser ikke snabelgrise, og surmuler kommer ikke ud af skovene.”
“Stakkels Nøffe,” snøfter Bella. “Sidst jeg så ham, var han endda så glad, fordi han skulle på skovtur med madkurv og det hele.”
“Aha,” siger Tossetøsen. “Vi må straks finde det sted, hvor Nøffe gik hen.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg har en mistanke,” siger Tossetøsen.
“Mistanke?” siger Katja og Katnej i munden på hinanden. Selvfølgelig kan de godt lide det ord, de to missetvillinger.
“Jeg ved godt, hvor Nøffe går hen, når han skal på sådan en skovtur med madkurv og det hele,” siger Raff, og så løber de alle sammen efter ham ned til åen og hen til et stort gammelt piletræ.
 
De finder Nøffes madkurv og hans lille ternede dug, men de finder også noget andet. Noget, der får dem alle sammen til at gispe af skræk. For rundt om det sted, hvor Nøffe har siddet, opdager de en heksering. En heksering er en ring af svampe, der af og til vokser frem i græsset, og alle i Smørhullet ved, hvad der kan ske, hvis man sidder for længe i sådan en ring. Så kan man blive forvandlet til alt muligt mærkeligt.
“Min bedstefar blev på sine gamle dage forvandlet til en hovedløs hane af sådan en ring,” siger Tossetøsen.
“Jeg havde en onkel, der blev til en sko,” siger Bella.
“Da jeg var dreng, blev min yndlingsged forvandlet til en vandkande,” nikker far Raffeberg. “Uden hank endda.”
“Det er jo … det er jo frygteligt,” siger Bella. “Og synd. For Nøffe. Nu får vi ham aldrig … snøft … tilbage.”
“Det kan faktisk godt lade sig gøre,” siger Katja og Katnej i munden på hinanden, “at ophæve hekseringes forvandlinger.”
De kiggede alle på de to katteagtige tvillinger.
“Altså i særlige tilfælde,” tilføjer Katnej.
“Ja,” siger Katja. “Det står der selv i vores mors opskriftsbog. Kom.” Og så skynder de sig alle sammen hjem til Katjas og Katnejs hus, finder den gamle, tykke bog – hvor opskriften på flufkager også står – og slår op i midten af den.
“Først skal surmulen bades i mælkebøttemælk,” læser Katja.
“Åh,” siger Bella. “Hvor skal vi få det fra?”
“Det ved jeg,” siger Raff straks. “Fra Tossetøsens flufkagemaskine, som Nøffe nøs helt ud af huset. Nøffe har engang fortalt mig, at den kan lave sådan noget.”
“Nå, er det det, den kan,” jubler Tossetøsen og springer ud ad døren. “Jeg vidste jo, at den kunne bruges til noget fornuftigt.”
“Mens Tossetøsen er ude efter mælkebøttemælk, kan vi andre jo gå videre,” siger Katnej. “For bagefter skal Surmulen rammes af tre snebolde tilfældige steder på kroppen, bare ikke på højre skulder – endelig ikke på højre skulder – det står understreget med rødt, så det må være vigtigt. Til sidst skal surmulen høre ordet “staffelikoks”, mens den hænger med hovedet nedad fra en tagrende af zink.”
“Tagrende af zink?” Far Raffeberg rynker panden. “ Skal det være zink?”
“Ja,” siger Katja. “Det står der i bogen.”
“Staff… staffeli… koks,” siger Bella. “Det kan jeg sagtens sige, men snebolde? Hvor får vi dem fra, her midt om sommeren?”
“Vores kummefryser trænger så frygteligt til at blive afrimet,” siger mor Raffeberg. “Jeg kan sagtens fylde en hel spand med issne fra den. Det tror jeg godt, vi kan lave snebolde af. Kom Raff, det ordner vi to,” og så går de.
“Tagrende af zink,” mumler far Raffeberg. “Det bliver et problem.” Men nej. Da Tossetøsen kommer tilbage med en spand fuld af mælkebøttemælk, viser det sig, at hendes tagrender er af zink. “Dem satte jeg da op for et par år siden,” siger hun, “da de gamle var helt gennemhullede.”
“Hvor heldigt,” siger Bella, “og vidunderligt!”
“Så er vi snart klar,” siger Katja.
“Først,” siger Tossetøsen alvorligt og kigger rundt på dem alle sammen, “må vi lægge en plan.”
 
Raff er den hurtigste løber, så det er ham, der går op og banker på Nøffes dør. BANK, BANK, BANK lyder det. Raff gør sig klar til at løbe, og pludselig bliver døren revet op, og surmulen brøler: “HVEM ER DET, DER BANKER PÅ MIN DØR! SKRUB AF. JEG VIL IKKE KØBE NOGET, HAR JEG JO SAGT!!!”
“Æv, bæv og brumme, surmuler er dumme!” råber Raff, og så stikker han af.
Surmulen løber ud ad døren, mens den brøler af raseri. Sådan en rigtig sur surmule kan løbe overraskende stærkt, selvom den er stor og tung, og den haler ind på Raff. Men Raff skal ikke så langt. Kun over til Tossetøsens hus. Han når lige at kaste sig ind og få smækket døren efter sig.
“LUK DEN DØR OP, ELLER JEG SKAL …” brøler surmulen, men i det samme dukker Tossetøsen op i vinduet over døren og hælder en hel spandfuld mælkebøttemælk i hovedet på den.
“ADR! HOLD LIGE OP MED DET!” brøler surmulen, men i det samme dukker far Raffeberg, og Katja og Katnej op i tre forskellige vinduer og rammer den med en snebold hver – og heldigvis er der ingen af dem, der rammer den på højre skulder.
“NÅÅÅÅ! DET SKAL I FÅ BETALT!” vræler surmulen, men i det samme klapper den fælde, som Tossetøsen engang byggede til at fange rødørede skovgnaller med. Et reb bliver trukket sammen omkring benene på surmulen, og rebet er fastgjort til tagrenden. Tagrenden af zink. Pludselig hænger surmulen og dingler med hovedet nedad, og lige som den skal til at skære rebet over med en af sine lange, skarpe kløer, dukker Bella op i et vindue.
“Staffelikoks!” råber hun, og i samme øjeblik hun har sagt det sidste s i ordet, er det ikke længere en rasende surmule, men lille stakkels Nøffe, der hænger og dingler i rebet.
“Åh, nej. Hjælp … øh, jeg mener … hvad sker der?” jamrer Nøffe forvirret. “Og hvorfor står hele verden på hovedet?” Han kan slet ikke forstå, hvorfor alle hans venner pludselig står og råber hurra og klapper, for hvis man er forhekset af en heksering, så ved man det ikke selv.
De hjælper de ham ned på jorden og omfavner hinanden af glæde over, at Nøffe ikke var blevet spist af en sur surmule.
 
Åh ja. Sådan kan det gå, hvis man ikke husker at undersøge jorden for hekseringe, inden man lægger sig til at sove. Nu har Nøffe i hvert fald lært det, tror du ikke?
 
En aften sidder Nøffe i sin dejlige, bløde gamle lænestol ved pejsen og varmer sine tæer. På et lille bord ved siden af stolen står der en kop kakao og en tallerken. På tallerkenen ligger der en bolle med smør og violkrymmel.
Nøffe læser i en stor, tyk bog, der hedder: En lille bog om kunsten at sige nej . Nøffe er nemlig rigtig dårlig til at sige nej. Hver gang nogen spørger ham om noget, siger han: “Ja, det vil jeg da gerne,” også selvom han slet ikke har lyst til det. Han har spurgt Katnej, om hun ikke vil lære ham det, men hun sagde selvfølgelig nej, så derfor må han lære det ved at læse i bogen.
Udenfor er det begyndt at blæse fra nord. Det betyder, at vinden kommer susende fra de høje Spidsbjerges tinder, og så er det en meget kold vind, der rusker i Smørhullets huse. Det er også et tegn på, at sommeren er ved at være slut, og at Den Store Månefest nærmer sig. Sådan en aften er det ekstra dejligt at have en pejs. Og en god bog. Og en kop kakao med tilhørende bolle.
Nøffe kigger på det spejl, som er limet ind i bogen, og hvor man kan se sine mundbevægelser, mens man siger: “NEJ!” på en vred måde eller “Nej,” på en pæn måde eller ligefrem “Nej tak,” som nok er den høfligste måde at sige nej på.
 
“Nej!” siger Nøffe. “Nej, nej og atter nej, har jeg jo sagt.” Han studerer sine mundbevægelser i spejlet og synes selv, at han er blevet helt god til det. Han tager en bid af bollen, skyller efter med kakao og kigger overdrevent barskt på sig selv i spejlet. “Jeg sagde NEJ, kammerat!” Han ler, for det ser så sjovt ud, når han siger nej, og han beslutter sig for, at næste gang nogen spørger om noget, vil han sige nej, lige meget hvem det er. Han er sikker på, at han godt kan nu.
I det samme hører han et bank på sin hoveddør. Kun ét.
“Det var …” mumler han. “Det var dog …” Han har ikke spor lyst til at få gæster nu. “Det var dog en underlig måde at … øhm … at banke på.” Han sidder og venter på et bank mere, men det kommer ikke. Og netop fordi der kun var det ene – men meget tydelige – bank, bliver han så nysgerrig, at han lægger bogen på bordet ved siden at bollerne, stikker fødderne i et par hjemmesko med stritører og snabel og tøffer ud til fordøren.
Han lægger øret til døren, men kan ikke høre andet end vindens susen. Så åbner han og opdager straks, hvad det var, der bankede på døren. Midt på dørmåtten ligger en fuldstændig udmattet blåstribet flyvefrø iført pilotjakke og flyvehjelm og gisper efter luft.
“Jamen dog,” siger Nøffe. “Er der sket noget?”
Frøen kvækker en enkelt gang. Så siger den: “Nordenvinden er så stærk og kold i nat, og den førte mig denne vej. Må jeg komme ind og varme mig lidt ved din pejs?”
Nøffe tænker på, om han skal sige nej, sådan som han aftalte med sig selv for et øjeblik siden, men inden han når at få munden formet sådan, som der står i bogen, har han allerede sagt: “Ja … øhm … ja, naturligvis. Kom indenfor.”
 
Frøen hedder Ib og har været langt omkring i verden på sine små, gennemsigtige vinger. Nøffe, der aldrig har været længere væk end i nabodalen, lytter til frøens historier om de varme lande, hvor frøerne er røde, og hvor der findes frøer, som æder andre frøer. “Tænk engang at spise en frø! Afskyeligt, ikke sandt?”
“Jo,” nikker Nøffe og kigger bekymret på frøen, der, på trods af sin lille krop, har spist seks boller og drukket fire stor kopper kakao af et sugerør. “Jeg kan også meget bedre lide boller … og … øhm … og flufkager og den slags.”
“Flufkager kender jeg ikke, men boller … det ved man da, hvad er,” siger frøen og fortæller så om dengang, den fløj over det store hav i ét stræk. Tre uger tog det, og undervejs hvilede den sig kun én gang. Det var på tungen af en skallehval, der gik i gang med et stort, langt gab, lige idet Ib kom forbi.
“Er der flere boller?” Ib slikker sig om munden med sin lange, lange tunge.
“Ja,” siger Nøffe og rejser sig, men hele vejen ud til køkkenet ærgrer han sig over, at han ikke fik sagt nej i stedet for. Alle hans gode, hjemmebagte boller ender i maven på den frø, hvis det fortsætter på den måde. Men efter endnu fire boller er flyvefrøen endelig mæt. Og træt. Den falder i søvn midt i en sætning.
 
Nordenvinden suser gennem dalen, og så længe vinden kommer derfra, kan Ib ikke komme videre. De næste tre dage hviler han sig på Nøffes sofa og spiser boller og drikker kakao og fortæller historier ude fra den store verden.
“Engang hvor jeg havde fløjet i flere dage i træk hen over en slette fyldt med frøædende firben, der forhindrede mig i at lande, kom jeg endelig til et kæmpemæssigt enligt træ, som jeg ville lande i, men idet jeg rørte træet med min ene tå, mærkede jeg, at tåen sad fast. Da gik det op for mig, at træet var et af de berygtede og frygtede limtræer. Heldigvis nåede jeg ikke at sætte mig på grenen, det var kun min tå, der sad fast. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke komme derfra, og hundredvis – nej tusindvis – af firben var på vej op i træet. De sad nemlig ikke fast. Limtræets lim virkede ikke på deres skællede hud. Der var kun én ting at gøre. Jeg samlede alle mine kræfter, baskede, alt hvad jeg kunne, med mine vinger … og min plan lykkedes.
 
Med en øredøvende knasen og knirken fik jeg hele det enorme træ rykket op. Med rode, du! Så fløj jeg hen over sletten med det store limtræ hængende i min ene tå, mens firbenene sprang af til alle sider, for de lider alle sammen af flyveskræk.”
“Det … øhm … det må jeg nok sige,” siger Nøffe. “Hvordan fik du træet af din tå?”
“Det gjorde jeg heller ikke. I fire dage fløj jeg rundt med det træ, indtil jeg fandt en af de største limtræsædere, jeg nogen sinde har set. Jeg tilbød ham mit træ, og han hapsede det i én eneste mundfuld. Desværre var han så hurtig og så sulten, at han fik min tå med. Se bare.” Ib stritter med sin ene fod, og først nu opdager Nøffe, at der mangler en tå. I stedet for tåen sidder der en kunstig tå af metal.
“Det må have gjort ondt,” hvisker Nøffe.
“Åh, ja, men du ved … vi flyvefrøer er gjort af et specielt stof. Der gik flere dage, før jeg opdagede, at tåen var væk.”
“Du milde.”
“Er der flere boller?” spørger Ib. Det er der.
“Hvor har du så fået metaltåen fra?” spørger Nøffe.
“Det fortæller jeg dig i morgen,” siger Ib og falder i søvn med et spjæt.
 
Hele næste dag går Nøffe og bager boller, mens Ib ligger på sofaen for at komme til kræfter, som han siger. Om aftenen sidder de igen foran pejsen, og Ib fortæller flere historier. Blandt andet den om hvordan han fik sin metaltå. Det skete, dengang, han fór vild i en snestorm. “Den største snestorm i dette århundrede, du,” siger han med eftertryk. “Selv Mulemanden fór vild.”
“Mulemanden?” Nøffe gisper forskrækket. Mulemanden kommer én gang om året – til Den Store Månefest – og giver gaver til alle i hele verden, som har fortjent at få en gave. Nøffe elsker, når Mulemanden kommer, for man ved aldrig, hvad man får. Kun én gang er Nøffe blevet lidt skuffet. Det var, da han fik en papirshat, foldet af en to år gammel avis – uden billeder.
 
Ellers har han faktisk altid fået gode, sjove, spændende ting.
“Kunne Mulemanden ikke finde vej?” spørger Nøffe.
“Nixen bixen, du. Jeg fandt ham helt stivfrossen og døden nær under et stort grantræ. Jeg var straks klar over, at jeg måtte handle hurtigt, så jeg byggede en hule rundt om Mulemanden af de gaver, han havde i sin store sæk, og inde i den hule reddede jeg Mulemandens liv.”
“Hvordan ?” Nøffe sidder med åben mund og lytter spændt. Han glemmer helt at spise sin bolle.
“Ved at prutte,” siger Ib. “Hør, skal du ikke spise din bolle?”
“Øh … hvad?”
“Ja, for hvis du ikke kan spise den, så kan jeg godt.”
“Tag den bare,” siger Nøffe og skubber sin tallerken hen over bordet. “Reddede du virkelig Mulemandens liv ved at prutte?”
“Jeps,” nikker flyvefrøen. “Jeg pruttede hele hulen så varm, at Mulemanden ganske langsomt blev tøet op. Næste dag lagde stormen sig, og vi kunne bryde gennem sneen ud i det fineste solskinsvejr. Mulemanden takkede mig mange gange og gav mig den metaltå, du kan se her.” Han strækker sit ben, løfter foden helt op i øjenhøjde og vrikker med tåen. Midt i et vrik falder han i søvn med benet strittende lige op i luften.
Nøffe bærer den lille blåstribede krop hen på sofaen og har lidt besvær med at lægge tæppet over ham på grund af benet, der stritter, men til sidst lykkes det. Selvom det endnu er tidligt på aftenen, er Nøffe så træt – efter at have vartet Ib op hele dagen – at han går i seng.
 
Næste dag spiser Ib femten boller til morgenmad. Nøffe spiser kun to, for han er bange for, at han ikke har boller nok. Kakaoen er drukket for længst. Nu får de varm mælk med kanel og sukker i stedet for. Ib kvækker og sluger sin femtende bolle. Så siger han: “Kære Nøffe. Jeg har faktisk tænkt på, om ikke du ville sætte pris på, at jeg bliver her hos dig og overvintrer. Så kan jeg fortælle dig en ny spændende historie fra den store vide verden hver eneste aften, og du kan gå og bage boller og varme kakao til os. Hvad siger du, Nøffe? Kunne det ikke være hyggeligt?”
Nøffe bliver helt bleg ved tanken om alle de boller, han så skal til at bage, og har mest lyst til at sige nej. Han lukker øjnene et kort øjeblik og prøver at huske, hvordan munden skal se ud, når man siger nej, men det er svært. Det er, som om munden nægter at forme sig til andet end et “ja” eller et “jo”.
“Jeg har jo slet ikke fortalt dig om min drabelige kamp med nissepiraternes anfører, den lumpne kaptajn Flipz, eller om dengang jeg fandt den store guldsalamanders hemmelige skat, eller …”
“Vent,” siger Nøffe, “vent lidt. Jeg skal lige noget,” og så løber han ud på badeværelset, kigger i spejlet og prøver at sige nej. Det lykkes. “NEJ!” lyder det fast og bestemt. Hvorfor kan han godt, når han er alene, men aldrig, når det virkelig gælder? Så løber han ind i stuen igen, og dér står pludselig Katja og Katnej. Hvad vil de nu? Vil de også spise hans boller?
“Vi har et par flufkager til dig, Nøffe,” siger Katja. “Vi bagte dem i går, og du plejer jo altid at komme løbende helt af dig selv, når vi bager, men da du ikke kom, troede vi, at du var blevet syg.”
“Jeg har bare haft … øhm … haft lidt travlt,” siger Nøffe og slikker sig om munden. Hans næse svinger frem og tilbage, for duften af flufkager breder sig langsomt i stuen.
“Flufkager? Hvor skønt,” kvækker Ib. “Kom bare her med dem, lad mig smage på sagerne.” Han slikker sig om munden og ruller med øjnene. I det samme kan Nøffe mærke sin mund forme sig til et “nej”. Nu kan han – det er helt sikkert – og han skal lige til at sige ordet, da vinden vender. Pludselig kommer den fra syd, ikke nord. De kan høre og mærke det i hele huset. Ib standser op. Lytter. Blinker. Han kigger på kagerne, så på Nøffe, så på døren. Kagerne, Nøffe, døren. Kagerne, Nøffe.
“Vinden er vendt,” kvækker han. “Så jeg må hellere se at komme videre. Det var hyggeligt at bo hos dig, Nøffe. Måske kigger jeg indenfor, næste gang jeg kommer forbi.” Så tager frøen sin jakke og hjelm på, sætter af i et højt hop, spreder sine gennemsigtige, glitrende vinger og forsvinder med en svag summen ud ad døren.
“Hvem var dog det?” siger Katja og Katnej i munden på hinanden.
“Nåårh. Det var bare … øhm … bare en flyvefrø, der har lært mig at sige NEJ,” ler Nøffe.
 
Der findes ingen butikker i Smørhullet. Beboerne klarer sig med det, de har, og hvis noget går i stykker, har de Tossetøsen til at reparere det. Af og til sker det dog, at der er noget, hun ikke kan reparere. For eksempel gik Nøffes fejekost en dag i stykker. Efter at Tossetøsen havde repareret den, kunne den ikke længere bruges til at gøre rent med. Til gengæld blev den til et vældig godt fugleskræmsel, men det er en helt anden historie.
Når beboerne i dalen skal have noget nyt, må de enten gå den lange vej til nabodalen, hvor der er to små butikker, eller vente på Ballonbutikken. Ballonbutikken er sådan set bare en almindelig butik, men den er spændt fast under en stor ballon, så den kan flyve rundt til selv de fjerneste dale – som for eksempel Smørhullet. Ejeren hedder Tuske, og han elsker at prutte. Ja, ikke på den måde – med numsen – men altså om priserne på varerne. Vil du høre, hvordan det foregår? Så læs videre om den dag, Nøffe skulle købe en ny kost.
 
Raff kommer løbende gennem dalen, mens han råber: “Ballonbutikken kommer! Ballonbutikken kommer!”
Nøffe, som står på en stige og er i fuld gang med at sætte snore op mellem hvert af de fem huse og klokketårnet – de skal bruges til månefesten – kigger op mod himlen i den retning, Raff peger.
 
Og ganske rigtigt. Højt, højt oppe over sit hoved ser han en prik, der langsomt vokser sig større og større og til sidst bliver til den farvestrålende, orange- og rødstribede ballon, som man kan kende Tuskes butik på.
Han følger den med øjnene, indtil den blødt lander lige midt mellem Smørhullets huse, lige ved siden af, hvor han står. Nøffe glæder sig til at komme ind i butikken, for han mangler jo en kost og måske også et nyt slips, hvis der altså er et rigtig pænt et. Tuske kommer styrtende ud ad døren og skynder sig at fortøjre butikken med snore og pløkker, som han vimser omkring og hamrer i jorden med en stor hammer.
“Goddag, hr. Tuske,” siger Nøffe høfligt. “Har du haft en god tur hertil?”
“Åh, ja såmænd,” nikker Tuske og snor sit lange, flotte overskæg. Han er allerede færdig med pløkkerne og snorene og åbner døren til butikken. Nøffe skal lige til at gå indenfor, men Tuske standser ham.
“Lige et øjeblik, Nøffe.” Han går indenfor, og lidt efter kommer han ud med et skilt, hvorpå der står “ÅBEN”. Det stiller han foran butikken. “Sådan,” brummer han tilfreds. “Nu må du komme ind.”
“Tak,” siger Nøffe og går ind i butikken, der er helt fyldt med alle mulige mærkelige ting. Når han står inde i Tuskes ballonbutik, får han altid en frygtelig lyst til at købe alt, hvad der er i den. Pludselig synes han, at han mangler alt. Simpelthen alt. Men et nyt slips kan han i hvert fald altid bruge, så han går straks hen i slipseafdelingen.
Mens han står der, kommer de andre beboere fra Smørhullet tumlende ind i butikken, og alle går de rundt og siger “Ih,” og “Åh,” og skal røre ved det meste. Imens sidder Tuske bag ved den lange flotte disk af mørkt ædeltræ og smiler.
Tossetøsen køber fem store tandhjul, tre fjedre, en stor magnet og fire kasser med søm og skruer. Det koster 11.497.345 fipper – ja, det hedder pengene altså på dén planet – men hun prutter så meget med Tuske, at hun ender med at få det hele for en femmer. Bella køber et nyt strutskørt, der koster 5 milliarder, men hun får det for 30 fipper.
Mor Raffeberg køber blandt andet en ny tønde med løst krudt til vækkelseskanonen, for lige siden de brugte alt krudtet på at forsøge at fjerne vandreklitten, har far Raffeberg sovet over sig hver eneste dag. Hun køber også et par nye seler til Raff og en smart, moderne, lyserød, blomstret stjernehætte til sig selv.
Far Raffeberg køber en ny månepære til månestaven. Han har nemlig fundet ud af, at den gamle er sprunget. Det var derfor, månestavens lys pludselig slukkedes sidste år midt under festen.
Katja og Katnej køber en stegepande og to pakker vat. Alle køber de et eller andet, og til sidst er der kun Nøffe tilbage i butikken.
“Nå, Nøffe. Kan du bestemme dig?” siger Tuske.
“Åh, ja,” siger Nøffe. “Sagtens. Men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal have.”
“Du skal vel have et slips?”
Nøffe nikker, men han har også fået øje på en stor, skinnende glaskugle, som er så smuk, at han slet ikke kan få øjnene fra den igen. “Hvad … øhm … hvad koster kuglen?” spørger han.
 
“Sådan cirka 150 millioner,” siger Tuske alvorligt.
“Hold da op.” Nøffe er ikke så god til at prutte. “Så … øhm … så har jeg vist ikke råd. Hvad koster det her slips?” Han holder et rødt slips med gule prikker op i luften.
“Det er faktisk på tilbud lige nu,” siger Tuske. “Du skal få det for 99.999.999 fipper. Et rigtig godt køb, kan du tro.”
“Aha,” siger Nøffe, “men hvis jeg også skal have en … øhm … en kost, hvad kan jeg så få det til?”
“Altså både kost og slips?”
Nøffe nikker.
“Så kan jeg give dig et rigtigt godt tilbud,” siger Tuske begejstret, “bum, bum, bum, lad os sige 64.388.241 fipper.”
“Jeg må nok hellere nøjes med kosten.” Nøffe kigger trist ned i sin pung.
“Udmærket.” Tuske lægger kosten op på bordet. “Skal den pakkes ind som gave?”
“Ja, tak,” siger Nøffe og lyser op i et smil. “Det var en god ide.”
“Nå, er det en gave?” Tuske smiler og blinker til Nøffe. “Er det til en sød snabelgrisinde måske?”
Nøffe rødmer. “Øh … næh … nej. Det er bare til mig selv.”
“Javel,” brummer Tuske og pakker kosten ind i noget stribet papir.
“Hvad var det, du sagde, den … øhm … den kostede?”
“Hvis du kun skal have kosten, koster den … lad mig se … 82.188.384 fipper.”
“Jeg har … øhm … jeg har kun 8 fipper.” Nøffe holder sin pung frem.
“Uha, du er godt nok hård at prutte med,” brummer Tuske og tørrer sveden af panden med et stort, ternet lommetørklæde. “Men så lad gå. Du får den for 8, og her, slipset følger med.”
“Tusind tak,” siger Nøffe glædestrålende og tager straks slipset på, så han nu har to på.
“Det var så lidt.” Tuske følger Nøffe hen til døren. Han går med ud, tager “ÅBEN” -skiltet med ind, lukker og låser døren, binder rebene op, trækker pløkkerne op; og lidt efter hænger hele butikken og vugger blidt tre meter over jorden.
“Farvel, Tuske,” råber Nøffe og vinker.
“Farvel,” råber Tuske fra et af vinduerne. Så skruer han op for flammen, der varmer luften i ballonen op, og ganske langsomt stiger Ballonbutikken op mod den skyfri himmel. Nøffe kigger på den fint indpakkede gave, han holder i hånden. Så skynder han sig hjem. Han glæder sig sådan til at få den pakket op. Hvad mon det er?
 
 
 
Én gang om året – når sommeren er ved at være slut – forsvinder den lille måne ind bagved den store måne. Så ser det ud, som om der kun er én måne på himlen, og det synes de alle sammen ser meget mærkeligt ud. Tænk, hvis man altid kun havde én måne. Det kan de slet ikke forestille sig.
Nå, men den ene nat om året holder man overalt på planeten en stor månefest. Man fejrer ikke kun månerne, men også at det har været en dejlig sommer, og at det snart er vinter. På den tid af året glæder de fleste sig til, at det skal begynde at sne og at Mulemanden snart kommer susende hen over himlen – midt under månefesten – iført sine bevingede støvler, mens han drysser gaver ud af sin høje sorte hat. Åh, jo. Mulemanden er meget populær over hele planeten.
Selve månefesten er noget, man går og planlægger i lang tid. Alle skal være klædt ud og have maske på, og i Smørhullet har de den tradition, at de holder en fest ude under åben himmel, lige midt i Smørhullet, så de alle sammen har lige langt hjem bagefter. Månefestnatten er altid meget varm og uden skyer, så de kan sidde og nyde synet af de to måner, der er blevet til én.
I år har Nøffe lavet sig en dragt, der skal forestille et fantasivæsen fra en anden planet. De andre år har han været klædt ud som en siffelrod, eller en kaffekop, eller en skovgnalle, men i år vil han prøve noget helt andet. Han har lavet sig en maske, der ser meget mærkelig ud. Masken har kun en lille næse, en lille mund, to øjne og noget hår på toppen. Han har lavet nogle handsker med fem fingre på hver hånd og nogle strømper med fem tæer på hver fod. Desuden har han syet sig en stribet trøje og nogle lange blå bukser, og når han ser sig selv i spejlet med kostumet på, kan han ikke lade være med at grine. I flere uger har han gået og tænkt over hvad væsnet skal hedde, og nu ved han det. Det skal hedde et “menneske”. Ordet betyder ikke noget. Det er bare et vrøvleord ligesom “baffelkaf” eller “ruksam” eller “snøltrun”.
 
“Jeg er et menneske,” siger han ind i spejlet og ler. “Et lille menneskebarn.” Så tager han dragten af igen og gemmer den væk. De andre må ikke se den, før festen begynder.
Alle har en opgave til festen. Far Raffeberg skal holde en tale, mor Raffeberg laver rødrodstærter, Bella laver krølkartofler, Katja og Katnej laver selvfølgelig flufkager, Tossetøsen laver bordbomber, Nøffe sørger for at pynte op med flag hen over bordet, og lille Raff går mest i vejen.
Nøffe har travlt med at sætte flag op på de snore, der hænger hen over festbordet. “Jeg tror … øhm … nej, jeg ved, at det bliver den bedste månefest, vi … øhm … vi nogensinde har holdt,” mumler Nøffe til sig selv. Han har dyppet nogle af snorene i sukkervand og hængt dem op i flammelunden i et par dage. Nu har en masse ildlarver sat sig på snorene, hvor de sidder og smovser i sukker, mens deres bagkroppe lyser som små pærer.
Mens han går og pynter og fløjter og synger, kan han mærke, at han er lidt – nej, meget – sulten, og det er jo kun godt, for han snart skal have en masse festmad; men Nøffe er nu ikke sikker på, at han kan klare sig så længe. Måske bliver han nødt til at spise lidt inden festen.
Hans lange snabelnæse kan mærke en ganske svag duft af flufkager. Sådan nogle kunne han for eksempel godt tænke sig at spise et par stykker eller fem af. Åh ja, det kunne han sørme godt. Men hvordan skal han nu spørge Katja og Katnej, så de giver ham lov? Det nytter ikke bare at gå hen til dem og spørge, for så vil den ene bare sige ja og den anden sige nej, og så er man lige vidt. Problemet er at få Katnej til at sige, at han gerne må. Men hvordan er det nu lige, man skal spørge?
“Ahh, jeg glemmer det altid,” sukker han, men han prøver alligevel at lade, som om han står foran hende. “Kære Katnej,” siger han ud i luften. “Er det rigtigt, at du vil lade mig smage på flufkagerne?” Med en katteagtig stemme svarer han for Katnej. Han siger: “Nej.”
“Øv, altså,” sukker han med sin normale stemme. “Det er slet ikke sådan, det skal gøres.” Han prøver igen. “Kære Katnej. Er det rigtigt, at jeg ikke må smage på flufkagerne?”
Igen svarer han med kattestemme: “Nej.”
“Øv,” sukker han. Men så retter han sig pludselig op. “Hov. Der var den jo! Hvis hun siger nej til, at jeg ikke må smage, så betyder det jo, at jeg gerne må!” Det er så indviklet, at han ikke helt kan forstå det, men glad bliver han i hvert fald. Så glad, at han forsøger at lave en elegant piruet ligesom Bella, men han falder og slår sit knæ. “Skidt med det,” ler han, “for nu … øhm … nu vanker der flufkager,” og så løber han af sted mod det gule hus.
Han møder den ene af tvillingerne udenfor huset, og han er så ivrig, at han straks råber: “Hej! Er det rigtigt, at jeg ikke må smage en flufkage?” Uhmmm. Hans tænder løber allerede i vand, og han kan næsten allerede smage kagerne. Han slikker sig om munden med en høj, slubrende lyd.
“Ja,” svarer tvillingen.
“Hurraa … aaa … øhm … hva’? Siger du ja?” Nøffe klør sig på hovedet.
“Ja,” gentager tvillingen, og så går det op for ham, hvem af tvillingerne det er, han har mødt.
“Øv,” siger han og sparker til en sten. Han lærer det aldrig. Så trasker han tilbage til bordet og pynter det færdigt, mens maven rumler noget så skrækkeligt.
 
Endelig stiger de to måner op bag bjergene, men da den lille allerede er bag ved den store, ser det ud, som om der kun er én måne. Det er tegnet til, at festen kan begynde. Alle kommer ud af deres huse iført kostumer. Far Raffeberg skal tænde lyset i månestaven, fordi han er ældst. Han er klædt ud som en grønbenet hammerand og går forrest hen til klokketårnet, åbner døren, træder ind … og så sker der ikke mere.
“Hvor bliver han af?” siger en, der er forklædt som et bobletræ.
“Er han faldet i søvn?” spørger en lyserød girafelefant.
“Hal … øhm … hallo?” råber et lille menneskebarn i en rød- og hvidstribet trøje.
Så kommer far Raffeberg ud. Helt vild i blikket. “Den er væk!” råber han.
 
“Hvad?”
“Ja, den er væk! Månestaven er blevet stjålet!”
“Det kan ikke passe,” siger bobletræet.
“Så kan vi ikke holde månefest,” snøfter en lille lilla gås med en stjerne på hovedet.
“Nej,” siger far Raffeberg. “Det er direkte ulovligt.”
“Hvad gør vi så?” jamrer flere af de udklædte beboere.
“Vi må finde den,” er der en, der siger.
 
Nøffe, Bella, Rafferne, Katja, Katnej og Tossetøsen har taget deres kostumer af igen. Der er ikke tid til pjat og pjank. Månestaven skal findes, koste hvad det vil. I det samme opdager Tossetøsen nogle underlige fodspor, der fører væk fra klokketårnet.
“Se!” råber hun. “Der er ingen af os, der sætter sådan nogle fodspor. Det må være tyvens.”
“Eller din fodsporsmaskine,” siger Nøffe.
“Nej. Den er jo bygget om til en selvflytter,” siger hun, “der har flyttet sig selv helt op i himlen.”
“Jamen, hvem er det så?”
“Er det ikke lige meget, hvem det er,” råber Raff.
“Jo,” siger Bella. “Bare vi finder den, der har gjort det, så vi kan få vores månestav igen.”
“Alle følger efter sporene!” råber far Raffeberg, og så begynder jagten på månestavstyven. Sporet går rundt om Raffernes hus, ind i deres redskabsskur omme i haven, hen omkring et par træer, siksakker over en græsklædt bakketop og bevæger sig derefter hen mod festbordet.
“Hov,” råber Raff. “Månestaven står jo allerede på sin plads.”
De kigger alle sammen på bordet, og dér – i midten – står månestaven, som den skal. Den er endda blevet repareret og lyser med det fine, gulorange lys, som månestave ifølge loven skal lyse med,.
“Nej, nu forstår jeg ingenting,” siger far Raffeberg og klør sig på stjernen. Det gør de andre heller ikke, lige indtil de lidt efter – hvor alle har taget deres kostume på – kommer til at kigge nærmere på far Raffeberg. For han er klædt ud som en grønbenet hammerand, og de fødder, han har på, laver lige præcis sådan nogle fodspor som dem, de fulgte efter for at finde månestaven.
 
Så ved de, at det er far Raffeberg selv, der har fjernet månestaven fra klokketårnet, repareret den og sat den på plads i bordet. Han har bare glemt alt om det.
Men ingen siger noget til ham, for det vil bare gøre ham ked af det, og til Den Store Månefest skal alle helst være glade. Og det er de også nu, hvor alt er klar til festen. Klædt ud i deres fine kostumer vralter de i en lang række efter far Raffeberg, der går forrest med månestaven, mens de synger månesangen. De ender ved festbordet, hvor månestaven står i hullet i midten af bordet, og så kan de endelig sætte sig til bords.
Far Raffeberg har brugt flere uger på at skrive en tale, men som sædvanlig har han glemt den derhjemme og må derfor skynde sig at finde på noget andet. Det ender med, at han siger præcis det samme, som han sagde året før og året før det og alle de andre år, men det gør ikke så meget, for det er en fin tale. Han siger: “Kære venner. Øhm … jeg … det … vi har jo … lad festen begynde.”
Alle klapper og synes, at det var en vældig god tale. Især fordi den var så kort. Så begynder de at spise, og det er, som om maden smager meget bedre, end den plejer, men sådan er det til månefesten. Det er helt normalt.
Pludselig opdager Nøffe en skygge, der farer hen over himlen, og så ved han, at det er tid til gaver. Og ganske rigtigt. Lidt efter kommer der en gave svævende lige ned foran hver af dem.
Hvad er der i gaverne? Vi ved det ikke, for nu forlader vi alle vores nye venner midt i den dejlige fest. Vi svæver opad og ser Nøffe, Rafferne, Tossetøsen, Katja, Katnej, Bella og månegøffen forsvinde under os. Vi kunne vinke til dem, men det ville de nok slet ikke opdage. De har alt for travlt med at feste og have det sjovt. Snart kan vi kun se dem og det festligt pyntede bord som en lille lysprik, men vi fortsætter opad. Hele planeten svæver nu foran vores blik, men den bliver hurtigt mindre, jo længere vi kommer væk, og snart er den også kun en prik. Vi suser forbi de to sole, der bliver til én, og snart er vi langt ude i rummet. Her kigger vi os omkring og ser hvilken vrimmel af stjerner, der omgiver os.
Nu ved vi, at mange af de stjerner har planeter, og at mange af planeterne er befolket med skøre, sjove, søde, uhyggelige væsner som dem, vi lige har mødt i Smørhullet.
Sådan tror jeg i hvert fald, det er.