4

Nina sprang op – dels fordi hun var chokeret, og dels fordi snigskytten måske ville prøve at få ram på hende.

Men laserprikken forsvandt. Nina løb over til vinduet. Der var et hul på størrelse med en fingers tykkelse i glasset. Hun kunne se snigskytten oppe på taget af Bournemouth International Centre. En kvinde med et hårdt ansigt og pjusket orangefarvet hår svingede riflen over skulderen og forsvandt så rundt om hjørnet af bygningen.

„Hey!“ var der en, der råbte bag hende. „Han stjæler din bærbare!“

Nina snurrede rundt og så den store mand spæne mod udgangen med hendes MacBook og disken. Hans enorme hånd fik pc’en til at ligne en paperback.

Rust …

Et enkelt blik på ham fortalte hende, at han var død. Han lå med opspilede, ubevægelige øjne og munden halvt åben, som om han skulle til at sige noget. Men han ville aldrig sige noget igen – og uanset hvad det var, han havde tænkt sig at indvie Nina i, var det nu på vej ud ad døren.

„Ring til politiet!“ råbte hun, mens hun løb efter den skæggede mand.

Den kæmpestore tyv løb længere ind i hotellet. Nina optog forfølgelsen. Den unge mand ville gerne spille helt og fulgte efter, men fik kolde fødder, da det gik op for ham, hvor stort hans mål var. „Har du ringet til politiet?“ spurgte Nina, da hun så, at han stadig holdt telefonen i hånden. Han fumlede med tastaturet og satte farten en smule ned imens.

Længere fremme kom kæmpen til en tværgang. Han satte farten ned og kiggede først forvirret og derefter frustreret til begge sider, inden han så løb til højre.

Nina løb rundt om hjørnet og så, at hun befandt sig i en gang magen til den, hun lige var kommet fra. En stuepige var ved at låse døren til et af værelserne, og hendes rengøringsvogn stod midt i gangen. Manden ramlede ind i den, så rengøringsmidler og klude røg i alle retninger, og han råbte rasende på et fremmed sprog. Nina gættede på, at det var russisk. Stuepigen skreg.

Manden så sig tilbage og fik øje på Nina og den unge mand, der kom løbende efter ham.

Med nærmest legende lethed løftede han hele rengøringsvognen og kastede den hen ad gangen mod dem.

„Pis!“ Nina trykkede sig ind mod en dør. Den lille dørniche gjorde, at hun lige akkurat undveg det store kasteskyts, men den unge mand var ikke så heldig. Han så for sent op fra sin telefon, og vognen bankede ind i ham og væltede ham omkuld, så resten af rengøringsmidlerne på den fløj til alle sider.

Nina skulle til at fortsætte efter den skæggede mand, men han var ikke færdig endnu. Han greb fat i stuepigen og kylede den skrigende kvinde mod Nina. Denne gang havde hun ingen steder at søge dækning, og begge kvinder tumlede omkuld på gulvet mellem alle tingene fra rengøringsvognen.

Kæmpen gryntede tilfreds ved synet af dette kaos og gjorde så omkring og løb videre.

„Lede svin!“ stønnede Nina, mens hun kom på benene. Stuepigen virkede kun rystet og lod ikke til at være kommet til skade, men den unge mand lå og jamrede sig og tog sig til sit håndled. „Klarer du den?“ spurgte Nina stuepigen, som nikkede forvirret. Nina pegede på den tilskadekomne. „Hjælp ham!“

Hans telefon lå mellem sæber og shampooer. Den tændte skærm lyste. Nina var godt forslået, men hun snuppede mobilen og løb efter kæmpen.

Han kom til en ny tværgang, og hans frustration var tydelig nu, da han hurtigt kiggede fra side til side. Nina indså, at han var faret vild, fanget i de kedelige, ens gange, da han åbenbart ikke var i stand til at læse skiltene, der viste gæsterne vej gennem labyrinten.

Han kiggede på hende igen og skulede, så arret i hans pande krøllede sig sammen. Nina satte farten ned. Hvis han ændrede taktik og gik til angreb på hende i stedet for at flygte, ville hun ikke have en chance.

Men så løb han til venstre. Den forkerte vej, tænkte Nina, da hun så på skiltet og satte efter ham. Hvis han ikke kunne finde udgangen, var der en chance for, at han kunne blive fanget, inden han nåede at gøre flere fortræd.

Men hun havde brug for hjælp til at overmande den bomstærke kæmpe. Chase styrede Forden gennem trafikken, mens hans bedstemor sad ved siden af ham med en fyldt indkøbspose på skødet og adskillige flere på bagsædet, da hans telefon ringede. Han sukkede og famlede efter den i lommen. „Gider du tage den for mig, Bedste?“ spurgte han og rakte hende telefonen. „Jeg har ikke lyst til at få ballade med politiet, den første dag jeg er tilbage i landet.“

Han gik ud fra, at det var Nina, der ringede, da han tvivlede på, at Holly ville have nået at lade sin nye telefon op allerede, og sandsynligheden for, at Elizabeth ville ringe for at få en sludder, var ekstremt lille. „Åh, goddag, Nina,“ sagde hans bedstemor, hvilket fortalte ham, at han havde ret. „Det er Nina,“ tilføjede hun unødvendigt.

„Det tænkte jeg nok,“ svarede han og besluttede sig for at spare sin bedstemor for sin sædvanlige sarkasme. „Hvad vil hun?“

Der fulgte en række stadig mere overraskede udbrud. Chase skævede til sin bedstemor og så hendes ansigtsudtryk glide over i komplet vantro. „Hvad sker der?“ spurgte han.

„Hun siger, at den mand, som hun skulle mødes med på hotellet, lige er blevet myrdet, og at hun jagter en anden mand, som har stjålet hendes bærbare computer.“

„Pi … pokkers også,“ udbrød Chase og trådte på speederen.

„Det var ellers ikke mit indtryk, at Nina er typen, der laver sjov med folk.“

„Det er hun heller ikke,“ sagde han bistert. „Jeg kan fandeme heller ikke tage hende med nogen steder!“

Nina rundede et nyt hjørne og så, at gangen endte blindt. Den skæggede mand standsede et stykke foran hende og udstødte endnu en ed. Så vendte han sig om og kiggede ondt på Nina.

„Øh … hej,“ sagde hun og indså til sin rædsel, at rollerne i jagten nu pludselig var byttet om. Han tog et skridt mod hende. „Okay, hvad med, at du beholder computeren? Den er forsikret … tror jeg nok …“

Manden tog endnu et skridt. Nina trådte frygtsomt baglæns og gik forbi en rød brandslukker, der hang på væggen.

Et våben …

Hun rev den løs af holderen og kastede den efter ham af alle kræfter. Han forsøgte at parere med hånden, men for sent, og den flade ende af brandslukkeren ramte ham i ansigtet med et metallisk klong. Han vaklede tilbage …

Og smilede til hende.

„Daaaa,“ stønnede han nærmest ekstatisk. Hans blodige, vanvittige grin blev større, og han stirrede ufravendt på Nina.

„Årh, for fanden …“

Han samlede brandslukkeren op og kastede den tilbage mod hende. Hun smed sig ned på gulvet, og dens slange svirpede mod hendes ryg. Slukkeren slog hul i væggen med et højt smæld af træ og gips, der smadredes.

Nina troede, at han ville gå til angreb, mens hun lå ned, men i stedet hørte hun et nyt brag. Hun så op og opdagede, at han havde sparket en dør ind til en brandtrappe og var stukket af den vej.

Hun ømmede sig på grund af det slag, hun havde fået over ryggen, og løb så efter ham. Lugten af mad, der slog hende i møde, fortalte hende, at hun var på vej mod hotellets køkken. Hun hørte døre blive smækket op og derpå vrede råb, en kakofoni af skramlende gryder og et skrig af smerte.

Hun nåede foden af trappen. Dørene svingede stadig løs som indgangen til en saloon i det vilde vesten. Hun stormede gennem dem og så en mand i hvidt kokketøj – der nu var plettet af blod fra hans brækkede næse – ligge på flisegulvet mellem gryder fra et væltet rullebord. Det øvrige køkkenpersonale forsøgte desperat at komme af vejen for den skæggede mand, som var på vej hen mod nogle andre svingdøre i den modsatte ende af køkkenet.

Nina hoppede over den groggy kok og ramte en af gryderne, som kurede skramlende hen ad gulvet. Manden så sig over skulderen og fik øje på hende. Han bandede igen og hev så en kødøkse ud af en stor klump oksekød og kastede den efter hende.

Nina skreg og smed sig på gulvet, da det skarpe stål hvislede hen over hovedet på hende og borede sig dybt ind i væggen. Hun kiggede forsigtigt op over kanten på det nærmeste arbejdsbord og dukkede sig hurtigt igen, da den store klump kød bankede mod bordpladen lige over hende. Flere tunge køkkensager fulgte efter – en stor dåse baked beans, en hel kalkun og en glaskrukke, som smadrede og overdængede hende med syltede løg. Det sved, da eddikelagen sprøjtede ud over såret på hendes ryg.

„Hvad fanden er det her? Madkamp?“ råbte hun.

Der lød flere råb fra den anden ende af køkkenet, efterfulgt af et voldsomt rabalder af smadret service. Nina dristede sig til at kigge op over bordkanten igen og så dørene svinge og tusindvis af skår fra tallerkener og skåle ryge hen ad gulvet, hvor endnu et rullebord var blevet væltet. Manden var væk.

„Pis!“ Hun sprang op, fór forbi køkkenpersonalet og var ved at glide i det smadrede porcelæn, da hun pilede ind i hotellets restaurant. Den skæggede mand havde åbenbart orienteret sig og stæsede mod udgangen. Hun fulgte efter.

Chase drønede ned ad bakken forbi Imax-biografen og udløste en fotofælde i sin iver efter at nå frem til Nina. Det lykkedes ham med nød og næppe at bide en ed i sig, da han så de to blitzglimt i sit bakspejl. Ved siden af ham klamrede hans bedstemor sig til dørhåndtaget med den ene hånd, mens hun holdt fast om posen med indkøb med den anden.

Han susede hen ad vejoverføringen over den brede esplanade og op ad bakken igen mod Bournemouth International Centre. Da han bremsede hårdt op for at dreje ind på Hotel Paragons parkeringsplads, så han, at han ikke var den eneste, der havde travlt. En skinnende sort Jaguar XK cabriolet skar med hvinende dæk ind foran ham fra den modsatte retning. Bag rattet sad en kvinde med orange punkerhår.

På en eller anden måde vidste han bare, at hun var indblandet i den kattepine, som Nina var havnet i. Hvis ikke hans bedstemor havde været sammen ham, ville han have braget ind i Jaguaren med Forden for at forhindre kvinden i at stikke af, men i stedet måtte han bare se hjælpeløst til, da en skægget kleppert løb ud af hotellet og slog dørmanden til side.

Han havde en bærbar Apple-computer i den anden hånd. Det måtte være Ninas.

Jaguaren bremsede hårdt op. Manden svingede sig over døren til passagersædet, og bilen hældede tydeligt under hans vægt, da han landede. Kvinden trådte på speederen, vendte bilen og kørte væk igen samme vej, hun var kommet.

Nina kom farende ud af hotellet og løb hen til Forden. „Det er dem! De har slået Bernd ihjel!“ råbte hun og pegede på Jaguaren. Hun skulle til at åbne døren til passagersædet, da hun opdagede, at det var optaget. „Åh!“

„Du kan godt huske Bedste, ikke?“ sagde Chase fåret.

„Selvfølgelig …“ Jaguaren forsvandt ud af syne. Hun fulgte den desperat med øjnene, åbnede så bagdøren og satte sig ind, idet hun skubbede indkøbene til side. „De slipper væk. Kør, kør, kør!“

Chase så opgivende på hende. „Min bedstemor er med i bilen, Nina!“

„Kør nu efter dem, Edward!“ sagde hans bedstemor pludselig til begges overraskelse.

Chase spærrede øjnene op. „Hvad?“

Hans bedstemor satte posen på sit skød ned mellem fødderne og greb fat i dørhåndtaget med begge hænder. „Jeg har altid godt kunnet tænke mig at se, hvad dit arbejde egentlig går ud på.“

„Men …“

Hun så bistert på ham. „De slipper væk, Edward! Kom nu, efter dem!“

Han gassede op. „Det her er en ski … skrækkelig dårlig idé …“

Og så trådte Chase på sømmet og satte efter Jaguaren.