13

„Hvad gør vi?“ råbte Nina og kiggede over på Chase. Han stod i dækning bag søjlen, men det ville ikke tage de nytilkomne russere mange sekunder at indtage en position, hvor de enten kunne komme på skudhold af ham eller tvinge ham ind i den anden mands skudlinje oppe fra balkonen.

„Der er intet, vi kan gøre!“ sagde Mitchell til hende og trak hende hen til vindeltrappen. „Kom!“

Chase så dem. På vej op ad trappen ville de være oplagte mål for russerne i den anden ende af salen …

Han lænede sig frem bag søjlen og affyrede tre skud, om ikke for at dræbe russerne så i det mindste at aflede deres opmærksomhed. Som han havde håbet, løb de i dækning.

Maskinpistolens høje skratten gjaldede oppe fra balkonen, da endnu en salve flåede stykker af egetræet. Chase skærmede for ansigtet, mens splinter fløj ham om ørerne.

Han var nødt til at finde bedre dækning.

Nina løb op ad trappen med Mitchell lige efter sig. Hun kiggede ned i salen, da Chase affyrede yderligere to skud.

„Hey, det er sgu da hende!“ udbrød hun. En af de tre russere, der løb mod stentrappen i den anden ende af balkonen, var den kvindelige snigskytte, som hun havde set i Bournemouth. Nu var hendes hår farvet knaldrødt.

„Dominika Romanova,“ sagde Mitchell.

„Hun dræbte Bernd …“

„Jeg ved det. Videre!“

Chase sendte endnu to afledende skud op mod balkonen. Et af dem prellede klirrende af mod en rustning. Maskinpistolens skratten holdt inde, da russeren dukkede sig igen.

Af sted …

Han løb hen mod et par bredere søjler, som bar hjørnet af balkonen bagest i salen.

Flere kugler piftede om ørerne på ham, så gobelinerne blafrede, og en af rustningerne skramlende faldt sammen på gulvet. Han kastede sig ned på gulvet og rullede om bag en af de firkantede søjlebaser. Her var han ikke blot i dækning for manden på balkonen og de tre skytter i den anden ende af salen, men havde også en bedre skudvinkel.

Men med kun fire patroner tilbage gjaldt det om at om ramme plet hver gang.

Manden på balkonen indså, at han havde mistet sit mål, og løb hen mod stentrappen for at slutte sig til sine kammerater.

Nina nåede toppen af vindeltrappen. Hun mærkede en gysen, da hun så skytten på balkonen – men han havde ryggen til hende, for han var på vej ned ad trappen.

Døren ind til Staumbergs arbejdsværelse var kun en lille meter væk. „Kom!“ sagde hun. „Denne vej …“

Døren gik op.

Nina stod ansigt til ansigt med endnu en af Vaskovitjs gorillaer, en lavstammet mand med håret samlet i en knold oven på hovedet. De fór begge sammen, og så hævede russeren sin pistol med et ondskabsfuldt smil …

Mitchell skubbede Nina til side, snurrede lynhurtigt rundt og sparkede pistolen ud af hånden på russeren med et cirkelspark. Inden den forbløffede mand kunne nå at reagere, hamrede Mitchell hælen i maven på ham, så han røg baglæns ind i rummet igen. Der lød et grimt smæld, da hans hoved ramte væggen, og han faldt sammen.

Dominika hørte larmen og råbte en ordre til de andre. Manden på vej ned ad trappen vendte om og løb op mod balkonen igen. En af de andre affyrede en salve mod Chase for at holde ham stangen og stæsede så også op ad trappen med sin lange sorte frakke flagrende efter sig som en kappe.

Chase kiggede op – og så Nina og Mitchell spæne hen ad balkonen uden anelse om, at de var ved at løbe lige i armene på russerne. „Nej, vend om!“ råbte han, men blev overdøvet, da Dominika og den anden mand åbnede ild med deres maskinpistoler. Søjlen, der beskyttede ham, blev skudt endnu mere i smadder under spærreilden. „Hold da helt kæft!“

Nina nåede hen til trappen – og standsede, da hun så russeren komme tilbage op ad den med en anden mand et par skridt efter sig. De var begge bevæbnede, mens det eneste våben, hun og Mitchell havde, var et brækket sværd.

Hvis de ikke kunne angribe, måtte de forsvare sig …

Ved toppen af trappen stod der en rustning med korslagte arme over et bredt skjold. Nina skubbede til den, og den væltede ned ad trappen og smadredes i et virvar af blanke metalstykker. Ståldelen fejede benene væk under den første russer, og han røg bagover med et forpint skrig.

Den anden mand sprang over ham – og fortsatte! Han satte fra mod væggen, sprang op på gelænderet og så tilbage mod væggen, inden han til sidst lavede en saltomortale og landede perfekt lige foran Nina. Hans frakke svingede omkring ham med et dramatisk wussj.

„Ooookay,“ sagde Nina forbløffet over mandens akrobatiske nummer, der syntes at trodse tyngdeloven. „Hvad nu, Jack?“

Mitchell trådte ind foran hende og indtog kampstilling. „Jeg ordner ham.“

„Han har en maskinpistol!“

„Det er ikke hans stil. Er det vel, Sakhar? Tror du, at du kan klare mig?“

Til Ninas overraskelse havde Mitchell ret. Den unge mand med det slikkede hår stak sin kompakte maskinpistol i frakkelommen. De to mænd tog bestik af hinanden – og så gik de til angreb samtidig. Deres næver og fødder skar sig gennem luften i en lynhurtig serie af slag og spark. De lod til at være jævnbyrdige … men så blev Mitchell gradvist presset baglæns hen ad balkonen.

Chase overværede kampen nede fra salen. Hvad fanden havde Mitchell gang i? Men han havde ikke tid til at tænke over det, for nu kom han igen under beskydning. Søjlerne lignede efterhånden gennemgnaskede æbleskrog og gav ham stadig mindre dækning. Han skød to gange, praktisk talt i blinde. Kun to patroner tilbage nu …

En af fløjdørene i bagvæggen blev revet af hængslerne med et brag og landede flere meter væk. Beskydningen standsede. Chase snurrede rundt mod den nye trussel.

Den arrede kæmpe, som havde stjålet Ninas bærbare – Maksimov, også kaldet Bulldozer – grinede smørret til ham.

„Årh, rend og skid,“ sagde Chase og trykkede på aftrækkeren.

Maksimov sprang om bag døren, men ikke hurtigt nok. Kuglen borede sig ind i hans biceps, og den tilbageværende dør blev sprøjtet til med blod. Chase hørte en stønnen ude i gangen.

En nærmest orgastisk stønnen.

Pludselig kom han i tanke om, hvad Mitchell havde fortalt dem om Maksimovs ødelagte nervesystem.

„Satan og …“

Den tunge dør svingede bagud – og forsvandt ind i gangen, da den blev flået af karmen. Et øjeblik efter kom den til syne igen. Russeren holdt fat om siderne på den med sine kæmpehænder og brugte den som et skjold.

Chase affyrede sit sidste skud mod midten af døren, hvor Maksimovs brystkasse burde være. Det gav et sæt i kæmpen, og han standsede – men kun et øjeblik. Kuglen var blevet bremset så meget af det massive, gamle egetræ, at den ikke havde kraft nok til at trænge gennem hans brystkasse. Tværtimod var det, som om anslaget blot virkede som en rød klud på ham.

„Nu kommer jeg, lille maaaaaand!“

Han fór løs på Chase og svingede døren som en enorm fluesmækker, så Chase fløj ind i en af rustningerne. Rustningen faldt skramlende fra hinanden, og bladet på den langskaftede hellebard, som rustningen havde holdt, borede sig ned i gulvbrædderne.

Chase stønnede og så op. Dominika og hendes makker var kommet nærmere – men selvom deres maskinpistoler stadig var hævede, havde de fjernet fingrene fra aftrækkerne. De smilede begge og så frem til forestillingen.

Manden lo og prikkede til Dominika med albuen, mens han sagde et eller andet hånligt på russisk. Chase satte sig op og mærkede noget buet metal under den ene hånd, og i næste nu kastede han rustningens høje stålkrave efter den fnisende mand, som var den en frisbee. Kanten ramte ham i ansigtet og brækkede hans næse med en våd knasende lyd. Han skreg og vaklede baglæns med blodet sprøjtende ud ad næseborene.

Nu var Maksimov nået hen til Chase, så Dominika ventede med at skyde, til hun kunne være sikker på kun at ramme Chase. Med blodet sivende ud ad skudhullet i brystet løftede Maksimov Chase så let som ingenting op, så de praktisk talt var ansigt til ansigt. Han smilede ondt til ham med sine gule tænder …

Chase nikkede ham en skalle.

Og fortrød det med det samme. „Av, for helvede!“ stønnede han groggy. Svinet havde fandeme en plade siddende i kraniet!

Maksimovs sindssyge smil blev endnu bredere, og han udstødte en buldrende latter, da han smed Chase ned i bunken af jern.

Chase skreg, da spidsen af hellebardens økseformede hoved stak ham i armen. Han trak sig væk og så, at der var blod på bladet.

Maksimov gik frem mod Chase igen og rakte ud efter ham med sine kæmpelabber. Chase greb fat i hellebarden lige under øksehovedet, hev den fri af gulvet og kom lynhurtigt på benene.

Dominika hævede sit våben, men tøvede, fordi Maksimov var for tæt på …

Chase bankede enden af hellebardens skaft ind i hendes knæskal, så hun snublede, og svingede så hurtigt skaftet opad og gav hende et hårdt slag under hagen. Hun væltede bagover ind i en af gobelinerne.

„Dominika!“ råbte Maksimov, og hans bekymring blev hurtigt forvandlet til raseri, da han rettede sit vilde blik mod hendes angriber.

Chase svingede hellebarden igen.

Maksimov parerede slaget med sin knortekæp af en arm, og skaftet brækkede midtover, så Chase kun stod med en stump træ med et økseblad. Han måtte bruge det, der var tilbage, som en økse, men medmindre han kappede hovedet af Maksimov med et enkelt hug, tvivlede han på sine chancer.

Han forsøgte ikke engang, men greb i stedet det reb, der holdt gobelinen oppe, og huggede det over.

Chase var ingen letvægter, men vægten af den enorme gobelin på et solidt ophæng var mere end nok til at trække ham opad, mens gobelinen væltede Dominika omkuld og begravede hende under sine folder.

Chase greb fat i balkonens gelænder, svingede sig over det og betragtede scenen nedenfor. Manden med den brækkede næse vaklede stadig rundt i blinde og forsøgte at standse blodet, der strømmede ned ad hans hage. Dominika var viklet ind i gobelinen, mens Maksimov skulede hjælpeløst op på ham. At samle en af maskinpistolerne op krævede åbenbart for stor tankevirksomhed af ham.

Hvor var Nina?

Hun stod på den anden side af balkonen og så Mitchell kæmpe mod russeren i den lange frakke.

Sakhar trængte til sidst gennem Mitchells parader og hamrede hælen ind i hans skinneben.

Amerikaneren sprang tilbage med ansigtet fortrukket i smerte. Han vidste, at et nyt slag var på vej, og forsøgte at løfte armene for at værge for sig – men for sent. Sakhar bankede knoerne ind i Mitchells hals, og han sank rallende sammen.

„Jack!“ råbte Nina, mens Sakhar trådte hen over ham og glattede sit lange hår med den ene hånd. Han så ned på det brækkede sværd, som hun knugede i hånden.

„Goddag, sexede dame,“ sagde han. „Giv mig sværd, tak.“

„Helst ikke.“ Nina trådte baglæns.

Han lavede teatralsk trutmund og strøg sig igen over håret. „Okay, jeg spørge igen.“ Han trak sin maskinpistol og sigtede på hende. „Giv mig sværd nu. Tak.“

Nina tøvede og hørte pludselig en skramlen – ovenfra.

Hun vendte sig om, og det samme gjorde Sakhar – som med et blev løftet op fra balkonen, da Chase kom svingende i en lysekrone, slog benene om ham og slyngede ham gennem en af mosaikruderne. Sakhar udstødte et skrig, som brat blev afløst af et grynt, da luften blev slået ud af ham ved den hårde landing på taget af en udbygning i gården.

Chase havde sine egne problemer at slås med. Han svingede allerede tilbage gennem salen, og et højt smæld i loftet advarede ham om, at lysekronen var ved at rive sig løs.

Han kastede sig mod balkongelænderet …

Men fik ikke fat i det.

Chase greb desperat ud efter gobelinen, da lysekronen faldt ned fra loftet og knustes mod gulvet. Det lykkedes ham at få fat i kanten af det tykke stof med den ene hånd, og han kæmpede for at få fat med den anden hånd, mens han hang og sprællede fem meter over gulvet.

Riiitsj.

„Årh, fandens også!“ Stoffet rev sig løs fra ophænget, og han så hjælpeløst til, da den flossede flænge arbejdede sig tværs over gobelinen.

Chase susede ned mod gulvet med kurs direkte mod Maksimov, som ivrigt løftede armene for at fange og kvase ham …

Han bankede sine strakte ben ind i brystet på kæmpen.

Der lød et hult bump, og så landede Chase hårdt på gulvet. Hans spark havde kun skubbet Maksimov baglæns, ikke omkuld. Russeren var tilsyneladende uovervindelig, en skægget Terminator.

Nina løb over den knuste lysekrone for at hjælpe Mitchell. „Er du okay?“

„Jeg kommer nok ikke til at synge med i koret det næste stykke tid,“ sagde han hæst og masserede sin forslåede hals. „Hvor er sværdfæstet?“

Nina holdt det op. „Lige her.“

„Og Eddie?“

„Fandens!“ udbrød Nina. Chase kravlede hurtigt baglæns hen ad gulvet nede i salen, mens Maksimov trampede efter ham. „Kom!“ Hun sprang over Mitchell og løb ned ad trappen, da russeren greb fat i Chase og hev ham op at stå som et barn.

Stykkerne af den væltede rustning lå spredt rundtomkring, og manden, den havde ramt, var først nu kommet op på alle fire og var ved at sunde sig. Maskinpistolen lå lige ved siden af hans hånd. Han så op, da han hørte Ninas skridt …

Hun svingede skjoldet, og der hørtes en hul ringen, da stålet ramte hans hoved, og han sank sammen på gulvet. En anden af Vaskovitjs håndlangere stod i nærheden og tog sig til sit blodige ansigt. Endnu et sving, endnu en rungende lyd, og så røg han også i gulvet.

Nina smed det bulede skjold og samlede maskinpistolen op. I den anden ende af salen stod Maksimov og bankede Chase ind i en søjle. „Hey!“ råbte hun.

Maksimov drejede hovedet, fik øje på maskinpistolen … og kastede Chase mod hende som et missil.

Hun forsøgte at undvige, men han ramte hendes skulder, så de begge trimlede omkuld. Maskinpistolen gik af, da Nina faldt. Projektilet prellede af mod et eller andet med en skarp lyd.

Nina åbnede øjnene og så Maksimov kigge skeløjet op mod sin pande. Et øjeblik var et mat metallisk skær synligt under flængen i panden, før blod piblede frem og dryppede ned på hans næse. Den enorme russer vaklede og satte sig tungt på bagdelen. Der bredte sig et tomt smil på hans ansigt. Det gik op for Nina, at de – indtil videre – havde uskadeliggjort alle deres fjender. Men lyden af en helikopter uden for det smadrede vindue fortalte hende, hvordan russerne var kommet ind i slottet – og at der var flere endnu.

„Kom nu, Eddie,“ sagde hun og hev ham på benene. „Vi må af sted, nu!“

Mitchell nåede foden af trappen og så overrasket på de to mænd på gulvet. „Har du gjort det?“ spurgte han hende med hæs stemme.

„Jeg er en værre kælling, når nogen krøller et af de få hår på min kærestes hoved,“ sagde hun med et smil.

De løb udenfor og krydsede gården, hvor slotsporten nu stod åben. Der holdt yderligere to vogne i nærheden af deres firehjulstrækker.

„Det var noget ret flot kampsport, du viste lige før,“ sagde Nina til Mitchell, da de nåede hen til bilen. „Eddie plejer bare at slå folk.“

Mitchell masserede sin hals igen. „Lidt for primitivt.“ Han satte sig ind på førersædet, og Nina hjalp sin forslåede kæreste ind på bagsædet. Så satte hun sig ind på passagersædet. „Ring til politiet,“ sagde Mitchell og kastede telefonen hen til hende.

En skygge gled hen over dem, og drønet fra helikopteren rungede i gården, da firehjulstrækkeren satte i gang.

Chase holdt øje med helikopteren, da de kørte ud gennem porten. „Den kommer mod os.“

Nina så op. „Tror du, de har maskingeværer?“

En kugleregn fejede hen over snedrive og forvandlede den til en række pudderfontæner. Helikopteren fløj lavt hen over dem, inden den foretog en skarp vending for at gå til angreb igen.

„Glem det!“ Hun stak sværdfæstet ind under jakken, spændte sikkerhedsselen og greb telefonen. „Hvad nummer har alarmcentralen i Østrig?“

„1-3-3,“ sagde Mitchell og bremsede hårdt op, da de kom til det første hårnålesving. Selv med firehjulstræk slingrede det store køretøj i sneen.

„Pas dog på, mand!“ advarede Chase. „Vi skulle nødig rulle rundt …“

Kugler slog hul i firehjulstrækkerens motorhjelm med hurtige smæld, som brøkdelen af et sekund senere blev fulgt et brag, da et af forhjulene punkterede.

Det ødelagte dæk bed sig ned i underlaget, så bilen skred ud og hamrede sidelæns ind i en snebunke. Bilen rullede om på taget og standsede lige ved kanten af en stejl, snedækket skrænt.

„Jeg advarede dig jo,“ sagde Chase efter et øjebliks tavshed.

Han og Mitchell lå nu på det, der for et øjeblik siden havde været kabinens loft, mens Nina hang akavet i sin sele. Det eneste, hun kunne se gennem den revnede forrude, var de svimlende omvendte bjerge i den anden ende af dalen og et blankt hvidt snetæppe, som faldt ned mod en tynd række træer – og noget, der lignede en klippeskrænt lige bag dem.

Chase lå i ét stort rod af ting, der var faldet ud af bilens rum med nødhjælpsudstyr, og kiggede ud ad bagruden. Foruden helikopteren kunne han høre en anden lyd, en ildevarslende brummen, som hurtigt blev højere.

„Snescootere,“ sagde han. „De er på vej efter os.“

„Hvor blev helikopteren af?“ spurgte Mitchell.

„Aner det ikke, men det lyder, som om den er på vej tilbage.“

„Så må vi hellere komme ud herfra,“ sagde Nina. Hun stemte den ene hånd mod loftet for at støtte sig, så godt hun kunne, og løftede den anden for at løsne sikkerhedsselen …

Chase så, hvad hun skulle til at gøre. „Nina, vent!“

For sent.

Spændet hoppede ud, og Nina landede tungt på taget …

Det gav et ryk i firehjulstrækkeren.

„Årh, pis,“ sagde Chase, da bilen vippede ud over kanten af skrænten.