18

Chase var godt gnaven, da han nåede frem til Glastonbury Tor. Han havde ikke kunnet overtale Elizabeth til at låne sig bilen, så han var blevet tvunget til at tage toget fra Bournemouth, en kedsommelig rejse, hvor han måtte skifte to gange undervejs – og Glastonbury lå godt 15 kilometer fra den nærmeste station, hvilket kostede ham en dyr taxatur den sidste del af strækningen.

Hans irritation blev ikke mindre af, at han ikke vidste, hvor Nina var. Sikkert et eller andet sted under højen, men da han så den i virkeligheden, var den betydelig større, end den havde set ud til at være på Elizabeths kort. Han begav sig forsigtigt gennem det svuppende minefelt af kokasser og rundt langs den underlige terrasseinddelte høj, indtil han fik øje på noget på det næste niveau. Han gik forbi nogle køer og så, at der sad en kraftig lyshåret kvinde bag en afspærring af stribede bånd. Hun sad og spiste en sandwich, men holdt inde og kiggede usikkert på ham, da han kom nærmere.

„Hej,“ sagde Chase. „Du har vel ikke set en amerikansk arkæolog heromkring? Omtrent så høj her, rødt hår og skideirriterende?“

Kvinden rejste sig. „Er du … Eddie?“

„Jep,“ svarede Chase. Nina og Mitchell var ikke at se nogen steder – men det hul, som kvinden bevogtede, gav ham en ret god idé om, hvor de var. Hans dårlige humør blev bare værre. Nina havde blæst på, hvad han havde sagt. Igen.

„Hej. Jeg hedder Chloe, Chloe Lamb, dr. Chloe Lamb.“ Hun rakte hånden frem, og Chase trykkede den.

„Eddie Chase,“ sagde han studst og kiggede på hullet. „Nå, så hun er dernede?“

„Ja, med Jack.“

„Nåh, med Jack. Herligt.“

Chloe flyttede forlegent på sig. Hun ville helst ikke blandes ind i deres private kævl. „Ja, de har gjort nogle meget interessante opdagelser. Men jeg har ikke talt med dem et stykke tid. Vi mistede kontakten.“ Hun holdt en walkie-talkie frem.

„Hvordan kan det være?“

„Tja, Nina sagde, at de var kommet til en oversvømmet tunnel, og at de ville forsøge at svømme gennem den.“

„Er stedet oversvømmet? Årh, rend mig i røven!“ Chloe blev overrumplet af hans banden, men han ignorerede hendes reaktion. Han fik øje på en stavlygte i bunken med udstyr ved siden af hullet og tog den. „Man kan sgu da heller ikke tage hende med nogen steder.“

„Øh, Eddie? Mr. Chase?“ sagde Chloe nervøst, da han gik hen til hullet. „Du skal også passe på. Der er fælder dernede.“

„Fælder?“

„Ja, de var åbenbart beregnet til at fange folk, der valgte den forkerte vej til Niviennes prøve …“

„Et øjeblik. Hvad for noget?“ udbrød Chase rasende. „Stedet vrimler med fælder, man skal gennem en slags prøve, og du har ikke hørt fra dem i lang tid? De kan jo allerede være døde, for fanden!“

„Undskyld, undskyld!“ hylede Chloe. „Det tænkte jeg ikke på. Nina lod til at have styr på tingene!“

„Jo, det plejer hun også at have – indtil ting og sager begynder at eksplodere om ørerne på hende!“

„Undskyld,“ sagde Chloe igen.

Chase tog en dyb indånding. „Det er i orden. Det er jo heller ikke din skyld.“ Han lyste ned i hullet med stavlygten. „Bare fortæl mig, hvordan jeg finder dem.“

Mitchell harkede i den dårlige luft, kravlede op af vandet og trak Nina op efter sig. Jorden var blød og mudret og svuppede ækelt under deres fødder.

Stavlygten lyste stadig, selvom den havde været en tur i vandet. Lyskeglen ramte et nyt kammer, der var mindre end det, de netop havde forladt, og i bagvæggen var der udhugget et kæmpestort stenansigt.

„Merlin,“ indså Nina.

Merlins vrede, som kun rammer dem, der ser hans ansigt …

Men hun havde jo set hans ansigt, som var fortrukket i et hånligt smil. Og indtil videre var der ikke sket noget.

Hendes fødder sank dybt ned i mudderet, da hun hostende vaklede hen mod ansigtet i væggen. Der steg gas op af det rådne mudder, hver gang de tog et skridt, og metanstanken blev værre og værre.

„Fy for fanden! Her stinker som i en ubåd, efter at messen har haft bønner på menuen,“ hvæsede Mitchell, der gik bag hende med svuppende skridt. „Så det her er altså Merlin? Men hvor bliver hans vrede af?“

„Jeg ved det ikke rigtig.“ Nina lyste rundt i kammeret for at danne sig et overblik. I den ene side var der en stendør, som var solidt lukket. Og der lå noget på jorden, halvt begravet i mudderet …

„Er det der et kranium?“ spurgte Mitchell, da han fik øje på den misfarvede genstand.

„Vent her. Rør dig ikke,“ beordrede Nina. Hun gik forsigtigt gennem rummet og forsøgte at rode så lidt op i det ulækre søle som muligt. Det var faktisk et kranium. Der var kun nogle få afsvedne lunser kød tilbage; resten var rådnet væk. Der stak andre knoglestykker op af mudderet omkring det.

Blandt andet en hånd, der knugede et eller andet. Et stykke træ.

Hun vendte sig om mod Mitchell. „Nu ved jeg, hvad Merlins vrede var. Og det er ret udspekuleret på en sadistisk måde.“

Mitchell kastede et nervøst blik rundt. „Er vi i sikkerhed?“

„Det burde vi være. Men hvis vi var kommet herind for et par århundreder siden, ville vi være døde nu.“ Hun holdt lygten i vejret. „Hele det her rum er én stor fælde. Dengang havde man jo ikke vandtætte lygter, så alle fakler, man tog med, ville gå ud under svømmeturen, ikke?“

„Det ville de vel.“

„Så lad os sige, at man er så smart at vikle en fakkel grundigt ind i et eller andet for at holde den tør. Hvad er det første, man gør, når man kommer op af vandet herinde?“

„Man tænder faklen …“ sagde Mitchell, som nu forstod, hvor hun ville hen.

„Nemlig. Man tænder den – og i et rum fyldt med metangas. Wuump!“ Hun slog ud med hænderne for at efterligne en eksplosion. „Det sidste, de så, inden de blev stegt, var Merlins ansigt, akkurat som der stod på stenen ved indgangen.“

„De satans snedige munke,“ sagde Mitchell nærmest med beundring i stemmen. Han gik hen mod døren og pegede ned mod bunden af en af de stensøjler, der indrammede den. Der var udhugget en sprække i den, og der sad en trækile i den. Nina tjekkede den anden søjle og fandt en lignende anordning. „Tror du, at vi skal hive kilerne ud?“ spurgte Mitchell.

„Et øjeblik. Lad os lige sikre os, at Merlin ikke gemmer på mere vrede.“ Hun undersøgte kilerne nøje for at sikre sig, at de ikke udløste en fælde med flintesten, som ville slå gnister. „Okay, lad os prøve.“

Mitchell tog fat i den første kile og hev i den. Den sad godt fast, fordi dørens vægt pressede mod den. Der skete ikke noget de første par sekunder, men så smuttede den våde trækile pludselig ud med en svuppende lyd. Døren hældede lidt til den ene side.

Nina tog en dyb indånding, fortrød det med det samme og hev så i den anden kile. Det tog lidt længere tid, men til sidst fik hun den ud.

Døren sank ned i jorden og skubbede ophobet mudder og vand op. De sprang tilbage, da muddervandet brusede om benene på dem.

Kammeret genlød af en høj buldren.

„Fandens!“ råbte Mitchell. „Rummet eksploderer!“

„Nej, vent!“ Nina lyste på vandhullet, som de var kommet op ad. „Det bliver tømt for vand!“ Vandet skummede og brusede og forsvandt gradvist.

En trækvind blæste forbi dem fra den åbning, hvor døren havde været for et øjeblik siden. Luften stank stadig af sumpgas, men ikke så meget mere. „Gassen siver også ud. Munkene tænkte vel, at hvis man fandt ud af, hvordan man kom herind, kunne de vel lige så godt gøre det nemmere for en at komme ud igen.“

Mitchell kiggede mistænksomt gennem døråbningen. „Så graven ligger lige derinde? Er Excalibur derinde?“

„Det finder vi snart ud af.“ Nina fandt kameraet frem for at tage et billede af Merlin-ansigtet i væggen.

„Hov, hov, du!“ sagde Mitchell. „Blitz er lig med gnist.“

„Kameraet er vandtæt, så blitzen må også være forseglet. Der sker ikke noget.“ Hun trykkede på udløseren for at demonstrere – men ikke uden en vis hjertebanken.

„Vent – pis!“ Mitchell fór sammen, da blitzen gik af, men kammeret blev ikke forvandlet til et flammehav. „Okay, skal vi ikke aftale, at du ikke gør det igen? Det var kraftedeme en dum chance at tage.“

„Årh, slap dog af,“ sagde Nina, da hun trådte gennem døråbningen og ind i gangen. „Du er altså lige så slem som Eddie!“

Chloe sad nervøst og ventede ved indgangen, da hun pludselig så en gruppe mennesker komme hen ad terrassen mod hende. De gik til, og et eller andet ved deres udseende – deres påklædning, deres frisurer, ja, selv deres ansigtsfarve – fortalte hende med det samme, at de var udlændinge. Østeuropæere måske? Russere?

Hvor de end kom fra, var de temmelig mange. Der var ni i alt, otte mænd og en kvinde, som havde farvet sit punkerhår neongrønt.

De standsede ved afspærringen.

„Goddag,“ sagde Chloe høfligt. Hendes arbejdsjakke fik dem sikkert til at tro, at hun var en slags guide. „Kan jeg hjælpe jer med noget?“

En af mændene, den ældste, trådte et skridt frem, så afspærringsbåndet blev spændt ud mod hans mave. Hans brede mund mindede Chloe om en frøs. „Ja, det håber jeg,“ sagde han med en kraftig accent. Russisk, var hun ret sikker på. „Vi leder efter Excalibur.“

Chloe mærkede et stik af uro. Mitchell havde understreget, at jagten på Excalibur på en eller anden måde var et nationalt sikkerhedsanliggende – og af den grund en hemmelighed. Hun skruede et høfligt smil på. „Jeg er bange for, I er gået forkert. Kong Arthurs grav blev efter sigende fundet ved klosteret i landsbyen. Hvis Excalibur fandtes, ville det være der.“ Hun pegede i retning af Glastonbury, som lå ude af syne på den anden side af højen.

Manden trådte endnu et skridt frem, og båndet blev spændt mere ud … og knækkede. „Nej,“ sagde han roligt. Chloes uro blev til frygt, da hun opdagede, at de andre havde slået ring om afspærringen, så hun ikke kunne komme ud. Han fortsatte fremad og kastede et blik på tunnelen, inden han igen rettede sine kolde øjne mod Chloe.

„Jeg er sikker på, at det her er det rigtige sted.“

Nina drejede om det sidste hjørne i gangen … og stod nu ved indgangen til kong Arthurs grav.

Til forskel fra tunnelerne var væggene her ikke af jord og træ, men af sten, og loftet var hvælvet for at kunne bære højens vægt over det firkantede kammer. Ligheden med Glastonbury Klosters arkitektur var ikke til at tage fejl af. Stedet var et produkt af samme periode, endda de samme hænder. Der var indhugget latinske tekster i væggene, og efter at have skimmet dem konstaterede hun, at de alle omhandlede Arthurs historie og var en del af gravmonumentet over briternes legendariske konge.

Nej, ikke længere legendarisk, tænkte hun. Bernd Rust havde fået oprejsning. Kong Arthur fandtes virkelig.

Men hvis det her var Arthurs grav, hvor …

„Nå, hvor er han så?“ spurgte Mitchell og sagde, hvad hun selv tænkte. Der var ingen kister eller gravmarkører, men kun et tomt kammer. „Fandens også. Er nogen kommet os i forkøbet?“

„Nej,“ sagde Nina og gik ind mod midten af rummet.

Selvom det var tomt, var der noget på gulvet. En malet cirkel, som var opdelt i felter med et lille hul ude i kanten. Og i midten et våbenskjold …

„Det kan ikke passe,“ sagde Mitchell. „Sagde Chloe ikke, at det runde bord ikke fandtes?“

Der var 13 felter i alt – og i hullet i det længst fra indgangen stak en cirka 15 centimeter høj bronzefigur op af gulvet som en pløk. Nina lyste på den. Det var en majestætisk figur med sværd og skjold, og på soklen stod der ARTURUS.

„Det er kong Arthur,“ hviskede hun. Formålet med de andre huller blev klart, da hun rettede lyskeglen over mod hjørnet af kammeret. Inde i en lille niche var der udhugget hylder i væggen, og på disse stod der flere statuetter. Hun gik derover. Hver figur viste sig at være en af ridderne af det runde bord, og på soklerne var der indhugget velkendte navne. Bedivere, Lancelot, Gawain, Galahad, Tristan, Bors … 12 riddere i alt, en for hvert af de tilbageværende huller i gulvet.

Mitchell undersøgte kammerets bagvæg, som mindede meget om den stendør, der havde blokeret udgangen fra det gasfyldte rum. „Den her dør ser ud til at kunne åbnes. Måske er der et rum på den anden side.“

„Det er en prøve,“ indså Nina. Hun løftede forsigtigt Lancelot-figuren og så, at den også sad i et hul, og under soklen var der et metalstykke med et firkantet fremspring for enden. „En nøgle. Jeg tror, det er meningen, at vi skal placere ridderne på deres rette pladser omkring det runde bord.“

„Lyder som Chloes boldgade.“

„Ikke nødvendigvis.“ Nina stillede sig midt i cirklen og forsøgte at genkalde sig alt det baggrundsmateriale om kong Arthur, hun havde fordybet sig i de seneste dage. „Lancelot var praktisk talt Arthurs højre hånd, for han sad altid til højre for ham.“ Hun pegede på det tilsvarende hul. „Og pladsen til venstre for Arthur blev kaldt Siege Perilous. Det stod altid tomt, da det var reserveret til den ridder, der kunne finde den hellige gral – som med tiden blev Galahad.“

„Så er to klaret, 10 tilbage. Men hvad med de andre?“

„Vi er nødt til at regne os frem til det,“ sagde Nina og kastede et blik på de ventende riddere. Selvom alle i princippet burde være lige omkring det runde bord, og der ikke var nogen hædersplads som ved et firkantet bord, ville Arthurs plads i realiteten have været hæderspladsen, uanset hvor han sad. Der fandtes også en rangorden blandt ridderne, og Bedivere og Lancelot blev traditionelt anset for at være kongens nærmeste fæller.

Men den viden var ikke til megen hjælp lige nu. Hvis Lancelot sad umiddelbart til højre for Arthur, sad Bedivere så til højre for ham eller til venstre for Siege Perilous? Og hvad med alle de andre riddere? Selvom de kendte Lancelot og Galahads pladser, var der stadig – hun tænkte efter et øjeblik for at regne og nåede hurtigt frem til svaret – 3.628.800 kombinationer for de resterende ti. Men hendes hidtidige erfaringer med graven fortalte hende, at hun sikkert kun ville få ét forsøg til at åbne døren.

Og så var der endnu en ting: Chloe havde sagt, at det runde bord bare var noget, det 12. århundredes romantiske forfattere havde fundet på, men måske tog hun fejl, måske byggede forestillingen på en kerne af sandhed i tidligere beretninger. Usikkerheden nagede hende Nina. „De, der ikke kender sandheden, vil aldrig komme ud igen,“ hviskede hun, da hun tænkte på ordene ved indgangen.

„Er der noget galt?“ spurgte Mitchell.

„Ja. Der er over tre millioner kombinationer, men vi har nok kun ét forsøg.“

„Måske ikke.“ Mitchell gik ind i cirklen med figurerne af Lancelot og Galahad i hænderne. Han viste hende nøglerne. „Kan du se? Jeg har tjekket de andre, og de er alle ens. Du skal ikke bilde mig ind, at en flok munke fra det 12. århundrede var i stand til at lave avancerede låse. Det er lige meget, hvilke huller man stikker nøglerne i, når de alle er ens – de skal bare sidde i dem.“

Nina var skeptisk. „Er du sikker på, at du vil løbe den risiko?“

„Du er sgu da den sidste, der skal tale om at løbe en risiko,“ brummede en velkendt stemme bag dem.

„Eddie!“ råbte Nina og sprang op. Chase trådte ind i kammeret, og hans jeans var våde og mudderplettede.

Han kiggede på hendes påklædning, især Mitchells store, stadig våde skjorte, inden han sendte Mitchell med den bare overkrop et meget mistænksomt blik.

„Hvad sker der her?“

„Vi forsøger at låse graven op …“

„Nej, jeg mener: Hvorfor har I begge smidt klunset? Jeg kom vist i sidste øjeblik!“

„Hold nu op, Eddie,“ sagde Nina irriteret. „Tror du for alvor, at jeg ville vove mig gennem dødsensfarlige tunneler ind til kong Arthurs for længst forsvundne grav bare for at finde et diskret sted, hvor jeg kan“ – hun sænkede stemmen, men Mitchell kunne ikke undgå at høre, hvad hun sagde – „få noget fremmed? Eddie, for fanden, du kender mig da bedre end det.“

„Ja, jeg kender dig. Og jeg vidste, du ville tage herned, selvom jeg sagde, du ikke skulle!“

Nina nikkede hånligt. „Ja, ja, jeg tænkte nok, at det var det, dit surmuleri i virkeligheden handlede om.“

Bag hende stod Mitchell og undersøgte hullerne i gulvet. Så stak han forsigtigt de to figurer ned i hvert sit hul ved siden af Arthur og gik tilbage til nichen for at hente resten af de kunstfærdige nøgler.

Chase lagde armene over kors. „Og hvad skal det så betyde?“

„At du er bange for, at du er ved at miste kontrollen over tingene.“

„Nå, virkelig?“ vrængede Chase.

„Ja, virkelig, Eddie. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg skal sige det her, men det, der skete med Mitzi, var ikke din skyld, uanset hvor meget du end bebrejder dig selv. Og at overkompensere for det ved at overtage kontrollen med alting er ikke den rette måde at tackle det på!“

„Jeg forsøger ikke at kontrollere dig,“ protesterede Chase. „Jeg prøver at beskytte dig! Du kunne jo være blevet slået ihjel herinde, for fanden!“

„Men det blev jeg ikke, vel?“ Hun greb fat i hans hånd. „Hør her, jeg elsker dig og vil være sammen med dig resten af livet – det vil jeg virkelig. Men du kan ikke være sammen med mig hvert eneste minut hver eneste dag – du er ikke min livvagt mere. Jeg skal da ikke bede dig om lov til at gøre det, jeg gør. Sådan fungerer det bare ikke. Det kan ikke fungere på den måde.“

„Hvis ikke jeg havde været sammen med dig, ville du være død omkring 20 gange nu,“ mindede Chase hende skarpt om. „Du er ikke Indiana Jones, du er ikke Lara Croft, du er et rigtigt menneske, som kan komme til skade. Eller blive dræbt. Og det vil jeg ikke tillade – især ikke for en eller anden åndssvag legendes skyld!“ sagde han og gjorde et affærdigende kast med hovedet mod det kammer, de stod i.

„Det er ikke en legende,“ sagde Nina vredt. „Kong Arthur fandtes, han er en historisk person …“ Hun tav pludselig og spærrede øjnene op, da det gik op for hende, hvorfor misforholdet mellem det, som Chloe havde fortalt hende, og det, som graven selv havde afsløret, nagede hende så meget.

Og hun opfangede også pludselig en skramlende lyd af metal mod sten bag sig …

Hun snurrede rundt. Mitchell havde sat de resterende riddere ned i de tomme huller og rakte ud efter Arthur-figuren …

„Stop!“ skreg hun. Mitchell stivnede med hånden lige over nøglen. Nina skubbede ham tilbage og hev figuren op af hullet.

„Okay, hvad sker der?“ spurgte han bekymret, men også stærkt forundret.

„Det her er ikke bare indgangen til graven,“ sagde Nina og pegede på ham med figuren. „Det er den sidste fælde! Chloe havde ret. Det runde bord fandtes ikke, men det var allerede blevet inkorporeret i Arthur-legenden i 1191 – og det benyttede munkene sig af! Det er den sidste test af ens viden om forskellen mellem de historiske fakta og legenden. Hvis det runde bord ikke fandtes, så kunne ingen af Arthurs riddere have siddet om det. Og heller ikke Arthur!“ Hun holdt bronzefiguren op foran hans ansigt. Nøglen under kongens fødder var bemærkelsesværdigt kortere end de andre. „Det her er nøglen – men det er meningen, at man skal tage den ud. Den rigtige lås er et andet sted.“

Mitchell fik et bekymret udtryk i ansigtet. „Så hvad sker der, hvis man forsøger sig med den forkerte lås?“

„Nøjagtig hvad munkene sagde: De, der kender sandheden, vil finde Arthurs grav. De, der ikke kender sandheden, vil aldrig komme ud igen.“ Hun holdt lygten i vejret og undersøgte loftet over indgangen. Over åbningen var der en tyk stenblok, en dør, som var parat til at falde som en guillotinekniv og blokere vejen ud af kammeret.

„Hvis vi klokker i det med prøven, falder den der sten ned og spærrer os inde.“

Mitchell så affærdigende på den. „Det ville måske nok have været et problem for 900 år siden, men nu findes der trykluftsbor og sprængstoffer.“

„Har du gæller?“ spurgte Chase spydigt.

Nina vendte sig om og så, at han stod og undersøgte et stykke af væggen. Den var misfarvet, og der løb mudderbrune og algegrønne striber ned ad den fra loftet, hvor der ikke var andet end et firkantet mørkt hul. Da hun kiggede rundt i resten af kammeret, opdagede hun, at der var lignende strimer andre steder på væggene.

„Kors i skuret,“ sagde hun. „Man bliver ikke bare lukket inde … kammeret bliver også oversvømmet. Der må være en cisterne over loftet – de der plamager stammer fra sidste gang, rummet blev oversvømmet.“

Mitchells ansigtsudtryk røbede nu en langt større respekt for gravbyggerne. „Men hvor er den rigtige lås så?“

„Herovre.“ Nina gik hen til nichen og lyste ned i hullerne, hvor figurerne havde siddet. I det hul, hvor Lancelot havde været, var der et indhak – lidt dybere, end en finger kunne nå ind, men på samme størrelse som Arthur-nøglen. Hun stak den i hullet.

„Er du helt tryg ved det?“ spurgte Chase en smule skeptisk.

Hun smilede til ham. „Det er et gæt … men et kvalificeret et.“ Med de ord tog hun fat om nøglen og drejede den. Der lød en metallisk skramlen inde i nichen, men der skete ingenting.

„Den virker ikke,“ sagde Mitchell skuffet.

„Jeg er ikke færdig endnu. Kom med alle de andre riddere – undtagen Lancelot og Galahad. Eddie, giv ham lige en hånd.“

„Og hun siger, jeg altid vil have kontrollen,“ sagde Chase. Men han hjalp alligevel Mitchell med at hente figurerne.

„Hvorfor ikke Lancelot og Galahad?“ spurgte Mitchell, da han bar de første figurer hen til nichen.

„Fordi alle de andre i det mindste har en vis historisk kerne i sig, men Lancelot var en opdigtet person. Og eftersom Galahad var Lancelots søn, kan han heller ikke have eksisteret.“

Da de andre figurer var på plads, stak Nina Arthur-nøglen ned i hullet igen. Hun håbede, at hun var mindst lige så smart som Glastonbury-munkene, og drejede den igen.

Endnu en svag raslen.

Denne gang skælvede hele nichen en smule, som om et usynligt tryk var blevet lettet. Nina vekslede et vagtsomt blik med de to mænd og skubbede forsigtigt til væggen.

Den bevægede sig ganske lidt ude i den ene side. Hun skubbede hårdere til den, og der åbnede sig en lille sprække, som hurtigt blev større, da Chase og Mitchell også lagde deres kræfter bag. Nichen svingede bagud med en skurrende lyd og afslørede en døråbning ind til et andet kammer.

Det sidste kammer, tænkte Nina. De havde klaret alle prøverne og vist sig værdige. Det her var deres mål – kong Arthurs sidste hvilested.

Hun holdt lygten foran sig og trådte indenfor. Chase og Mitchell fulgte efter.

Rummet var lille og overraskende enkelt uden nogen af de inskriptioner, der prydede det tilstødende kammer, men dets genstande var mere kunstfærdige. Der var to store sorte sarkofager på sokler derinde, og siderne var udsmykket med relieffer af engle i sølv og guld. Oven på hver af stenkisterne var der et guldkors, hvorpå der på latin stod, hvem der lå i dem.

Arthur, briternes konge, og Guinevere, hans dronning.

De fandtes. Og de var her, begravet under Glastonbury Tor.

Men alligevel kunne Nina ikke løsrive blikket fra den genstand, der stod mellem de to sarkofager. En massiv granitblok, som var groft tilhugget til en kube på en meter på hver led. Et sværd stak op af den med klingen dybt begravet i stenen.

De havde fundet Excalibur.