21

„Nå, så du klarede det,“ sagde Mitchell.

„Vi klarede det,“ rettede Nina ham.

Excalibur var blevet gjort funklende rent og lå nu på et velourklæde på et kontor i den amerikanske ambassade. Stykkerne af Caliburn lå ved siden af i en åben aluminiumskasse, og en lignende kasse var gjort klar til det intakte sværd.

„Ja, det gjorde vi,“ sagde Chase studst. Han stod lænet op ad væggen et stykke fra de andre. „Men det har kostet os dyrt.“

„Det ville have kostet os meget mere, hvis Vaskovitj havde fået fingrene i det,“ sagde Mitchell. Han ignorerede Chases mørke mine og lænede sig frem for at undersøge klingen, og så sendte han Nina et beundrende blik. „Du stak sværdet tværs gennem sten.“

„Ja, hvad var egentlig forklaringen på det?“ spurgte Nina i et forsøg på at undgå endnu et skænderi mellem de to mænd. „Du sagde, at du havde en teori – hvad går den ud på?“

Mitchell løftede nærmest ærbødigt Excalibur op fra klædet. „Det er endnu en ting, som DARPA har arbejdet på, men jeg havde ikke regnet med at opleve det her.“

„Så DARPA udvikler altså lyssværd, eller hvad?“

Mitchell smilede. „Ikke helt, men vi udvikler faktisk monomolekylære klinger – eller vi prøver på det.“ Da han så hendes spørgende ansigtsudtryk, fortsatte han. „Hvis man kan lave en æg, der kun består af ét enkelt langt molekyle, så burde det i teorien kunne skære gennem næsten hvad som helst. Vi har haft en vis succes med at anvende kulstofnanorør, men kun i meget lille målestok. Vi har endnu ikke kunnet anvende det i praksis, men det her …“ Han kiggede på sværdet. „Kan I huske, at jeg fortalte jer, at der 500 år før vor tidsregning fandtes damascenerstål? At det bestod af kulstofnanorør og dermed gav en utrolig skarphed? Det gør det her også – men det særlige ved din krops bioelektriske felt, der får sværdet til at kanalisere jordenergi, får også nanorørene til at danne en monomolekylær æg. Så snart du giver slip på sværdet, mister de deres ladning og vender tilbage til deres normale placering, og det var grunden til, at jeg ikke kunne trække sværdet ud af stenen, mens du kunne.“

Nina hævede øjenbrynene. „Det er sgu godt nok noget af en teori.“

„Det ved jeg, men den stemmer overens med kendsgerningerne.“

„Så hvis den rette person holdt sværdet, ville vedkommende kunne hugge sig gennem alt?“

„Måske ikke alt, men i hvert fald en masse ting. Der er ikke noget at sige til, at Arthur var uovervindelig i kamp.“

„Men hvorfor lige mig? Hvordan kan det være, at jeg kunne få det til at lyse, og du ikke kunne?“

„Der bliver jeg dig svar skyldig,“ sagde Mitchell og rakte sværdet til hende. „Hvem ved? Måske nedstammer du fra kong Arthur!“ Han lo, men det gjorde Nina ikke. Han gik hen til væggen og slukkede lyset. Metallet udsendte et svagt flimrende lys i halvmørket.

Chase hævede det ene øjenbryn. „Wow, du er jo Jedi-ridder.“

„Prøv med Caliburn,“ forslog Mitchell. Nina lagde Excalibur på klædet igen og tog det afbrækkede stykke af Caliburns klinge. Der skete ikke noget til at begynde med, men da hun holdt det ind i mørket under bordet, skimtedes der et ganske svagt blåligt skær. „Det lader til, at det også reagerer på din berøring, bare ikke så meget,“ sagde Mitchell og tændte lyset igen. „Merlin skulle nok bruge to forsøg på at udvikle det perfekte sværd.“

„Ja, åbenbart,“ sagde hun, „men jeg forstår stadig ikke hvordan. Og hvorfor lyser det her? Vi er jo midt i en by!“ Hun lagde stykket ned i kassen igen.

Mitchell så eftertænksom ud. „Det kan være, at alle de hovedveje, der går gennem landet og mødes i London, bryder jordenergilinjerne og tilmed omdirigerer dem. Vi kan jo samle jordenergien ved hjælp af et antennesystem, så måske findes der også andre måder at påvirke den på. Men det er noget, vi kan finde ud af, nu hvor vi har sværdet.“ Han svøbte forsigtigt velourklædet om Excalibur og lagde det så ned i kassen og lukkede den.

„Hvad skal der så ske nu?“ spurgte Chase.

„Nu bliver begge sværd sendt til DARPA for at blive analyseret, og når vi er færdige med dem, bliver Excalibur sendt tilbage til England, hvor det formentlig vil indtage hæderspladsen på British Museum eller på Buckingham Palace, eller hvad ved jeg. Og Vaskovitj får en bar røv at trutte i.“ Mitchell smilede. „Hvilket passer mig glimrende.“

„Og hvad med os?“ spurgte Nina.

„I tager tilbage til IHA med endnu en fjer i hatten. Atlantis, Herkules’ grav og nu kong Arthurs grav og Excalibur – det er sgu et ret imponerende cv! I har grund til at være stolte.“ Han tog de to kasser under armen. „Hvad mig angår, tja, så rejser jeg tilbage til USA med de her to sværd, så vi kan finde ud af, hvordan fanden Merlin overhovedet bar sig ad med at smede dem. Når vi har fundet ud af det, kan vi udvikle vores egne superledere, og så får onkel Sam verdens første funktionsdygtige jordenergigenerator.“

Nina nikkede. „Jeg bliver vist nødt til at forholde mig mere fordomsfrit til tingene for fremtiden. Jeg troede, at alt det her med jordenergi bare var noget pseudovidenskabeligt pladder, men Bernd havde også ret med hensyn til det. Jeg tør nu vædde på, at han aldrig havde forestillet sig, at jeg fysisk ville være i stand til at bevise det.“

„Men det gjorde du,“ sagde Mitchell. Han tav et øjeblik og satte så en af kasserne fra sig. „Jeg står i meget stor gæld til dig. Vi ville aldrig have fundet sværdene uden dig, Nina … og dig, Eddie.“ Han kyssede Nina på kinden og rakte så hånden frem mod Chase. „Jeg mener det virkelig – du gjorde det fantastisk.“

„Du var nu heller ikke helt dårlig,“ sagde Chase tonløst. Et øjeblik efter trykkede han Mitchells hånd.

„Nå, men så er det vel farvel for denne gang,“ sagde Mitchell og tog aluminiumskassen igen. „I er booket ind på hotellet i nat på DARPA’s regning, så I vil endelig kunne få noget rent tøj på. Og nyde resten af jeres ferie – jeg er ked af, at den blev afbrudt.“

„Det havde jeg faktisk ikke så meget imod,“ brummede Chase. Mitchell smilede og forlod så rummet med kasserne under armen.

Nina ventede med at sige noget, til døren var lukket. „Jeg tror faktisk, jeg ved, hvorfor sværdet reagerede på min berøring og ikke på andres,“ sagde hun. „Jeg ville bare ikke nævne det foran Jack – jeg ved ikke, hvor meget han ved om det atlantiske genom. Da vi havde fundet Atlantis, fortalte Kristian Frost mig, at hans forskning viste, at omkring én procent af verdens befolkning havde det samme genom som oldtidens atlantere og således nedstammede i lige linje fra dem. Jeg tilhører den ene procent. Ifølge nogle af de mere fantasifulde Atlantis-legender havde atlanterne usædvanlige evner. Jeg har aldrig troet på legenderne, fordi de lød som det rene opspind. Men hvem ved?“ Hun kiggede på sine hænder. „Jeg vil sige, at det er temmelig usædvanligt at kunne få et sværd til at lyse bare ved at røre det. Måske var atlanterne i stand til at fremstille et superledende metal, selvom de ikke anede, hvad det betød. Det kan være, at Merlin forsøgte at udvikle det samme.“

Hun ventede på et svar fra Chase, men der lod ikke til at komme noget. „Eddie, hørte du, hvad jeg sagde?“

„Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg er ikke døv,“ svarede han og rynkede panden. „Jeg er bare fuldstændig ligeglad.“ Han gik hen mod hende. „Nina, for fanden! Jeg sagde jo til dig, at du ikke skulle tage af sted, og se, hvad der skete! Du var lige ved at blive slået ihjel. Og jeg ved ikke, hvad“ – han tog en dyb indånding – „jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mistede dig …“

„Til Jack?“ udbrød Nina fuld af vantro.

„Hvad?“ Et øjeblik var Chase forvirret, inden det gik op for ham, at hun fuldstændig havde misforstået ham. „Nej, det var ikke det, jeg …“

„Nu må du altså holde op!“ vrissede Nina. „Jeg nægter simpelthen at tro, at du er jaloux på Jack! Tror du, at først snupper han dit arbejde og så din kæreste?“

„Hvad mener du med, han har snuppet mit arbejde?“

„Du mener, at det er dit arbejde at passe på mig, ikke?“ sagde Nina. „Jeg farer bare rundt og havner i problemer, så du kan redde mig. Men så kommer Jack, og han kan det samme og er amerikaner ligesom mig og har en ph.d. ligesom mig, så du føler dig pludselig truet!“

Chase lagde vredt armene over kors. „Det er fandeme det mest latterlige, jeg nogensinde har hørt.“

„Er det?“ Nina vendte ryggen til ham og så ud over Grosvenor Square, hvor træerne og husene stod tegnet som silhuetter mod tusmørkehimlen. Nede på gaden så hun Mitchell gå ned ad ambassadens hovedtrappe og sætte sig ind i en sort taxa. Af en eller anden grund bar han kun på den ene af de to kasser. „Du ser bare spøgelser ved højlys dag på grund af Jack og opfører dig som et …“ Hun gik i stå.

En taxa …

„Det har ikke noget med Jack at gøre!“ protesterede Chase, men Nina hørte ikke længere efter.

Hun kiggede ned på taxaen med voksende rædsel og blev ligbleg, da hun indså, hvordan tingene hang sammen. „Åh nej.“

„Hvad?“

„Åh nej!“ gentog hun og snurrede rundt mod ham. „Det er Jack. Han vil ikke tage Excalibur med til USA. Han har tænkt sig at aflevere det til Vaskovitj!“ Hun løb hen til døren. „Kom!“

Chases vrede blev afløst af forvirring, og han gloede undrende på hende. „Hvad snakker du om?“

„Han stjæler det. Han stjæler fandeme mit sværd! Kom nu!“

„Hvor ved du det fra?“ spurgte Chase, da han skyndte sig at følge efter hende hen mod trappen.

„Fordi han lige har sat sig ind i en taxa!“

„Åh nej, da vel ikke en taxa!“ sagde Chase spydigt. „Det beviser jo, at han er ond! Hvem er det lige, der ser spøgelser?“

De spænede ned ad trappen, og et par ambassademedarbejdere sprang til side.

„Siden hvornår er Jack begyndt at bruge taxaer?“ spurgte Nina. „Hver gang han har skullet nogen steder hen, har han benyttet et transportmiddel, som den amerikanske regering har stillet til rådighed – bil, fly og så videre! Men nu hvor han medbringer noget utrolig kostbart, vælger han at tage til lufthavnen i en taxa!“

De kom ned i lobbyen. Nina så Peach stå og tale med en høj mand med stenansigt og karseklippet kridhvidt hår – og som holdt den anden aluminiumskasse under armen. „Mr. Peach! Hey!“

Peach drejede overrasket hovedet. „Dr. Wilde! Hvad er der galt?“

Hun pegede på kassen. „Har Jack Mitchell lige givet Dem den kasse der?“ spurgte hun den hvidhårede mand.

Peach svarede for ham. „Ja. Vi lovede at opbevare den et sikkert sted, indtil den skal afleveres til DARPA.“

„Og hvad med den anden kasse?“

„Hvilken anden kasse?“

„Den, som han har tænkt sig at give til russerne! Kom, Eddie!“ Nina stormede hen mod udgangen, og Chase trak hjælpeløst på skuldrene ad Peach, inden han fulgte efter hende. En af de marinesoldater, der holdt vagt ved indgangen, skulle til at spærre dem vejen, men Peach råbte til ham, at han bare skulle lade dem komme ud. De løb ned ad trappen og ud på Grosvenor Square.

Nina kiggede rundt efter taxaen. „Hvor blev han af?“

„Derovre.“ Chase pegede til venstre. Vejen omkring pladsen var ensrettet. Der var ikke meget trafik, og den eneste taxa, de kunne se, kørte langs den lange side af parken i retning af centrum.

Nina fik øje på en sort taxa uden for Mariott Hotel til højre for dem. De løb hen til den, og chaufføren så forventningsfuldt op på dem. „Følg efter den taxa!“ sagde Nina.

„Tager du pis på mig?“ lo taxachaufføren.

„Nej, nej! Den taxa derovre!“ Hun pegede mod det modsatte hjørne af parken. „Vi skal samme sted hen som ham. Hurtigt!“

Chaufføren gloede på hende, som om hun lige var stukket af fra kolbøtteanstalten.

Chase sukkede og fandt nogle sedler frem. „Kan 50 pund overtale dig?“

„Det burde kunne gøre det,“ sagde chaufføren med et stort smil. „Hop ind!“

Taxaen satte i gang med et beslutsomt dieselbrøl.

Nina spejdede efter Mitchells taxa, da de kørte forbi ambassaden og drejede i østlig retning. „Der! Der er han!“

Taxachaufføren satte farten op. „Jeg så jer komme ud fra ambassaden,“ sagde han. „Så ham fyren, vi er efter, er han terrorist? Spion?“

„En tyv,“ svarede Nina.

Chaufføren virkede en smule skuffet, men fortsatte alligevel forfølgelsen.

„Tror du,“ sagde Chase.

Nina henvendte sig til chaufføren. „Hvis du skulle til Heathrow fra ambassaden, ville du så køre den vej, han kører?“

„Nej da!“ sagde chaufføren og lo. „Jeg ville køre i den stik modsatte retning.“

„Jeg sagde det jo,“ sagde Nina til Chase. „Det var derfor, han ikke tog en af ambassadens biler. Han vil ikke have, at nogen ved, hvor han skal hen.“

„Jeg forstår stadig ikke, hvad du mener,“ sagde Chase. „Hvis han alligevel havde tænkt sig at give Vaskovitj sværdet, hvorfor afleverede han det så ikke bare til russerne i Glastonbury?“

„Måske ville han ikke bekende kulør. Ikke foran os.“

„Okay, men hvis han i virkeligheden arbejdede for Vaskovitj, kunne han have fået Kruglov til at slå os ihjel og så finde på en eller anden historie. Hvorfor skulle han bekymre sig om at holde os i live, når han først havde fået sværdet?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde Nina og rystede på hovedet. „Men Jack kendte Kruglov og de andre … og de kendte ham.“

„Hvis de var bonkammerater med hinanden, hvorfor forsøgte de så at slå ham ihjel?“

Det kunne Nina ikke svare på. I stedet lænede hun sig tilbage og så til, mens de halede ind på Mitchells taxa, idet deres chauffør sørgede for, at der hele tiden var et par biler mellem de to sorte taxaer. De drejede mod syd og kom lidt efter ud på Regent Street, kørte gennem Piccadilly Circus’ lysreklamebombardement og fortsatte så mod øst igen.

„Det ser ud, som om han er på vej til Leicester Square,“ sagde taxachaufføren. Trafikken sneglede sig af sted nu, og på fortovet længere fremme var der et mylder af mennesker.

„Hvad sker der?“ spurgte Nina.

„Gallapremiere i Empire-biografen, miss. Jeg satte nogle piger af der tidligere – de ville se ham amerikaneren, der er med i den. Hvad er det nu, han hedder? Ham med tænderne. Nå jo, Grant Thorn. Konen er også vild med ham, men jeg synes nu bare, han er endnu en af de der plasticamerikanere. Ja, undskyld, jeg siger det, miss.“

„Det er i orden. Hov, han standser,“ sagde Nina, da hun så den anden taxa holde ind til siden.

„Stands bare her,“ sagde Chase. Taxaen standsede et lille stykke bag Mitchells taxa. Chase betalte chaufføren. „Behold bare resten.“

„Tak, makker,“ svarede chaufføren. Nina åbnede døren og så Mitchell stige ud og smutte ind i menneskevrimlen. „Jeg håber, I fanger jeres tyv!“

„Kan du finde rundt her?“ spurgte Nina Chase, da de skyndte sig efter Mitchell for ikke at tabe ham af syne i mylderet.

„Mere eller mindre. Jeg boede i London, da jeg var gift med Sophia.“

„Nå, det har du da aldrig fortalt mig.“

„Kan vi for fanden ikke lade være med at rive op i det igen?“ De fulgte efter Mitchell til selve Leicester Square. Pladsens nordlige ende var blevet afspærret, så den dannede en vej hen til Empire-biografen, hvor der stod en kødrand af mennesker. Blitz lynede, og folk råbte begejstret, da en limousine standsede ved den røde løber, men begejstringen døde hen, da passagererne steg ud. De var åbenbart ikke berømte nok til at gøre sig fortjent til jubel.

Nina så over mod biografen. En kæmpestor plakat reklamerede for filmen Gale Force, og ansigtet af Hollywood-døgnfluen Grant Thorn dominerede et billede af et oprørt hav, en eksploderende helikopter og en yppig ung kvinde i bikini. „Det lader til at være en film for dig,“ drillede Nina. Så rettede hun opmærksomheden mod folkemængden, nærmere betegnet de mange politibetjente i gule jakker og sikkerhedsfolkene ved afspærringen.

Chase tænkte det samme som hende. „Hvis han virkelig har tænkt sig at aflevere sværdet til Vaskovitjs folk, så har han valgt et godt sted at gøre det. Det vrimler med tilskuere og strissere, så der er større chance for, at de ikke bare slår ham ihjel og tager sværdet.“

Mitchell gik nu i sydlig retning langs parken midt på pladsen. Selvom der ikke var det samme mylder her som foran biografen, var der stadig ret mange mennesker, for der lå adskillige andre biografer samt restauranter og barer på Leicester Square. Han nåede hen til det sydvestlige hjørne af parken og standsede ved siden af en buste af sir Isaac Newton ved indgangen.

„Satans også,“ brummede Chase. „Vi kan ikke fortsætte den her vej, for så får han øje på os. Vi er nødt til at vende om og gå ind i parken.“

„Hvad nu, hvis vi mister ham af syne?“

„Det ser ikke ud til, at han skal nogen steder. Kom.“

De vendte om og gik gennem porten ved parkens nordvestlige hjørne og skyndte sig hen ad en af stierne, der førte ind til midten. På vejen kom de forbi en souvenirbod, der var prydet med Union Jack-flag. Til Ninas lettelse fik hun hurtigt øje på Mitchell igen, som stadig stod ved busten. Så stivnede hun og greb Chases arm, da hun fik øje på en anden, hun kendte. „Eddie, Eddie!“

„Satans også,“ sagde Chase og vendte hurtigt siden til Maksimov, som kom gående over pladsen ikke langt foran dem. „Så han os?“ spurgte Chase.

Nina kiggede forsigtigt over skulderen på ham. „Nej, han er stadig på vej hen mod Jack. Åh nej, hende punkerkællingen er der også.“

Chase fulgte hendes blik og så Dominika træde frem bag billetkontoret ved parkens sydlige ende. Hendes grønne hår sås lige så tydeligt som et nødblus under gadelygterne. Hun var også på vej hen til Mitchell. Han indså, at de risikerede at blive opdaget. „Kom, om bag det træ der.“

De skjulte sig bag et træ på græsplænen mindre end seks meter væk fra Mitchell, mens de to russere langsomt nærmede sig ham. Mitchell havde fået øje på Dominika og Maksimov, men blev bare stående.

„Kan du se flere af Vaskovitjs folk?“ spurgte Chase.

Pludselig mærkede han Nina fare sammen bag sig. „Ja,“ sagde hun nervøst. „Kys mig, Eddie! Nu!“

Chase vendte sig om, og Nina kyssede ham inderligt, idet hun hurtigt drejede ham rundt. Kruglov kom gående mindre end tre meter fra dem på den anden side af parkens hegn. På vej forbi dem kastede han et hurtigt blik i Ninas retning og fortsatte så mod Mitchell – han havde kun set Chase bagfra i tusmørket.

Nina drejede Chase hele vejen rundt, inden hun gav slip på ham. „Du kysser godt, når du er bange,“ sagde han stille. Hun daskede ham på armen, og så rettede de begge opmærksomheden mod russerne.

„Hej, Jack,“ sagde Kruglov, da han trådte rundt om hjørnet og stillede sig foran Mitchell. Dominika og Maksimov stod et stykke væk og kiggede iskoldt på amerikaneren.

„Hej, Aleksej,“ svarede Mitchell. „Gider du lige fortælle mig, hvad fanden det var, du lavede i dag?“

„Jeg kunne spørge dig om det samme.“ Kruglov gik langsomt rundt om Mitchell og kiggede på kassen i hans hånd. „Efter hvad der skete i Østrig, kom jeg i tvivl om din loyalitet, så jeg besluttede mig for at tage sagen i egne hænder.“

„Jeg sagde jo til Leonid, at jeg ville give ham sværdet,“ snerrede Mitchell. „Han stoler på mig, så hvorfor gør du ikke?“

„Det var ligegodt satans,“ hviskede Nina chokeret til Chase, da hun så sine værste anelser blive bekræftet.

„Fordi det er mit arbejde ikke at stole på folk,“ sagde Kruglov. „Især ikke folk, der forsøger at … hvad er det nu, det hedder … trække os rundt i manegen.“ Han kneb øjnene sammen. „Vi havde tyskerens notater, og du kunne bare have givet os det ødelagte sværd i Østrig. Vi ville selv have opstøvet Excalibur, og hende kvinden fra IHA ville ikke have fundet det. Men i stedet beholdt du sværdet, og nu er nogle af mine folk døde. Vi mistede endda en helikopter! De er ikke billige.“

„Jeg var nødt til at spille skuespil,“ fastholdt Mitchell. „Jeg ville have afleveret sværdet til jeres mand på slottet, hvis han ikke havde været sådan en latterlig amatør og ladet Chase sætte ham ud af spillet.“

„Du skulle have ladet os dræbe Chase og kvinden,“ sagde Dominika vredt. Et par gik forbi og kiggede undrende på hende.

Kruglov gav hende en eller anden ordre på russisk for at få hende til at dæmpe sig.

„Men hun har nu fat i noget,“ sagde han til Mitchell. „Da du havde skaffet Excalibur, var der ikke nogen grund til at lade Wilde leve.“

„Som jeg sagde lige før,“ begyndte Mitchell irriteret, „var jeg nødt til at spille skuespil. Jeg ville ikke være til nogen nytte for Leonid, hvis DARPA havde den mindste mistanke om, at jeg fodrede ham med oplysninger. Man ville tage mig af sagen og sætte en grundig intern efterforskning i gang, men fordi jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde hende i live, er jeg nu hævet over enhver mistanke.“

Kruglov rynkede panden og overvejede hans argument. Til sidst nikkede han. „Og hvad så nu?“ spurgte han og kiggede på kassen igen. „Er du parat til at give os sværdet?“

„Det er derfor, jeg er her. DARPA ved, at de vil modtage et sværd, men det bliver bare ikke det, som de tror. Jeg har klaret alt papirarbejdet. Officielt findes dette sværd ikke længere,“ sagde han og holdt kassen frem. „Så nu er jeg klar til at aflevere det til Leonid.“

„Hvad gør vi?“ hviskede Nina. „Vi kan ikke lade dem få det!“

Chase kiggede hen ad stien. „Jeg kommer lige om lidt.“

„Hvad? Hvor skal du … Eddie!“ Hun fulgte undrende Chase med øjnene, da han skyndte sig væk, og så vendte hun sig igen om mod den scene, der udspillede sig foran hende.

Kruglovs brede mund snerpede sig sammen, som om han havde ædt en hel citron. „Har du tænkt dig at aflevere sværdet til Leonid?“ spurgte han.

„Det var aftalen,“ fastholdt Mitchell. „Jeg sagde, at jeg ville overrække det til Leonid personligt, og han gik med til det.“

„Jeg stoler ikke på dig.“

„Jeg vil skide på, om du stoler på mig eller ej. Det vigtige er, at Leonid stoler på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ville skaffe ham Excalibur, og jeg har sværdet lige her og er parat til at aflevere det til ham. Han venter på det, Aleksej, og du ved jo, at han ikke bryder sig om at vente.“

Der udbrød jubel i den anden ende af Leicester Square, da en berømthed gik op ad den røde løber. Nina kiggede sig over skulderen og så Chase komme løbende foroverbøjet tilbage og krybe sammen bag træet igen. Han havde et eller andet i den ene hånd. „Øh, hvad er det?“ spurgte hun.

„Big Ben var det bedste, jeg kunne skaffe,“ sagde han og viste hende en temmelig dårligt forgyldt miniature af det verdensberømte klokketårn, som han havde købt i souvenirboden. „Vent her.“

„Hvad har du tænkt dig?“

„Bliv nu bare her, Nina. Og lad være med at komme med nogen indvendinger,“ tilføjede han, da hun skulle til at protestere. „Jeg har styr på det.“

Han trådte frem fra træet med bøjet hoved, blandede sig stille og roligt med de andre gående på stien og gik hen mod Mitchell og russerne. Kruglov stod med ryggen til ham, mens Dominika og Maksimov begge koncentrerede sig om Mitchell.

Til sidst nikkede Kruglov. „Okay, vi afleverer sværdet til Leonid … sammen!“

„Det kan jeg godt leve med,“ sagde Mitchell. Han smilede. „Nå, lad os så …“

Chase trådte om bag Kruglov og stak souveniren i ryggen på ham. Han håbede, at dens facon og hårdhed ville narre russeren til at tro, at han havde en pistol. „Hejsa. Hvordan skær den?“

„Eddie!“ udbrød Mitchell.

„Skal du ud at rejse? Hold hænderne i ro,“ advarede han Dominika, da hun rakte ned i lommen. „Hvis du prøver på noget, får Tudsefjæs her et 9-mm-hjerteanfald.“ Hun fjernede hånden fra lommen.

„Vil du skyde mig i ryggen?“ spurgte Kruglov roligt. „Når der er så mange politifolk i nærheden?“

„Jeg kunne fandeme skyde dig i fjæset for det, der skete med Mitzi,“ snerrede Chase. „Jack, sæt kassen fra dig. Jeg nægter simpelthen at tro, at efter alt det, vi har været igennem sammen, så har du hele tiden arbejdet for de svin!“

Mitchell satte den aflange aluminiumskasse på jorden. „Eddie, hvis du er så fornuftig, som du til sidst fik mig overbevist om, at du er, så smutter du nu.“

Chase skubbede Kruglov fremad. „Du tog åbenbart fejl. Okay, tilbage med jer!“ Chase trådte fremad, mens Mitchell, Maksimov og Dominika langsomt gik baglæns. Han prikkede Kruglov i ryggen med sin ‘pistol’. „Okay, lorteøre, tag kassen op. Meget langsomt.“

„Nå, så det er dig, der er Chase?“ spurgte Kruglov uden at lyde den mindste smule nervøs, da han bukkede sig og tog fat i kassens håndtag. „Du er lige så modig – og dum – som jeg har hørt.“

„Måske, men det er ikke mig, der har en pistol i ryggen, vel?“

„Nej, men det har Nina,“ sagde Mitchell.

Chase smilede koldt. „Godt forsøgt.“

Men det skadefro udtryk, der bredte sig over Dominikas ansigt, sagde ham, at Mitchell måske ikke bluffede. Han kastede et hurtigt blik over skulderen …

Og så den sidste af Kruglovs håndlangere, manden med hårknolden, stå bag den rædselsslagne Nina.

Det var ikke en pistol, han holdt mod hendes ryg. Det var en kniv – den, som han havde brugt til at dræbe Chloe Lamb med.