30

Chase havde ingen anelse om, hvad der var op og ned. Iskoldt saltvand sved i hans øjne, da han tvang dem op. Der var intet lys til at vise ham vej op til overfladen, og han kunne ikke høre andet end den brusende lyd af de mange tusinde små luftbobler, der hvirvlede omkring ham.

Han var ved at løbe tør for luft. I SAS havde han kunnet holde vejret under vand i over fem minutter, men nu var han ude af træning, og han vidste heller ikke, hvor meget luft eksplosionen havde slået ud af ham. Han vidste bare, at der ikke var meget tilbage. Hans lunger brændte, og hjertet slog hurtigere …

En ny lyd – et dybt, rungende plask. Tæt på. Mitchells sidste granat. Han forberedte sig på eksplosionen …

Den kom ikke. I stedet greb en kæmpe hånd fat i armen på ham og trak ham opad. Han brød overfladen, snappede efter vejret og så den smilende Maksimov ved siden af sig. „Sprang … sprang du ud fra klippen?“ spurgte han.

„Hvis splejs som dig kan gøre det, så intet problem for stor russer som mig.“ Maksimov svømmede hen mod anløbsbroen, idet han trak Chase efter sig. „Mitchell er gået i bunker med din kone.“

De nåede hen til en af broens pæle og klamrede sig til den. „Hun er ikke min kone. I hvert fald ikke endnu.“

„Ikke? Hvornår bryllup?“

„Hvorfor bliver alle ved med at spørge om det?“ Da Chase havde fået pusten, klatrede han op ad pælen. Han hørte skud runge inde i ubådsbunkeren – sprængprojektiler. Hvad var det, Mitchell skød på? Et par sekunder senere lød der et meget kraftigere brag. Den sidste granat.

Maksimov trak sig også op på anløbsbroen. „Hvad laver han?“

„Ved det ikke, men vi må derind,“ svarede Chase og rystede mørbanket vandet af sit drivvåde tøj. Den kolde vind fra havet gik ham gennem marv og ben, og hvis han ikke snart kom i læ, ville han dø af nedkøling.

De stavrede hen ad anløbsbroen, og bunkerens skarpt oplyste indre kom til syne. Typhoon-ubådens brede sorte forstavn rejste sig truende op af vandet med sit lave, brede tårn placeret langt bag missilsiloerne. Chase så folk løbe på den anden side af dokken. Han gættede på, at de flygtede for Mitchells skud, men amerikaneren selv var ikke at se nogen steder …

Ubåden satte sig i bevægelse.

Først langsomt, men man kunne tydeligt se vandet skylle ind over forstavnen, da den gled væk fra kajen. Fortøjningerne hang slapt ned ad skroget – Mitchell havde brugt sprængprojektilerne til at kappe dem.

Der lød et rungende brag fra ubåden, da en landgang rev sig løs og faldt i vandet. Længere bagved bølgede røg hen over kajen. Eftervirkninger af granateksplosionen, kom Chase frem til. En fortøjningspæl var blevet sprængt i stykker, og alle fortøjningerne omkring den var revet over.

Ubåden var fri af kajen, men Mitchell havde ikke frigjort de strømkabler, der løb fra ubådens reaktorer op gennem hullet i skroget. De hang slapt ned mod vandet, da ubåden gled forbi el-masten på kajen, men det ville ikke vare længe, før de blev spændt ud igen.

Fartøjets agterstavn kom til syne med sine gigantiske skruer, der piskede vandet til skum på begge sider af det højre ror. Skruerne sad inde i nogle metalringe for at beskytte dem mod genstande i vandet, og dermed knustes Chases spinkle håb om, at kablerne ville vikle sig ind i dem.

Og hans chancer for at komme om bord på ubåden blev hastigt mindre. Når den kom ud for ham, ville den være for langt væk til, at han kunne springe over på den, og hvis han faldt i vandet, ville han blive suget ind mellem de store metalringe og hakket til kødfars af skruerne.

Det var umuligt at komme om bord … undtagen via kranen for enden af kajen.

Dens kranarm vendte ganske vist væk fra ubåden, men hvis han kunne få den drejet …

„Kan du dreje den der?“ spurgte Chase Maksimov, da han løb hen til kranen. Malingen var dækket af rustskorper, hvilket tydede på, at maskinen ikke var blevet brugt et stykke tid, men der var et håndsving, som lod til at være i rimelig stand.

„Da, men hvorfor?“

„Fordi jeg skal om bord på den der ubåd.“

„Hvad nu, hvis kranarm er for kort?“

„Så er jeg på skideren! Kom nu, drej på håndsvinget!“ sagde han og klatrede op i den rustne kran.

Maksimov hev palen ud, greb fat i håndsvinget og forsøgte at dreje det. „Det sidde fast!“

„Ryst det løs!“

Maksimov brummede og hev og flåede i det genstridige håndsving. Det hvinede forfærdeligt og begyndte så omsider at dreje rundt. „Det bevæge sig!“

„Godt, bliv ved!“ Rustflager dryssede ned over Chase som skarpe snefnug, da kranarmen langsomt drejede. Han så over på Typhoonen. Forstavnen havde allerede passeret ham, og den kæmpestore ubåd øgede farten.

Ubådsbunkeren genlød af en metallisk skurren. Nogle af strømkablerne fra ubåden havde revet sig løs, da de blev spændt ud, men andre holdt stand og trak så hårdt i el-masten, at den gav efter. Det fløj med gnister, da kablerne ramte hinanden, og til sidst brækkede masten. Den bragede mod kajen og blev trukket hen ad den, da ubåden gled ud i åbent vand.

„Kom nu, kom nu!“ råbte Chase. Kranarmen var svinget omkring 30 grader, men den skulle meget længere ud over vandet. Han nåede op til armen og skyndte sig hen ad den, mens Maksimov fortsat drejede løs på håndsvinget. Typhoonens missilsiloer gled forbi under ham. „Hurtigere!“

Maksimov udstødte et brøl og lagde endnu flere kræfter bag håndsvinget. Kranarmen drejede hurtigere nu, men Chase indså, at tiden var ved at løbe ud. Ubådens tårn var næsten ud for ham, og inden han kunne nå hen til enden af kranarmen og klatre ned ad wiren, ville ubåden være sejlet forbi.

I stedet løb han hen ad kranarmen.

Hvis han satte foden forkert bare én gang, ville han falde i døden, men han løb uanfægtet videre. Hans fødder smældede mod det vejrbidte metal, indtil han nåede enden af kranarmen – og sprang ud fra den. Hans arme og ben pumpede stadig løs, da han fløj gennem luften …

Chase hamrede mod det sorte tårn, kurede ned ad dets stejle bagside og landede hårdt på den pukkelformede runding ved foden af det. Han tumlede forslået ned ad puklen og rutsjede på ryggen hen over den våde agterstavn. Han gled lige forbi kanten af hullet i skroget og susede mod de piskende skruer i vandet foran for sig …

Hans ene hånd slog mod en fordybning i skroget. Han greb per refleks fat i den og svingede sig i sidste øjeblik væk fra de enorme bronzeblade. Iskoldt skumsprøjt stod ind over ham, da han gispende trak sig fremad.

Der lød et ildevarslende smæld. Han kiggede frem mod tårnet …

Endnu et overbelastet kabel havde revet sig løs fra reaktoren. Chase dukkede sig, da det piskede hen over hovedet på ham og rev et stort stykke af roret, inden det plaskede ned i havet. El-masten blev stadig trukket hen ad kajen og fejede andre genstande med sig på sin vej.

Den nærmede sig hastigt kranen. Maksimov havde i åndeløs spænding stået og fulgt Chases overlevelseskamp, men nu opdagede han pludselig, hvilken fare han selv befandt sig i, og flygtede hen ad anløbsbroen, da den ødelagte mast bragede ind i kranen bag ham. Typhoonen var nu næsten oppe i cruisefart, og sammenstødet gennemrystede kranen. Endnu et kabel rev sig løs i en regn af gnister, men resten sad solidt fast, og det gav et ryk i den 30.000 ton tunge ubåd, som var den sejlet ind i en mur.

Med en øresønderrivende hvinen blev kranen flået løs af anløbsbroen og væltede. Den faldt i vandet og trak el-masten med sig i dybet, så kablerne fejede hen over ubådens agterstavn.

Chase trak sig op at stå og sprang over dem, da de piskede hen over fordybningen i skroget. „Hold da helt kæft!“ gispede han, da han så dem hobe sig op oven på en af ringene, der afskærmede skruerne. Sikkerhedsforanstaltningen havde gjort god fyldest, men det var ikke til nogen hjælp for ham. Typhoonen sejlede med stadig større fart mod åbent hav.

Han vaklede hen ad agterstavnen og nåede frem til hullet i skroget. Typhoonen bestod af to lange titaniumtrykskrog, der var placeret side om side som på en katamaran og omgivet af et formskrog af stål. Da han kiggede ned, så han, hvor der var blevet skåret huller i trykskrogene til strømkablerne, så den pensionerede ubåd kunne udfylde sin nye funktion som mobilt kernekraftværk. Nogle af hullerne var store nok til, at han kunne kravle gennem dem. Han lod sig glide ned gennem det store hul i formskroget.

Bag ham sneg vandet sig ubemærket op mod hullet, i takt med at kranen og el-masten trak agterstavnen længere og længere ned …

Chase kravlede videre ned gennem en af åbningerne i trykskroget og landede på dækket. På et skot lige foran ham hang der et stort advarselsskilt om strålingsfare, og han holdt instinktivt hænderne foran skridtet, mens han ledte efter den hurtigste vej ud af reaktorrummet.

En åben luge førte fremad i ubåden. Han gik gennem den, og drivakslernes lave dundren døde hen bag ham. Han kunne ikke høre anden form for aktivitet. Ubåden havde sikkert bare en stambesætning, tilstrækkelig med folk til at betjene reaktorerne, men ikke nok til at sejle ubåden ud på havet. Enten havde besætningsmedlemmerne rømmet den, eller også havde Mitchell slået dem ihjel.

Kommandorummet var sandsynligvis placeret under tårnet, hvor ubådschefen kunne benytte periskoperne. Han gik videre, til han fandt en stige til det næste dæk. Da han klatrede op ad den, hørte han svagt nogen tale. Mitchell. Chase kunne ikke høre, hvad han sagde, men efter hans bryske tonefald at dømme lød det, som om han udstak ordrer. Var han ved at sende en radiobesked?

Han gik stille gennem det, der viste sig at være sonarrummet, og så det første tegn på Mitchells tilstedeværelse i form af blodsprøjt på et af de beige skotter. Han fortsatte og fik øje på liget af en mand, der lå hen over tærskelen til en luge. Ved siden af ham lå der en stor skruenøgle. Chase samlede den op – den var bedre end slet intet våben – og kiggede ind gennem lugen.

Det var kommandorummet. To lange rør løb ned fra loftet og hele vejen ned gennem dækket til næste niveau. Det var periskoperne, som begge var sænkede. Forrest i rummet var et par sæder placeret foran rækker af instrumenter og styregrejer, der mindede om et flys. Endnu en død mand sad sammensunket i et af sæderne, og der dryppede blod ned fra ryglænet. Mitchell måtte have tvunget matrosen til at sejle ubåden ud af bunkeren, inden han slog ham ihjel.

Chase kunne stadig ikke se Mitchell nogen steder – men han kunne se Nina, der lå ovre i et hjørne under en række computerskærme. Han blev stående et par sekunder, indtil han var sikker på, at hun trak vejret. Så hørte han nogen bevæge sig i den anden ende af rummet og lænede sig længere frem.

Mitchell stod med ryggen til foran det, som Chase gik ud fra var kommandorummets kommunikationspult. XM-201-geværet var lige ved siden af ham. Amerikaneren lynede rygsækken med Excalibur op, tog sværdet ud og studerede det.

Chase tog bestik af situationen. Hvis han kunne komme tæt nok på, kunne han slå Mitchell bevidstløs eller ihjel med skruenøglen – det kom ud på ét. Men Mitchell ville hurtigt kunne få fat i geværet, og bortset fra en radios svage knitren var der helt stille i kommandorummet. Ved det første skridt eller den mindste slasken fra hans våde tøj ville Mitchell høre ham.

Chase havde ikke rigtig noget valg. Han kunne ikke blive ved med at vente, for Mitchell havde i hvert fald ikke tænkt sig at sejle Typhoonen hele vejen til USA. Han skulle mødes med nogen, enten et skib eller en anden ubåd.

Han strammede grebet om skruenøglen, trådte gennem lugen og gik om bag det nærmeste af de to periskoper. Gennem hullet i dækket kunne han se håndgrebene og okularerne på periskoperne, som var parat til at køre op ved et enkelt tryk på en knap. Mitchell stod godt tre meter væk. Var det tæt nok på til at kaste sig over ham?

En lille lyd fangede Mitchells opmærksomhed. Chase trak sig hurtigt i skjul, men det var ikke ham, amerikaneren havde hørt. Det var en svag metallisk skraben. Mitchell kiggede intenst på et apparat, der lignede en gammeldags vægt og således virkede temmelig lavteknologisk i det computerstyrede kommandorum. Chase indså, at det var en mekanisk hældningsmåler i form af et pendul, en simpel, men nærmest idiotsikker måde at bedømme ubådens stignings- eller neddykningsvinkel på. Indikatoren bevægede sig langsomt. Typhoonens forstavn løftede sig gradvist – eller også sank agterstavnen.

Det løb Chase koldt ned ad ryggen, da det gik op for ham, hvad det betød, men så gik Mitchell tættere på hældningsmåleren med Excalibur i hænderne. Hans blik var fæstet på indikatoren.

Chase så sit snit til at snige sig rundt om periskopet bag ham.

Mitchell vendte sig om for at lægge Excalibur på pulten … da hans blik mødte Chases, der blev genspejlet i sværdets blanke klinge.

Chase sprang om bag periskopet, da Mitchell hurtigt snuppede geværet. Han forventede at høre skud, men der skete ingenting. Han indså hurtigt hvorfor. Selv hvis Mitchell skød på det tykke titaniumperiskop med panserbrydende ammunition, risikerede han at blive ramt af dræbende rikochetterende kugler.

Men han behøvede bare at gå et par skridt rundt om periskopet for at få Chase direkte på kornet.

„Du er kraftedeme vedholdende, Eddie!“ sagde Mitchell, idet han lagde Excalibur på pulten og gik hen mod ham. Et par skridt til, og Chase ville være blottet …

Han trykkede lynhurtigt på en knap på periskopet.

Med en hydraulisk hvislen gled titaniumrøret hurtigt op. Chase gik i knæ og kylede skruenøglen ind under periskopet. Den bankede ind i Mitchells knæ og skramlede ned på gulvet.

Mitchell vaklede baglæns med ansigtet fortrukket i smerte, og Chase fór på ham. Mitchell greb geværet igen, men for sent. Chase gav ham en hoftetackling og væltede ham ind i pulten. Excalibur faldt ned på dækket og gennem hullet til det nu hævede periskop.

Chase slog ud med armen, så XM-201’eren røg ud af hånden på Mitchell. Han skulle til at jage en knytnæve i skridtet på amerikaneren, da denne hamrede knæet op i hans ansigt. Næsen brækkede, og varmt blod strømmede ned over hans læber.

„Dit lede røvhul!“ brølede Chase og gav Mitchell en kajeryster, der fik amerikaneren til at spytte blod. Chase slog ham to gange i maven, så han krummede sammen, og fulgte op med et knytnæveslag på munden, der sendte ham bagover. „Nu er du vist ikke sådan en pæn dukkedreng længere, hva’?“ råbte han, mens han afleverede tre slag i ansigtet på Mitchell med så stor kraft, at hans knoer nær brækkede.

Men Mitchell var langt fra færdig og løftede hurtigt hånden for at parere Chases sidste slag. Hans håndrod ramte Chases kæbe som en økse, og da han vaklede baglæns, sparkede Mitchell ham i maven og bankede ham ind i periskopet. Han ramte et af håndgrebene, så røret snurrede rundt, og han væltede omkuld på dækket.

Mitchell sendte Chase et rasende blik, som om han skulle til at fortsætte angrebet med de bare næver, men så kastede han sig ned efter geværet.

Chase lå helt forsvarsløs på gulvet og indså, at der kun var ét sted, han kunne søge dækning …

Kugler hvislede om ørerne på ham, da han kastede sig ned gennem periskophullet og landede hårdt på gulvet i rummet nedenunder. Han kravlede hurtigt fremad, da Mitchell løb hen til kanten af hullet og fortsatte med at skyde efter ham. Kuglerne rikochetterede mod skotterne i en regn af gnister. Chase kunne mærke, at det gik op ad bakke, et sikkert tegn på, at agterstavnen hældede. Men det var ikke det, der i første omgang optog ham, da han kom til en åben luge – og så noget, som de færreste vesterlændinge havde set.

Foran ham lå Typhoonens missildæk, tre etager højt og godt 60 meter langt. Han stod på en smal gangbro på øverste niveau og så ned på de 10 par missilsiloer, der var klemt inde mellem de to cylindriske trykskrog. Selvom siloerne var tomme, emmede hele det svagt oplyste rum af fare, og var et symbol på en skrækkelig ødelæggende kraft.

Men der var en anden og meget ældre ødelæggende kraft i rummet sammen med ham. Skummende havvand plaskede ind gennem lugerne bagest på nederste niveau. Nederste dæk var allerede blevet oversvømmet. Vandet strømmede ind gennem hullet i skroget, og indstrømningen ville blot tage til, efterhånden som agterstavnen blev trukket længere ned af kranen og masten.

Der lød et bump bag ham. Mitchell var lige hoppet ned i periskoprummet. Chase rullede hen til den tunge luge og sparkede til den med begge fødder. Mitchells gevær kom i klemme i døren, da den smækkede i. Et eller andet knækkede. Mitchell skubbede arrigt lugen op og sigtede på Chase med geværet …

Klik.

Mitchell øgede trykket på aftrækkeren, men der skete ingenting. Han prøvede igen og fumlede så med ammunitionsvælgeren. Den rokkede sig ikke ud af stedet. Mekanismen var beskadiget.

„Jeg sagde jo, at skidtet ville gå i stykker!“ råbte Chase og gav Mitchell et hårdt spark, som sendte ham ind i karmen af lugen. Amerikaneren stønnede af smerte. Da Chase skulle til at angribe ham igen, trak han sig hurtigt tilbage til periskoprummet og smækkede lugen i efter sig.

Chase rejste sig op og tørrede blod af ansigtet. Ubåden hældede nu cirka 10 grader, og missildækket stod halvt under vand. Han indså, at det nu var mindre vigtigt at uskadeliggøre Mitchell og i stedet gjaldt om at få ham selv og Nina væk fra ubåden.

Han kunne håbe på, at han havde brækket nogle ribben på Mitchell. Han åbnede lugen – og veg forskrækket tilbage, da Excalibur blev svinget mod hans hoved.

Hvis Mitchell var kommet til skade, viste han ingen tegn på det. Han gjorde et nyt udfald, og Chase kastede sig til side for ikke at blive ramt af det skarpe sværd.

Mitchell rykkede frem mod ham med et rasende udtryk i sit blodige ansigt. Chase sprang tilbage, da sværdet kom susende mod hans mave. Et nyt hug strejfede ham fra skridtet op til brystet, og han skar en grimasse og trak sig hurtigere baglæns. Han så sig over skulderen og opdagede, at gangbroen endte blindt ved et stort kontrolpanel.

Mitchell så det samme, og et hånligt smil spillede om hans flækkede læber. Han huggede ud mod Chases bryst og tvang ham stadig længere baglæns. Chase kunne ikke få øje på noget, han kunne bruge som våben eller parere sværdhuggene med. Han var bogstavelig talt ved at dø for sværdets hånd.

Han nåede hen til kontrolpanelet, trængt op i en krog. Mitchell svingede Excalibur bagud for at sætte dødsstødet ind …

Dækket skælvede, og ubåden genlød af en dyb metallisk skurren. Pludselig begyndte det at blæse i det enorme rum, og vandet strømmede ind ad lugerne med langt større kraft end før. Et eller andet smældede frem og tilbage i rummet som et skud – en nitte i skroget var blevet flået løs under belastningen. Forstavnen havde løftet sig op af vandet, da agterstavnen blev med at synke, og det kæmpestore fartøj begyndte nu at give efter i samlingerne.

Det ville meget snart synke.

Mitchell greb fat i gangbroens gelænder og huggede ud efter Chase.