36

England

„Så det er mig en stor ære at stå her sammen med kvinden, der fandt kong Arthurs grav, og som har været medvirkende til, at man har måttet revidere historiebøgerne mere end én gang … dr. Nina Wilde.“

„Tak, hr. premierminister,“ sagde Nina og rødmede over bifaldet, der ledsagede hende, da hun humpede hen over scenen for at overtage premierministerens plads bag mikrofonen. Hendes sår var blevet behandlet, og lægerne havde sagt, at hun nok skulle komme sig helt med tiden, men det var mindre end en uge siden, at hun var blevet skudt, og benet var stadig stift og meget ømt.

Den lille scene, de stod på, var opstillet ved foden af Glastonbury Tor. Bag den var indgangen til højen afspærret med bånd, da man nu var i gang med en omfattende arkæologisk undersøgelse af den. Hun kastede et blik ud over de fremmødte, som der var flere af, end hun havde regnet med. Ud over det uundgåelige presseopbud og de mange politibetjente, sikkerhedsvagter og embedsmænd, der fulgte premierministeren, var der også et væld af almindelige mennesker, som gerne ville overvære et af de sjældne øjeblikke, hvor en myte viser sig at være sand.

Men Ninas opmærksomhed var udelukkende rettet mod ét af alle disse ansigter. Chase stod tæt på scenen. Trods alle flængerne og stingene i ansigtet fremtvang han et smil, mens han klappede. Sammen med ham var Elizabeth, Holly, hans bedstemor og Mac. Nina gengældte smilet og så så ud over forsamlingen.

„Tak,“ gentog hun og ventede på, at bifaldet skulle klinge af. „Jeg er beæret over at være her, men som det første vil jeg sige, at jeg ikke opdagede graven på egen hånd. Jeg fik rigtig meget hjælp af andre, og desværre er alt for mange af dem ikke længere blandt os. Fortidens store skatte kan vække ærefrygt og beundring, men de kan også være kilde til grådighed og vold, som har kostet nogle af mine venner livet. Inden jeg fortsætter, vil jeg gerne mindes dem et øjeblik.“

Hun bøjede hovedet med hænderne foldet foran sig. Forsamlingens summen forstummede, og et øjeblik var fuglenes sang det eneste, der hørtes. Så løftede hun hovedet igen og så Chase sende hende et trist, men forstående smil. Hun smilede tilbage og fortsatte så.

„Tak. Premierministeren sagde lige før, at jeg har været medvirkende til, at historiebøgerne er blevet revideret, og jeg ved, at for nogle mennesker kan det virke meget skræmmende, når der pludselig bliver vendt op og ned på noget, de troede, de vidste. Jeg har selv prøvet det, da jeg har haft mine egne forudfattede meninger om ting, men jeg har også lært, at nogle gange kan man kun gøre nye opdagelser og høste ny viden ved at få ens opfattelse udfordret. Og det er på grund af disse udfordringer, at jeg står her sammen med jer i dag, hvor noget, der engang kun var en legende, nu bliver noget større: en historisk sandhed. En sandhed, som vi endnu ikke er nået helt frem til, men vejen dertil begynder her ved denne grav over kong Arthur, briternes konge.“

Mere bifald, jubel endda, men Nina kiggede igen kun på Chase. Der stod med et stolt udtryk i ansigtet.

„Hvorfor var du ikke med oppe på scenen, onkel Eddie?“ spurgte Holly.

„Du ved, hvordan det er med mig. Jeg undgår helst at blive fotograferet,“ sagde Chase beskedent.

„Men ikke når det er mig, der er fotografen, vel?“ Hun holdt den mobil op, som han havde købt til hende, og tog et billede af ham og Nina. „Jeg vil have et godt billede af min helt.“

„Jeg tror ikke, det er muligt at tage et,“ sagde Elizabeth i et godmodigt drillende tonefald. „Jeg ville gerne sige tak, Eddie, men jeg tror ikke, det ville være nok. Du reddede …“ hun gik i stå.

Chase lagde armen om hende. „Det er i orden, Liz … Elizabeth.“ De smilede begge. „Du er jo min søster, for fanden. Det manglede da bare.“

„Måske skulle du besøge far og sige det samme til ham.“

„Så, så. Klap lige hesten!“

Chases bedstemor kom hen til dem. „Kom her, min lille snuskebasse. Hvor er jeg stolt af dig!“ sagde hun og kneb ham i kinderne.

„Av, av, bedste!“ protesterede Chase. „Du river stingene op!“

„Pjat med dig.“ Hun kyssede ham og vendte sig så om mod Nina. „Og jeg er så glad for, at I omsider har bestemt jer for en dato!“ Hun gav også Nina et kys. „Velkommen i familien!“

„Husk at sende en invitation til Peter Alderley,“ sagde Mac drilsk.

„Alderley kan re…“ begyndte Chase, men kiggede så på sin bedstemor og niece.

„Regne med at modtage en inden længe?“ foreslog Nina.

Mac klukkede og trådte så nærmere og sænkede stemmen. „For resten,“ sagde han og så over mod premierministeren, der stod og talte med en tv-journalist i nærheden, „er der nogle mennesker i London – og Washington – som er meget interesserede i at få at vide, hvad der skete med Excalibur.“

„Det ligger på havets bund,“ svarede Nina og Chase hurtigt i munden på hinanden. „Det gik ned med skibet,“ tilføjede Nina.

„Plop, plop,“ sagde Chase og lavede en spiralbevægelse med fingeren.

„Hm.“ Mac betragtede dem indgående et øjeblik, og så gled der et skævt smil over hans ansigt. „En skam. Men det er måske alligevel meget godt, når det kommer til stykket. Nå, hvad er jeres planer så nu?“

„Vi tager tilbage til USA,“ sagde Nina. „Jeg skal aflægge rapport til IHA og FN. Og vi skal også besøge Hector Amoros’ familie.“

Mac nikkede medfølende. „Så ønsker jeg jer held og lykke. Skal I flyve fra Heathrow? Jeg kan give jer et lift, hvis det er.“

„Tak for tilbuddet,“ sagde Nina. „Men vi har en udlejningsbil.“

Chase smilede. „Og vi har tænkt os at tage den naturskønne rute.“

De stod ved bredden af en lille sø langt ude på landet. Solen gav det bølgende grønne landskab et diset, fredfyldt og romantisk skær. Der var ingen andre at se, ingen biler, ingen huse, kun træer og marker og fugle, der fløj gennem den varme luft.

„Her er smukt,“ sagde Nina. Hun gik helt ned til søen og betragtede sit spejlbillede i det klukkende vand. En lille fisk kom næsten helt op til overfladen, kiggede på hende og forsvandt så tilbage i sikkerhed i dybet med et slag med halen.

„Ja, her er smukt,“ medgav Chase, „men ikke så flot som i Yorkshire, Guds eget land – jeg bliver nødt til at tage dig med derop en dag.“

„Næste gang måske.“ Hun blev stående lidt længere og vendte sig så om og samlede en genstand op, som lå på jorden pakket ind i et håndklæde.

„Er du sikker på, du vil gøre det her?“ spurgte Chase.

„Ikke helt. Noget af så stor historisk betydning bør være på et museum, men …“ Hun rystede på hovedet. „Vi kan ikke lade nogen som Jack få fingre i det igen. Og ifølge legenden endte Excalibur jo i en sø, hvor det venter på at blive fundet, når tiden er inde, så det føles meget passende.“

Hun fjernede håndklædet og betragtede det skinnende Excalibur. Hun greb fat om fæstet, men klingen lyste kun ganske svagt, da der ikke var nogen jordenergilinjer i nærheden. Hun betragtede stålets genskin et øjeblik og rakte så forsigtigt sværdet til Chase.

„Mig?“ spurgte han. „Nåh, nu er jeg med – hvis du er kong Arthur, er jeg den trofaste ridder, der kaster sværdet bort, ikke?“

„Nej,“ sagde Nina med et smil. „Du kan bare kaste meget længere end mig!“

Chase lo og vejede sværdet i hænderne, inden han svingede armen bagud for at kaste det. „Er du sikker?“

„Ja.“

„Okay.“ Med et højt støn kastede han det blanke våben i en stor bue ud over søen. Det hvirvlede gennem luften, landede med et stort plask langt fra bredden og forsvandt ned i vandet. „Hm, jeg forventede nærmest, at en hånd ville dukke op af vandet og snuppe det.“

„En drivvåd skøge måske?“ spurgte Nina grinende.

„Ikke mere Monty Python, tak,“ sagde Chase. Han tog hendes hånd og gik tilbage mod bilen. „Nå, men vi må vel hellere se at tænke lidt på brylluppet. Jeg har en idé – hvad med at vi bliver viet i Las Vegas af Elvis?“

Hun grinede. „Tænk bare videre.“