Søndag den 8. juni 2003
Dr. Holms vei
Oslo

Først da hun holdt parkeret foran den store trævilla, reagerede den unge hjemmehjælper på, at porten ud til vejen havde stået åben. Alligevel blev hun siddende i et lille minuts tid i bilen for at høre en sang i radioen til ende. Da sangen var ved at være slut, slukkede hun for radioen, steg ud af bilen og lod blikket følge den stenbelagte indkørsel.

Smedejernsporten stod på vid gab, og det var ikke hende, der havde åbnet den, da hun kørte ind.

Den stod da aldrig åben, tænkte hun.

Var der én ting, hun havde lært i løbet af det knap et år, i hvilket hun havde haft Carl Oscar Krogh på sin klientliste, var det, at han ikke var en person, der sjuskede med den slags. Det første, han spurgte hende om, når hun ankom, var, om hun havde husket at lukke porten efter sig. Den samme påmindelse fremkom lige så selvfølgeligt, når hun skulle gå igen efter endt arbejde: Du skal huske at lukke porten efter dig.

Og hunden, tænkte hun. Hvor er hunden?

Den viltre engelske setter, som hun stadigvæk var lidt bange for, havde ikke gøet eller hevet i sin lænke bag huset. Den plejede altid at give sig til kende, overivrig efter at komme ud på dagens store luftetur, når hun steg ud af bilen.

Hjemmehjælperen vendte sig mod huset. Hun smækkede bildøren i, lidt for hårdt. Den metalliske lyd ringede i ørerne, hvorefter alt blev stille omkring hende, endnu mere stille end før. Og også meget varmere, tænkte hun. Den pludselige hede, som havde overvældet byen i går, virkede ikke længere behagelig, men snarere uudholdelig.

Da hun havde ringet på dørklokken to gange, var der ikke længere nogen tvivl.

Der var noget galt.

Hun fik en væmmelig fornemmelse af, at nogen for ganske nylig, for blot nogle minutter siden, havde stået på trappen på samme måde, som hun selv stod der nu. Nogen, som ikke hørte hjemme der.

Endnu en gang ringede hun på dørklokken.

“Krogh,” sagde hun højt. “Carl Oscar?”

Til sidst lagde hun hånden på det tunge dørhåndtag. Låst.

Hun vendte sig om, pulsen spillede hende et puds, det var lige før, hun hyperventilerede. Stille forbandede hun denne store, ensomme ejendom og den høje granhæk, som skærmede mod alt indblik udefra. At befinde sig herinde var som at være helt alene i verden. Ingen ville høre hende, hvis hun råbte, ikke en sjæl.

Med langsomme skridt gik hun langs med siden af huset. Hun standsede ved køkkenvinduet, placerede hænderne mod glasset og kiggede ind. Tomt. Derefter fortsatte hun forbi biblioteket ad den fliselagte sti, som førte videre til terrassen på husets bagside. Hun satte den ene fod forsigtigt foran den anden for at lave så lidt lyd som muligt. Da hun var en meter fra hushjørnet, standsede hun og strøg forsigtigt over kanten af væggen, som var glødende varm af den stegende sol. Normalt ville hun have viftet de insekter, som surrede foran hendes ansigt, af vejen, men nu lagde hun end ikke mærke til dem, hun var udelukkende optaget af at stirre lige frem, det beroligede hende på en måde. Langt neden for hende lå byen. Halvt om halvt registrerede hun siksakmønstret af hvide både, som skar fjorden i småbidder.

Hun rundede hushjørnet.

De hvide gardiner blafrede ud ad terrassedørens åbning.

Noget flimrede nederst i synsfeltet, noget på fliserne ved stolearrangementet. En vifte af rødt spredte sig under den døde hundekrop. Den sort- og hvidplettede hals gabte mod hende. Blodet så knap nok ud til at være størknet.

Et lille øjeblik overvejede hun at løbe tilbage til bilen, men det var, som om hendes ben kun ville holde hende oppe, hvis hun fortsatte fremad mod terrassen.

Hun gik langsomt videre mod de blafrende gardiner, mens hun stille bad til Gud om, at han ville passe på hende.

Hun trådte hen over den døde hund.

Det næste, hun huskede, var, at hun stod inde i stuen.

Foran hende midt på stuegulvet lå det, der havde været Carl Oscar Krogh. Endog hans øjne var væk, hakket itu, som om de var gopler.

Hvordan, tænkte hun. Hvordan kunne nogen gøre sådan mod et menneske?