Mandag den 28. maj 1945
Jørstadmoen
Stalag 303

Kaj Holt, kaptajn i den norske modstandsbevægelse Milorg, standsede på mønstringspladsen. En stund betragtede han barakkerne foran sig. Derefter vendte han sig omkring og så mod den port, han var kommet ind ad, som om han ville sikre sig, at det ikke var for sent at vende om.

Forholdt det sig ikke sådan, at man aldrig skulle stille et spørgsmål, som man ikke ønskede at få svar på? Måske var det bedst ikke at vide, men at slå sig til tåls med tingenes tilstand, som normale mennesker gjorde, komme videre med livet. Der var bare det, at han ikke længere havde noget liv at komme videre med. Krigen ville ikke slippe sit tag i ham.

“Det bedste havde været, om de havde taget dig også,” sagde Kaj Holt lavt for sig selv. Det var det, hans kone havde sagt.

Efter nogle minutter var han bare gået sin vej, havde forladt alt det, der havde holdt ham i live gennem de sidste fem år, konen, barnet, det hele. Den første nat havde han sovet ude, det føltes som en befrielse.

Han rystede minderne af sig og trak afhøringsordren op af uniformjakkens sidelomme, foldede papirarket ud og læste de bogstaver, som han selv havde indført i skemaets net af felter.

Hauptsturmführer Peter Waldhorst, SIPO Abteilung IV. Aussendienststellen Lillehammer. Nederst på arket stod Holts egen signatur. Kun en håndfuld mennesker vidste, at han var i Lillehammer, men slet ingen vidste, hvorfor han var der. Det var bedst sådan indtil videre. Det var også kun ganske få, der vidste, at en gruppe tyske officerer var blevet flyttet til denne lejr, som stadigvæk husede et stort antal sovjetiske krigsfanger.

Abteilung IV, tænkte han. Gestapos officielle navn virkede uskyldigt nok. Så typisk tysk at lave et bureaukratisk fordækt helvede.

Et sted længere oppe i dalen hørtes et kraftigt tordenskrald, usædvanligt for den norske forsommer.

Kaj Holt foldede afhøringsordren sammen og lagde den i lommen igen. Den tunge regn var allerede begyndt at trænge gennem uniformen. Han småløb hen mod bygningen foran sig. Men i stedet for at gå indenfor blev han stående på trappen under tagudhænget bare for at udsætte det hele nogle minutter. Han fiskede en svensk cigaret op af brystlommen, nærmest alt, hvad han havde, var efterhånden svensk. Nikotinen bragte ham i balance, beroligede pulsen, som havde pumpet tungt i ham, siden han var trådt ind gennem porten.

Som en syndflod, tænkte Kaj Holt, mens han betragtede vandmasserne, som ramte jorden og rikochetterede op i luften igen. Synet bragte ham på den tanke, at skaberen selv i dette øjeblik ville drukne dem alle for deres synders skyld, fordi ingen, absolut ingen, var fri for skyld. Selv havde Kaj Holt dræbt mennesker, hvilket stadigvæk, efter at det hele havde fået en ende, jog ham hver eneste nat: Unge, gamle, fædre, til og med en ung mor, kun nitten år gammel. Hendes lille barn var begyndt at skrige, da Holt var på vej ned ad trappen. Stadigvæk kunne han høre gråden gennem den tynde dør, ned gennem trappeskakten, se barnet for sig, som det lå alene i sin seng, mens moderen, selv et barn, lå i en pøl af blod i entreen.

Ingen er fri for skyld.

Han tænkte et øjeblik, at det var godt tænkt, at det var noget, han burde skrive på en lap papir og lægge lappen sammen med alle de andre papirlapper, som han havde kradset ned på gennem de sidste fem år til noget, som han indbildte sig, skulle blive hans memoirer, hvis nogen i det hele taget ville lægge mærke til det. Hvis han i det hele taget kom til at overleve – var det ikke det, han havde tænkt? Og var han virkelig gået sin vej uden at tage lapperne med sig? Tanken havde ikke strejfet ham før nu. Han måtte have fat i de lapper. Så vidt havde han ikke tænkt, da han for halvanden uge siden bare gik fra konen og barnet og forsvandt ud af deres liv, endda dagen før nationaldagen, den første frie siden 1939. Han havde gemt lapperne i en skotøjsæske og lagt æsken i en rejsekuffert med gammelt tøj på loftet i Thereses gate. Og der kom det hele til at blive liggende, hvis han ikke tog hjem igen.

Det gav et sæt i Kaj Holt ved den pludselige lyd fra en jeep, som rundede hjørnet i voldsom fart, bremsede kraftigt og parkerede lige foran trappen, som han stod på. Den unge amerikanske chauffør lagde hovedet bagover i bilsædet. Sådan blev han siddende i sin egen verden, mens han gumlede på tyggegummi.

Da Kaj Holt næsten var færdig med cigaretten, gik døren ved siden af ham op. To mænd kom ud og standsede brat, de havde åbenbart ikke set vejromslaget før nu. Den ene var amerikaner, kaptajn som Holt selv, den anden i civil. Civilisten var ved at støde ind i Holt, da de gik forbi ham, og mumlede en undskyldning på svensk. Den amerikanske kaptajn nikkede kort til Holt, hvorefter de gik ned ad trappen. “Get back in,” sagde kaptajnen, da chaufføren gjorde tegn til at ville stige ud for at åbne døren i passagersiden.

Civilisten, som havde et påfaldende barnligt ansigt, kastede et langt blik op mod Kaj Holt, inden han satte sig ind. Hans mund så ud til at fortrække sig i retning af et ubestemmeligt smil under den våde hatteskygge.

Kaj Holt så efter bilen, til den blev borte mellem træerne, med en følelse af at have set ham før, civilisten. Det barnlige ansigt og de blide træk, han måtte have set manden før et sted? Nej, tænkte han til sidst, det må være indbildning. Han burde have reageret på, at en svensk civilist befandt sig her inden for området sammen med en amerikansk officer, men lod sig ikke gå på af det. Landets frigørelse havde resulteret i nærmest kaotiske tilstande, så der var ikke ret meget, der overraskede ham længere.

Han smed cigaretten på jorden og vendte sig rundt. Den tyske rigsørn over hjulet med svastikaet stod stadig præget i trådglasset i indgangsdøren. Synet fik det til at stikke i ham et øjeblik, han blev stående og holdt om dørhåndtaget.

Den engelske løjtnant bag den improviserede skranke havde kraftigt, sort, skinnende blankt hår. Det virkede, som om han havde siddet på et kontor hele krigen og nu var kommet hertil for at overtage landet efter tyskerne. Ved siden af ham stod en bevæbnet engelsk MP- soldat med en overlegen mine. Efter at englænderne havde været her i mindre end en måned, virkede det, som om de ejede landet sammen med amerikanerne. Dem kunne han lide, men englændere havde han fået en mærkværdig afsmag for. Englænderne havde ikke behov for at proklamere for alverden, at de var herrefolket, de forudsatte, at alle vidste, at de var det. Hvis nogen havde sagt til Kaj Holt for bare nogle uger siden, at han ville komme til at ønske, at de forbandede englændere ville rejse hjem, havde han ikke et øjeblik tvivlet på, at de var bindegale, lige så bindegal, som man blev af at ligge åndeløs under gulvbrædderne i pigeværelset i en lejlighed i Valkyriegata, mens man hørte Gestapo-mandens åndedræt i den anden ende af værelset.

Kaj Holt tog afhøringsordren op af jakkelommen. Den var blevet våd i det ene hjørne, og papiret var revnet nogle centimeter. Englænderen tog imod, men fastholdt Kaj Holts blik, som om han var idiot. Så sukkede han opgivende og rettede papirarket ud. Kaj Holt tyggede på indersiden af kinderne, afholdt sig fra en lidet klog bemærkning om englændere og fik ordren tilbage med løjtnantens kragetæer påtegnet. En engelsk MP-korporal gik med hurtige skridt foran ham ned ad kældertrappen. En muggen em lå som en hinde over den dunkle kældergang og fik Kaj Holt til at snappe efter frisk luft.

En ung Milorg-soldat stod vagt uden for det rum, hvor Peter Waldhorst ifølge den engelske MP-korporal skulle befinde sig. Knægten rettede sig op og stod ret, men Holt fejede ham af. Derefter gryntede han et par ord til englænderen og så ham forsvinde tilbage den samme vej, de var kommet. Kaj Holt vendte sig om. Trappegangen i denne ende af kælderen var sømmet til med brede, rå brædder. Han førte en hånd gennem håret og prøvede at fortrænge det faktum, at han befandt sig under jordoverfladen i en mørk og fugtig kælder, som der kun var én vej ud fra. Den svage skælven i hånden afslørede, at det ikke lykkedes særlig godt.

Han smuttede forbi barnerumpen og lagde hånden på dørhåndtaget. Lyset fra det smalle kældervindue skar ham i øjnene og gjorde det et øjeblik vanskeligt at se, hvad der var inde i rummet. Efter nogle sekunder skimtede han konturerne af en mand, som lå sammenkrøbet i hjørnet på den anden side af vinduet.

Kaj Holt standsede i døråbningen og følte med ét, at han var overrasket, et kort øjeblik totalt overrumplet, over at se en tysker liggende på et kældergulv af råbeton, banket sønder og sammen.

Han gjorde et kort kast med hovedet mod den unge Milorgmand, som fingererede ved løbet på den Schmeisser, han havde over brystet. Først nu så Kaj Holt, at hans øjne var forskræmte og hans ansigtsfarve i bedste fald hvid. Knægten forsvandt endelig ud og lukkede døren efter sig.

Da tyskeren hørte skridtene hen over gulvet overdøve regnen udenfor, hævede han hænderne over hovedet, langsomt, men tydeligvis så hurtigt, som han på det tidspunkt var i stand til. Den ene arm virkede smertefuldt fastlåst. Det var mørkt inde i krogen og vanskeligt at se tydeligt, men det kunne se ud, som om tyskeren græd. Jo, ingen tvivl om det, tænkte Kaj Holt. Djævel, tænkte han. Du er en forbandet djævel, som fortjener hvert eneste spark, du kan tage imod. Efter nogle sekunder forsvandt raseriet, og Kaj Holt forbandede sig selv for overhovedet at tillade sig at have den slags tanker.

“Hauptsturmführer Waldhorst,” sagde han stille.

Tyskeren svarede ikke. Han holdt hænderne over hovedet. Det var den slags valg, man var nødt til at foretage. Holdt man sig for brystet eller skridtet, sparkede de mod hovedet. Og så kom man helt sikkert til at dø.

“Peter Waldhorst?”

En lyd. En slags ja.

“Möchten Sie nach Hause fahren?” sagde Kaj Holt.

Der kom en stille latter fra Peter Waldhorst.

“Jeg er nok ikke en af dem, der vil fa den chance.”

“Jaså. Jeg har kontakter nok til at få Dem hjem,” sagde Kaj Holt. Han vidste ikke, om det var sandt. Men lige det behøvede Waldhorst ikke at få kendskab til. Var det slemt nok, ville han blive skudt.

Endnu en gang stillede Kaj Holt det spørgsmål, som ingen i Peter Waldhorsts tilstand kunne stå imod.

“Ønsker De at rejse hjem?”

Der fulgte en lang pause. Lyden af regnen mod kældervinduet aftog noget, som om skyerne var i færd med at trække bort.

“Jeg har en lille datter,” sagde Peter Waldhorst endelig henne i sit hjørne.

“Har vi ikke alle en lille datter?” sagde Kaj Holt.

“Jeg har kun set hende én gang.”

Regnen begyndte at hamre hårdt mod det lille kældervindue igen.

“Hvem er De?” sagde Peter Waldhorst.

Holt svarede ikke. I stedet vendte han sig og hentede den stol, der stod i den anden ende af rummet. Den rå kælderlugt truede i nogle sekunder med at overmande ham. Nogle sekunder var han tilbage under gulvbrædderne i lejligheden i Valkyriegata. Et øjeblik knugede han hårdt om stoleryggen.

“Sig mig, hvem De er,” sagde Waldhorst igen, denne gang på perfekt norsk. Det isnede Kaj Holt ned over ryggen. Af en eller anden grund kunne han ikke fordrage, at tyskere talte norsk, især ikke, når de talte det så godt som Waldhorst. Det var, som om den slags tyskere ville sige: Vi er lige så gode som jer, og I er ligesom os, så lad os nedlægge våbnene og leve som brødre.

“Holt. Kaj Holt.”

Der kom en lyd henne fra Waldhorst.

“Den mand, som englene beskyttede,” sagde Peter Waldhorst lavt. “Så det er sådan, De ser ud.”

Kaj Holt havde hørt, at tyskerne havde givet ham kaldenavnet Englen. Det spillede ingen rolle. Han troede ikke på engle, han troede ikke engang på sig selv længere. I en uge havde tyskerne forsøgt at flå ham fra hinanden, hvorefter de pludselig havde smidt ham ud på gaden. Måske var der alligevel nogen, der vågede over ham. Måske burde han have troet på noget større end sig selv. Det spillede ingen rolle længere.

“Er De tørstig, Hauptsturmführer?”

“Jeg kan ikke ...” Peter Waldhorst tog hænderne væk fra ansigtet og spyttede en blodig klat på gulvet, “... drikke ...”

Kaj Holt gik ud på gangen. “Hent noget vand.” Milorg-manden så endnu mere skræmt ud end for nogle minutter siden. Nogle dumpe lyde hørtes et sted nede ad korridoren, bag en lukket dør. “Nå,” råbte Kaj Holt for at få ham til at vågne.

“Og se, om du kan finde noget gazebind eller et håndklæde eller for fanden hvad som helst.”

Tilbage i rummet fiskede Kaj Holt cigaretterne op af lommen. Han fandt to, som ikke var gennemvåde, tændte den ene og rakte den frem mod Peter Waldhorst.

Tyskeren forsøgte at rejse sig op på albuen, men gav så op. Det unge ansigt vred sig i smerte, men der kom ikke en lyd over hans læber. Holt så sig omkring i rummet. Der var to stole i et af hjørnerne. Den ene lå ned, efter at det ene ben var brækket. Holt tænkte, at han burde tale med Røde Kors-kontoret i lejren, men slog det straks hen igen. Skulle han forsvare en tysker? Gestapo-officer? En barnerumpe, yngre end han selv?

Han hentede den intakte stol, hev Peter Waldhorst op på den og anbragte cigaretten mellem hans læber. Waldhorst tog et dybt sug, tog cigaretten væk med venstre hånd og strøg et par fingre over den blodige mund. Den højre arm måtte være ude af led eller brækket. Kaj Holt sagde til sig selv, at han skulle holde op med at tænke på det. Waldhorst havde sikkert fået som fortjent. Han havde fået en god gammeldags omgang tæsk, og hvem havde vel ikke det? Selv ventede tyskerne med den slags, til det var absolut nødvendigt. De første timer af en afhøring var ingenting – hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at man var havnet i en tilfældig kaffeslabberas. Det var først efter nogle timer, det begyndte. Selv ikke din mor vil kunne genkende dit lig, havde de sagt til Kaj Holt. Min mor er død, havde Kaj Holt svaret. Det havde gjort dem gale som hunde. Og nu stod han her foran denne unge Gestapo-officer og tænkte, at det hele havde været spildt. Alle årene, al smerten, hans egen meningsløse overlevelse. Kaj Holt var selv blevet tortureret, da tyskerne ved et skæbnens fejlgreb havde antaget ham for at være en anden modstandsmand. Men tortur var ikke det værste. Det værste var at ligge under gulvet, som i en kiste, som en levende død, og ikke kunne gøre andet end at vente.

“Nuvel,” sagde Peter Waldhorst og smed den halvrøgne cigaret på gulvet. “Hvorfor så venlig mod mig?”

Kaj Holt tog cigaretpakken op af lommen igen, tændte en ny med den gamle og smed skoddet på det ru betongulv.

“De var i Oslo hele nitten toogfyrre, forstår jeg?”

“Hvis De ved det, hvorfor spørger De så?”

“Jeg kan ikke finde Dem i nogen dokumenter fra den tid. De arbejdede for Abwehr?”

Peter Waldhorst skar en grimasse, som Kaj Holt tolkede som en bekræftelse.

“Hvem har fortalt Dem det?” sagde Waldhorst så.

“En mand, som ikke kommer til at leve ret meget længere,” sagde Kaj Holt. “Det skal De ikke bekymre Dem om.”

“Jeg er for længst holdt op med at bekymre mig,” sagde Waldhorst.

“Jaså, men hvis De ikke ønsker at ende som ham, vil jeg foreslå, at De samarbejder med mig.”

De to mænd betragtede hinanden et langt stykke tid, indtil Waldhorst lukkede øjnene og nikkede.

“Der er noget, jeg ikke forstår,” sagde Kaj Holt. Han røg på cigaretten i stilhed.

“Og jeg tror ... at De er den eneste, som kan hjælpe mig ... med det, som jeg altså ikke forstår.”

“Der er altid noget, man ikke forstår,” sagde Peter Waldhorst stille.

“Efteråret toogfyrre ...” sagde Kaj Holt, måske mere til sig selv end til Hauptsturmführer Waldhorst. Så måtte han af en eller anden grund stoppe op, hans stemme svigtede ham et øjeblik. Han rømmede sig en gang, så en gang til, men det hjalp ikke rigtig.

I noget, der forekom som en evighed, stirrede de to mænd på hinanden.

“Ikke noget godt efterår,” sagde Peter Waldhorst til sidst.

Af hans blik forstod Kaj Holt, af Waldhorst vidste, hvad han ville spørge om. Og hvad svaret var. Bare tanken om det var nok til at få ham til at græde. Men ikke her, ikke nu. Hvad slags sejrherre ville han være, hvis han gav sig til at græde for fødderne af taberen?

“Vi havde en ... slange ved vores bryst det efterår, en overløber ...” sagde Kaj Holt. “En ung mand, som hed Gudbrand Svendstuen, De kender selvfølgelig til det ... men jeg tror ...”

Han åbnede munden for at stille spørgsmålet, men lod være.

“De tror, at Svendstuen var den forkerte mand,” sagde Waldhorst, som om han læste Kaj Holts tanker.

Holt nikkede umærkeligt.

“Var han det?” sagde han.

“Det kan jeg ikke sige Dem.”

“Så kan jeg heller ikke hjælpe Dem,” sagde Kaj Holt.

“Det får så være,” sagde Waldhorst. “Måske klarer jeg mig, hvem ved.”

Det blev stille igen.

Kaj Holt overvejede sine muligheder. Han havde allerede begået én fejl ved at komme herop. Og endnu en fejl ved ikke at have noget konkret at tilbyde Waldhorst. Sandheden var, at freden var kuppet af nogle andre end nordmændene, der var under alle omstændigheder ikke noget, han kunne gøre for en mand som Waldhorst.

“Det var dumt af Dem at gå ind i Gestapo,” sagde Kaj Holt. “Jeg håber, at De får Deres datter at se igen.”

Peter Waldhorst fortrak ikke en mine. Det størknede blod lå som en maske over hans ansigt.

Kaj Holt havde ikke flere trusler at komme med, og Waldhorst var banket tilstrækkeligt igennem, som det var.

Han snurrede rundt på hælen og gik de få skridt hen til døren.

“Har De nogensinde været i Spanien?” spurgte Waldhorst lavt, da Holt lagde hånden på dørhåndtaget. “I området Galicien?”

Kaj Holt gjorde omkring.

Peter Waldhorst sad med bøjet hoved. Den skadede arm hang viljeløst ned langs hans krop, den anden hvilede i skødet. Lyset fra kældervinduet tegnede en lang skygge af den tyske officer over betongulvet.

“I en by med en velkendt katedral ...”

“I Spanien, Galicien ... katedral ... hvad er det, De ...?”

Kaj Holt rystede på hovedet. Nu forstod han virkelig ingenting.

Waldhorst løftede den uskadte arm og så op. Et trist smil fór over hans mund, som om han et øjeblik havde medlidenhed med manden foran sig.

“Jeg er sikker på, at De kender navnet på den by, jeg vil frem til ...” sagde Waldhorst. “Og når De kommer i tanke om det, kan De spørge Dem selv, hvem der rejser til den by, Herr Holt ...”

Kaj Holt kunne allerede hviske navnet for sig selv.