Fredag den 16. maj 2003 (tre uger før pinse)
Politihuset
Oslo

Tommy Bergmann havde mere end én gang funderet over, hvor smart han mon egentlig var. I bund og grund burde hans valg, at tage en ekstravagt på Krimmen den 16. maj, aftenen op til nationaldagen, være svar nok i sig selv. Det var traditionelt en af de værste møgdage at være på arbejde på, og Politihuset var derfor fuldt af aspiranter og folk som ham selv, naivister, som fortsat troede, at de kunne redde byen fra fortabelse, og desuden var villige til at ofre deres allerede marginaliserede liv i det godes tjeneste, så folk med et ordentligt liv, til og med et familieliv, kunne få den berømte kabale til at gå op. Når andre mennesker talte om tidspresset, fik Tommy Bergmann altid en fornemmelse af, at de talte et andet sprog end han. Efter at Hege var gået sin vej, havde han mere tid til rådighed, end han nogensinde kunne få brug for. Den eneste ferie, han havde planer om, i den grad det kunne kaldes ferie, var at holde styr på en flok tolvårige håndboldpiger i Göteborg en uges tid i juni.

Javel, tænkte han og skød døren op ud til tagterrassen. Jeg har da i hvert fald ikke nattevagten. Og jeg har brug for pengene. Så helt idiot er jeg vel ikke.

Desuden var han helt sikker på at vinde aftenvagtens væddemål om årsagen til det første eventuelle dødsfald på vagten. Tommy Bergmann vidste, at hvis der skete et unaturligt dødsfald på aftenvagten, ville det være selvmord. Monsen, som var vagtleder i aften, havde sat sine to hundrede kroner på den samme grundkombination som altid: Nye landsmænd og en eller anden form for dødeligt redskab.

Sortsmudsket og kniv, havde vagtleder Monsen sagt for en time siden og pillet et tobaksblad ud af munden. Mest sandsynligt en løsgående asylsøger fra Afrikas Horn. Selvmordsvejr, havde Tommy Bergmann sagt og tænkt ved sig selv, at ingen i Huset ville blive specielt ked af det, hvis det var Monsen selv, der en skønne dag befandt sig i den forkerte ende af en kniv. Det var, som om Monsen vidste, at han altid ville tabe disse væddemål, som altid foregik i det skjulte inden for en snæver kreds, men at han gladeligt betalte to hundrede kroner bare for at få lov til at sige ordene sortfjæset, sortsmudsket eller kakkelovnsrør efterfulgt af en dum, lille fnisen.

Tommy Bergmann var holdt op med at irriteres over både Monsens infantile racisme og sin egen manglende evne til at lade være med at deltage i disse væddemål, da han satte sig ved et af de grønne plastborde ude på terrassen under baldakinen. Livet forekom trods alt langt bedre end inde i Krimmens opholdsstue, som med sit blå linoleum og sine udtjente lædersofaer kunne gøre selv den største optimist desillusioneret. Synet af byen, som foldede sig ud foran ham, beroligede ham på forunderlig vis.

Han lænede sig tilbage i stolen, lukkede øjnene og lod solen varme ham i ansigtet for første gang, så længe han kunne huske. I nogle minutter formåede han det umulige: at tænke på ingenting. Kun byens lyde optog pladsen inden for hjerneskallen. Kun en ganske lille, ubevidst tanke bagest i hovedet forstyrrede den tilsyneladende ubekymrede tilværelse: Hege, hendes hår, som blev næsten hvidt om sommeren, øjnene turkise og huden brun, saltet, som han kunne slikke af hendes krop om eftermiddagen i et køligt, hvidt hotelværelse i en toscansk landsby, som han ikke længere kunne huske navnet på.

Den sommer, hvor alt skulle blive godt igen. Den sommer, hvor han havde sagt til sig selv og virkelig ment det: aldrig mere.

Da de atter kom hjem, havde han tævet hende igen. Simpelthen slået til hende, to, tre, måske fire gange. Han huskede ikke engang længere, hvorfor det var sket. Sikkert noget, hun havde sagt, noget, som fik ham til at tabe besindelsen, som kun hun var i stand til det, at gøre ham lille med nogle få ord. Og det var kun én gang, tænkte han, kun en eneste gang, efter at han havde lovet sig selv at holde op med det. Men det var én gang for meget. Nej, det var flere gange for meget. Han kunne ikke huske hvor mange. Og Tommy Bergmann ville ikke huske noget som helst af det, han havde gjort imod hende. Det eneste, han ville huske, var, at han ikke måtte forelske sig i en kvinde, der var så meget smukkere end ham selv, som Hege.

“Gid fanden tage dig, Tommy Bergmann,” mumlede han.

Den røde dobbeltdør til venstre for ham smækkede.

Han åbnede ikke øjnene.

En bekendt stemme, en gammel, tilrøget djævel, Dramstad fra røveriafdelingen, som ikke havde noget bedre at tage sig til i weekenden end at tilbringe sit liv hernede i Huset.

“Fy fanden, for et vejr, hvad?” sagde Dramstad, som ifølge rygterne virkelig formåede at leve op til sit navn de fleste af ugens dage.

Tommy Bergmann gryntede noget til svar og forbandede sig selv for at have tænkt på Hege.

“Ja, sikke et fint vejr,” sagde Dramstad for sig selv. Nej, tænkte Tommy Bergmann, åbnede øjnene en smule og lukkede lidt for meget af den skarpe sol ind i hovedet. Det her er selvmordsvejr. Men han sagde ikke noget, gamle Dramstad fik lov til at stå i fred og ro med troen på, at vejret var godt.

★

Tommy Bergmann sad i sit kontor og skulle egentlig have gjort et par gamle rapporter færdige på denne mirakuløst stille 16. maj-aften, da Monsens nummer lyste op på mobilens display.

Monsen hostede. Hans stemme var nærmest nølende, da han sagde sit navn, og Tommy Bergmann var temmelig sikker på at inkassere den beskedne gevinst fra væddemålet.

Det gør godt med et par hundredlapper, tænkte han og svingede benene ned fra skrivebordet, mens han holdt blikket fæstnet på en af boligblokkene på Enerhaugen.

“Nogle studerende har fundet nogle gamle knoglerester.”

Der fulgte en pause. Tommy Bergmann fornemmede, at han ubevidst havde rynket panden.

“Et stykke vej inde i Nordmarka,” sagde Monsen.

“Hvilken slags knogler?” sagde Tommy Bergmann til sidst.

Han rettede sig op og holdt den venstre hånd for øret for at lukke af for byens lyde, som sivede ind gennem det åbne vindue. Blot et svagt sus fra verden udenfor fyldte hans hoved.

“Tja, menneskeknogler,” sagde Monsen.

“Menneskeknogler? Er du sikker på, det ikke er en gammel køter, de har fundet?”

Monsen fnyste ud af næsen og tændte sig en cigaret i den anden ende. Han tog sig god tid. Tommy Bergmann kunne se ham for sig, måske trak han en pegefinger rundt mellem den svedige skjortekrave og den fede nakke med cigaretten hængende ned fra munden.

“Så må det i hvert fald være en fordømt stor køter,” sagde Monsen. “Nej, de mener bestemt, det er menneskeknogler.”

“Sig ikke, at de er medicinstuderende?”

“Bingo,” sagde Monsen. “Endda fire styks. Du må tage en tur derop.”

Tommy Bergmann lukkede øjnene.

Han ville ikke ud i skoven igen. Han havde set et dødt menneske i en skov i 1988, og det havde næsten ødelagt ham.

Men gamle knoglerester, tænkte han og samlede bilnøglerne op fra skrivebordet.

Nogle gamle knoglerester kan jeg vel klare.