Tirsdag den 29. maj 1945
Hotel Cecil, restauranten
Stockholm

Kaj Holt fulgte et par unge piger på fortovet med blikket. De spadserede roligt på den anden side af gaden, standsede foran en hatteforretning, den ene pegede på noget, den anden, en billedskøn brunette, lo og holdt hånden for munden. Holt bildte sig ind, at der lugtede af billig parfume, måske liljekonval, fra hende. Hendes hænder så ud til at være fine og små, i nogle sekunder så han dem gribe hårdt om hans nøgne ryg. Hun kunne have reddet hans liv, fået ham tilbage til den virkelige verden. Men hvad skulle vel en pige som hende med en mand som ham?

Han slap hende med blikket og rettede igen opmærksomheden mod Håkan Nordenstam på den anden side af bordet. Engang imellem nikkede han, men lod den svenske middagspartner tale sig tør. Noget om en englænder, som de havde holdt under observation under krigen. En ganske ufarlig sag, bagateller, bare for at undgå at tale om de virkelige ting, de farlige ting, som at det var lykkedes for folk, der havde arbejdet for den tyske sikkerhedstjeneste, at slippe over grænsen blot få dage inden, det hele revnede for tyskerne. På en vis måde virkede det, som om Nordenstam var bange for, at Holt ville finde på at spørge om det indlysende, om, hvor de befandt sig nu, om nogen havde hjulpet dem her, placeret dem på et skib til Portugal eller Spanien eller endnu længere væk, til lande, som han knap nok kendte navnet på.

Krigen, tænkte Kaj Holt. Det var mindre end en måned siden befrielsen, og han tænkte stadigvæk hver morgen, når han vågnede, at der var krig. Stadigvæk gik han rundt med en cyanidampul i jakkelommen, den lille Colt Llama i et strømpebånd rundt om læggen under de vide bukseben, lyddæmperen i frakken, i tilfælde af, at han en dag skulle vågne op til lyden af støvler, som trippede på dørtrinet. Jo, tænkte han, denne krig slutter aldrig. Omstændeligt tørrede han sig med servietten, rigtigt lærred. Han stoppede op nogle sekunder og mindedes, hvor dårlig samvittighed han altid havde fået, når han befandt sig her på Cecil, i denne smukke by, under krigen. Hver gang han var sluppet over grænsen og videre til Stockholm, hvor han havde fået nye ordrer og nogle ugers hvile, var han altid blevet overmandet af denne forbandede dårlige samvittighed. Fordi han vidste, at når han igen skulle tilbage over grænsen, ville han blive mødt med nyheden om, at der igen var nogle af hans bedste kammerater, der var blevet dræbt. Han følte sig skyldig over at have overlevet de længste år i sit lands historie. Det sagdes, at den største ære i krig var at overleve, men nu, nogle uger efter befrielsen, mente Kaj Holt, at den slags sludder lød falsk. Der fandtes kun én ære i krig, og det var at dø, som de var døde, alle som én havde de været bedre mænd og kvinder end ham selv, med virkelige liv at tage tilbage til. Her sad han, den overlevende, og hvad havde han brugt det frie liv til andet end bare at gå fra det hele, fra konen og barnet?

Gik jeg bare, tænkte han. Gjorde jeg? Han stirrede fraværende på sin egen hånd. Der løb et stort ar hen over den, næsten hvidt mellem de sorte, stride hår. Ikke engang dét var han i stand til at erindre, hvordan han havde fået dette ar. I nogle sekunder var det, som om han ikke længere befandt sig i dette lokale, i denne verden, som om intet ondt var hændt, ikke krigen, ingenting, ikke det med Agnes, slog det ned i ham. Så ung, så alt for ung. Hvis han havde været i stand til at redde Agnes, ville krigen i det mindste have haft en flig af mening. Og det hele var hans egen fejl. At han kunne være så uendeligt blind, så grænseløst naiv!

Kaj Holts tankeflugt blev afbrudt af Nordenstams stemme. Han mærkede svenskerens hånd gribe let om hans arm.

“Hvad er der?” hørte han et sted foran sig. “Kaj, se på mig.”

Han så ud af øjenkrogen, at Nordenstam bøjede sig frem over bordet.

“Waldhorst?” sagde Holt.

“Peter Waldhorst,” sagde Nordenstam lavt.

Kaj Holt sukkede, mere for sig selv end som svar på spørgsmålet. Egentlig burde han måske have reageret på, at Nordenstam tydeligvis vidste, hvem Peter Waldhorst var, men han bekymrede sig ikke om det. Han lod sig ikke længere overraske af, hvor meget information svenskeren sad inde med.

Deres blikke gled væk fra hinanden. Holt så ud ad vinduet et kort øjeblik, fandt igen brunetten med blikket, hun gik tilsyneladende glad og uden bekymringer ned ad gaden arm i arm med sin veninde. Nordenstam tog en cigaret op af det sølvetui, som han altid havde i inderlommen, bankede den let mod låget, tændte. Holt betragtede den solbrune svensker, en sand ven af hans eget land, langt bedre end hans overordnede i C-bureauet, som han skulle møde i morgen. Et øjeblik ønskede Holt, at han selv var svensker. Hvor meget lettere det så ville være at leve videre, med bare en lille stump jord og et par små svin i skoven.

Nordenstam holdt det åbne cigaretetui frem mod Holt.

“Peter Waldhorst ... hvad er der med ham?” sagde Nordenstam, mens han tændte cigaretten for Holt.

“Åh, ikke noget særligt. Han sidder i Jørstadmoen. Jeg aflagde ham et besøg ... og han ... stillede mig et spørgsmål.”

Kaj Holt tænkte et øjeblik, at han allerede var gået for vidt. Men nej, der fandtes intet, som kunne holde det her tilbage i ham. Nordenstam om nogen ville forstå. Og hvordan kunne jeg vide det? tænkte Holt. Hvordan kunne nogen vide det, bare så meget som tænke tanken?

Nordenstam blæste en røgring op mod loftet. Lyden fra pianoet i den anden ende af lokalet kæmpede med en jævn strøm af stemmer omkring dem.

“Han stillede dig et spørgsmål,” sagde Nordenstam og lænede sig frem mod nordmanden. Holt svarede ikke, men stirrede bare på svenskerens rene træk, det lette drag over øjnene, en slags drengeagtig optimisme, så fuldstændigt upåvirket af menneskenes iboende djævelskab. I et glimt fornemmede han en indskydelse til at smadre Nordenstams smukke ansigt med en hammer eller mukkert bare for at se det gå i stykker, blive til bensplinter, blod, hjernemasse, og så dumpe den maltrakterede mand på hans kones dørtrin, så hun kunne forstå det hele, alt det, der var foregået dér på den anden side af grænsen. Kaj Holt rystede den uhyrlige tanke af sig, mærkede kvalmen stige op mod adamsæblet. En dag, en dag om ikke så længe, ville han miste grebet for altid.

“Kommer maden ikke snart?” sagde han fjernt, som om de aldrig havde indledt denne samtale.

“Jeg troede, det var dig, der stillede spørgsmålene, Kaj?”

Nordenstam stirrede intenst på ham. Pianisten afsluttede et nummer, dæmpet applaus fra et af bordene, et belevent selskab hujede noget på svensk. Latter.

“Har du været i Spanien?” sagde Kaj Holt. “I Galicien?”

Håkan Nordenstam rystede på hovedet, derefter smilede han. “Hvad er det her for noget, Kaj? Hvad er det, du taler om?”

“Jeg rejste til Lillehammer for at få svar på et spørgsmål. Det fik jeg ikke. Derimod fik jeg et spørgsmål om, hvorvidt jeg kendte navnet på en by i Galicien, en by med en velkendt katedral.”

Nordenstam rynkede øjenbrynene. Enten var han træt af denne snak, eller også var han i tiltagende grad bekymret for, hvad der ville komme ud af det hele. Det bekymrede ikke længere Kaj Holt.

“Jeg forstår ingenting,” sagde Nordenstam.

Kaj Holt ledte i sin jakkelomme efter en pen og fandt én til sidst. Fra pianoet strømmede de første toner af den sang, som nazisterne derhjemme havde hadet så intenst, Jazzgossen. Et smil bredte sig nærmest umærkeligt på hans læber, mens han skrev bogstaverne på servietten.

Han foldede den forsigtigt sammen og skubbede den langsomt over mod Nordenstam.

“Altså,” sagde Kaj Holt, “jeg ville have et svar af Waldhorst på det med Gudbrand. Jeg tror, han var en forkert mand.”

Håkan Nordenstam fik et stift, alvorligt blik. Det varede nogle sekunder, før han fik hold på sig selv. Så åbnede han servietten.

“Det der er vel en slags svar,” sagde Kaj Holt og betragtede manden foran sig. “Hvem rejser derhen? Til den by?” Han nikkede mod servietten, som Nordenstam holdt i sin hånd.

Nordenstam foldede den sammen og skoddede den halvrøgne cigaret. Han søgte Holts blik, som veg til side. I vinduets genskær så han, hvordan Nordenstam puttede servietten i inderlommen på sin jakke.

“Hvad er det her, Kaj?” sagde Nordenstam med noget i retning af et medfølende ansigtsudtryk. “Og hvad er der blevet af dig, min ven? Hvor er den Kaj, jeg kendte? Lader du en Gestapo-officer drive gæk med dig?”

Kaj Holt svarede ikke, i stedet lod han blikket feje hen over lokalet, men standsede det, da han opdagede, at en af personerne i det belevne selskab et par borde væk så bekendt ud, havde noget underligt bekendt over sig.

Nej, nej, tænkte han ved sig selv. Det her går ikke længere. Inde i hovedet kunne han stadigvæk høre Peter Waldhorsts stemme, se de mørke øjne under de kraftige, sorte øjenbryn. Måske var det bare opspind, et sidste djævelsk fingerpeg fra denne fordømte tysker. Kaj Holt tænkte, at han ikke vidste noget som helst længere, hverken sandt eller usandt, det var, som om han blev ved med at sidde på den samme karrusel, rundt og rundt, omgivet af døde mennesker, Agnes og Hvitosten, den unge mor, han havde dræbt, Gudbrand, de samme tanker kværnede rundt i hans hoved, til han var ved at miste forstanden.

“Lad mig skaffe dig en pige i nat, Kaj. Hvad? Du trænger til at koble lidt af.”

Han rystede på hovedet. Et sekund havde han lyst til at gribe Nordenstam i jakkekraven og råbe: Jamen fatter du da ikke, hvad Waldhorst mente?

“Hvor overnatter du?” sagde Nordenstam.

“I lejligheden. Rindögatan.”

Nordenstam nikkede og fulgte med blikket en ung pige på vej over gulvet.

“Slap lidt af,” sagde han og smilede med hvide, perfekte tænder.

En tallerken dumpede ned foran Holt. Endelig.

“Bagefter,” sagde Nordenstam, “skal du og jeg have det hyggeligt, ikke sandt?” Nordenstam begyndte at le. Holt kunne ikke selv lade være, han vidste nøjagtigt, hvad det betød at have det hyggeligt.

“Jeg skal vise dig et allerhelvedes sted, som vil få dig til at glemme de her spørgelege, hvad? Glem det nu.”

Kaj Holt havde glemt det, troede han i det mindste, han skar nærmest brutalt i maden, fornemmede, at han ikke havde fået noget ordentligt at spise i dagevis, endnu mindre sovet.

“I aften skal vi leve,” sagde Nordenstam, igen lagde han en hånd på Holts arm. “Leve for alvor.”

Holt nikkede, tænkte: Ja, i aften vil jeg leve. Om så bare for at modbevise det, som hans egen kone havde sagt for blot nogle dage siden.

Det bedste ville have været, hvis de også havde taget dig.

Ja, havde han stille sagt, uden at fare op.

Hun havde grædt på den samme stille måde, som første gang hun havde sagt, at hun havde mistet ham.

Ja, havde han sagt igen. Det ville nok have været det bedste. Hun havde stået der med barnet på armene, et barn, som han ikke var i stand til at føle noget for, han var ikke engang glad for, at han havde overlevet og kunne være hendes far.

Det eneste, der kan gøre dig lykkelig, havde hun sagt og presset barnet endnu tættere ind til sig, som om det kun var hendes, er at følge de andre, de døde, helt hjem.

Han var gået uden et ord. Der var ingenting tilbage.

Kaj Holt lagde bestikket fra sig på den hvide damaskdug og betragtede lokalet, som om det var første gang, han åbnede øjnene for verden, mylderet, de smilende ansigter, cigaretrøgen oppe under loftet, sangerens hvide smoking, ryggen af en ung kvinde på vej over gulvet mod toilettet, blikkene, der fulgte hende, det purpurrøde stofs krusning over hendes endeballer.

“Håkan ... jeg vil ikke leve længere,” sagde han ud i luften.

Som i et flimmer så han sig selv i Jørstadmoen. Da han havde stået ude på trappen efter afhøringen og fyldt lungerne med frisk luft, var han ikke længere sikker på, om det var sket. Om han virkelig havde holdt Peter Waldhorsts hoved mellem sine hænder og skreget til ham. Skreget, at det ikke kunne være sandt. At det alt sammen var løgn.

“Lad være med at sige sådan noget,” sagde Nordenstam.

Så, i et splitsekund, dukkede et bekendt ansigt op, helt yderst i Kaj Holts synsfelt. En bekendt, var det ikke? Kaj Holt vendte sig. Jo, vist var det ham. Ved et bord allerinderst i lokalet, i hjørnet nogle borde forbi orkestret, sad civilisten fra Jørstadmoen. Helt alene sad han der med sit barnlige ansigt og så ud, som om han havde ventet hele aftenen på, at Holt skulle kigge i hans retning.

Hvad laver han her?

Hvem er han?

Deres øjne mødtes. Et par gik over gulvet, afbrød kontakten et øjeblik. Da udsigten igen var fri, sendte civilisten ham et venligt smil, et kort nik, hævede sit glas.

“Kaj, hvad er der?” sagde Håkan Nordenstam. Igen mærkede Holt Nordenstams hånd gribe om sin arm.

“Ikke noget,” hviskede han.

“Jo,” sagde Nordenstam.

“Ved du, hvem han dér er?” sagde Kaj Holt. En gruppe mennesker gik over gulvet og afskar synsfeltet mod det bord, hvor civilisten sad. De standsede og snakkede med en af tjenerne. Fortsatte over gulvet.

Nordenstam vendte sig i den retning, Kaj Holt nikkede i.

“Jeg har set ham før,” sagde Holt. “I Jørstadmoen, i går. Men ... også tidligere.”

Nordenstam vendte sig mod Holt igen og rynkede øjenbrynene.

“Hvilken mand, Kaj? Jeg forstår det ikke.”

Igen var der fri udsigt til bordet inderst i hjørnet.

Kaj Holt glippede med øjnene. Det var, som om han tabte vejret.

Bordet var tomt.

Der var tilsyneladende ingen, der havde siddet der. Dugen var ny og opdækningen urørt. En tjener viste et selskab på fire, to par, hen til dette bord.

“Men ...” Kaj Holt rejste sig med et sæt fra sin stol, hans glas væltede, trillede ud over bordkanten og knustes mod parkettet.

Lokalet blev med ét pludselig stille. Orkestret var midt mellem to melodier og blev et kort øjeblik stående og stirrede i retning af Kaj Holt. Tjenerne standsede deres indøvede bevægelser.

Kaj Holt følte lokalet rotere. Alting bevægede sig rundt om ham, kun bordet henne i hjørnet ved orkestret stod stille. Rundt og rundt, duge, glas, latter, klirren, Jazzgassen, gennemtrængende kvindestemmer, tændstikker, som blev strøget, lysekronernes krystaller. Igen sad manden der. Holt var sikker på, at deres øjne mødtes, at manden med det barnlige ansigt så lige igennem ham, direkte ind i alt det, han vidste.

Sekundet efter var han væk igen.

“Han sidder dér!” Kaj Holt råbte nu og end ikke ænsede den trykkende stilhed i det store lokale. Endnu en gang: “Han sidder dér!”

“Det er o.k.” hørte Holt en fjern stemme sige. “Det er o.k.”

Det næste, han sansede, var hænder på sine skuldre, han viftede med armene, gulvet forsvandt under ham.

Håkan Nordenstams ansigt over ham blev til det barnlige ansigt på manden fra Lillehammer. Nordenstams læber bevægede sig. Men Kaj Holt hørte ingenting, over ham var det bælgmørkt, til venstre en lang, tynd stribe lys, han lukkede øjnene og trak vejret svagt som et spædbarn, hver gang han trak luft ind, berørte hans brystkasse gulvbrædderne over ham, han løb så lydløst, han kunne, ned gennem trappeskakten, det lille barn skreg bag ham.

Han hviskede det til Nordenstam, da de stod ude på gaden.

Hvordan kan nogen leve i en verden som denne?