Fredag den 16. maj 2003
Nordmarka
Oslo

Tommy Bergmann standsede på stien og lagde hovedet bagover. Over ham var der kun grønt og blåt. Han lukkede øjnene nogle sekunder og mærkede pulsen hamre gennem kroppen. Hvor absurd det end kunne forekomme, havde det været godt at komme ud af byen, om så bare for en aften. Om så bare for at se på nogle gamle knoglerester.

Han fnyste over sig selv og hev en cigaret op af brystlommen. Derefter vendte han sig langsomt rundt, studerede træernes spil med aftenlyset, eller måske var det omvendt. Stemmer. Jo, tænkte han. Helt nede i bunden af lydbilledet, under suset fra trækronerne, hørte han stemmer fra venstre et sted. Han hævede blikket og så et udspændt afspærringsbånd blafre i hvidt og rødt måske tredive, fyrre meter længere fremme på stien.

Han begyndte at gå igen, men mærkede, at han var mere udmattet, end han strengt taget burde være. Snart ville han knap nok være i stand til at holde trit med de slappeste af pigerne til håndboldtræningen. Dette forår havde han virkelig mærket, at han ikke havde den ringeste chance for at holde trit med de bedst trænede under opvarmningsløbene, og 15-15-intervallerne havde han opgivet for længst.

Rundt om en træstamme på venstre side af den brede sti var der surret en strimmel afspærringsbånd. Tommy Bergmann drejede til venstre, ind ad en langt smallere, næsten overgroet sti. For hver tiende meter var der bundet en ny strimmel til markering af vejen frem til fundstedet.

Georg Abrahamsen og en af hans kolleger var der allerede. Abrahamsen baksede med at få rejst et af de hvide telte over et område, som Tommy Bergmann først syntes, så ud som ikke ret meget andet end bregner og mos. På jorden lå der en stor batterilygte og oplyste kriminalteknikernes kliniske arbejde. Nogle meter derfra stod der to uniformerede og talte lavmælt med en af de studerende. Knægten førte en hånd gennem håret den ene gang efter den anden, mens han talte. Nogle meter bag dem igen lå der et telt på jorden, og tre andre, to piger og en dreng, sad direkte på jorden og stirrede formålsløst frem foran sig.

“For fanden,” sagde Georg Abrahamsen i retning afTommy Bergmann, “hvor mange gange har man ikke løbet forbi her, lige derhenne.” Han gjorde et kast med hovedet i retning af den brede sti, som Tommy Bergmann netop havde gået på.

“Tal for dig selv,” sagde Tommy Bergmann og stak en ny cigaret mellem læberne. Han burde have kvittet smøgerne for længst og sat sig som mål at holde sig i teten på pigernes løbeture, men fortrængte det hele tiden. Og lige i aften var ingen god anledning til at påbegynde et nyt og bedre liv.

“For pokker, lad være med at starte en skovbrand heroppe,” hørte han bag sig.

Leif Monsen, den fede vagtleder på Krimmen, kom pustende gennem tyttebærlyngen nogle meter fra, hvor Tommy Bergmann selv var kommet ud i lysningen. Den røde farve i hans ansigt stod godt til den begyndende solnedgang, som trængte ind mellem grantræerne.

“Det var som pokker,” sagde Monsen, og pokker var et stærkt udtryk i Monsens mund. Selv om han røg som en skorsten og var nærmest patologisk fascist, var han så sandelig tillige en gudfrygtig mand, som sjældent fandt behov for at krydre sine budskaber ved påkaldelse af mørkets magter. Tommy Bergmann havde engang tænkt, at grunden til, at Monsen røg så meget, var, at han ønskede at møde Vorherre tidligere, end han ellers ville have gjort.

“Altså ingen penge til nogen af os,” sagde han til Tommy Bergmann og nikkede til Georg Abrahamsen.

Tommy Bergmann svarede ikke, idet han var optaget af at studere Abrahamsen, mens denne sammen med kollegaen opgav forsøget på at sætte det hvide telt op. I stedet satte Abrahamsen sig på hug og begyndte forsigtigt at fjerne det øverste af grønsværen fra et begrænset jordareal foran sig. Tommy Bergmann mente, han kunne se konturerne af en brunlig hjerneskal mellem Abrahamsens engangshandsker. Han gik to skridt frem. Monsen fulgte efter.

“Nogle pokkers gamle knogler,” sagde Monsen, mens han hev posen med rulletobak frem fra brystlommen, “var det sådan?”

“Det var det vist,” sagde Tommy Bergmann.

“Er du klar over,” sagde Monsen og strakte sig efter den lighter, som Tommy Bergmann rakte frem imod ham, “vi efterforsker i snit et komma tre dødsfald hver eneste salig dag pr. kriminalvagt med al dens elendighed ...” Han betragtede Abrahamsen, som nu lå på alle fire og så ud til at grave med de bare hænder i lyngen en lille meter væk.

“... og nu skal vi pokker tage mig også have nogle gamle kødben at sætte fingrene i.”

“Og derhenne har du vel desuden dine studerende.” Tommy Bergmann nikkede i retning af Abrahamsen. En af pigerne gestikulerede med hænderne, mens hun talte med en af de uniformerede.

Tommy Bergmann tænkte, at det nok ville vare længe, inden de fire studerende tog på telttur igen.

“Nej, galskaben her skal vi sende op til de fine i Brynsalleen.” Monsen strammede snøren til om tobaksposen, sendte en spytklat ned i lyngen og tog et kraftigt hiv af den hjemmerullede.

Den gamle Kripos-misundelse sad lige under huden på Monsen. Tommy Bergmann havde mange gange tænkt, at den fede sørlænding havde en pointe. Folk havde det med at blive dræbt uden for kontortiden, og så forholdt det sig måske sådan, som Monsen plejede at sige, at så var det Krimmen og ingen andre end Krimmen, der måtte vade i blod, sønderbankede kæltringer og halvdøde børn, lige til folk fik kludene på, og arbejde gratis natten igennem og allerhelst, indtil klokken blev otte om morgenen, og butikken åbnede igen.

“Nå,” sagde en stemme foran ham. Han fokuserede sit blik og så på Abrahamsen, som nu stod foran dem. “Uanset hvor lidt du bryder dig om de fine folk i Brynsalleen, så graver jeg ikke mere derhenne, før jeg får assistance fra dem.”

“Nå?” Monsen virkede for en gangs skyld overrasket.

“Altså,” sagde Abrahamsen, “jeg vil ikke risikere, at hovedskallen dér, der ligger lige under græstørven, skal gå i stykker mellem hænderne på mig.” Georg Abrahamsen fandt sin mobil frem fra jakken.

“Altså,” sagde Monsen i et forsøg på at efterligne Abrahamsen, “hvis de knogler og den hovedskal har ligget der i over femogtyve år, så er det bare om at henlægge sagen med det samme, og det skal de have lov til at finde ud af.”

Fem minutter efter var han forsvundet.

Efter halvanden time var de studerende væk og endnu et par uniformerede ankommet. De studerendes forklaringer havde ikke taget lang tid. De skulle bare lige banke den sidste teltpløk i jorden, da de stødte på noget, lige under jordoverfladen, og hev en knogle op. En menneskeknogle, sandsynligvis en lægbensknogle. I og med at de sikkert havde større kompetence i menneskeknogler end nogen anden på åstedet, var der ingen særlig grund til at tvivle på, at de havde ret.

Tommy Bergmann havde fået et par handsker på og fulgte Georg Abrahamsens instruktioner. Han lod hånden glide hen over den ene underarmsknogle, som lå lige under jordoverfladen. Der gik en kuldegysning gennem ham. Et tilsyneladende komplet skelet lå begravet i jord og sten. Ribbenshvælvingen var brudt sammen, men bortset fra det var levningerne ret så intakte. Hvis man var villig til at se bort fra hullet i pandebenet.

“Det er blevet presset op af frosten,” sagde Georg Abrahamsen. “De knoglerester har ligget der i mange herrens år.”

Han rystede på hovedet og tørrede sig over panden med håndryggen.

“Det er derfor, vi graver seks fod ned, ser du, forestil dig for et helvedes fandenskab det ellers ville være, først har du haft held til at overleve svigermor, og året efter er hun fanden tage mig tilbage igen, oppe af den forbandede jord igen.”

Tommy Bergmann hørte knap nok efter Abrahamsen længere. Han rejste sig op fra knælende stilling og følte sig pludselig svimmel. Uden at bevæge sig overhovedet stod han og stirrede på de to underarmsknogler, som lå på tværs over det, der var tilbage af ribbenshvælvingen. Lugten af skovbunden fyldte ham i nogle sekunder, gjorde ham kvalm. Han krængede plasthandskerne af og satte en cigaret i munden. Hvor længe havde de været i gang? En time? Han lagde hovedet lidt på skrå som altid, når han tændte sig en smøg, men standsede op, lige inden lighterens flamme nåede cigaretten.

Solens vinkel gjorde, at en stribe skarpt lys ramte enden af underarmsknoglen, eller måske var det hånden. Tommy Bergmann syntes, der var noget, der blinkede nede mellem jorden og levningerne et kort sekund.

Han tog den utændte cigaret ud af munden og holdt den nærmest apatisk mellem fingrene.

“Georg,” sagde han stille og lod cigaretten falde til jorden. Han lagde sig på knæ og begyndte forsigtigt at grave rundt om det, der måtte have været en venstrehånd. Han fjernede de sidste rester af jord rundt om de brune, porøse fingerrester.

På den halvt rådnede fingerknogle, som engang havde været ringfingeren, hang der en mat, nedslidt ring.

En guldring.

En vielsesring.

Tommy Bergmann mærkede endnu en kuldegysning gennem kroppen, da han samlede håndresterne op.

“Lad det blive liggende,” sagde Georg Abrahamsen bag ham.

Tommy Bergmann ignorerede ham. Det var under alle omstændigheder for sent. Og knoglerne havde holdt. Han førte ringen over det yderste led og holdt den op mod himlen. Efter tre forsøg var han i stand til at skelne bogstaverne i indgraveringen fra hinanden.

Din for evigt. Gustav.