Natten til onsdag den 30. maj 1945
Berns, Stora salonen
Stockholm

Kaj Holt huskede ingenting, da han blev revet ud af søvnen, vidste ikke engang, hvor han befandt sig. En hånd ruskede ham let i skulderen. Det store, aflange lokale var fuldt oplyst, der kom ingen musik fra podiet længere, han lå mere end sad, og en dundrende hovedpine var det eneste, han mærkede, som kunne tyde på, at han stadig var i live. Et øjeblik virkede det, som om de store, skarpt skinnende lysekroner i loftet kom faldende ned imod ham. Men der var ingen lyde at høre, absolut ingen. Og ingenting, ikke engang tanken om, at han måske endnu en gang i dette liv skulle ligge under gulvbrædderne i Valkyriegata, eller frygten for ikke at have identifikationspapirer på sig, kunne trænge gennem hovedpinen.

“Nu må den herre gå,” sagde en stemme over ham. Mekanisk rejste Kaj Holt sig op, væltede stolen bagover, hånden greb om hans skulder igen. Han fik en pludselig indskydelse til at slå om sig, men en slags fornuft holdt ham tilbage, måske var det en klirren fra nogle glas et sted langt borte, latteren fra et andet sted, venlig, ikke hånende.

Som i små glimt flimrede øjeblikke af aftenen og natten over nethinden. Ansigterne, latteren, en kvinde på skødet, hendes duft, hendes smag. Nordenstams solbrændte ansigt, de hvide tænder, klappene på ryggen. Ordene “det er forbi nu, det er alt sammen forbi”.

Men hvor, tænkte Kaj Holt og lod blikket vandre fra den ene ende af lokalet til den anden. Hvor er de alle sammen?

“Beklager,” hørte han sig selv sige, hvorefter han med ét stod ude på gaden med jakken over armen, hatten holdt han i den yderste kant mellem tommel og pegefinger. Forsigtigt, som for at passe på, at hovedet ikke skulle falde af, så han op mod himlen og forsikrede sig om, at der faktisk faldt en nærmest usynlig regn fra mørket over ham. Han så på sit armbåndsur, igen og igen, men var ikke i stand til at forstå nogen af viserne.

Da han havde stået der længe nok til at blive våd, sagde nogen bag ham, at der snart ville komme en taxa. Et grynt var alt, hvad han var i stand til. To lys åbenbarede sig henne ad gaden.

“Gärdet,” sagde han stille for sig selv, det klarede op et sted langt inde i hovedet, men han huskede fortsat ingenting af de sidste timer, som om korttidshukommelsen var visket ud.

“Hvor ...”

“Rindögatan.”

Kaj Holt tog sovepillerne op af lommen, talte dem, først én gang, så en gang til.

Han spekulerede på, om der var mange nok.

“Stille,” hviskede Holt, hans hånd rystede nu, og endnu en gang talte han sovepillerne i hånden. Syv. Det var ikke nok.

“Stille ...” sagde han en gang til, overrasket over, hvor højt det lød.

Det næste, Kaj Holt huskede, var, at han lå på knæ foran springvandet på Karlaplan og drak vand fra hånden. Én, to, tre sovepiller slugte han. Han stod oprejst og svajede, som om han ventede på, at han skulle falde i søvn og falde i vandet, drukne, forsvinde for altid.

Intet skete. Han greb efter lommelærken i inderlommen, men fandt ingen. Et par gange bandede han for sig selv, gennemvåd af regnen, som stille faldt fra den sorte himmel.

I Tessinparken var vandfaldet slukket. En stemme skar gennem natten, ellers var der ingen lyde bortset fra et svagt sus fra en og anden bil inde i byen. Kaj Holt vidste ikke, hvordan han havde fundet den rigtige vej ud ad Karlaplan, men det spillede ingen rolle. Den gade, som han nu vaklede hen ad, var Rindögatan, det var han helt sikker på. Kaj Holt strøg forbi sin egen opgang i nummer 42, skråede over gaden, hvirvlede rundt, da en taxa som skudt ud af den blå luft var ved at køre ham ned. En karré længere henne mente han at have en veninde, som han havde tilbragt nogle nætter sammen med for et års tid siden. Dybt inde i sig selv ville han ønske, at den sommer aldrig havde fået ende. At han for altid skulle forblive i byen her og sove sammen med hende hver eneste nat, og at der for altid ville være krig, men at han ikke behøvede at være en del af den, aldrig mere være en del af den.

Han fandt ringeklokken med en automatisk bevægelse, det føltes rigtigt med den fjerde knap fra neden.

Røret blev løftet af.

“Jeg vil have dig,” sagde han. Han vidste ikke engang, om han mente det. Han mente det ikke. Alligevel sagde han det igen:

“Jeg vil have dig.” Ordene var nærmest uforståelige.

“Kom igen, når du er ædru, Kaj. Du vækker hele gaden.”

“Jamen for fanden,” sagde Kaj Holt. Han kunne ikke engang huske hendes navn. Et øjeblik fnisede han ad sig selv. Sekundet efter mærkede han tårerne presse på bag øjeæblerne. Det var allerede forbi. Han lænede sig ned mod buksebenet og mærkede omridset af pistolen. Min lille ven, tænkte han. Min lille ven.

“Ved du, hvad klokken er? Jeg ringer til politiet, Kaj. Gå hjem og få noget søvn, ikke?”

Hun lagde på.

Kaj Holt lænede sig mod glasdøren. Inden han overhovedet nåede at forstå, hvad det var, der skete, var hans sko fulde af bræk.

“Det kan ikke være sandt,” sagde han stille til sig selv. Han satte sig på granittrappen og lod buksebagen blive våd.

“Sig, det ikke er sandt ... kære Gud ...”

Tilbage foran sin egen opgang så han ned på brækket på sine sko med tårefyldte øjne. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg græder, mumlede han for sig selv. Det føltes bare så forbandet godt. Så godt, som det aldrig før havde føltes. Med søvngængerskridt gik han op ad trapperne uden at tænde lyset.

Den lille papirstrimmel, han havde fæstnet nederst mellem indgangsdøren og karmen, var faldet ned på gulvet i entreen.

Han snublede over sine egne ben.

Han vaklede hen til sengen og væltede sig ned på sengetæppet.

Ingenting var virkeligt længere. Selv ikke ansigtet på den mand, som stod over ham, den ubeskrivelige ro i hans ansigt, filteret på cigaretten.

Endelig, tænkte Kaj Holt. Endelig er du her. Han var ikke engang i stand til at sige ordene til ansigtet over sig. Hvad laver du her? Han tænkte, han burde have skreget det, bare for at skræmme ham væk. Hvad laver du her? Benene føltes, som om de var savet af, han vidste, han havde den lille pistol dernede omkring anklen et sted, kunne endda mærke den, men han var ikke i stand til at rejse sig. Manden, den samme mand med det barnlige ansigt og de blide træk, nærmest som en piges, tog pistolen op fra strømpebåndet.

Han smilede svagt ned til Holt.

“Du Kaj, du Kaj,” sagde han og lod en finger stryge hen over mundingens udfalsning. Hans accent var næsten ikke til at høre. Kaj Holt vidste det, han havde set manden over sig før. Det var det fordømte barneansigt fra Jørstadmoen. I frakkelommen over stolen fandt han lyddæmperen. Som om Holt selv havde tilrettelagt det hele.

Javel, tænkte Kaj Holt. Så var det ikke meningen, at jeg skulle overleve. Hvad var det, han havde sagt til Waldhorst: Har vi ikke alle en lille datter? Holt forsøgte i et sekund at huske lugten af sin egen lille datter. Han formåede det ikke, og det fik ham til at begynde at græde igen, selv om han ikke ville, han ønskede ikke, at manden over ham skulle tro, at han, kaptajn Kaj Holt, var bange for at få en kugle i hovedet.

Hvis han ikke havde været så fuld, så overmandet af søvn, så trist, så ... han vidste ikke ... så ville han have dræbt manden med barneansigtet over sig med de bare næver.

Barneansigtet stod bøjet over ham med et svagt smil om munden. Det var måske det smil, der fik Kaj Holt til at rejse sig, som om han aldrig havde drukket hele livet.

“Skal jeg dø, så skal jeg dø for egen hånd,” hviskede han. Barneansigtet måtte være blevet overrasket, for han så ikke ud til at forstå, at Holts venstre hånd ramte ham i nyrerne. Han bøjede sig tavs sammen og tog et skridt baglæns, så stolen op mod væggen væltede og hans hat faldt på gulvet. Kaj Holt ventede et kort sekund, et kort sekund for længe, gulvet virkede skævt, væggen var skrå, loftet sænkede sig, gjorde det ikke? Den forbandede fyr ville komme til at pisse blod resten af sommeren, han måtte le, le, hører du, barneansigt?

Det lange sekund, tænkte han, da det allerede var for sent.

Barneansigtets hovedstød havde punkteret den ene lunge, det måtte det have gjort, brystbenet føltes, som om det gav efter og sank ind i kroppen, men der kom ikke en lyd ud af Kaj Holts mund. Da han igen lå på sengen, var det, som om han aldrig havde rejst sig.

Kaj Holt lukkede øjnene og tænkte: Det bliver som at komme hjem.