Natten til lørdag den 17. maj 2003
Nordmarka
Oslo

En tung tåge havde sænket sig over skoven den sidste halve time og hang som uldtotter mellem de sorte grantræer. En ugle skreg umiskendeligt et sted over Tommy Bergmann, som han stod og betragtede den lette, hvide damp, som steg op fra urinens nedslag i det kolde mos. Han knappede gylpen igen og lyttede til stilheden omkring sig. Et øjeblik fandtes der ikke en lyd, ingen af de nyankomne fra Kripos’ ID-gruppe sagde noget i denne tidsspalte, heller ikke Georg Abrahamsen eller de to uniformerede fra Majorstua politistation, som havde sluttet sig til sent på aftenen.

Et opkald i den mobilradio, som de uniformerede havde medbragt, brød stilheden. Tommy Bergmann tog sig i at savne patruljelivet en kort stund. Sammenholdet og fællesskabet. Når man var efterforsker, blev det påstået, at man arbejdede i et team, men alle vidste inderst inde, at det var enhver på egen hånd. Enhver alene med sine egne tanker.

Der havde ikke været alverdens fremskridt de sidste timer, og ingen var endnu i nærheden af at kunne give svar på det spørgsmål, som alle stillede sig selv: Hvem var Gustav? Det eneste, der var sikkert, var, at det første skelet, de havde afdækket, var en kvinde, som havde været gift eller i hvert fald forlovet med denne Gustav. Den ene af Kripos-fyrene mente efter blot et øjekast at kunne se, at der lå andre end kvinden i graven. Tommy Bergmann brød sig ikke om sådan en skråsikkerhed, men det kunne give dem et godt svar på, hvad der var blevet af Gustav.

Han gik ned på stien igen og betragtede sceneriet foran sig. Ti meter derfra stod det hvide telt nu rejst og oplyst af én batterilygte udenfor og tre indenfor. Desuden stod de to uniformerede udenfor med hver sin pandelygte – som luftværnets lyskanoner skar det hvide lys op mellem trætoppene, inden de fik rettet hovederne, så lyset strejfede hen over granstammerne. Tommy Bergmann blev stående som blændet i nogle sekunder. Da hans syn var kommet tilbage, blev han opmærksom på et par dyreøjne langt inde i skoven, lidt til siden for teltet. I lyset fra batterilygten blev dyret stående som forstenet.

“Tommy!” Georg Abrahamsens stemme skingrede gennem natten. Dyreøjnene forsvandt, Tommy Bergmann kunne svagt høre de nervøse skridt gennem lyngen og mosset.

En vifte af lys spredte sig ud over jorden foran ham. Han begyndte langsomt at gå hen mod det hvide telt. Georg Abrahamsen stod i åbningen og spejdede ud i mørket, helt ude af stand til at se noget som helst i den bratte overgang til mørket.

“Du skal se det her,” sagde han.

“Hvad da?” sagde Tommy Bergmann og trådte ud af mørket foran Georg Abrahamsen. Abrahamsen holdt teltdugen op for ham. Det føltes, som om al ilten var brugt op inde i teltet. Fem mand stod eller sad på hug rundt om det opgravede område, som nu måtte være på omkring to gange to meter. Tommy Bergmann så først på levningerne af kvinden. Han lod blikket glide fra den gennemhullede hjerneskal til ribbenshvælvingen, hofterne, lårbenet og de to lægben. Fødderne så ud til at være knust.

Derefter flyttede han blikket til højre for kvindens levninger.

Abrahamsen nikkede alvorligt. Han var klædt i hvidt og havde det store digitalkamera på maven.

“Så det der er altså Gustav,” sagde Tommy Bergmann og pegede mod de påbegyndte udgravninger ved siden af kvinden. Endnu en hovedskal var kommet til syne, men denne lå dybere nede. Personen lå på siden, med venstre side vendt nedad. Af en eller anden grund var ribbenshvælvingen næsten intakt. Resten af kroppen havde de endnu ikke gravet frem.

“Jamen, det er ikke det hele,” sagde en af Kripos-fyrene. Tommy Bergmann betragtede manden, en hvidhåret, selvudnævnt nestor, som han aldrig kunne huske navnet på. Han tog forsigtigt de kraftige stålbriller af og pudsede dem med skjortemanchetten. Så satte han dem lige så forsigtigt på igen.

“Kom her,” sagde han og vinkede Tommy Bergmann og Georg Abrahamsen nærmere. Nærmest modvilligt gik Tommy Bergmann hen til ham, til højre for udgravningen. Manden satte sig på hug, og Tommy Bergmann gjorde det samme. Kripos-manden havde en tommestok i hånden. Georg Abrahamsen bøjede sig over dem, så han var på nippet til at falde ned i graven. For første gang den aften og nat fik Tommy Bergmann en intens lyst til at kaste op ved det, han fik at se. Måske var det bare den rådne lugt af fugtig jord og afgnavede menneskeknogler. Eller måske blev minderne fra den første gang, han havde set et dødt menneske, for stærke: Det maltrakterede pigebarn, han havde fundet for femten år siden i en affaldssæk i skoven, hvordan hun havde set ud.

Kripos-manden pirkede forsigtigt til ribbenshvælvingen, som så ud til at være fuld af mørk jord.

“Dér,” sagde han og pegede. “Mellem de to ribben dér.”

Der fór et lyn hen over hovedet på Tommy Bergmann. Strålen fra en lommelygte ramte enden af den gule tommestok. Tommy Bergmann kunne stadig ikke se noget specielt bortset fra de gamle ribben.

Igen duppede Kripos-manden let med tommestokken. Tommy Bergmann mærkede hårene rejse sig på armene og ilten forsvinde fra hovedet. Et kort øjeblik føltes det, som om han tippede ud over kanten.

“Det var som fanden,” sagde Georg Abrahamsen ved siden af Tommy Bergmann. Han sagde, hvad de begge tænkte.

“Der ligger ikke to mennesker dernede. Der ligger tre.”

Tommy Bergmann stirrede med opspærrede, tørre øjne. En femte hånd havde presset sig op gennem jordlaget i ribbenshulen. Langsomt talte han fingrene på den lille hånd, der så ud til at være knuget sammen, næsten som en knytnæve. En lille knyttet næve af små fingre.

Jo, hviskede han for sig selv.

Der ligger et barn nederst.

Abrahamsen sagde et eller andet, Tommy Bergmann var ikke i stand til at høre hvad.

Han mærkede Abrahamsens hånd på ryggen.

“Det var som fanden,” sagde Abrahamsen.

Tommy Bergmann blev opfyldt af en følelse, han aldrig havde haft før, en slags klarsyn. Som om han vidste, at det barn, der lå nederst i graven, havde stået nøjagtigt dér, hvor han selv havde stået, da han så dyreøjnene mellem træerne.

“Et barn,” sagde han ud i luften.

“Nogen har dræbt et barn.”