Onsdag den 30. maj 1945
Rindögatan 42
Gärdet
Stockholm

Kriminalinspektør Gösta Persson mærkede, at det rumlede i maven, mens han stod med skrævende ben foran Rindögatan 42, lagde hovedet tilbage og skævede op ad den lysegule murstensbygning. Et ansigt forsvandt ind bag gardinet i den høje stueetage. Fra den stålgrå himmel kom der en let regn, som endte med at dække brilleglassene. Persson sukkede. Han ledte rundt på lommetørklædet for at finde et rent område at pudse brillerne med.

Bare han kunne få sat en stopper for den rumlen i maven. Persson var en mand, der stillede få krav til livet, så længe han bare fik god mad til faste tider. Det var imidlertid et nærmest absolut krav. Så hvis han ikke snart fik frokost, ville han eksplodere. Han nikkede kort til radiokonstablen fra Östermalm distrikt, der stod som en piccolo ved indgangen. Ødelægge frokosten for hvad? En død nordmand? Det var næsten, så han begyndte at gnægge for sig selv, da han lod blikket glide hen over postkasserne inden for indgangsdøren. Nordmænd var der vel nok af i verden selv efter den fordømte krig, men frokost, frokost var af den slags, der fik verden til at løbe rundt, intet mindre, og det var netop på vej til frokost, han havde været, da den hersens kontortelefon havde ringet. Gösta Persson havde snuppet hatten fra stumtjeneren og grebet fat om dørhåndtaget, da telefonen havde givet sig til at ringe på det massive teaktræsbord. Nogle sekunder havde han vejet for og imod, han var stadig en mand med ambitioner, og så tog man altså telefonen i stedet for at snige sig af sted til frokost. Vagtlederen havde så meddelt, at en af Stockholms ti radiopatruljer havde fundet det for godt at kaste sig over kortbølgeradioen og rapportere om et mistænkeligt dødsfald i Rindögatan 42 i Gärdet. Det hele havde kunnet vente til efter frokost, hvis det ikke havde været, fordi den ivrige vagtleder allerede havde bragt på det rene, at lejligheden var ejet af den norske legation i Stockholm. Og sådan noget kunne næppe ignoreres, kunne det vel? Persson kunne stadig høre vagtlederens stemme ringe i øret. Vist så, Persson havde planer for sin videre karriere, måske gik han endda med en stationsleder i maven, og så kunne dette begrædelige dødsfald vel ikke ignoreres.

Hvad skal de nordmænd egentlig være godt for, tænkte Persson, da han standsede på trappeafsatsen på anden etage. Det så ud til, at sveden var trængt ind i hatteremmen. Ingen frokost og gennemvåd af sved. Og så på toppen af det hele disse forbandede nordmænd. Ikke andet end brok med dem i fem samfulde år, brok og atter brok. Hvis det ikke var finner, der drak og sloges og stak hinanden med kniv, så var det nordmænd. Nej, så fandeme hellere de gamle dage tilbage. Dengang var der en vis orden her oppe i nord. Persson mobiliserede den sidste rest af motivation og slæbte sine alt for mange kilo op ad de sidste tretten trappetrin.

Uden for den åbne entrédør på tredje etage stod der endnu en konstabel, en ungersvend, som Persson aldrig før havde set. Han skulle til at åbne munden, men Persson gjorde en afværgende håndbevægelse og trådte over dørtærsklen. Han ville vide så lidt som muligt, indtil han havde set den døde med sine egne øjne. At stole på andet end sine egne øjne var han holdt op med for mange år siden. Inde i køkkenet sad en tredje konstabel og talte sagte til en skælvende kvinde, som stille græd med hovedet skjult i hænderne. Persson nikkede til konstablen, en gammel bekendt, og holdt pegefingeren mod munden. Så skridtede han forbi køkkendøren og videre hen ad gangen mod stuen.

Liget lå på sengen i soveværelset, og selv kriminalinspektør Persson kunne ikke komme uden om, at det hele var et sørgeligt syn. I den stivnede højrehånd havde den døde en pistol, som Persson genkendte som en Colt Llama. Løbet pegede op mod loftet. Midt i panden havde han et hul, som ikke så særlig tillokkende ud. Sort, størknet blod var løbet ud fra skallen og dækkede halvdelen af ansigtet og dele af den hvide hovedpude. Nordmandens øjne stirrede samme vej som pistolen, der havde sendt ham over i historien. En svag lugt af gammelt opkast fyldte værelset. Persson blev stående et stykke tid og betragtede manden foran sig. Han sukkede et par gange, som han altid gjorde, når en eller anden ubehagelig tanke murrede bagest i hovedet. Derefter tog han et par skridt til siden og begyndte at lede i lommerne på frakken, der hang over stolen ved døren. Det eneste, han fandt af interesse ud over Kaj Holts identifikationskort, udstedt for to uger siden, var en temmelig velfyldt pung. Persson talte hurtigt sedlerne igennem og studerede derefter fotografiet på den døde mands identifikationskort. Kriminalinspektøren kløede sig i håret. Han kom i tanke om, hvad det var, han havde reageret på, og trådte hen over gulvet til sengen. Han kastede et hurtigt blik på manden i sengen. Det stivnede ansigtsudtryk gav ham kuldegysninger. Persson havde set den slags mange gange før, men det gjorde ikke sagen bedre.

Ganske rigtigt, tænkte han og tog en pen op af lommen. Den tanke, der havde ulmet, siden han fik øje på den spansk producerede miniatureudgave af Colt-pistolen, var nu tindrende klar. Persson pirkede i mundingen med hætten på pennen. Mundingen var ganske rigtig udfalset, så man kunne skrue en lyddæmper på. Men hvor i alverden var lyddæmperen blevet af? Og der var vel for helvede ingen, der tog livet af sig med lyddæmper.

Desuden, tænkte Persson og betragtede hovedskallen på den døde Kaj Holt, afstanden mellem våbnet og kuglehullet virkede umiddelbart for lang til, at Kaj Holt selv kunne have trykket af og været sikker på at ramme. Folk, der tog livet af sig med skydevåben, stak oftest våbnet i munden, tænkte Persson, for på den måde var der ingen vej tilbage, ingen plads til fortrydelse. Dem, der satte våbnet mod panden, havde det som oftest med at fortryde i selve aftrækket, og så opnåede man sjældent en så ren træffer som den, den stakkels Holt havde i hovedet. Desuden ville det være langt bedre at sætte pistolen skråt mod tindingen, pegende mod baghovedet, og det burde en mand som Kaj Holt have vidst, hvis han ville tage livet af sig med et skydevåben.

Som om alt dette ikke var nok, vidste kriminalinspektør Persson, at naboerne efter alle solemærker at dømme ville være vågnet ved et ni millimeters projektil, der brød gennem lydmuren på vej ind i panden på Holt. Men med en lyddæmper ville de samme mennesker mest sandsynligt bare have vendt sig i sengen og sovet videre.

Persson gik rundt om sengen og betragtede Kaj Holt fra den anden side, hvor han lå blå og askegrå i det kolde lys fra soveværelsesvinduet. Forsigtigt lagde han hatten fra sig på natbordet og tog endnu en gang lommetørklædet frem og tørrede sig over den blanke isse. Så lagde han sig på gulvet og kiggede under sengen. Derefter rejste han sig med et vist besvær og rakte en hånd frem mod højre side af Holts hoved. Han forsøgte forsigtigt at løfte hovedet, den stivnede nakke strittede imod, men til sidst fik han lavet en smal åbning mellem håret og puden. Og ganske rigtigt. Der var ikke noget udgangshul. Projektilet befandt sig stadigvæk inde i hovedet på Holt. En lyddæmper ville have reduceret projektilets hastighed så meget, at det ikke trængte gennem hovedet.

Satans, tænkte kriminalinspektør Persson og mærkede maven rumle værre, end han nogensinde kunne mindes. Han ville spise sin fordømte hat på, at stakkels Kaj Holt ikke havde taget livet af sig selv.

Persson forbandede sig selv, mens han gik tilbage mod køkkenet gennem stuen. Hvorfor skulle jeg absolut tage den fordømte telefon? Han så sig selv stå på kontoret og veje for og imod.

Inden han nåede køkkenet, foretog han en afstikker ud i entréen og undersøgte dørkarmen. Ingen mærker efter indbrud. Ergo, tænkte Persson, må døren have stået åben – eller nogen har haft en nøgle. Eller også er Holt kommet ind sammen med en fyr eller har lukket nogen ind, som han kendte. Så enkelt og så fordømt vanskeligt var det.

Bare det nu ikke skulle blive til en fiasko for ham selv, hvis han holdt sig til, at Holt havde taget livet af sig. Men Persson kendte sig selv alt for godt. Han havde været i lejligheden i nogle få minutter og allerede lugtet det fandenskab, der var ved hele sagen. Og han var ikke karl for at lade det slippe.

Kaptajn Kaj Holt, tænkte Persson og rejste sig møjsommeligt fra den knælende stilling. Den betjent, som stadig stod i gangen, rakte en hjælpende hånd mod Persson, men blev viftet væk. Godt nok var kriminalinspektør Persson alt for fed for sit eget bedste, men han formåede da stadigvæk at komme op at stå ved egen hjælp.

Persson lænede sig mod dørkarmen og mødte den unge betjents usikre blik.

“I har altså talt med naboerne, ikke sandt?”

Den landlige ungersvend nikkede svagt.

“Ikke en kæft har hørt en lyd?” Persson tørrede igen sveden af panden og kom i tanke om, at hatten stadig lå inde ved siden af Kaj Holts hullede hovedskal inde i soveværelset.

“Nej,” sagde betjenten. “Der var ingen hjemme ved siden af, men ovenpå ...”

“Det spiller ingen rolle,” afbrød Persson.

I køkkenet fik han til en vis grad beroliget den grædende kvinde, i hvert fald så meget, at det var til at få noget fornuftigt ud af hende. Persson noterede, at hun var femogtyve år, og at hun boede på den anden side af gaden en karré længere henne. Hun påstod, hun havde haft et forhold af en slags til Kaj Holt indtil for nogle måneder siden, men at hun ikke længere ville have, som hun sagde, et fortsat særligt forhold, efter at hun havde erfaret, at han skulle være far. Og at han var gift.

“Nej, selvfølgelig,” sagde kriminalinspektør Persson.

Den unge kvinde tørrede en tåre. Forhåbentlig den sidste, tænkte Persson.

“Og han ringede på hos dig i nat?”

Hun nikkede. Derefter begyndte hun at fingerere med sin hat, som lå på køkkenbordet.

“Fik De indtryk af, at han var ... hvad skal man sige, nedtrykt?”

“Tja. Måske. Kaj var tit sådan.”

“Sådan?”

“Nedtrykt,” sagde hun.

“Jaså. Men De lukkede ikke op?”

“Nej, han lød så fuld.”

“Og så gik De på arbejde i dag?”

“Nej. Jeg var syg.”

Persson betragtede kvinden. Hun så ikke særlig syg ud. Måske var Holt ikke den eneste, hun havde et særligt forhold til.

“Og så ville De se til ham?”

“Han lød så forfærdelig trist,” sagde den unge kvinde og brast igen i tårer.

Jaså, tænkte Persson. Triste mennesker tager jo livet af sig. Sådan var det med dén sag.

“Og døren stod altså åben?”

Kvinden nikkede for sig selv. Persson rakte en hånd ud for at lægge den på hendes skulder, men tog sig i det. I stedet rejste han sig uden et ord og gik tilbage til soveværelset for at hente sin hat. En lang stund blev han stående og så på den døde kaptajn.

“Det er nu for forbandet,” sagde han for sig selv. Kone og barn og det hele. Tilbage i stuen samlede han papirlappen op fra spisebordet. Han holdt den i øverste hjørne mellem tommelfingeren og pegefingeren.

Undskyld. Kaj.

Han lagde den tilbage og gik ud i gangen.

“Gå ned til radiobilen, kald stationen op og få dem til at ringe til den norske legation for mig,” sagde han til betjenten.

Om ikke andet måtte han få dem til at identificere ham. Det kunne de lige så godt gøre med det samme, selv om det næppe var nødvendigt. Manden i sengen var den samme som på fotografiet på ID-kortet.

Den unge betjent forsvandt hurtigt ned ad trappen.

“Og skaf mig noget at spise,” råbte Persson efter ham.

Tilbage i stuen satte han sig i sofaen ved spisebordet.

Da Holts veninde havde forladt lejligheden sammen med den anden betjent, gik han hen til hjørnebordet og tændte for Sølvsuper 2-radioen. Den var indstillet på Aachen. Zarah Leanders stemme fyldte stuen.

Persson troede, han hørte forkert. Havde amerikanerne sat senderen op igen? Virkelig?

Og så den fordømte nazihore, tænkte han. Den fordømte nazihore.

Alligevel nynnede han med, mens han fiskede en cigaret op af den pakke, som betjenten måtte have efterladt på bordet.

Sag’ mir nicht Adieu, nur auf Wiedersehen.