Lørdag den 17. maj 2003
Nordmarka
Oslo

I morgendæmringen trådte alle detaljerne frem med en ufravigelig skarphed. Tommy Bergmann kastede et sidste blik på de tre skeletter, som nu lå frit fremme under den hvide, tynde teltdug. Er et menneske virkelig ikke andet end dette, tænkte han og betragtede kraniernes gabende hulrum til øjne, næse, mund. Han følte sig usikker og famlende i mødet med dette syn, men det var måske ikke andet, end man kunne forvente. Det var fireogtyve timer siden, han sidst havde ligget i en seng, og tolv timers gravning havde ikke givet ham eller kollegerne andet at gå efter end en sølle vielsesring. Det eneste, der stod klart, var, at de to voksne var blevet skudt i hovedet, mens man endnu ikke havde fundet nogen umiddelbar dødsårsag for barnet. Tommy Bergmann bøjede sig over udgravningen og holdt en hånd over det lille, brunlige hoved. Ifølge ID-gruppen kunne det dreje sig om et barn på syv til otte år. Kvinden med guldringen, hvori en vis Gustav lovede hende evig troskab, lå ved siden af barnet og grinede op mod teltets hvide loft, hun var sandsynligvis moderen. Men hvem den sidste person var, havde ingen i teltet nogen teori om bortset fra løse antagelser om, at det kunne være Gustav selv eller måske Gustavs kones elsker. Tolv timers gravearbejde havde kun åbenbaret én ring, og hvis den tredje person var denne Gustav, burde også han have haft en ring. Derfor havde Tommy Bergmann lanceret teorien om en elsker.

Men mens solen brød frem gennem morgendisen, mærkede Tommy Bergmann, at han ikke orkede at anstrenge sit hoved længere. Han skulle egentlig have sluttet sin vagt for flere timer siden, og selv om den syttende maj, nationaldagen, tilbragt i total ensomhed i en treværelses lejlighed i Lambertseter måske ikke var det, han drømte om, var hans eneste alternativ at tilbringe fridagen sammen med tre gamle skeletter langt inde i Nordmarka, og det havde han ingen planer om.

Selv om det barn plager mig, tænkte han og trådte ud gennem teltåbningen. Lyden fra en håndfuld kameraer fyldte luften. Tommy Bergmann så op et øjeblik og befandt sig i nogle sekunder i brændpunktet for den aldrig hvilende presses umættelige hunger efter drabsoverskrifter.

Han vekslede nogle ord med en af journalisterne, som så ud til at have frosset sig gennem et par timer her langt inde i Nordmarka. Bare nogle ligegyldige bemærkninger og en henvisning til informationsafdelingen. Derefter påbegyndte han hjemturen ned ad den smalle sti omkranset af skyhøje grantræer.

Efter nogle minutter standsede han og vendte sig om, spejdede mellem granstammerne efter noget, han troede, var bevægelser.

“Nej,” sagde han for sig selv. Det stærke sollys gav ham en slags tryghed, som han næsten havde savnet herude i nat.

Gustav, tænkte Tommy Bergmann, da han nåede ud på hovedvejen. Han standsede og tørrede sveden af nakken. Hvad var der sket deroppe?