Torsdag den 31. maj 1945
Stallet
Östermalms politidistrikt
Stockholm

Det bankede hårdt på døren til kriminalinspektør Gösta Perssons kontor. Persson genkendte stationslederens karakteristiske banken og tænkte, at han nok bare ville gøre som sædvanlig og buse ind uden at afvente svar. Persson blev derfor siddende med Kaj Holts sagsmappe i skødet og benene oppe på bordet, mens han stirrede ud ad de arkaiske vinduer. Endnu en dag med regn. Det bliver sikkert bedre i weekenden, tænkte Persson, mens han svingede benene ned fra det massive teaktræsskrivebord. Stadig var stationslederen ikke kommet ind på kontoret, og det lignede ham slet ikke.

Persson var ikke dummere, end at han forstod, at stationslederen tydeligvis havde folk med, som han ville gøre et godt indtryk på.

“Kom ind,” sagde Persson og rettede på slipseknuden.

Den tunge dør gik langsomt op.

Persson lagde andagtsfuldt Holts sagsmappe fra sig på det næsten tomme skrivebord. Stationslederen gik med prøvende skridt hen over det gamle plankegulv. Efter ham kom to mænd. “Nå, Gösta,” sagde stationslederen, men kunne ligesom ikke få sig selv til at fortsætte. Han standsede et par skridt fra skrivebordet. Persson hævede øjenbrynene for at vise, at han ventede. Stationslederens stemme afslørede en påtaget kammeratlighed, som passede dårligt til ham. Persson regnede med, at det var manden ved siden af, der gjorde chefen utilpas. En solbrændt, høj fyr på Perssons egen alder, måske lidt yngre, i et alt for dyrt jakkesæt og en støvfrakke, som sikkert havde kostet det samme som Perssons månedsløn. Tredjemanden var klædt i samme slags frakke, og hvis Persson skulle tippe, ikke mere end tyve år gammel. Hans ansigt ville ikke have problemer med at glide direkte ind i en hvilken som helst folkeskoleklasse, påfaldende barnligt som det var. Han gjorde ikke tegn til at hilse, så sig bare om i lokalet og beholdt den regnvåde hat på.

“Nå, Gösta. Hvad er der sket i forbindelse med denne nordmand ... Holt?” sagde stationslederen og nikkede mod sagsmappen på bordet foran Persson.

Persson sukkede. “Det må De nok sige,” sagde han.

Den højeste af de to mænd bag stationslederen tog et par skridt over gulvet og rakte hånden frem mod Persson, som lettede lidt på sig og gav ham et slapt håndtryk. Persson havde allerede regnet ud, hvem manden var, og hvad han ville, selv om han blot præsenterede sig som Håkan Nordenstam. Manden med barneansigtet stillede sig ved bogreolen, nikkede svagt, da han mærkede, at Persson iagttog ham, tog den sorte elfenbenselefant ud, et øjeblik så det ud, som om han ville lade den falde til gulvet. Hans hat forblev på hans hoved. Hans blik mødte Perssons, han smilede svagt. Uden at flytte blikket satte han elefantstatuen tilbage i reolen.

“Ja ... jeg spiste middag med Kaj i går,” sagde Nordenstam. “Og han var meget ... deprimeret.”

“Så De antager, at han har taget livet af sig,” sagde Persson.

Nordenstam gjorde en bevægelse med armen, tilsyneladende ganske upåvirket af Perssons tonefald, som havde en snert af sarkasme. I hvert fald nok til, at stationslederen så endnu mere utilpas ud, end han havde gjort i forvejen.

“Altså. Det er nok det, vi også har konkluderet ...” sagde stationslederen. “Med legationens og Nordenstams udsagn. Og det er vægtige udsagn ...”

“Jeg ...” begyndte Persson.

Nordenstam holdt en hånd i vejret. Tog den nytændte Sibir-cigaret ud af munden.

“Kaj Holt ... arbejdede for os, kriminalinspektør Persson.”

“For os?” sagde Persson spørgende.

Barneansigtet satte sig på skrivebordet.

“For C-bureauet. Som De forstår ...” Nordenstam forsøgte sig med et smil af den slags, som man måske ville have givet et barn, som ikke helt forstod, hvad man sagde.

“Så det gjorde han ...” sagde Persson. Hvis han havde været i civil før, så var han det definitivt ikke længere.

Håkan Nordenstam trak vejret dybt, mens han gned en håndryg over den kraftige, glatbarberede hage.

“Kaj Holt ...” sagde han og lavede en kunstpause, “... var involveret med de allierede.”

Persson nikkede tavs.

“Han havde også ret tæt kontakt med ... nogle russiske agenter her i byen.”

“Så vi vil ikke ...” begyndte stationslederen og søgte Perssons blik.

“Provokere unødigt,” sagde Nordenstam.

Persson og Nordenstam blev siddende og målte hinanden i noget, der virkede som en lille evighed. Der var ikke en lyd at høre, indtil en bil uden for vinduet gearede ned og passerede gennem en vandpyt på gaden.

“Så hvor var I to i går?” sagde Persson til sidst. “De og Holt, var det hyggeligt?”

Stationslederen rømmede sig. Så hostede han og satte læsebrillerne endnu længere ned på næsetippen. Persson besvarede hans stirren.

“Lad mig blot sige, det er afgjort, at vi overtager sagen,” sagde Håkan Nordenstam i en påtaget mild tone, som for at glatte ud på den pinlige atmosfære, der var opstået. “Men vi tager gerne Deres rapport med ... så tager vi os af resten. For øvrigt var vi på Cecil og derefter på lidt ... ja, privat besøg,” han blinkede, “og til sidst på Berns. Hav en behagelig eftermiddag, inspektør.” Nordenstam slukkede cigaretten i krystalaskebægeret på skrivebordet. Derefter så han Persson lige i øjnene og smilede en sidste gang, det samme tilforladelige smil, som Persson ikke helt vidste, hvordan han skulle tolke, bortset fra, at han fornemmede, at han ikke havde noget at skulle have sagt.

De tre mænd gik tilbage samme vej, som de var kommet, i modsat rækkefølge.

Stationslederen standsede i døren og sendte Persson et blik, som ikke var til at misforstå. Så smækkede han døren i efter sig.

Kriminalinspektør Persson mærkede først nu, hvor høj hans puls var. Blodet pumpede bag pandebenet, op gennem ørerne, som en bue fra side til side i hovedet. Han tog lommetørklædet op fra jakkens brystlomme og tørrede sin nærmest ganske blanke isse. Med let skælvende hænder fandt han kammen frem fra den ene inderlomme og fik orden i de få hårstrå, han endnu havde tilbage på hovedet, fra venstre til højre. Derefter lod han blikket fare gennem kontoret, det fineste i hele bygningen, endda finere end stationslederens. En bogreol i mahogni, en lille elefantstatue i elfenben, som han havde arvet efter sin forgænger, oven i købet et lille siddemøblement til besøgende, udsøgte lædermøbler var det, et oliemaleri, vistnok fra dengang i 1738, da bygningen var ny, et forårslandskab, hang ved siden af døren.

Alt det her, tænkte Persson og skuede ud over kontoret. Han vendte sig og stirrede ind i det sort-hvide fotografi af Gustav V, som hang alvorstungt i en forgyldt messingramme.

Skulle han, kriminalinspektør Gösta Persson, opgive alt det her og mere til for en død nordmand?

En stund sad han med lukkede øjne og vidste, at dette aldrig ville blive andet end en sag mellem ham selv og Gud. Kun han, kriminalinspektør i Stockholms 7. politidistrikt Gösta Persson, ville nogensinde vide, at den stakkels Kaj Holt burde have været obduceret, og at lejligheden for længst skulle have været plomberet, våbnet bragt til kriminallaboratoriet og alle vægge og håndtag og bestik og dørkarme belagt med kulstøv.

Han åbnede hurtigt den øverste skrivebordsskuffe og tog den alt for dyre Caran D’Ache-fyldepen op, som han havde fået af sin svigerfar på fyrreårsdagen. Derefter tog han et rapportskema fra en af de tre sagsbehandlingskurve på skrivebordet. Han plejede normalt ikke at skrive rapporter med pen selv, men ved gud, om han havde samvittighed til at beordre nogen anden til at gøre det i denne sag. Skulle han fornægte den mest åbenlyse sandhed, måtte han gøre arbejdet selv.

Kriminalinspektøren anførte datoen øverst til højre. 30. maj 1945. Kaptajn Kaj Holt fundet død i Rindögatan 42. Åstedsgranskning tyder på rimelig grund til selvmordsmistanke. Vidneudsagn bestyrker dette. Persson åbnede sagsmappen og studerede den lille lap med Undskyld. Kaj på. Derefter skrev han et par sætninger om vidneudsagnene fra den antageligt løsagtige veninde og Karen Eline Fredriksen fra den norske legation. Til sidst nedkradsede han en signatur og smækkede mappen i.

Hånden skælvede ikke længere, da han satte hætten på fyldepennen. Persson lukkede øjnene og så sig selv stående i køkkenet i Rindögatan 42, stirrende ud på det ynkelige birketræ nede i baggården. Sag’ mir nicht Adieu, tænkte han.

Han åbnede pludselig øjnene igen, åbnede sagsmappen en sidste gang og så tomt på det, han selv netop havde skrevet.

Ganske kort strejfede den tanke ham, hvordan han af alle mennesker var endt på den måde. Den korte rapport var et falsum, og alligevel følte han kun et lille stik af dårlig samvittighed, som om hans egen karriere var mere værd end at yde retfærdighed for en død, antagelig dræbt mand.

Hurtigt, inden han skulle nå at angre, greb han mappen, skridtede raskt over det gamle, skæve gulv og lagde den i forkontoret. Sekretæren ænsede ham kun lige over skrivemaskinen. Persson gav hende et hævet øjenbryn og et hurtigt, blegt smil. Med faste skridt gik han hen ad gangen, forbi kontorerne med hans efterforskere og ind på toilettet.

Hvor mange gange han vaskede hænder med kogende hedt vand, havde han til sidst ikke tal på.

Jeg toer mine hænder, tænkte Persson og så sig selv i spejlet. I går morges havde han set oplagt ud, frisk, næsten helt udhvilet til en weekend ude i skærgården. Men nu?

Næsten lydløst hviskede han til sit eget spejlbillede:

Så tilgiv mig, for jeg vidste, hvad jeg gjorde.