Mandag den 19. maj 2003
Politihuset
Oslo

Tommy Bergmann hentede billedet af guldringen frem på skærmen.

Din for evigt. Gustav.

Derefter klikkede han sig frem til billederne af de to voksne kranier, som spejlede sig i et metalbord på Rettsmedisinsk institutt.

Så hvem af jer var Gustavs for evigt? tænkte han. Agnes Gerner eller Johanne Caspersen?

Efter alderen at dømme var det mest sandsynligt Johanne Caspersen, der var Gustavs udkårne. Og mor til Cecilia. Men hvorfor havde hun så ikke hans navn? Kunne Gustavs kone have overlevet det alt sammen? Sammen med Gustav selv?

Tommy Bergmann pustede opgivende. Det hele var bare et eneste rod, et labyrintisk virvar. Han måtte begynde fra bunden.

Han ringede til arkivet, men inden nogen nåede at svare, smed han røret på igen. Det var under alle omstændigheder nyttesløst. Hvis sagsdokumenterne stadig var at finde, ville de ikke ligge hér i huset, de ville ikke engang ligge i fjernarkivet. Han bestemte sig i stedet for at gøre et forsøg på at finde noget i Folkeregisteret og tastede navnene ét efter ét. Ingen hit. Han krydstjekkede “Gustav” med de to kvinders efternavne. Ingenting. Ikke et eneste skide hit. Man plejede tit at prale med, hvor godt det her system var, men inden 1946 var der flere huller, end godt var. Det spillede måske ingen rolle – var man død, kunne man hverken begå forbrydelser eller betale skat, og så gav både skattevæsenet og anklagemyndigheden pokker i, hvem man nu ellers havde været, og hvornår man i så fald var født. Men ingen havde tydeligvis påtaget sig besværet med at kræve, at de tre blev formodet døde ved dom efter krigen, ellers ville de ikke have stået på savnetlisten. Det kunne betyde flere ting – måske, at familierne ønskede at tro, de stadig var i live, men mest sandsynligt, at ingen i deres familier, hvis de havde nogen efter krigen, overhovedet bekymrede sig om det. Der var kun to grunde til at få forsvundne personer formodet døde, og det var at få ro om sagen og komme videre med livet, eller også var det at få fat i deres penge.

Men nogen havde altså meldt dem savnet dengang, tænkte Tommy Bergmann. Det var en begyndelse. Mest sandsynligt var det denne Gustav-fyr, der havde meldt dem savnet, i det mindste havde han vel meldt kvinden med ringen savnet. Problemet var bare at finde den navnkundige Gustavs efternavn uden at skulle ringe til hver eneste person i landet, der hed Gerner eller Caspersen.

Han rejste sig fra stolen og gav sig til at klappe på overjakkens lommer. Ikke nogen pakke smøger. Han bandede stille, kunne ikke komme på, hvor han havde lagt dem fra sig. På tagterrassen, tænkte han. Han havde efterladt pakken på et af bordene deroppe.

Netop da han tog i dørhåndtaget, ringede telefonen på skrivebordet. Han tøvede et øjeblik og gik tilbage. På displayet så han, at det var nogen i arkivet, der ringede ham op igen. Han ignorerede den og åbnede i stedet netbrowseren, det var måske et forsøg værd, bedre end at lave ingenting på tagterrassen. I søgefeltet tastede han først Agnes Gerner. Han lukkede øjnene i en fart, som om han håbede på et mirakel, når han åbnede dem igen.

Ingenting. Ikke et eneste hit.

Derefter Johanne Caspersen.

Ingenting.

Så forsøgte han Gustav koblet med de to kvinders efternavn.

Til sidst Cecilia Lande.

Mente du “Cecilie Lande” stod der på skærmen.

“Nej,” sagde Tommy Bergmann højt. “Jeg mente ikke Cecilie Lande.”

Igen ringede telefonen. Han løftede røret, mens han stirrede ind i teksten på skærmen.

“Jeg så, du havde ringet,” sagde stemmen i den anden ende. Tommy Bergmann huskede hende vagt fra en eller anden sommerfest.

“Ja,” sagde han bare.

“Du ringede måske også om noget, da ...?”

“Jeg leder efter en sag fra 1942,” sagde han i en neutral tone.

Stemmen i den anden ende lo kort.

“Tommy ...” sagde hun.

Han svarede ikke.

“Hvilken slags sag?” sagde hun.

“De tre,” sagde han fjernt, “dem, der blev fundet i Nordmarka.”

“Statsarkivet,” sagde hun.

“Statsarkivet?”

“Ja, det for Oslo ligger sammen med Riksarkivet i Sognsvann ...”

“For fanden,” sagde han ud i luften. “Selvfølgelig, selvfølgelig.” “Jeg forstår det ikke,” sagde det ind i hans øre. Han lagde forsigtigt røret ned på gaflen.

Selvfølgelig, tænkte han. Selvfølgelig. Cecilia Lande. Hendes efternavn havde han ikke krydset med Gustav endnu. Det var måske et forsøg værd.

“Gustav Lande,” sagde Tommy Bergmann for sig selv.

Derefter tastede han bogstaverne ind i søgefeltet i Google.

Gustav Lande.

Han lukkede øjnene. Ganske tydeligt kunne han mærke lugten fra den opgravede jord oppe i Nordmarka. Det første syn af den lille barnehånd, der stak op mellem ribbenene på den anden voksne, enten Agnes eller Johanne.

Han åbnede øjnene og så ind i pc-skærmen.

Fire hit. Fire små hit. Men navnet stemte.

“Bingo,” sagde han ud i rummet. “Gustav Lande.”

Denne Gustav havde altså været Gustav Lande, og han var far til Cecilia Lande, det måtte være sådan, det hang sammen. Og han var måske gift med en af de to kvinder.

Tommy Bergmann studerede rækken af hit. Fire hit var ikke alverden, men så uendeligt meget bedre end ingen. Fire hit på Gustav Lande, og ud fra teksten at dømme var det netop den mand, Tommy Bergmann var på jagt efter.

Han klikkede på det øverste link. Et stykke tid sad han som forstenet, som om teksten ikke var i stand til at trænge forbi nethinden og ind i hjernen.

Gustav Lande (1905-1944). Grosserer og NS-mæcen. Lande tog sit eget liv i juli 1944. Kendt for sine gode kontakter med besættelsesmagten. Hovedaktionær i AS Knaben Molybdængruver. Kilde: De som gikk fiendens ærend. Torgeir Moberg. (1980)