Torsdag den 31. maj 1945
Stallet
Östermalm politidistrikt
Stockholm

På vej ud af bygningen fortrød han. Hvad var det egentlig, han havde gjort? Nogle sekunder blev kriminalinspektør Gösta Persson stående og vippede på dørtrinet, mens han knugede hatteskyggen mellem fingrene. En hård regn plaskede ned på brostenene nogle trappetrin nedenfor. Det gjorde valget enkelt.

Jeg er ikke engang sulten mere, tænkte Persson, drejede om på hælen og gik tilbage mod forkontoret. Med beslutsomme skridt gik han hen ad gangen, kiggede lige frem uden hverken at nikke eller hilse på dem, han mødte. Da han kom ind i forkontoret, lå sveden tyk og størknet rundt i skjortekraven og under skjortemanchetterne, hans ansigt måtte være rødt af det blodtryk, der havde bygget sig op, fra han stod i udgangsdøren.

“Har du Holt-mappen?” sagde han og lænede hele sin vægt ind over ekspeditionsskranken. Det knagede under ham. Sekretæren stoppede med at skrive på maskine, vendte sig halvt mod ham og betragtede ham over brilleglassene.

“Ja ...” sagde hun i et svævende tonefald, som om Persson måtte være idiot.

Han strakte en arm ud mod hende, gjorde en bevægelse med hånden, som fik hende til at gribe det lysegrønne dokumentomslag ved siden af sig.

Persson tog imod det uden et ord, hev bare den tykke snor af omslaget. Han bladede sig omstændeligt baglæns i de få dokumenter og åndede næsten lydløst ud, da han så, at den lap, som Holt angiveligt havde skrevet, før han tog livet af sig, stadigvæk lå der. Nordenstam kunne vanskeligt fjerne den uset, inden hele mappen formelt var blevet oversendt til C-bureauet. Persson studerede skriften på papiret, Undskyld. Kaj. Hvis der havde været hold i ham, ville han være taget tilbage til Rindögatan og have hentet alle penne dér, have undersøgt dem for fingeraftryk og ikke mindst have kontrolleret, at nogen af dem sværtede på den måde, som Holts pen måtte have sværtet for at skrive de to ord. I stedet for gjorde han følgende:

“Find hans kones adresse,” sagde han til sekretæren. “I Oslo.”

“Jamen ...” Hun så himmelfalden ud.

“Ring og find ud af det. Jeg venter inde på kontoret.”

“Hans kone? Ringe?”

Persson tænkte sig om. Så for sig Karen Eline Fredriksens øjne, linjerne i blusen, den begyndende kløft mellem de unge bryster, mærkede stadig lugten af hendes parfume. Han turde godt bide spids på, at Nordenstam eller den blegnæbbede knægt, som han havde med, havde sendt Karen Eline Fredriksen hen til Holts lejlighed.

Han lænede sig en gang til hen over skranken. Igen truede den med at give efter.

“Ring til sekretæren på den norske legation, ikke til fuldmægtig Fredriksen,” sagde han lavt, “og spørg efter Holts sidste adresse i Oslo, vi har brug for den til vores rapport om Kaj Holts tragiske selvmord, ikke sandt, ikke andet.”

“Jo, jo, det kan jeg nok gøre.”

“Fint,” sagde Persson, “så gør det, bare gør det. Og når du har fundet den, så giver du den til mig.” Han tog dokumentomslaget med sig og fiskede en brun konvolut ud fra hylden til venstre for sig. Da han vendte sig for at gå ind på sit eget kontor, mærkede han sekretærens blik brænde ham på kinden.

Inde på kontoret blev han stående og lænede sig mod den lukkede dør et par minutter, indtil pulsen var kommet ned på et mere fornuftigt niveau. Hvis hun ringede til stationslederen, var han færdig, den sag var der ingen tvivl om. Længe forsøgte han at lytte, men dobbeltdøren gjorde det umuligt at høre andet end en grød af uforståelig, svag mumlen.

Endelig fik han fjernet sig fra døren. I arkivskabet under skrivebordet fandt han en flaske brændevin. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde trængt til det. Reimersholms Bäska Droppar sved som kattepis. Med lommelærken i hånden gik han hen til bogreolen, hvor manden med barneansigtet havde stået og leget med elefantstatuen. Persson tog elefanten i hånden, som barneansigtet havde gjort, vendte sig mod sit eget skrivebord og så scenen for sig, som den havde udspillet sig for kun godt en time siden. Det gav et sæt i Persson, da det bankede på døren, i et par famlende sekunder var han lige ved at tabe både elfenbensstatuen og lommelærken på gulvet. Hurtigt satte han begge dele fra sig i reolen, trådte raskt hen til vinduerne i den anden side af kontoret, hvorefter han sagde “Kom ind” så brysk, han formåede.

Sekretæren trippede over gulvet bag ham. Persson vendte sig ikke, betragtede i stedet det bedrøvelige vejr udenfor, fulgte en patruljevogns slanke linjer, næsten glinsende i den tunge regn.

“Har du fundet adressen?” sagde han ud i rummet.

“Ja,” sagde hun lavt. “Jeg har skrevet den ned til dig.”

“Bare læg den på skrivebordet,” sagde han.

Hendes skridt standsede midt på gulvet.

Persson vendte sig stadig ikke.

Der kom en lyd ud af munden på hende, men hun sagde ingenting.

Til sidst tog hun de sidste skridt hen til døren, standsede, vendte sig endnu en gang og gik ud af kontoret.

Han skrev sirligt Kaj Holts adresse på den brune konvolut og skubbede forsigtigt lappen med Undskyld. Kaj ind i konvolutten, som om det var den sarteste ting i verden. Hun, Holts kone, ville vel se, at det ikke var Holts skrift. Og en dag ville alle vide, at han, kriminalinspektør Gösta Persson, havde sendt enken bevismateriale. Men det fik så være. Nu havde han i det mindste gjort det lidt, han kunne. Det var grænsen for, hvad han kunne udrette.

Inden han forlod kontoret, tømte han lommelærken med Bäska Droppar. Han ville alligevel ikke arbejde mere i dag.

“Jeg går selv ned med det,” sagde han ude i forkontoret, så forsvandt han, inden sekretæren overhovedet kunne nå at komme med indvendinger. Som om han havde fanden selv i hælene, trampede han ned ad vindeltrappen til kælderen.

“Nå, havde du heldet med dig?” sagde det interne postbud.

Persson mumlede noget til svar. Det var sågu også held, han havde brug for. Han ville ud herfra, havde aldrig brudt sig om at være nede i kælderen.

“Til Norge, hvad,” sagde postbudet og skævede op til Persson, som mærkede, at det stak i brystet. Alligevel lykkedes det ham at gengælde postbudets påtagne joviale smil. Persson så med egne øjne, at postbudet lagde konvolutten i frankeringsmaskinen, stemplede den to gange for derefter at stikke den ned i den brune hampesæk ved siden af ham.

“Nå, havde du heldet med dig?” sagde budet en gang til og tog sækken på ryggen. Porten bag ham gik op, og en chauffør fra postvæsenet åbenbarede sig.

“Jo,” sagde Persson for sig selv. “Lidt held skal man have her i livet.”

Han blev stående ude på lasterampen, mens sækken blev læsset ind. Dobbeltdørene på postvognen smækkede i. Persson fulgte bilen med blikket, til den forsvandt om et hjørne.