Mandag den 19. maj 2003
Rigsarkivet
Oslo

Parkeringspladsen i Sognsvann var knap nok halvt fuld. Tommy Bergmann parkerede den splinternye civile tjenestebil så tæt ved fodgængerstien som muligt. Han kastede et hurtigt blik på bygningen mellem træerne, hvorefter han samlede udskrifterne op fra passagersædet, rullede vinduet ned og tændte sig en smøg. Nogen måtte jo være den første til at bryde rygeforbuddet i den her fordømte bil.

Der kom en mild brise strygende ind fra Nordmarka. De lysegrønne blade på birketræerne lige foran bilen gav et langtrukkent sus fra sig. Så døde vinden hen, og bladene faldt til ro igen, de hang med hovedet, som om sommeren var forbi, inden den var begyndt.

Gustav Lande, sagde Tommy Bergmann for sig selv og så ned på det ark, han havde i skødet. Alle de fire hit på nettet havde været mere eller mindre ens og var fra en hjemmeside, som hed Norsk krigsleksikon. Samtlige artikler refererede til den samme forfatter, en velkendt skikkelse, professor Torgeir Moberg. Han læste teksten igen og igen, mens han tog det ene sug af cigaretten efter det andet i tilsvarende rytme.

Tommy Bergmann forsøgte at lægge det lidt sammen, som han havde. I september 1942 tager nogen livet af nazisten Gustav Landes barn og kone samt endnu en kvinde. Næsten to år efter tager Gustav Lande livet af sig selv.

Javel, tænkte Tommy Bergmann. Ikke alverden at blive fed af. Men pigebarnet, hun slap simpelthen ikke taget i ham. Tanken om, at hun skulle være blevet begravet levende, stod ganske klar for ham. Hvorfor var de to kvinder skudt i hovedet, men ikke pigebarnet? Havde vedkommende, som dræbte dem, simpelthen bare smidt barnet ned i jorden, havde hun klynget sig til sin mor?

Han rystede tanken af sig og så på udskriften af savnetlisten endnu en gang.

Cecilia Lande, født den 16. marts 1934.
Agnes Gerner, født den 19. juni 1918.
Johanne Caspersen, født den 5. november 1915.

Jo, tænkte han, det kunne være Caspersen, der var moderen. Det måtte det være. Han havde egentlig bestemt sig for ikke at have nogen opfattelse af, hvem der var hvem af de to kvinder, før han var helt sikker, men nu kunne han ikke lade være.

Manden bag skranken havde et ansigtsudtryk, der tydede på, at han overhovedet ikke brød sig om, at folk kom herop til Riksarkivet for at lede efter noget.

“Du skal lave en aftale,” sagde han for anden gang. “Vi har en hel stribe henvendelser, vi kan ikke bare ...”

Manden, som ifølge navneskiltet hed Rolf, lod sætningen dø hen.

“Du, Rolf ...” sagde Tommy Bergmann, “jeg er sikker på, at vi to får lavet en aftale om et tidspunkt ... sådan cirka præcis nu.”

Rolf sukkede blot tungt, da Tommy Bergmann holdt sit tjeneste- ID-kort op og lagde udskriften fra savnetregistret på skranken sammen med en kopi af en artikel i Dagbladet om de tre skeletter i Nordmarka. Et stykke tid blev Rolf stående og smaskede for sig selv, mens han betragtede navnene foran sig.

“September 1942,” sagde Tommy Bergmann.

Endnu en gang sukkede manden og kløede sig i det sparsomme skæg, som han var i stand til at frembringe. Tommy Bergmann tyggede sig på indersiden af kinden og vendte sig halvt, forsøgte at finde en slags indre ro ved at se ud ad de store vinduesflader i denne nybyggede del af Riksarkivet.

“Tja,” sagde Rolf, “det må vel være Oslo og Aker politikammer, de blev jo slået sammen under besættelsen.” Så mumlede han noget mere, som Tommy Bergmann ikke var i stand til at forstå, mens han hamrede løs på tastaturet under skranken og gloede på skærmen med en påtaget sur mine.

“Vi får se ... måske har du heldet med dig,” sagde han og smilede på en måde, som Tommy Bergmann ikke ønskede at tolke. “De kan være blevet makuleret.”

Du har heldet med dig, at du ikke er blevet makuleret, tænkte Tommy Bergmann.

“Kom med mig,” sagde manden til sidst. “Det ser ud til, at du har heldet med dig ...”

Tommy Bergmann forholdt sig tavs, mens han traskede efter manden hen til elevatorerne. Nede i kælderen blev han henvist til et siddemøblement, mens manden forsvandt ind i et ocean af rullearkiver. Dagbladet fra i går, søndag den 18. maj, lå på det lave bord foran ham. Tommy Bergmann genkendte scenen fra forsidens højre spalte. Billedet var taget sent om aftenen den 16. maj. Det hvide telt lyste op i den sorte skov, der stod to skikkelser i hvide teknikerdragter udenfor. Mysteriet i Marka stod der under billedet. Han lagde avisen fra sig uden at blade frem til reportagen.

Efter ti minutter kom arkivmanden tilbage, om muligt endnu mere mut end før.

“De skal læses her,” sagde han og lagde den gamle, beige sagsmappe på bordet foran Tommy Bergmann.

Han blev siddende et stykke tid og bare mærkede på den gamle mappe, før han fjernede den hvide snor, som holdt det hele på plads. Inde i omslaget lå der tre særskilte mapper, og Tommy Bergmann lagde dem ud på bordpladen. Den øverste var fra Oslo og Aker politikammer, den anden fra Statspolitiet og den sidste fra Oslo politipræsidium, stemplet på forsiden som henlagt den 15. april 1944.

Tre måneder før Gustav Lande tog livet af sig, tænkte Tommy Bergmann.

Han lagde alle mapperne tilbage i den oprindelige rækkefølge og åbnede den første, den fra Oslo og Aker politikammer.

Det øverste dokument i mappen var savnetmeldingen. Den gav ham en del svar, men desværre endnu flere spørgsmål.

Politibetjent Ragnar Dahl, Vinderen politistation.
Cecilia Lande, Johanne Caspersen og Agnes Margaretha Gerner blev meldt savnet klokken 23.55 mandag den 28. september 1942. Alle de tre savnede har bopæl Tuengen Allé 10C.
Anmelder: Grosserer Gustav Lande, f. 8. marts 1905, civilstatus: enkemand. Bopæl: som ovenfor. (Forlovet med Agnes M. Gerner. Frk. Gerner har særtilladelse fra Der Höhere SS- und Polizeiführer Nord til at færdes på gaden fra klokken 20 om aftenen til 5 om morgenen. Tjenestepigen, Johanne Caspersen, har ikke en sådan og er derfor omfattet af udgangsforbudet.)

Nå, så Gustav Lande var enkemand, tænkte Tommy Bergmann, og ingen af kvinderne var mor til Cecilia Lande. Og det var Agnes Gerner, han var forlovet med, ikke Johanne Caspersen. Han følte sig lettet over at have overstået den første forhindring på en vej, som han vidste, ville komme til at indeholde mange flere. Gustav Landes første kone, Cecilias mor, var død, og Agnes var hans nye forlovede, mere vanskeligt var det ikke. Men det gjorde ikke sagen med, at barnet var blevet dræbt, lettere.

Næste dokument var en kort rapport fra dagen efter, tirsdag den 29. september 1942.

Eftersøgning iværksat rundt om Landes landsted på Rødtangen i Hurumlandet. Iflg. Lande, som var på forretningsrejse til Berlin og returnerede til Oslo sent om aftenen den 28. september, skulle Agnes G. hjælpe Johanne Caspersen (Landes tjenestepige) med at lukke sommerlandstedet på Rødtangen af for vinteren søndag den 27. september. Iflg. vidner var der ingen i huset denne weekend. En rundspørge den 29. september på Rødtangen og hos Landes naboer i Vinderen gav ikke yderligere oplysninger. Landes bil, en sort Mercedes-Benz 170V model 1939, er ikke fundet. Vedlagt liste over afhørte vidner.

Tommy Bergmann skimmede hurtigt gennem navnene på vidnelisten, det var udelukkende en oversigt over navne på folk, der var blevet afhørt ved rundspørgen ude på Rødtangen og en halv snes navne og adresser på Tuengen Allé. Nederst lå et ark, som tydeligvis udgjorde grundlaget for efterlysningen den følgende dag, onsdag den 30. september 1942. Tommy Bergmann læste omhyggeligt signalementet af de tre. Kun én ting bed han mærke i. Cecilia Lande, født den 16. marts 1934, 125 cm høj, blå øjne og mørkeblond hår, havde en medfødt hoftelidelse, som gav hende en karakteristisk, haltende gang. I nogle sekunder så Tommy Bergmann pigebarnet for sig deroppe i Nordmarka, måske vidste vedkommende, som havde taget livet af hende, at hun ikke kunne flygte eller bringe sig i sikkerhed, måske havde hun været tvunget til at være vidne til, at de to kvinder, Agnes og tjenestepigen, blev skudt. Nogle sekunder blev han siddende og stirrede tomt frem for sig, hvorefter han åbnede den anden mappe, en slidt, lyseblå mappe med papirer i bedre kvalitet. Af papirerne fremgik det, at Statspolitiet havde efterforsket sagen efter ordre fra Sipo onsdag den 30. september 1942. I den indledende rapport hed det sig, at Statspolitiet ikke kunne udelukke, at Landes position i relation til Reichskommisariat Norwegen gjorde hans familie til et mål for modstandsbevægelsens terror, som allerede den foregående fredag havde manifesteret sig i likvideringen af en af Gustav Landes mest betroede ansatte. Statspolitiet havde videre anført, at både Landes forlovede Agnes Gerner og tjenestepigen Johanne Caspersen var aktive medlemmer i Nasjonal Samling. Af den næste rapport fremgik det, at et antal arresterede modstandsfolk var blevet indbragt til Møllergata 19 henholdsvis 1. og 2. oktober, hvoraf to senere blev overført til Victoria terrasse til afhøring af Sipo. Tommy Bergmann bladede videre i mappen, der var udskrifter af vidneafhøringer fra Møllergata 19, men ingen fra Victoria terrasse. Ingen af afhøringerne så ud til at være af interesse bortset fra, at en af de arresterede modstandsfolk havde taget livet af sig ved at springe ud fra tredje sal på Møllergata politistation. Gustav Landes bil var blevet fundet på Madserud allé torsdag den 1. oktober 1942, men undersøgelsen af bilen, vidneafhøringer i gaden og eftersøgninger i området havde været resultatløse. Det sidste dokument i mappen viste, at Statspolitiet i maj 1943 havde sluttet sin egen forundersøgelse af sagen og henvist til den parallelle efterforskning ved Oslo og Aker politikammer.

Tommy Bergmann lagde dokumenterne tilbage i det lyseblå Statspoliti-omslag. Bare navnet Statspolitiet gjorde ham ilde til mode over selv at være politimand.

Han bad en stille bøn, inden han åbnede den tredje og sidste mappe. Det hjalp ikke stort. Den indeholdt kun et ark papir, som viste, at sagen med de savnede Cecilia Lande, Agnes Gerner og Johanne Caspersen var henlagt den 15. april 1944. Arket var signeret af politiinspektør G. Lid og stemplet Oslo politipræsidium.

Der var ingen billeder i nogen af mapperne, tænkte Tommy Bergmann. Jeg må vide, hvordan de så ud. Og hvorfor dukkede Gustav Landes bil op på Madserud allé? De tre var dræbt i Nordmarka, men de skulle til Hurum, og den bil, de skulle bruge, var blevet fundet i Skøyen. Tommy Bergmann fattede sandsynligvis lige så lidt, som efterforskerne under krigen måtte have forstået.

I en halv time blev han siddende og afskrev de dele af rapporterne, som han troede, var de mest relevante. Han bestemte sig for at tage ud til Rødtangen så snart som muligt for at danne sig et billede af, hvor de tre havde tænkt sig at tage hen. Og billeder, han måtte se billeder af dem.

“Aviser,” sagde han til manden, da han leverede mapperne tilbage. “Har I det?”

Manden pegede på nogle af dagens aviser, som lå ved siden af ham på skranken.

Tommy Bergmann bankede en finger let mod mapperne foran sig.

“Nasjonalbiblioteket,” sagde manden. “De lukker klokken syv.”

Tommy Bergmann hævede blikket mod det hvide ur på væggen. Han bestemte sig for at lade Nasjonalbiblioteket vente til i morgen og i stedet hægte sig på håndboldopvarmningen, som skulle begynde om en halv time.

★

Opvarmningen bestod af en halv times løbetur rundt i Mortensrud, frem og tilbage ad Gamle Bygdevei, ned ad Lofsrudveien, op igen og tilbage til hallen, som lå i kælderen under Senter Syd. Selv om tempoet havde været roligt som altid under opvarmningen, måtte Tommy Bergmann lægge sig på gulvet i hallen, da de var færdige. Det gav samtlige spillere på Jenter 12 en god grund til at mobbe ham lidt. Han stirrede op i neonlyset i loftet og forbandede et kort øjeblik sin gamle barndomsven Erlend Dybdahl, der havde fået ham med som hjælpetræner for tre år siden. Et år senere fik Erlend Dybdahl nemlig en fed lederstilling i Asien-afdelingen i det IT-firma, han arbejdede i, og tog sin talentfulde datter og resten af familien med sig til Singapore. Trænersituationen i klubben var særdeles begrædelig, og Tommy Bergmann havde ikke haft hjerte til andet end at opgradere sig selv til cheftræner og rykke den daværende administrator Arne Drabløs, som Erland Dybdahl havde døbt om til Håbløs, når de var på tomandshånd, op som hjælpetræner. Men én ting skulle Håbløs have, og det var, at han var i en allerhelvedes god form, og selv om han knap nok kunne skelne mellem en håndbold og en fitnessbold, var han en bedre fysisk træner for pigerne, end Tommy Bergmann nogensinde havde været. Selv havde han engang været en ganske habil håndboldspiller, han og Erlend Dybdahl havde spillet sammen op gennem aldersbestemte drengehold og var til sidst endt på Oppsals juniorhold. Erlend Dybdahl var den store stjerne med Tommy Bergmann et stykke bag. Tommy Bergmann var stor af vækst, en groft tilhugget granitblok i sine bedste år, og egnede sig godt til at bane vej for bakspillerne. Desuden var han stor nok til, at keeperne på modstanderholdene i de yngre klasser var rykket ind i målet med lukkede øjne, når han bestemte sig for selv at skyde. Et ledbånd i venstre knæ gik sig en tur, mens han var ved militæret, og det var nok til, at han opgav håndbold selv efter en vellykket operation. Han havde under alle omstændigheder ikke Erlend Dybdahls talent og ville højst være blevet reserve på A-holdet. Desuden var han så tilpas træt af håndbold på det tidspunkt, at han tvivlede på, at han ville komme til at holde en bold igen. Men som han lå på gulvet i Klemetsrudhallen næsten tyve år efter, at han var holdt op som spiller, kunne han ikke andet end prise sig lykkelig over det ubetalte fritidsjob. Det klarede hans hoved tre-fire gange om ugen og holdt hans krop i nogenlunde form, og synet af disse piger i medgang som i modgang indgav ham indimellem en tro på, at verden trods alt var et godt sted at være.

“Op at stå,” sagde en pigestemme over ham. Tommy Bergmann havde lagt en arm over ansigtet og gnedet sveden godt ind i øjnene. Han trak vejret dybt et par gange, pulsen var ved at være på et acceptabelt niveau. Sara stod over ham og smilede, rakte en hånd ned mod ham. Udtrykket omkring hendes øjne mindede ham om hendes mor, selv om Sara var mulat og moderen sandsynligvis fra det område i Nordafrika, der blev kaldt Maghreb. I Algier eller Marokko, tippede Tommy Bergmann.

Han tog Saras hånd og følte sig et øjeblik lidt forlegen over, at han næsten altid fik en fornemmelse af at være hendes far, når hun var i nærheden af ham. Da hun var begyndt på holdet sidste efterår, havde hun været en af de dårligste, nogle gange kraftesløs som en fugleunge. Tommy Bergmann havde aldrig været så langt nede som sidste efterår og vinter, men havde til dels holdt sig oppe ved at tage Sara under sine vinger og svoret på, at han ville gøre hende til en o.k. spiller. Nu var hun middelgod og scorede endda et mål eller to i ny og næ. Desuden havde de små samtaler med hendes mor, hvor ubetydelige de end havde været, givet ham en grund til at holde sig i live.

“Jeg troede ellers, du var god,” sagde Sara og smilede på samme måde som sin mor.

“Jeg er god,” sagde Tommy Bergmann. “Jeg er bare i en pokkers dårlig form. Det er to forskellige ting.”

“Sikkert ...” sagde hun og hev ham op, hvorefter hun løb hen mod Arne Drabløs. Han stod henne ved det ene mål og fumlede med et boldnet sammen med et par andre af pigerne. Tommy Bergmann tømte sin vandflaske, mens han fulgte Sara med øjnene. Nogle gange tænkte han, at han burde spørge hende, om hendes mor var single, simpelthen bare råbe det ud i hallen: “Jeg har aldrig set din far, er din mor single, eller hvad?” Selv havde han i et svagt øjeblik fortalt et par af forældrene under påskecuppen i Larvik, at han netop havde lagt et langt parforhold bag sig og ikke havde ret meget at lave i påsken. Først bagefter havde han tænkt på, at en af de pågældende mødre kendte Saras mor godt.

Han fandt fløjten frem fra tasken og blæste til samling ved det ene mål. Erlend Dybdahls træningsskema kunne han nu udenad, og det var strengt taget ikke stort anderledes end det skema, de selv havde trænet efter for både tyve og tredive år siden. Opvarmning af skuldre, boldbehandling, finter, skudtræning kombineret med keepertræning og til sidst positionsspil. Den sidste halve time af mandagstræningen tog Drabløs sig af, en løbeøvelse, som skulle give pigerne blodsmag i munden, hvilket Tommy Bergmann var glad for at slippe for.

Mens han så på, at pigerne trænede i positionsspillet, som ikke ligefrem havde siddet på kornet i denne sæson, faldt han i staver over de tre, der havde mødt deres skaber i Nordmarka under krigen. Ikke engang tanken om, at Saras mor kunne dukke op, hvad øjeblik det skulle være, var i stand til at overskygge de billeder, han havde konstrueret i hovedet, af, hvordan den otte år gamle Cecilia Lande var blevet dræbt. Et skud knaldede i stolpen, to af pigerne kom op at skændes, den ene havde sandsynligvis tacklet den anden, uden at Tommy Bergmann havde fulgt med. Han fik beroliget dem, og da han løftede hovedet, så han Saras mor stå på sidelinjen sammen med faderen til en af de pakistanske piger på holdet. De kraftige, sorte krøller var trukket tilbage med et stort, mørkt hårbånd. Faderen, hun stod sammen med, sagde noget, der fik hende til at le, og Tommy Bergmann følte et stik af jalousi, da han hørte hendes latter. Alligevel bredte der sig en varme i hans krop, som om den rådne følelse af det tolv år lange forhold til Hege forsvandt, hver gang Saras mor lo eller kiggede i hans retning.

Tommy Bergmann flyttede sig tættere hen mod hende, skridt for skridt, inden han til sidst fløjtede af for træningsforløbet. De udvekslede blikke og et hurtigt smil, mens pigerne ryddede boldene af vejen og afleverede overtræksvestene til Drabløs. Hun fortsatte samtalen med den pakistanske far og en anden far, som var kommet til. Noget om skolen, lød det til, en sommerafslutning. Tommy Bergmann satte sig på bænken ved siden af dem og stirrede ret åbenlyst – hvis han kunne lide hende, så kunne han lide hende. Hun var klædt i en hvid tunika, tætsiddende cowboybukser og bare fødder stukket i et par flade lædersandaler, en helt neutral, enkel påklædning, men en påklædning, som alligevel fik Tommy Bergmann til at føle sig som en umoden skoleelev i nogle minutter.

Mens han snakkede med pigerne om, hvad der havde været godt i positionsspillet i dag, og hvad der ikke var gået så godt, så han Saras mor for sig uden den hvide, florlette tunika, de brune, tynde arme, de fine hænder, som strøg ham over brystet. En af pigerne stillede ham et spørgsmål, noget om et underarmsskud, han fulgte ikke længere med, de begyndte at le rundt om ham. Til sidst lo han selv med.

“Sorry, jeg er lidt udkørt i dag. Vi ses på onsdag, piger ... hyg jer med Arne nu ...” Arne Drabløs tog over med sin nærmest overentusiastiske tilgang til det blodige slid, der ventede dem. Tommy Bergmann tjekkede sin mobil, mens han kastede nogle stjålne blikke i retning af Sara og hendes mor, hun ruskede hende nærmest i håret, Sara vred sig fri med et opgivende “mama ...”, hvorefter hun skiftede fra håndboldsko til joggingsko og småjoggede efter de andre ud af hallen.

“Jeg er vist lidt overbeskyttende,” sagde hun henvendt til Tommy Bergmann og trak den store, eksklusive skuldertaske længere op på skulderen.

“Det ved jeg nu ikke,” sagde han. “Hun er begyndt at gøre sig godt gældende på banen ...”

“Det er godt at høre.” Hun hævede sine hænder op til hovedet og tog hårbåndet af. “Du er rar, jeg mener, I er rare ved dem.”

Det blev til, at de fulgtes ad ud af hallen. Udenfor kom der en kastevind hen ad fortovet, hendes hår løftede sig og stod ud til alle sider.

“Jamen, du kæreste,” sagde hun og lo ad sig selv. Tommy Bergmann så på hende, mens hun samlede de uregerlige krøller med hårbåndet igen. Han ville ønske, de bare kunne stå sammen sådan hele aftenen. At hun ville smile til ham og de mørke øjne gnistre som glimmer, og at intet af det med Hege nogensinde var sket.

“Nå, så er det aftensmaden,” sagde hun og begyndte at gå op ad trapperne til centret.

“Ja, aftensmad ...” sagde han ligesom for sig selv. Han fulgte efter hende, han kunne lige så godt gå den vej for at komme op til parkeringspladsen.

“Hvis du skal i ICA, kan jeg sikkert få nogle tips af dig,” sagde hun, da de var nået op på toppen af trappen.

Tommy Bergmann begyndte at le.

“Jeg tror ikke, du har lyst til at kende til, hvad jeg spiser til middag. Desuden har jeg allerede spist. To pølser på Esso-stationen i Lambertseter.”

“Er det så ringe?” sagde hun og standsede foran skydedørene ind til centret. Hun lagde hovedet lidt på skrå.

“Ekstra ringe i dag ...” sagde han.

“Jeg hedder Hadja, for øvrigt.” Hun rakte en hånd frem mod ham. Den var varm og blød.

Tommy.

“Det ved jeg godt,” sagde hun og smilede igen. “Så ses vi vel på onsdag, måske.”

Lad være med at gå, tænkte han, da hun forsvandt ind i centret.