Tirsdag den 20. maj 2003
Nasjonalbiblioteket
Oslo

Sporvognen skød fart i krydset mellem Drammensveien og Frederiks gate. Tommy Bergmann mistede balancen et kort sekund, han var dybt inde i tanken om Saras mor Hadja. “Hadja” sagde han for sig selv. Han afspillede scenen på nethinden, de to stående uden for indgangen til Mortensrudcentret. Han selv, som ikke havde grebet chancen. Chancen, tænkte han. Han bildte sig noget ind. Som at hun var single, og at hun var interesseret i ham. Desuden, hvad var han egentlig selv ude efter? Han havde brug for hjælp, var det ikke det, Bent, den tidligere kollega fra ordens- og udrykningsenheden, havde sagt til ham? Du skal have hjælp, inden du kan komme videre, Tommy.

Han skød det fra sig, det hele. Hadja, hendes latter, øjne og hår. Hege og Bent og det hele, alt det gamle lort. I stedet koblede han tankerne over på sagen. Det var på grund af den, han var på vej til Nasjonalbiblioteket, ikke for at dagdrømme. Han var på arbejde for at finde ud af, hvad der var sket med det lille barn og de to kvinder under krigen. Cecilia. Hvorfor var hun ikke skudt i hovedet som de to andre? Sporvognen bremsede brat på vej ind på Solli plass. Igen mistede han balancen, som om det var første gang i sit liv, han var med en sporvogn.

Han blev forbløffet over bibliotekets samling af aviser og over, hvor let det var at finde materiale frem. Efter bare ti minutter i bygningen sad han ved en af læsesalens skærme, som viste samtlige aviser udgivet under krigen på mikrofilm. Aftenposten fra den 30. september 1942 gav ham de ansigter, han var ude efter. På forsiden var der en tospalters artikel med omtale af de tre savnede, og sagen fortsatte på side 6.

Det første billede var af Gustav Landes forlovede. Hun kunne kun beskrives som en meget smuk, ung kvinde med noget, som Tommy Bergmann bildte sig ind, blev kaldt en pinupfrisure. Håret var mørkt, trækkene symmetriske, øjenbrynene var svagt buede, og vipperne så ud til at være så fyldige, at de næsten ikke behøvede mascara. Agnes Gerner, 24 år gammel, stod der at læse under billedet. Ved siden af var der et billede af Cecilia Lande, Gustav Landes datter. Ansigtet var åbent, et smil møntet på den professionelle fotograf, men nok så meget, indbildte Tommy Bergmann sig, på nogen, der stod bag fotografen. Hun havde et hjerteformet ansigt og to mørke fletninger med en stor, hvid sløjfe i hver. Han kunne se et smilehul på den venstre kind, men ikke på den højre. Hun havde mistet en af hjørnetænderne. Hvis Agnes Gerner så ud til at være en kvinde, som mænd ville have slået ihjel for, så så Cecilia Lande ud til at være et barn, som man ville have taget en kugle for.

Til højre for billedet af den lille Cecilia Lande var billedet af tjenestepigen Johanne Caspersen. Tommy Bergmann forsøgte at forstørre avissiden, men det lykkedes ham ikke. Billedet af tjenestepigen var af så dårlig kvalitet, at hun måtte være svær at genkende i levende live. Men hun havde et ikke ret smukt ansigt, det var fugleagtigt og nærmest gennemsigtigt. Eller måske var det bare den dårlige billedkvalitet, der spillede ham et puds.

Tommy Bergmann læste den samme tekst et par gange.

En karakteristisk, haltende gangart.

Han studerede Cecilia Landes ansigtstræk, smilehullet, tænkte på kraniet, de gabende, sorte øjenhuler.

Hvem gjorde det mod dig? tænkte han.

Og hvorfor parkere bilen i Madserud allé?

Han sad et stykke tid og stirrede ufokuseret på billedet af Cecilia Lande. Så gik han i gang med at læse andre artikler i avisen, annoncer for rationeret sæbe, kundgørelser fra Rikskommissariatet, hyldester til norske frontkæmpere.

Han rullede videre til avisens næste side.

Først læste han teksten uden at forstå, hvad det egentlig var, han læste. I samme sekund han var færdig med at læse manchetten, begyndte noget at snurre i baghovedet, noget, han kendte, noget, han netop havde set.

Statspolitiet efterforsker terrordrabet den 25. september på forskningsdirektør Torfinn Rolborg i AS Knaben Molybdængruver med fuld styrke. Fortsat efterlyst er en blond kvinde i tyverne eller trediverne, bærer briller, har en skønhedsplet på venstre side af overlæben, formodentlig blå øjne. Der er udlovet en dusør på 25.000 kroner for oplysninger, som fører til domfældelse af attentatkvinden.

25.000 kroner må have været mange penge under krigen, tænkte Tommy Bergmann.

Så slog det ned i ham.

AS Knaben Molybdængruver var ejet af Gustav Lande.

Først bliver en af hans direktører dræbt, og nogle dage efter bliver hans lille familie regulært henrettet.