Fredag den 23. maj 2003
Politihuset
Oslo

Denne usædvanligt varme fredag formiddag havde Tommy Bergmann fortsat ikke noget svar på, hvorfor nogen havde dræbt Gustav Landes forlovede, datter og tjenestepige i september 1942. Nu påhvilede det heller ikke længere ham at finde et svar, hverken på hvorfor nogen, eller allerhelst på hvem havde dræbt dem. Den smule kundskab, han havde tilegnet sig om molybdæn, var ikke længere af nogen som helst værdi. Tommy Bergmann følte, at den sidste uges arbejde havde været spildt, mens han sad i det ugentlige opsummeringsmøde i volds- og sædelighedssektionen. Fredrik Reuter havde netop meddelt forsamlingen, hvad Tommy Bergmann selv havde vidst siden i morges, nemlig, at et snart 61 år gammelt tredobbelt drab ikke kunne gives prioritet, og at Kripos ville overtage sagen, hvad alle vidste, blot var kamuflage for, at hele sagen ville blive henlagt.

Tommy Bergmann følte sig nedtrykt, men det kunne måske have lige så meget at gøre med, at Hadja ikke havde vist sig under træningen i onsdags. Han var blevet stående uden for hallen nogle minutter og havde set efter Sara og de andre piger, mens de gik hjemad mod boligblokkene, i håb om, at hun skulle dukke op ud af det blå. Han havde endda sat sig på trappen op til centret og ventet på det næste tunnelbanetog. Da hun heller ikke kom med det, ventede han på et par busser og derefter på det næste tunnelbanetog. Til sidst spurgte han sig selv, hvad han havde gang i, og tog hjem. Glem hende, havde han sagt til sig selv, da han stod under bruseren. Glem Hadja.

Han lod blikket hvile på sekundviseren på uret, der hang på væggen. Han hadede at give slip på sager og turde sværge på, at der var en sammenhæng mellem drabet på de tre i Nordmarka og drabet på forskningsdirektøren i molybdænselskabet. Men det spillede ingen rolle nu. Man befandt sig i det herrens år 2003, og så havde etaten ifølge Fredrik Reuter helt andre ting at bruge den såre begrænsede tid på end tre gamle skeletter fundet nedgravet i Nordmarka. Og ingen kunne vel bebrejde ham det. Så vidt Tommy Bergmann vidste, bestod volds- og sædelighedssektionen af rundt regnet tres efterforskere – det var i hvert fald det antal, personaleafdelingen i alle deres publikationer påstod, at sektionen disponerede over. Fraregnede man de fem-seks ubesatte stillinger, som sektionen altid måtte regne med som følge af, at hele Huset var underfinansieret, havde man femoghalvtreds tilbage. Af disse var til enhver tid omkring ti sygemeldt, og fratrak man endnu femten efterforskere, som kun arbejdede med sædelighedssager, herunder voldtægt, incest, seksuel omgang med mindreårige og al anden tænkelig djævelskab, som mandlig seksualitet kunne forårsage, var man nede på tredive efterforskere. Disse tredive udvalgte, ikke flere end en lidt forvokset førsteklasse i en af byens grundskoler, skulle altså tage sig af samtlige af byens drab, drabsforsøg, og hvad der gik under den mere eller mindre meningsløse betegnelse “grov vold”.

Fredrik Reuter gik hvileløst frem og tilbage oppe ved projektorlærredet, der kom ord ud af munden på ham, men Tommy Bergmann var ikke i stand til at opfatte, hvad de skulle betyde, det hele gled simpelthed sammen til en uforståelig grød. Selv ikke billederne på lærredet, fra et fire uger gammelt drab på en etiopisk kvinde i en studenterhybel, gav nogen som helst mening for Tommy Bergmann. Et stykke tid blev han siddende og betragtede ansigterne på dem, der sad vendt mod Reuter i den korte ende af lokalet. Nogle gange var det, som om han overhovedet ikke havde nogen kolleger. Det var hver mand for sig, ingen at støtte sig til. Det var måske sådan, han ville have det, det var sådan, det job skulle udføres.

Efter nogle minutter tog han gårsdagens Dagbladet, som lå oven på den sagsmappe, han havde med. Der var ikke ret meget andet, der var sket i løbet af nationaldagsweekenden, bortset fra den rutinemæssige fuldskab og vold, der fulgte med, men denne gang havde alle, som var blevet slået ned eller gennembanket, overlevet uden større skader. Så blev det altså de her skeletrester langt inde i Nordmarka, der udgjorde den store underholdning for avisen. Nå, Mysteriet i Marka havde kriminalseniorreporter Frank Krokhol altså præsteret at døbe sagen, hvis det da ikke var en eller anden knægt i redaktionen.

Krokhol og hans kolleger havde formået at vride fire hele sider ud af sagen. Et af billederne viste Abrahamsen og Kripos-teknikerne, mens de stod og kløede sig i håret og kiggede ned i et hul i jorden. De næste to sider var udfyldt med billeder af de tre savnede, Agnes Gerner, Cecilia Lande og Johanne Caspersen. Krokhol var ikke dummere, end at han havde tænkt præcis ligesom Tommy Bergmann, og det endda uden at ringe til ham, som Krokhol ellers plejede at gøre. Tommy Bergmann studerede for gud ved hvilken gang de tre ansigter, de samme fotografier fra Aftenposten den 30. september 1942. Nederst på siden opfordrede man folk, som vidste noget om de tre og sagen i øvrigt, til at ringe ind eller sende gode, gamle Krokhol en email.

Lykke til, tænkte Tommy Bergmann og kastede et blik hen på Fredrik Reuter, som var midt i en tordentale om, at nu skal vi finde den djævel, der har gjort det, og pegede op mod projektorlærredet, som viste et billede af den sorte kvinde, som var knivstukket i sin egen lejlighed. Hvis man ikke engang var i stand til at finde ud af, hvem der havde dræbt nogen for fire uger siden, hvordan skulle så nogen overhovedet være i stand til at finde en drabsmand fra for over tres år siden?

Tommy Bergmann vidste, at det var nærmest umuligt at trevle en så gammel sag op. I de fleste tilfælde havde han været i stand til at lægge den slags bag sig og komme videre i den bunke, han havde liggende i indbakken. Det var bare det pigebarn, han ikke kunne give slip på. Selv om han havde forsøgt, formåede han ikke at frigøre sig fra tanken om, hvordan hun var død. Hvad angik de to voksne kvinder, var det ikke noget særligt at bryde sit hoved med. Sandsynligvis var Agnes Gerner blevet skudt på relativt klos hold, direkte forfra i panden, mens Johanne Caspersen så ud til at være blevet skudt fra siden, nærmest lige i tindingen. Agnes Gerner var blevet begravet med projektilet i hovedet, en 7,65 mm Browning, mens kvinden, som var blevet skudt i tindingen, havde et udgangshul på venstre side af kraniet, i samme højde som det, man antog, var indgangshullet. Projektilet var blevet fundet nogle meter bag graven, nøjagtigt samme type, det, man antog, var en Browning 7,65 mm.

Men det hele er antagelser, tænkte Tommy Bergmann. I bedste fald.

Han hævede blikket mod Reuter bare for at lade, som om han fulgte med i diskussionen i lokalet, men lod derefter mødet gå sin gang og skimmede i stedet den afsluttende rapport, som han var begyndt på, den, som skulle med i oversendelsen til Kripos. Blikket strøg ned over siderne, teksten var klinisk, bureaukratisk. Tre kvinder dræbt for over 60 år siden. Dengang tre mennesker, nu var det blot tre navne, og næsten ingen i hele landet vidste længere, hvem de havde været. Tommy Bergmann havde selv været i stand til at få fat i én af de 65 i Norge, som hed Gerner, og som kunne fortælle ham lidt om Agnes. Men det havde ikke hjulpet stort, denne mand oppe i Slemdal kunne fortælle, at Agnes Gerner tilhørte hans gren af slægten, men at hendes familie var flyttet til England i slutningen af tyverne, og at alle bortset fra faderen, som døde tidligt, var blevet nazister, og at man vistnok sjældent eller rettere sagt aldrig nævnte dem. Agnes og hendes søster var flyttet tilbage til Norge før krigen, men de blev udstødt, først og fremmest fordi de var nazister, men desuden havde Agnes’ far haft en kontrovers kørende med dele af familien. Den gamle mand i Slemdal mente, at det hele var en tragedie, men sådan gik det vel, når man landede på den forkerte side. Agnes’ søster havde giftet sig med en tysker og boede måske dernede, hvis hun stadig levede. Hendes mor døde i England lige efter krigen. Frank Krokhol og hans venner inden for pressen havde formået at grave sig frem til nogle folk i Hadeland, som vistnok skulle være i slægt med tjenestepigen Johanne Caspersen, men de virkede mest interesseret i at komme i avisen. Desuden havde Krokhol taget nogle runder med Gustav Lande, som hængte sig en julidag i 1944 og efterlod sig en masse penge til sin bror, men han var død for tyve år siden, og hans børn nægtede at tale med pressen og henviste til en advokat den ene gang, Tommy Bergmann havde forsøgt at ringe til dem. De ville vel næppe vedkende sig Gustav Landes måde at tjene penge på, havde Tommy Bergmann tænkt.

På sin vis kunne det virke, som om han selv var den eneste i hele landet, der virkelig var interesseret i at komme til bunds i sagen, på trods af, at den nu var ude af hans hænder. De skulle jo til Rødtangen, tænkte Tommy Bergmann, ikke til Nordmarka. Det var blot én af mange ting, han ikke forstod. Hvem havde fået dem op i Nordmarka? Og hvem havde parkeret Gustav Landes bil i Madserud allé?

Lokalet eksploderede pludselig af stemmer. Tommy Bergmann kiggede småforvirret op, latter og stoleskraben fyldte hans hoved, men han var ikke i stand til at opfatte noget, hvem der sagde hvad, det var, som om han ikke befandt sig på den samme planet som de tredive andre personer i lokalet. Nogen åbnede et vindue, en varm sommerbrise fyldte lokalet, udenfor dirrede luften under en skyfri himmel, han tænkte, at det var sådan en dag, man drømte om en hel vinter. Sådan en dag, som otteårige Cecilia Lande aldrig ville komme til at opleve mere.

Tommy Bergmann så ned i avisen igen, skød billedet af det lille kranium fra sig og koncentrerede sig om billedet fra efterlysningen i Aftenposten 30. september 1942. Hvis han nogensinde skulle have et barn, skulle det være sådan et barn. Med de samme fletninger, det samme smilehul på venstre kind, de samme fine øjenbryn.

Tilbage på kontoret kastede han et sidste blik på sagsmappen. Han lagde den i forkontoret med en mærkelig følelse af, at sagen snart ville komme tilbage til ham igen. Da en af hans kolleger, en af de nye, som han knap nok kunne huske navnet på, bankede på hans dør to timer senere og spurgte, om han skulle med ned på Asylet, rystede han bare tavst på hovedet. Der var håndboldtræning, og han prøvede at lade være med at tænke på, om Hadja ville dukke op ved træningen eller ej.

Men heller ikke denne aften var Hadja at se ved træningen. Heller ikke Sara. Tommy Bergmann plejede altid at blive i godt humør af træningen, men denne aften var han mut og indesluttet. Pigerne mærkede det, og det blev en dårlig træning. Det var fredag og usædvanligt sommervarmt, og ingen af dem ønskede egentlig at være der, mere kompliceret var det ikke. Han burde måske have sendt dem af sted til Hvervenbukta, hele flokken, men afsluttede i det mindste tidligt og sendte dem på løbetur med Drabløs. Selv blev han stående uden for hallen og betragtede Drabløs med pigerne på slæb, til de forsvandt rundt om hjørnet på Lofsrudveien. Et sekund stod han bare og spekulerede på, hvor de boede, Sara og Hadja, måske lige på den anden side af parkeringspladsen. Han standsede sin egen tankerække og gik med raske skridt hen til bilen.

Hjemme i lejligheden tændte han for pladespilleren og lagde sig på stuegulvet. Da den første side på moderens gamle Joni Mitchellplade var færdig, lyttede han til lydene udenfor. Et boldtræ klaskede til en kricketbold ude på den asfalterede plads mellem husblokkene. Tilråb på en blanding af norsk og panjabi lavede ekko mellem husvæggene.

Tommy Bergmann tænkte ikke længere på Hadja, på det krøllede hår i vinden uden for Klemetsrudhallen. I stedet tænkte han på Hege, som han undertiden gjorde, og så forestillede han sig, at han havde været en ganske normal mand, en mand, som ville hende det godt. Ganske tilfældigt havde han mødt hende på Bogstadveien i slutningen af april, og de havde været som fremmede for hinanden, han genkendte hende knap nok, den store mave gjorde hende nærmest til en anden person, men hendes hud havde brændt mod hans kind nøjagtigt som den første gang, hun havde berørt ham.

Han gentog hendes ord, som hun havde sagt dem, med noget, han havde tolket som varme i stemmen, som om hun stadigvæk var glad for ham og altid ville være det.

Hvordan har du det?