Søndag den 8. juni 2003 (1. pinsedag)
Sofiemyrhallen
Oppegård
Nogle lyse håndboldhoveder i Oslo og nærmeste omegn havde sat sig for, at der skulle afholdes en lokal minicup for de hold, som ikke skulle deltage i den store pinsecup i Tønsberg. For Tommy Bergmann var beslutningen kommet som en lettelse. Nu slap han for at tænke på, hvad han skulle bruge helligdagene til. Der var grænser for, hvor mange vagter kan kunne tage i Krimmen uden at fremstå som socialt dysfunktionel.
Den bedste spiller på holdet, Isabelle, kom fra en af de mest ressourcestærke familier på holdet, i hvert fald materielt set, og var blevet beordret til den nybyggede hytte i Kragerø af forældrene. Hun var god nok til at kunne redde Klemetsrud Jenter 12 på de dårligste dage, og netop denne dag så ud til at blive en af dem. Uden Isabelle virkede det, som om de andre piger havde givet op, inden de var begyndt. Allerede ti minutter inde i den første kamp mod Kolbotns andethold havde de sluppet syv mål igennem og kun scoret ét selv. Da Kolbotn spurtede det ottende mål ind, henvendte Tommy Bergmann sig hos sekretariatet og bad om en timeout.
Han klappede keeperen Aatifa på ryggen og sagde, at det gik godt, og fik så samlet pigerne i en ring på sidelinjen.
“Holder I allerede ferie, piger?”
“De er så gode,” sagde Sara. Hun sprøjtede vand fra en drikkeflaske ind i munden og sendte den videre til Martine, som Tommy Bergmann for sig selv rangerede som nummer to på holdet. Sara fastholdt hans blik et øjeblik og blinkede hurtigt, som om hun vidste, hvad han havde forestillet sig om hendes mor.
“De er ikke så gode, det er os, der er dårlige, I må flytte på benene, piger, og få armene op, ikke stå og se på ... Aatifa får overhovedet ikke nogen hjælp ... og vi har slået dem før, folkens.”
“Uden Isabelle ...” begyndte en af pigerne.
“Isabelle er her ikke,” sagde Tommy Bergmann. “Det er sådan, livet er, man kan ikke satse på, at andre skal gøre arbejdet ... I må selv gøre det i dag, o.k.?”
Han bestemte sig for at sætte Sara som opdækker for den bedste Kolbotn-spiller. Det virkede til en vis grad. Inden pausen havde Kolbotn kun scoret to gange mere, mens Martine fik fire mål ind og var næstsidst på det femte.
Lige før dommeren fløjtede anden halvleg i gang, fik Tommy Bergmann øje på en velkendt skikkelse øverst på den stejle tribune. Hadja satte solbrillerne op i det løse hår og spejdede efter bekendte forældre på den halvfulde tribune under sig. Hun hævede hånden mod Tommy Bergmann, han mærkede, hvor meget han havde savnet synet af hende, og måtte tage sig sammen for ikke at stikke i et kæmpesmil. Hun satte sig nederst på tribunen bag Kolbotns mål sammen med Martines mor, der var en af dem, som Tommy Bergmann havde betroet sig til om sin civilstatus under påskecuppen i foråret.
I anden halvleg klarede Klemetsrud nogenlunde at holde sig på højde med Kolbotn, men Tommy Bergmann fulgte lige så meget med i, hvad der foregik bag Kolbotns mål, som i spillet på banen. Det endte med et respektabelt nederlag, og han gav pigerne en halv times tid fri. Forældrene på tribunen byttede plads med to andre holds forældre. Tommy Bergmann spejdede så diskret, han kunne, efter Hadja, men hun var forsvundet i mængden. Han gik ud ad hallens sidedør efter en kort snak med hjælpetræner Drabløs og nød solen i nogle minutter. Han overvejede at gå hen til hallens indgangsparti, hvor der nu stod en stor gruppe mennesker, som var ivrige efter at få solskinnet med mellem slagene. Måske var det modet, der svigtede ham, han gik i den modsatte retning, hen til bagsiden af hallen og hvad han antog for at være den tilstødende ungdomsskoles rygehjørne. Han satte sig på jorden, lænede ryggen op mod muren og prøvede at lade være med at tænke på noget som helst.
Midt i den halvt røgede cigaret hørte han skridt til venstre for sig.
“Nå, det er her, du har gemt dig ... Tommy Bergmann?”
Hadja kom hen imod ham, hun smilede nærmest undskyldende og satte solbrillerne op i håret, hvorefter hun satte sig ned ved siden af ham.
“Kan jeg tigge én af dig ...? Jeg kan ligesom ikke holde helt op, du ved ...”
Han studerede hendes fingre, da hun tog en cigaret ud af pakken, hvordan hånden så ud til at sidde lidt skævt på underarmen, neglene, som så hvide ud mod den glødende, olivenbrune hud. Han bildte sig ind, at hun lod sin hånd hvile ekstra længe på hans, da han tændte cigaretten for hende.
“Nå, har du fået dig en pølsemiddag?” sagde hun og fingererede ved solbrillerne i håret, “i kiosken?” Hun nikkede i retning af hallens indgangsparti.
Tommy Bergmann kunne ikke lade være med at le.
“Jeg spiser kun middag på benzinstationer,” sagde han.
“Det glemte jeg,” sagde hun og tog et sug.
“Har du været på ferie?” sagde han. “Du er så brun.”
Hun smilede.
“Ja, jeg har været i Marokko. Jeg kom hjem i går ... Sara har været hos sin tante ... hun er måske gået glip af noget træning.”
Hun smilede igen, og Tommy Bergmann tænkte, at så længe hendes mor smilede sådan til ham, kunne Sara roligt droppe al den træning, som det passede hende.
“Familiebesøg?”
“På en måde,” sagde hun. Hendes ansigt fik et skær af alvor. “Ja, man kan måske sige det sådan ... min pappa ...” Hun holdt inde og så ud, som om hun faldt i staver, mens hun tog et nyt sug af cigaretten.
“Det var ikke særlig vellykket for at sige det rent ud ... det er en lang historie ... jeg skulle overhovedet ikke være rejst derned.”
“O.k. ...” sagde Tommy Bergmann.
De blev afbrudt af lyden af hans mobil. Han rejste sig langsomt og tog nærmest modvilligt telefonen op af lommen på træningsbukserne. Nogle sekunder blev han stående og så på operationscentralens velkendte nummer.
“Dårlige nyheder?” spurgte Hadja.
“Sandsynligvis,” sagde han. Deres blikke låste sig fast i hinanden et øjeblik, mens han satte mobilen til øret.
“Karlsvik, vagthavende,” sagde en stemme i den anden ende.
Noget i hans stemme fik Tommy Bergmann til at slippe Hadjas blik.
“Ja?”
“Dr. Holms vei. Ja, jeg har talt med Monsen, og han bad mig ...”
Et sekunds stilhed.
“Hvad er der med Dr. Holms vei?” sagde han.
“En fyr har vistnok mistet hovedet deroppe,” sagde Karlsvik. “Blandt andet, Vistnok helt ...”
“Helt hvad?”
“Helt overvældende.”
“Hvilken fyr?” sagde Tommy Bergmann.
“Monsen fra Krimmen mener, det er en ... en Carl Oscar Krogh.”
“En Carl Oscar Krogh,” sagde Tommy Bergmann og tænkte: Nu er helvede for alvor løs. Og den satans Leif Monsen smider granaten lige i skødet på mig.
“Ja ... jeg har ikke hørt om fyren, men Monsen ...” sagde Karlsvik. Han lod sætningen dø hen.
Idiot, tænkte Tommy Bergmann.
“Under alle omstændigheder. Det er rimelig kaotisk deroppe. Hjemmehjælpen fandt den gamle gut. Reuter er på vej op fra Strömstad, han havde bedt Monsen –”
“Hjemmehjælpen,” afbrød Tommy Bergmann. Han så på Hadja igen.
Den vagthavende Karlsvik rømmede sig. Så sagde han noget om knivstik.
Tommy Bergmann troede først, han havde hørt forkert.
“Mindst halvtreds knivstik,” gentog han lavt.
“Hans øjne er væk,” sagde Karlsvik.
Tommy Bergmann lukkede sine.
“Jeg er nødt til at gå,” sagde han til Hadja.
Hun rynkede øjenbrynene.
“Er det så slemt?” sagde hun.
“Du må lade, som om du ikke har hørt noget af det her, indtil det kommer i avisen.”
Han rakte cigaretpakken frem mod hende. Hun rystede på hovedet.
“Det er nok for i dag,” sagde hun og rejste sig. Tommy Bergmann tændte en smøg, tog et dybt sug og blæste røgen kraftigt ud gennem næsen.
“Kan du finde Drabløs for mig?” sagde han og så på uret. “Sig til ham, at jeg skal på arbejde, og at han må tage de to sidste kampe. Han kan ringe til mig, hvis der er noget, men så skal det være noget vigtigt.” Hadja nikkede.
“Det var meget hyggeligt at se dig igen,” sagde hun.