Torsdag den 24. august 1939
Sevenoaks Court
Kent, Storbritannien

Hvis nogen havde spurgt hende, hvor mange grønne farver der fandtes i verden, ville hun uden at tøve have sagt, at de kunne tage til Westerham Ponds og selv prøve at tælle. Agnes Gerner vendte sig en sidste gang og så ned ad stien omkranset af piletræer mod vandet, der glinsede mellem løvhanget langt dernede. Bess ventede på hende på toppen af stien. Hun vidste, hvad hun ville få at se deroppe, uendelig meget mere af den grønne skønhed. Det bølgende landskab ville ligge udbredt foran dem, det ville lyse af præstekraver og blåklokker og alverdens sommerfugle, og langt borte i horisonten ville de lige kunne skimte Sevenoaks Court, den røde teglstensherregård, hvor hun havde tilbragt så meget tid det sidste halve år.

“Smukt, ikke sandt?” hørte hun bag sig. Christopher Bratchard var selvfølgelig gået nogle skridt foran på tilbagevejen, en herre gik aldrig bag en dame i skørt op ad en trappe og følgelig heller ikke op ad en stejl bakke.

Agnes Gerner vendte sig om imod ham. Endnu engang var hans blik stirrende, som om det ledte efter noget ved hende, allerhelst en bekræftelse på noget, som ikke kunne være andet end følelse. Følelser, som en optræningsofficer ikke kunne have. Især ikke en gift én af slagsen.

Det var selvfølgelig hans forslag, at de denne sidste dag i den sidste uge på Sevenoaks Court skulle tilbringe en dag ude i guds fri natur, som han kaldte det. Alle hendes instinkter havde strittet imod, alene med ham, langt herude, flere kilometer fra andre mennesker. Men hvad skulle hun gøre? Til syvende og sidst havde hun lagt sit liv i denne mands hænder.

Ganske få vidste, hvad der var blevet af hende de sidste måneder, og endnu mindre, hvad hun lavede her. Nogle dage var det, som om hun knap nok vidste det selv. Det, der for bare et lille år siden havde taget sig ud som et bevidst valg, kunne lige så godt kaldes tilfældigheder. Hun havde været til en reception på den norske ambassade til ære for nogen, som hun næsten havde glemt, og var i det sociale samvær kommet med en ærlig betragtning om sin egen mor, som efter hendes norske fars død havde giftet sig med en konkurstruet britisk lord. Denne mand, som hun hadede intenst, var en ledende støtteperson for den afskyelige fascist Oswald Mosley, hvilket oprørte hendes halvbritiske hjerte. At hendes søster i Oslo så ud til at indtage det samme standpunkt som hendes nye stedfar og hendes mor, gjorde ikke sagen bedre. I cirklen omkring hende stod også en attaché fra den britiske ambassade i Oslo, som hun var blevet introduceret for, og som insisterede på at blive tiltalt Richard. Sent om aftenen var Agnes Gerner og hendes veninde, hvis far havde en højere diplomatstilling på ambassaden, endt på en nyåbnet fransk restaurant i Mayfair sammen med attachéen og nogle af hans venner fra Magdalen College i Oxford. Det ville nok ikke være så langt fra sandheden at sige, at hun faldt for ham. Da han insisterede på, at han ville følge hende hjem i en taxa, efter at hun havde sat formodentlig en bakkefuld glas med champagne til livs, ville hun i hvert fald ikke have overrasket sig selv, hvis de var endt med at gå i seng med hinanden. Men i stedet for at gøre tilnærmelser havde han blot på det nederste trappetrin kysset hendes hånd. Da hun lettere forfjamsket så stille som muligt havde fået nøglen i døren, havde han rømmet sig bag hende. Om de kunne mødes i morgen?

Christopher Bratchard rakte en hånd ud mod hende, selv om Agnes Gerner ikke havde problemer med at gå på den jævnt anlagte sti. Hun blev reddet af Bess, som med ét kom farende som skudt ud af løvskoven omkring dem. Med tungen hængende ud af munden løb den imellem dem og fortsatte op ad stien i retning af Sevenoaks Court. Christopher Bratchard smilede til hende og tog hånden til sig igen. Hvor jeg dog elsker den hund, tænkte Agnes Gerner. Det eneste, hun ikke kunne forstå, var, hvorfor Christopher havde insisteret på, at hun skulle tage den med de sidste tre uger hernede. Det var nærmest det eneste, hun ville rose sin mor for, at hun havde købt en setterhvalp til hende lige efter hendes fars død.

“Hvis livet bare kunne være sådan her altid,” sagde Christopher Bratchard. “Så ville der ikke findes problemer mere. Aldrig mere.” Han standsede et øjeblik, satte rygsækken fra sig på stien, tog et lommetørklæde op af tweedjakkens lomme og tørrede sig under hatten. Selv i denne varme ville han ikke give afkald på hatten.

Agnes Gerner mumlede noget til svar og holdt blikket rettet mod Bess, som ventede på dem på toppen af bakken. Og déroppe, tænkte hun, skulle de gå igennem en lund af egetræer, før de kom ud på engen og kunne se Sevenoaks Court, og så ville der ikke være mere end en god halv time tilbage af denne tur.

De sidste minutter, inden de nåede bakketoppen, begyndte Christopher Bratchard heldigvis endnu en gang at tjekke, om hun kunne huske proceduren i Oslo, hvornår og hvor hun skulle møde kontaktpersonen.

“Han vil genkende dig,” sagde Bratchard. Som om han ville sige: Det skal du ikke bryde dit lille hoved med.

Endelig nåede de op til toppen af bakken. Bess havde lagt sig ned i skyggen af et træ. Agnes Gerner kaldte på hende, tænkte på, hvordan de to ville få det hjemme i Oslo. Eller hjemme og hjemme. Ingenting var hjemme længere. Måske var dét her hjemme, England, hun vidste det ikke.

Endelig kom Bess, den svansede rundt om dem et øjeblik. Igen standsede Christopher Bratchard. Agnes Gerner ville fortsætte hen ad stien, til de nåede lunden cirka tredive meter foran dem og kunne få øje på den røde teglstensgård på den anden side.

Ved siden af hende trak Christopher Bratchard noget op af den grå rygsæk. Feltspaden, som hang på sækkens yderside, skrattede mod gruset på stien. Hun havde ventet, at Christopher Bratchard ville smile med sit sædvanlige halvt antydende smil, men i stedet var hans udtryk alvorligt. De mørke træk i det firskårne ansigt understregede blot, at det ikke var hensigten, at det her skulle være morsomt.

Agnes Gerner så ned på hans hånd. Han åbnede den.

Det var en lille, rød bold, noget hundelegetøj.

De blev stående og så på hinanden.

“Her, Bess,” sagde Christopher Bratchard og lagde sig på knæ. Hunden kom logrende løbende.

Hvad er det, han gør? tænkte Agnes Gerner.

Christopher Bratchard rejste sig og kastede bolden så langt, han kunne, hen ad stien i retning af lunden. Hunden satte af sted.

“Lad os komme videre,” sagde Bratchard uden at se på Agnes Gerner.

De gik nogle meter, hunden kom styrtende tilbage til Christopher Bratchard med bolden i munden og slap den på jorden foran ham. Han tog den op og kastede den ind i lunden. De gik videre. Agnes Gerner slog sig til ro med det. Det var bare et påfund, ikke andet, og snart ville de kunne se Sevenoaks Court, og hun ville gå direkte op på sit værelse og hvile sig indtil middag, og i morgen ville hun sidde i toget tilbage til London.

Lige inden de gik ind i lunden, hvor hunden ledte efter bolden, så Agnes Gerner ud af øjenkrogen, at Christopher tog noget mere frem af rygsækken.

Det var, som om solen forsvandt fra himlen, da hun så, hvad han nu havde i hånden. Den store Webley-revolver.

“Når vi kommer ind i lunden,” sagde han og nikkede lige frem, “skal du skyde den.”

Agnes Gerner åbnede munden, men der kom ikke noget ud. I nogle sekunder bevægede jorden sig under hende.

“Jeg tror ikke, at jeg ...” sagde hun lavt.

Christopher Bratchard sagde ingenting. I tavshed holdt han revolveren frem mod hende. Tre grise havde hun skudt, bare for at vise, at hun kunne, hvis hun skulle, men ... manden var simpelthen gal.

“Hvis ikke, gør jeg det selv,” sagde han.

De så på hinanden, lige til hunden kom tilbage. Det eneste, Agnes Gerner tænkte på, var, at hun ikke måtte begynde at græde.

Christopher Bratchard holdt sin venstre hånd frem mod hunden og tog imod bolden. Han pressede revolveren ind i Agnes Gerners højre hånd. Det ru skæfte føltes koldt, hendes håndled svigtede næsten under vægten af det tunge stål. En Webley kunne stoppe en okse i løb, slå den ihjel og få den til at segne på en brøkdel af et sekund. Agnes Gerner vendte hovedet mod den magre engelske setter, hvor den løb ind i lunden på jagt efter bolden, som Bratchard havde kastet derind en gang til.

Deres blikke mødtes igen. Der var ikke noget af hans fjollede sarkasme tilbage. Hans læber var stramme og smalle, skyggen fra hatteskyggen gjorde hans ansigt gråt.

“Det er alt for sent, Agnes. Du kan ikke forlade tjenesten.”

Agnes Gerner bed sig indvendigt i kinden. Han vil dræbe mig, tænkte hun.

Endnu en gang kom hunden tilbage.

Hun mærkede et øjeblik benene svigte under sig, da hun bøjede sig ned for at klappe hunden, give den et sidste kærtegn, hun havde troet, hun skulle have den i ti-tolv år, til hun selv havde mand og børn, et lykkeligt liv, så lykkelig, som hun kunne blive.

Hunden så på hende et øjeblik, som om den ville have en belønning, derefter så den på Christopher Bratchard igen. Agnes Gerner strøg den en sidste gang over ryggen. Sekundet efter var den væk.

Hun gik ind i lunden, fine striber af sollys skar gennem det mørkegrønne løvhang. Hunden rodede rundt efter bolden under nogle bregner, før den til sidst gav op.

“Sit,” sagde Bratchard, som nu stod lige bag hende. Måske befandt de sig fem meter fra hunden. Agnes Gerner vidste det ikke, orkede ikke at anslå afstanden, bad bare en stille bøn inde i sig selv.

Hunden satte sig og kiggede på Agnes Gerner med hovedet en anelse på sned.

Pappa, åh, pappa, tænkte hun. Gid du vil tilgive mig.

Hun tog et skridt frem, så et til. Hunden sad helt stille, men havde lagt hovedet endnu mere på skrå, som om den ville sige: Hvad er det, du gør? Agnes Gerner følte sig kvalm ved lugten af den fugtige jord, lyden af vissent løv fra i vinter hørtes svagt under skoene. Ellers ingenting, ikke engang lyden af en fugl kunne hun høre.

Det slanke hoved var midt på kornet. Revolveren føltes ikke længere tung, hånden var helt rolig. En tanke fór gennem hendes hoved. Jeg må være syg. Virkelig syg.

“Nej,” hviskede Christopher Bratchard. “Lad være med at tænke. Du må aldrig tænke. Så finder du bare ud af, hvor langt et sekund er.”

Braget fra Webleyen førte til kaos i trætoppene, det virkede, som om tusindvis af fugle skreg af frygt oven over hende, de lettede i én samlet bevægelse fra dette helvede.

Halvdelen af det lange, smukke setterhoved var smadret. Blodet, lyst som hos grisen, fossede ud af det, der var tilbage af munden. Fortsat så den på hende med det øje, som stadig var helt, så faldt den til jorden.

Agnes Gerner sænkede revolveren.

“Giv den én til,” sagde Bratchard med lav stemme. “Hun lever endnu.”

Agnes Gerner tog et skridt frem. Hendes mund føltes, som om den var fuld af blod, en metallisk smag ned gennem halsen, i maven, som kvalme. Hun sank blod, én gang, to gange. Så hævede hun revolveren og skød resten af hovedet bort. Men ikke gråd, aldrig gråd, sang hun for sig selv. Aldrig gråd. Det var det, hendes mor havde lært hende, da hun var barn. Du må aldrig græde, når nogen ser dig, Agnes, aldrig.

Christopher Bratchard tog revolveren ud af hånden på hende. Han nikkede for sig selv og holdt det intense blik rettet mod hende.

“Du er gal,” sagde hun stille og lukkede øjnene. Der løb ingen tårer ned over kinden.

Han hviskede noget ved siden af hende.

Hun hørte det ikke. Hun lagde hovedet bagover, stirrede op mod grenene over sig. Alle fuglene var væk, måske kom de aldrig mere tilbage.

“Hvad sagde du?” hviskede hun.

Hans hånd lå med ét tungt på hendes skulder, han knugede hårdt om den, som om han ville knuse hende med de bare næver.

“Det vil ske inden for et par uger. Måske om få dage.”

“Og så?” sagde Agnes Gerner lavt.

“Når Hitler går over grænsen til Polen, er det afgjort. Hvis dette land skal have nogen ære tilbage til den tid, må vi erklære Tyskland krig.”

Agnes Gerner sagde ingenting. Blodet i munden smagte sødt, hun tænkte på det som godter. At blod var af det gode.

“Og så vil kun de gale overleve det, der ligger foran os,” sagde han.

“Slip mig,” sagde hun. “Slip mig, din djævel.”

Christopher Bratchard holdt hendes hage mellem hænderne og drejede hendes hoved mod den maltrakterede hundekrop.

“Kun de gale,” sagde han og slap sit greb.

Hun fik stukket noget i sin venstre hånd. Feltspaden.

“Begrav den.”